Elskede

Kære dagbog,

Skat, det lader til at mor har det bedre nu. Skal vi ikke tage hjem? Så kan hun få fred og ro.

Birgit sagde det som et spørgsmål, men det lød slet ikke som et. Og jeg ved med mig selv skal jeg virkelig leve sådan her altid? Hele mit liv?

Birgit, jeg har altså sagt, at jeg bliver og sover hos mine forældre i nat. Hvorfor er du kommet? Tjekker du mig af?

Noget i min stemme fik åbenbart Birgit til at spidse ører. Der var et varsel i det, en slags alarm. Situationen var ikke normal

Jesper, giv mig lige skruetrækkeren! råbte jeg nede fra stigen.

Vi var i gang med at fikse lyset på den lokale folkeskole. Min makker, Mikkel, skulle sørge for min sikkerhed nede fra gulvet og række mig værktøy, når jeg havde brug for det.

Her, værsgo, sagde Mikkel men det lød på mærkelig vis helt feminint. En hånd rakte mig skruetrækkeren.

Jeg var lige ved at miste balancen af overraskelse.

Da lampen var sat op, skyndte jeg mig ned. Heldigvis hun var der endnu, hende med den klare, glade stemme som en kirkeklokke. Mikkel var pist væk.

Hvor blev Mikkel af? spurgte jeg pigen.

Hun smilede lidt hemmelighedsfuldt og sagde:

Jeg bad ham kigge på stikkontakten på mit kontor.

Det får han altså skæld ud for, sagde jeg strengt. Han må ikke forlade mig, når jeg står på stigen.

Jeg hedder Katrine, sagde hun så. Hvad med dig?

Jeg blev lidt paf af hendes fremfusende væsen, men præsenterede mig hurtigt:

Nikolaj.

Jeg ville spørge dig om noget din telefon. Tager du private opgaver?

Vores firma udskiftede el på Skole 27 på kommunal kontrakt. Katrines spørgsmål bragte mig ud af fatning. Måske fordi hun var køn, og jeg var lige blevet så betaget, at jeg havde svært ved at fokusere på, hvad hun sagde.

Hun kiggede også på mig, ventede på et svar. Nå ja! Det glemte jeg helt midt i hendes blik.

Hvad mener du med private opgaver?

Altså el-arbejde i private hjem, Nikolaj. Som for eksempel i en lejlighed, smilede Katrine.

Jeg begyndte vagt at forklare noget om skolens leder, kontrakter, og hvordan betalingen fungerede. Lige da stak Mikkel hovedet ind.

Så er kontakten ordnet, Katrine. Vil du teste den?

Hun lyttede halvt til min elendige snak og vendte sig så mod Mikkel med et anerkendende nik.

Ja, lad os.

Mikkel luntede glad med hende. Tænk sig det ser ud til, at de to har kemi. Det starter altid med en stikkontakt.

Mikkel var lidt ensom. En som Katrine ville ikke være så ringe for ham. Men jeg havde Birgit. Min egen forlovede. Dog var min mor overbevist om, jeg begik en fejl.

Hvilken fejl? forstod jeg aldrig.

Birgit er meget praktisk. Og styrende. Hun kommer til at dirigere dig resten af livet. Planlægge alt. Hvorfor fandt du ikke en blidere pige? Du er jo selv så god og rar.

Sandheden var, ingen i familien brød sig om Birgit. Slet ikke min mor hun sagde det endda højt. Far fulgte bare trop. Mine venner var heller ikke vilde med hende. Hvis jeg kom til en fest med Birgit, blev jeg aldrig inviteret igen, eller også lød det: Kom alene, ikke? Alt min tid gik jo med Birgit. Så nu så jeg næsten aldrig vennerne.

Mikkel og jeg fik læsset værktøjet i bilen.

Hvorfor stak du af fra mig i dag? sagde jeg pludselig. Jeg kunne være faldet ned. Der rendte børn rundt, og alt muligt kunne være sket. Hvis det kun var mig selv, pyt. Men hvad hvis jeg var faldet ned over et barn?

Mikkel så på mig som om jeg var skør:

Mig? Jamen, det var da ikke mig, hun ville snakke med! Det var dig! Hun bad mig kigge på hendes kontakt, men hun sagde, at hun ville holde øje med dig, imens. Hun ville give dig værktøjet, hvis du manglede noget.

Seriøst?

Kontakten fejlede for resten ingenting. Det var bare en løs skrue.

Pis! Derfor blev hun ved at tale om private opgaver og jeg, den klovn, begyndte at forklare hende alt om kontrakter.

Jeg blev lidt stille.

Hun er da sød. Men jeg har jo Birgit.

Mikkel løftede bare hånden og rystede lidt på hovedet. Du er håbløs, Nikolaj.

Om natten, da jeg sov roligt ved siden af Birgit, drømte jeg om Katrine. Hun stod ved katederet med en pegepind og så helt anderledes ud end normalt. Hun lignede ja, sådan en sexet lærerinde. Hun slog på første bord med pegepinden og sagde:

Holm, til tavlen!

