Bedstemorens Hus (dagbogsnotat)
– Har du nu igen købt kaffe på caféen! – nærmest råbte jeg, så snart hun trådte ind ad døren.
– Ja, det har jeg…, – svarede hun forsonende og lagde tasken fra sig. – Men koppen kostede kun 20 kroner, prøvede hun at forklare.
– Hele 20 kroner! – afbrød jeg hurtigt.
– Men jeg sparede faktisk 40 kroner i dag, så dine klager er altså ikke berettigede, sagde hun.
– Helt ærligt, hvordan har du sparet dem? – sagde jeg skeptisk.
– Jo, jeg sneglede mig ind i metroen med de andre to gange og brugte ikke mit rejsekort.
– Har du ikke købt kortet endnu?
– Ikke endnu. Jeg tænkte, hvis jeg blev snuppet, så købte jeg det bare. Men jeg slap igen!
– Nå, – mumlede jeg og rystede på hovedet. – Men det bedste er måske du køber et og gør som alle andre.
Hun nikkede og gik ud i køkkenet.
– Her, jeg har købt det jeg kunne, sagde jeg og trak lidt på skuldrene.
– Det går nok, – sukkede hun og begyndte at lave mad.
– Husk nu på mormor, – mindede jeg hende om, og Anne kunne knap nemt lade være med at hidse sig op. Min farmor, Bodil, ved udmærket hvor presset vi er for tiden, men hjælper ikke, og vi skal sørge for hende også.
– Jeg glemmer hende ikke, – svarede Anne så roligt hun kunne.
Ved aftensmaden var bedstemor Bodil som sædvanlig utilfreds. Alt var forkert, intet faldt i hendes smag. Jeg vidste, Anne ikke bryder sig om det, men jeg sagde ikke meget.
– Hvornår tager I ud til gården? – spurgte Bodil.
– Hvorfor skulle vi det? – sagde jeg.
– Jamen, huset skal da sælges. Hvorfor skal det stå og forfalde uden folk i det…
– Mor, det er jo sikkert faldet helt sammen, sukkede jeg.
Jeg havde ikke tænkt mig at tage derud.
Bedstemor smed gaflen og begyndte at jamre:
– Vores gamle, gode hus! Det står der endnu, kan jeg love dig! Du har aldrig engang været der. I må tage ud og få det solgt!
– Jeg har ikke, og det bliver heller ikke nu.
– Hvornår var du der sidst? – blandede Anne sig.
– Det er vel et par år siden de sidste lejere flyttede. Jeg tog ingen nye, – sagde hun. – Min venindes datter passede jo på huset indtil for et år siden, da de også rejste. Sagde det til dine forældre, men… Nu mangler de penge. Så tag derud, jeg kan skrive fuldmagt.
– Selv hvis det står ok, ligger det jo i udkanten. Vi får ikke meget for det, – sagde jeg.
– Jeg synes, vi skal tage ud og kigge på det, – greb Anne fat i idéen.
– Anne!
– Vi har jo ferie om lidt. Vi har ikke penge til at tage på ferie, men vi kan da tage ud og se huset, – hun gav sig ikke.
Jeg sukkede:
– Vi har ikke penge til hverken fuldmagt eller turen.
– Jeg giver jer pengene, – sagde Bodil pludselig. Vi stirrede overraskede på hende, men hun spillede bare uskyldig videre og klagede over maden igen.
………………..
Efter maden forsøgte jeg at tale hende fra idéen.
– Prøv at forstå, skat. Det er sikkert ikke værd at bruge tid på.
– Men du har jo aldrig set det hvorfor denne modstand? Hvis vi er heldige, sælger vi til en god pris, og så er vi måske ude af det økonomiske hamsterhjul!
Jeg vægrede mig, men Anne begyndte at græde:
– Jeg er træt af alting. Forstår du slet ikke? Ingen af os vidste det ville blive sådan her. Hvis det går godt, får vi lidt luft i økonomien. Hvad har vi at tabe?
– Okay, skat jeg skal prøve at finde penge til rejsen.
– Din bedstemor vil jo give os pengene lad os da tage imod.
Jeg trak på smilebåndet:
– Du kender ikke min bedstemor … Hun lover og glemmer. Men jeg får alligevel lov at løse alt det praktiske.
– Bare rolig, jeg skal nok minde hende om det. Det kan jeg sagtens, smilede Anne, mens tårerne endnu hang i øjenkrogen.
– Min egen mormor var nøjagtig sådan, sagde hun stille.
……………
En måned senere sad vi i toget på vej mod det ukendte hus. Jeg prøvede at snakke, men Anne sad fordybet i sine egne tanker.
