Vi flyttede til en lille by et sted mellem grønne marker, knirkende cykler og duften af ristet rugbrød under regntunge skyer. Jeg og min kone havde tre børn, og dagene flød blødt og stille forbi os. Vores ældste søn var fem, den midterste tre, og den yngste blot halvandet år gammel.
Men det var den dag i drømmen, hvor alt blev anderledes. Indtil da havde jeg altid tænkt, at at arbejde som kranfører på havnen var det hårdeste, man kunne gøre. Når jeg kom hjem, sank jeg sammen på den slidte sofa. Pludselig stod min kone ved siden af mig, stille som dug på et vindue. I armene havde hun vores 9 måneder gamle dreng og sagde:
“Sigurd, tag ham. Mine arme er blevet til brød. Han er så tung i dag! Har du ingen samvittighed? Du har været hjemme hele dagen, og alligevel spørger du mig? Jeg har knoklet ved containerne hele dagen.”
Hun sagde intet, men gled lydløst ud i køkkenet som en skygge fra gamle eventyr.
Et halvt år senere døde vores gamle tante langt ude på Lolland, og vi måtte rejse til begravelsen og ordne alt det, folk altid glemmer. Astrid var den eneste barnebarn, og tanten havde opfostret hende, så hun måtte tage af sted. Vi bestemte, at hun tog af sted, og jeg blev hjemme med børnene det ville være en slags ferie, tænkte jeg, næsten glad ved tanken om tre sammenhængende fridage. Vi blev i sengen indtil frokost og spiste suppe, min kone havde kogt dagen før. Efter maden besluttede jeg at dykke tilbage under dynen. Men drømme har deres egne regler den mellemste dreng sov, men resten lavede mylder.
Om aftenen faldt de hurtigt omkuld, men dagens gåtur var blevet væk i tiden, og jeg hørte min kones stemme langt borte, som fra en radiotransmission om natten. Alt vandt dog tilbage sin balance.
Næste morgen begyndte med havregrød i køkkenet, men jeg hældte “på gefühl” og brændte det hele på. Min lille nægtede at spise den ødelagte grød, så jeg lunede lidt sødmælk og skar en rundstykke ud til ham. Det måtte være nok.
Så kom det der med at komme ud af døren. Den ældste klædte sig selv, jeg hjalp den midterste i flyverdragt, mens den yngste sad og fumlede med et par strømpebukser, han aldrig havde set før. Og pludselig skulle den midterste på toilettet. Hvorfor ikke før?
“Jeg ville ikke.”
Mens jeg kæmpede med strømpebukser, råbte den ældste, at han var for varm.
Endelig var vi udenfor og alt bølgede, som landskabet, vi boede i. Trængte vi virkelig til en gåtur hver dag, eller var én om måneden nok? Jeg håbede på sidstnævnte.
Vi kom hjem med børster og småsten i lommerne. Tøjet lå i en bunke som en lav bjergtop. Sultne børn. Orkede ikke mere grød, så jeg lavede kartoffelmos, mens børnene cirklede om mig, som små svaner på søen. De græd og peb. Jeg fodrede dem, men med det samme tænkte jeg: Hvad skal de have næste gang?
Satte en gryde suppe over og lagde mig, men blev vækket af røg og brændt luft. Hele komfuret var dækket af sveden suppe; drømmen stank.
Efter frokost så jeg mig omkring: hvorfra kom alt det rod? Jeg lagde børnene, men der hang en sødlig stank i luften. Jeg smed dem i bad, vaskede og gav dem rent tøj. De to ældste faldt omgående i søvn.
Så forsvandt sutten. Kan I fornemme panikken, når en sut er væk før sengetid? Jeg ville have byttet alle mine sparepenge for bare én ekstra. Den lille græd utrøsteligt, uden sut ingen søvn.
I natkjole løb jeg op til naboen. Klokken nærmede sig midnat.
“Hvad er der sket?” sagde hun søvnigt.
“Red mig! Jeg mangler en sut min søn græder, uden den sover han ikke.”
“Vi har kun én, den er gammel.”
“Jeg tager alt, giv mig bare en!”
Jeg spurtede hjem, hvor tre børn råbte som natfugle i storm. Jeg vaskede sutten og gav den til min lille dreng. Stilheden sænkede sig. Jeg så på rodet og på stjernerne udenfor og hviskede:
“Undskyld, Gud. Jeg lover at hjælpe min kone mere. Og please, lad hende snart komme hjem igen.”
Jeg burde have gjort rent, men jeg svømmede væk ind i mørket og vågnede først næste morgen, helt forvirret over hvor jeg skulle starte.
Så åbnede døren sig, og der stod Astrid og smilede med pose under armene.
“Nå, hvordan gik det?” Hun lo.
Jeg kastede mig om halsen på hende og nægtede at give slip. Hun hjalp mig med at rydde op og fortalte, at hun havde fundet en køber til huset nede på havnen. Alt var endt godt, sagde hun. Jeg bad hende købe 30 sutter bare for at være forberedt.
“Hvis du var blevet væk én dag mere, havde jeg endt i Tangkrogen!” sagde jeg.
Siden dengang har jeg altid sagt: Det at være mor er det sværeste job. Kranfører? Det er ingen sag!