Jeg gik derop og mumlede undskyldende noget om kontrakter og godkendelse fra ledelsen. Katrine så strengt på mig og afbrød:

Nok! Sæt dig ned. Du får et to-tal. Du har ikke lært lektien! Du må blive i skole efter timen.

Hvad skal vi lave? spurgte jeg bedrøvet.

Katrine lænede sig ind over mig, og jeg kunne ikke undgå at se hendes flotte barm.

Skrue pærer i! råbte hun, og jeg vågnede brat.

Hvorfor råber du sådan, Nikolaj? Jeg skal på arbejde i morgen! brokkede Birgit sig. Først ser du gyserfilm, og så ligger du og råber i søvne.

Klassisk. Ikke nok med, jeg fik et chok, jeg fik også enden i kommoden.

Hun mumlede videre halvt i søvn, om at når vi blev gift, skulle vi da se pæne kærlighedsfilm som andre ordentlige par. Det gjorde mig pludselig tung om hjertet. Jeg huskede min mors ord: Hun planlægger for jer begge. Voilà nu havde hun også allerede planlagt vores tv-program.

Næste dag, i frokostpausen, skyndte jeg mig til Skole 27 i stedet for at spise rugbrødsmadder som normale mennesker. Pedellen i døren gloede på mig uden at kende mig.

Jeg glemte noget værktøj, skal lige op.

Han greb røret. Typisk, de skal kalde nogen fra ledelsen, og så bliver det lidt af et cirkus. Men pludselig hørte jeg den velkendte, muntre stemme som i drømmen lød helt anderledes.

Poul, det er fint, han må komme med mig. Jeg fører ham både ind og ud igen.

Ja, Katrine, lød det fra pedellen, og han lagde røret.

Vi gik op og ind i hendes klasselokale. Der var plakater med biologi, celler og væv og natur. Jeg stirrede tomt på dem, prøvede at fatte, hvorfor jeg egentlig stod her.

Nikolaj, ville du mig noget særligt? spurgte Katrine og så undersøgende på mig.

Jeg så flovt ned på gulvet. Forsikrede mig selv om, at Katrine fra virkeligheden og Katrine fra drømmen bestemt ikke var den samme. Hun så ikke ud af det vilde, men hendes milde væsen var så utroligt smukt. Jeg slugte.

Fungerer kontakten? kom det fra mig.

Alt virker fint. Også lamperne, du satte op. Tak. Katrine smilede.

Mikkel siger jeg faldt vist i din smag.

Idet jeg sagde det, følte jeg, at jeg stod til halsen i iskoldt vand og var ved at drukne.

Ja, jeg havde håbet, du ville regne det ud selv, sukkede hun.

Så det er rigtigt

Vi stod lidt.

Hvad skal jeg lave i din private bolig? prøvede jeg.

Sig nu, hvad du mener, sagde Katrine og tog min hånd. Lad nu være med at trække den.

Jeg skal snart giftes, indrømmede jeg.

Nå sådan er det jo. Der findes endda en sang, Sort og hvid.

Kender den ikke

Du har sikkert hørt den. Den er fra en gammel film Store omvæltninger.

Jeg kunne mærke, hvad hun hentydede til. Det var min mors yndlingsfilm. Den handler om at vælge. Og hele livet det handler om valg. Til min skam, har jeg aldrig set den til ende.

Ikke mig. Hvis det var dig, så…

Men du skal giftes, sagde Katrine med tasken i hånden. Jeg har fri nu. Jeg går hjem.

Jeg kan da køre dig, stammede jeg.

Katrine boede kun tre huse fra skolen. Hun kunne sagtens have takket nej, men hun sagde ikke imod. Vi sad tavse i bilen. Og jeg havde det så ualmindelig godt bare med stilheden. Men frokostpausen var slut, jeg skulle tilbage.

Jeg må videre, fik jeg sagt.

Katrine vendte sig mod mig:

Tak.

Ej, det var altså bare jeg kørte dig bare.

Nej, tak. For ærlighed.

Og så gik hun. Og jeg følte for første gang virkelig, at jeg fortrød, jeg skulle giftes.

Om aftenen ringede jeg til min mor, bad hende dække over mig, hvis Birgit ringede, og sagde til Birgit, at mor var sløj, så jeg måtte overnatte. Og tog til min mor.

Hvad sker der? spurgte hun bekymret og mærkede min pande. Du er da ikke syg?

Jeg skal tænke, mor. Kan jeg ikke sove på mit gamle værelse?

For min skyld måtte du da gerne flytte hjem igen!

Jeg kyssede hendes hår, holdt om hende:

Undskyld, jeg misbruger dit helbred, mor. Bare bliv rask, okay?

Jeg forstår dig, skat. Du kan jo aldrig slippe fra hende ellers

Ja. Min mor havde ikke meget til overs for Birgit.