“Sådan skulle det jo ikke gå. Vi havde begge gode jobs, fine indkomster alligevel rækker pengene ikke. Plejer til min far og operation til Annes mor… Hvorfor skulle det hele ramle samtidig?”
Vi kunne have lånt penge, men ingen ved, hvad fremtiden bringer. Hvis min far ikke kommer sig, skal der bruges penge konstant, og gælden vokser… Nej, det liv orker ingen.
“Bare huset viser sig at være værdifuldt!”
Anne vågnede op af tankerne, da jeg prikkede til hende:
– Du lytter ikke, konstaterede jeg.
– Nej, indrømmede hun. – Jeg tænker kun på det hus.
Jeg sukkede.
– Det hele skal nok gå. Hvis huset kan hjælpe, er det fantastisk. Ærgerligt jeg aldrig har sparet op…
…………….
Vi nærmede os huset. Jeg havde frygtet en faldefærdig rønne, men til vores overraskelse stod en to-etagers trævilla foran os. Ikke nogen dårlig bolig!
– Se lige, sagde jeg. – Huset er jo ikke dårligt.
– Ja, næsten synd at sælge, istemte Anne.
Jeg åbnede lågen, og det tætte ukrudt slog os i møde.
– Her er arbejde nok, sagde jeg.
Vi kiggede ind, og pludselig stod en mand ved siden af os.
– Undskyld, hvem er I?
– Jeg er Bodils barnebarn, svarede jeg. – Og du er?
– Jeg bor her ved siden af. Skal I blive længe?
– Vi får se, sagde jeg uden rigtig svar.
– Lever Bodil stadig?
– Helt sikkert, sund og frisk.
– Sælger hun mon huset? spurgte manden.
Jeg skulle til at sige ja, men Anne kom mig i forkøbet:
– Nej, vi skal bare gøre det i stand, ikke sælge.
– Ærgerligt, jeg ville ellers gerne købe det…
Han så sig omkring:
– For et hus her får I ikke stort. Grunden er ikke meget værd, overgroet og huset har sikkert skader …
– Det ved jeg ikke rigtigt, svarede Anne. – Der går rygter om, at jorden her er meget dyr; reservat og det hele.
Manden trak på skuldrene og gik. Vi lukkede lågen bag os.
– Hvor ved du alt det fra? undrede jeg mig.
– Har undersøgt markedet herude det er ikke så billigt, som du tror.
– Lad os kigge indenfor.
……………..
Efter nogle dage var vi blevet kontaktet af flere potentielle købere, som tilbød pæne summer. Vi svarede altid at vi skulle spørge Bodil og have hende med ud.
– Også smart lige at tale med et ejendomsmæglerfirma, sagde jeg til Anne.
Hun trak på skuldrene selvfølgelig ville vi gerne have solgt hurtigst muligt, så vi kunne droppe at tælle småpenge.
– Skal vi tømme anden sal? spurgte hun.
– Det er kun rodeskrammel deroppe, måske skal vi lade det ligge til den næste ejer, mente jeg.
– Jeg vil nu gerne nogle gange finder man noget af værdi i skramlet, svarede hun betydningsfuldt.
– Hentyder du til noget? grinede jeg.
– Måske… Jeg har drømt om og om igen: “søg på anden sal…” Men vi har jo ikke rigtigt kigget deroppe.
– Mærkeligt jeg er Bodils barnebarn, men det er dig der drømmer… Nå, så gør vi det i morgen.
…………….
Efter nogle dage havde vi sorteret alt. Nogle få ting var lidt værd, men ikke det store.
– Ser du ingenting, sagde jeg og slog ud med armene.
– Nej, ikke rigtigt, indrømmede Anne. – Det sidste vi kan gøre er vel at tjekke vægge, gulv … eller bag billederne.
Hun gik hen til et billede, men pludselig gled tæppet under hende, og hun snublede og faldt.
Det gik så hurtigt, at jeg ikke nåede at reagere.
– Av! sagde Anne og rejste sig.
– Vent lige, sagde jeg.
Jeg rullede tæppet mere til side. Noget var underligt ved gulvbrædderne.
– Se de brædder de er anderledes …
– Jeg kan ikke se det
– Jo! sagde jeg og hentede værktøj, løftede brædderne op og dér var et skjult rum med flere smykkeskrin!
Jeg hev skrinene op og åbnede det første. Fyldt med smykker!
Anne gispede.
– Er døren låst? – spurgte jeg nervøst.
– Selvfølgelig, – sagde Anne og smilede.
Vi tjekkede resten mere af værdi.
– Måske behøver vi slet ikke sælge huset, sagde jeg. Godt vi tog af sted, det var din idé, Anne.
– Ja, den tur var ikke forgæves! sagde hun.
Jeg mærkede lettelsen. Vi fik nu en chance for at vende tilbage til et mere værdigt liv.