Jeg stirrede op i loftet. Hvorfor elsker livet at lokke os ud i labyrinter? Hele livet har jeg været genert med piger. Så mødte jeg Birgit, og hun overtog kommandoen. Hvorfor ikke? Jeg drikker stort set aldrig. Arbejder elektrikerfaget er eftertragtet. Har netop fået titel som souschef i firmaet. En god portion ekstra i løn. Ikke nogen helt dårlig kæreste, egentlig.

Og jeg tænkte også: heldigt med Birgit. Flot, arbejdsom, stabil. Ja, styrende men er det så slemt? Hvor mange mænd lever ikke lykkeligt under konens hæl? Hvis bare hun er en god kone? Birgit var ikke hysterisk. Hun havde vist sig, som hun var. Men havde hun vist alt?

Nej, det handler ikke om Birgit nu. Det handler om, at man tror, man går på en lige vej, og så vupti, kommer man ud af kurs. Fordi man møder et menneske, man bare kan være stille sammen med. Hvad gør man så? Overser det? Eller river alt ned, man har bygget op, for fem minutters magisk stilhed sammen med hende?

Mor kiggede ind.

Skal du have aftensmad?

Nej, har ikke appetit.

Vil du fortælle, hvad du tænker på?

Ikke lige nu, mor

Måske jeg kan give et godt råd?

Mor!

Okay, jeg går, lo hun.

Så lød døren. Birgits stemme, snakkende om medicin, varer og lægebesøg. Mit raseri voksede indeni. Det er ikke en labyrint det er en fælde!

Jeg gik ind i stuen.

Skat, mor er vist bedre. Skal vi ikke tage hjem og lade hende hvile ud?

Hun sagde det som et spørgsmål, men det var ikke et rigtigt spørgsmål. Og jeg skal leve sådan her altid.

Birgit, jeg sagde jo, jeg bliver her i nat. Hvorfor er du kommet? Tjekker du mig?

Noget i min stemme tog hende på sengen. Hun blev stående. Jeg smuttede forbi ud i gangen, mens jeg tog sko på:

Kan jeg ikke få lov at tænke lidt i fred, så?

Og så gik jeg.

Mor fortalte senere, at det krævede sin kvinde at få Birgit ud. Hun blev ved at spørge, hvad der gik af mig, hvad der kunne ændre sig så hurtigt.

Birgit, gå hjem. Jeg skal slappe af, er jo syg.

Jeg sidder bare her, hvis du får det dårligt.

Mor havde faktisk lidt ondt af hende. Hun fattede heller ikke, hvad der var sket. Jeg sagde ikke noget.

Jeg kørte til den opgang, hvor jeg havde sat Katrine af. Vi havde ikke udvekslet numre, og jeg anede ikke, hvilken lejlighed hun boede i. Heldigvis var det en lille opgang. Tre forkerte døre ringede jeg på, før én af pensionisterne truede med at ringe til politiet. Til sidst åbnede Katrine heldigvis selv.

Gudskelov! sagde jeg. Jeg kan ikke klare flere forargede naboer.

Hun trak mig ind og snusede til mig.

Jeg har ikke drukket! protesterede jeg.

Det kan jeg godt se. Hvad er der sket?

Er du alene?

Nej.

Nej? Nå

Jeg er med dig. sagde Katrine og smilede. Før var jeg alene, nu kom du, og nu er jeg med dig.

Vi kyssede længe, først i entreen, så i værelset, på sengen. Uden ord. Man havde ikke brug for at sige noget. Kun at sanse.

Fortæl mig sagde jeg.

Hvad da?

Da du så mig hvad tænkte du?

Katrine vendte sig og så mig i øjnene:

Er du selvoptaget?

Nej elektriker. Du er lærer.

Sikke et mismask! grinede hun.

Vi lo højt.

Hun fortalte om det sug i brystet, da hun så mig. Om hvordan hun bad Mikkel om at fikse kontakten, mens hun ville gribe ind, hvis jeg havde problemer. Hvordan Mikkel forstod det og blinkede akavet men venligt. Og hvordan jeg, klog som jeg er, bare snakkede løs om private aftaler.

Vi lå bare i stilhed, men det føltes rigtigt. Den stilhed var ægte. Lige der føltes alt rigtigt: snakke, tie, falde i søvn og vågne sammen.

Næste dag fik jeg forklaret det alt sammen for Birgit. Hun lavede ikke skandale, bare sagde hun hadede mig, og jeg havde ødelagt hendes liv.

Det var ikke med vilje. Undskyld. sagde jeg.

Hmm, svarede hun og smækkede døren.

Mor advarede Birgit var ikke en, der gav op.

Vent du bare, hun kommer efter Katrine en dag, og så kommer der syre på hende, sukkede hun.

Katrine kunne hun dog lide. Ja, det kunne mine venner også.

Et halvt år senere blev vi gift elektrikeren og læreren. Katrine og jeg er virkelig lykkelige. Og modsat min mor, så forventer jeg ikke, der kommer noget uventet. Måske er jeg bare en heldig idiot. Eller også er Birgit bedre, end de fleste tror. Hun var bare ikke min. Men Katrine hun er min, én gang for alle. Min elskede.