………………….
Tiden gik. Vi var tilbage i København. Vi solgte noget af fundet, men alligevel blev vores liv ikke meget lettere: vi sparede stadig på alting. Jeg begyndte ligefrem at tælle strøm, gas og vand. Skænderierne blev flere.
– Nu skal jeg først sæbe al opvask ind, og så skylle til sidst? Der sidder jo mad fast på tallerkenerne! klagede Anne til sin veninde over en kaffe.
– Så vis ham da, hvordan du vil gøre, foreslog veninden.
– Synes du så også jeg er hysterisk? For alle siger jo, at Lars er perfekt! Det troede jeg også… Men økonomisk blev alt alligevel ikke helt godt. Han bliver bare ved med at spare også nu hvor der er penge! Hvad gør man?
– Han er bare bange for at falde tilbage. Prøv at forstå ham.
– Jeg prøver, virkelig! Men forleden, da min mor manglede medicin, nægtede han at give penge. “Det er din mors problem.” Jeg afleverer min løn fuldt ud, han fordeler den. Hvorfor så ikke give lidt til min mor?
– Så behold noget selv. I er jo familie, men du må have egne penge. Gør noget.
Anne forsøgte, men jeg forstod det aldrig rigtigt.
– Hvorfor vil du have dine egne? Sig hvad du mangler, så køber jeg det.
Og når hun så bad om noget, glemte jeg at købe det…
………………….
Den dag var som alle andre. Anne kom hjem og lavede mad. Jeg kom hjem kort efter.
Det blev hurtigt mørkt udenfor, så Anne tændte lyset i køkkenet.
– Jeg sagde jo, at du kun skal tænde over komfuret, brokkede jeg mig.
– Jeg kan ikke se ok, Lars.
– Du behøver ikke at kunne se så meget, sagde jeg irriteret og gik gennem lejligheden for at slukke alle lys. Det irriterede endda Bodil.
– I sætter ikke pris på mig! Jeg er perfekt … men I! – begyndte jeg igen.
Anne sukkede. Hvorfor forstod jeg ikke, hvordan hun havde det?
– Du larmer! Brokkede Bodil sig. – Sluk da bare lyset, jeg sidder alligevel her hos Anne.
Hun satte sig og småsnakkede. – Har I det godt?
– Ja, ja, – nikkede Bodil. – Ville bare bede dig om noget… nu har jeg glemt det…
Bodil tænkte, Anne lagde mad op.
– Ah! Vand blomsterne på mit værelse, sagde Bodil.
– Selvfølgelig! Anne nikkede og råbte på mig.
– Lars! Kom og spis!
– Om fem minutter!
Anne trak på skuldrene og brugte tiden på blomsterne. Hun tog kanden og gik derind. Da hun trådte ind, ramte lugten af gammel dame. Hun ville tænde, men huskede hvor sur jeg blev over lysforbruget.
“Nå vander uden lys”, tænkte hun. De første blomster gik fint, men ved den næste kunne hun ikke se noget. Hun bøjede sig og stak sig voldsomt i øjet på en blomsterpind.
– Av! råbte hun.
– Hvad nu? kom jeg løbende.
– Mit øje! Ring efter en taxa, vi skal på skadestuen! skældte Anne mig ud hun havde selv sat pinden deri, men alligevel…
– Skal vi ikke tage bussen?
– Taxa nu! Jeg vil ikke miste synet, fordi DU skal spare på lys! Råbte hun vredt.
Bodil dukkede op og begyndte at hjælpe Anne. Så vendte hun sig om mod mig, tog sin stok og hakkede mig på benet:
– Hvad laver du, knægt? Ring efter taxa!
– Eller ambulance?
– Det varer alt for længe!
Nu fik jeg endelig lettet mig.
…………….
Senere sad Anne på en café med sin veninde og smilede.
– Hvad mener du, du er blevet skilt?! udbrød veninden.
– Ja, vi havde intet at dele. Ingen børn, intet fælles hus…
– Og Lars accepterede?
– Det kunne være ligegyldigt vi havde uoverstigelige forskelle.
– Men det var jo et uheld…
– Måske men så nægtede han at købe medicin til mig De penge, vi fandt, kunne have reddet os, men han solgte ikke smykkerne, men brugte kun lønnen til plejeren til sin far og farmors medicin. Og kærligheden forsvandt Til sidst frygtede jeg at komme hjem. Bare brok. Ingen kærlighed tilbage.
– Nå , svarede veninden.
– Men nu har jeg det godt. Jeg bestemmer selv. Og ved du hvad? Bodil har givet mig huset! Sagde, hun ikke mere stoler på sit barnebarn
Nu ved jeg, at frihed og selvstændighed betyder mere end at tælle hver eneste krone for hinanden.
