En buket blomster
Jeg, Mette, stod og frøs ved Rådhuspladsen i København. Det var næsten minus 15 grader udenfor, og som sædvanligt var Simon forsinket. Mine fingre og tæer var så kolde, at jeg næsten ikke kunne mærke dem længere. Selvfølgelig var min mobil gået ud på grund af kulden så dan teknologi!
“Okay, ti minutter mere, så går jeg,” tænkte jeg og trampede let i sneen for ikke at fryse helt til is.
Pludselig så jeg en ung fyr, der havde stået ved H.C. Andersen-statuen i næsten et kvarter. Lige nu kom en pige hen til ham. Han rakte hende en buket blomster, men hun nægtede at tage imod de talte lidt sammen, og så gik hun hurtigt sin vej.
Jeg fik helt ondt af fyren han var blevet afvist lige for øjnene af mig. Hvor blev Simon dog af? Jeg gik frem og tilbage for at holde mig varm, men til sidst kunne jeg ikke klare mere venten.
Så kom fyren med blomsterne hen til mig.
Hej, sagde han venligt. De her blomster er til dig, og han rakte buketten frem. Jeg har selv sat den sammen. Se, der er flere slags blomster, de er så fine og farverige sammen.
Uden at tænke over det, tog jeg imod buketten.
Du skulle tage hjem, sagde han varmt. Det er virkelig koldt, og du risikerer at blive syg. Hvor længe har du ventet?
40 minutter…
Endnu en grund til at skynde dig hjem! De støvler og den frakke, du har på, er slet ikke varme nok. Du har kun dig selv husk at passe på dig selv! Ingen kæreste er værd at fryse i halvt ihjel for i 40 minutter.
Da jeg endelig kom hjem til min lejlighed, sad jeg på skamlen i entreen i et kvarter jeg kunne næsten ikke få overtøjet af, fordi mine hænder var stivfrosne.
Så hængte jeg frakken op, sneg støvlerne af og nærmest stormede ind i soveværelset for at tage alle de uldne sweatre på, jeg kunne finde, og satte vand over til te i køkkenet.
Først efter en times tid frøs jeg op igen og fik ringet til Simon.
I dag? Havde vi en aftale i dag? Nej, søde, det må være i morgen.
I morgen? spurgte jeg forvirret.
Ja, selvfølgelig i morgen. Klokken et. Husk det nu!
Jeg lagde røret og begyndte at græde.
Vi havde kendt hinanden i fem år. Simon havde altid mange beundrere, men alligevel valgte han at være sammen med mig. Jeg havde gjort alt for at please ham klædt mig i de højeste stiletter, moderigtige jakker og bukser, som han kunne lide, selvom jeg ikke følte mig tilpas. Makeuppen skulle være, som han ville have det knaldrøde læber og perfekt opsatte krøller, selvom mit hår egentlig var umuligt.
“Min kvinde skal se smart og moderne ud. Være mit match,” plejede han at sige og jeg forsøgte at opfylde hans ønsker.
Vi mødtes som regel om onsdagen og i weekenden. Simon kom med skjorter, han gerne ville have vasket.
Ingen vasker dem så godt som dig, Mette! Min mor smider dem bare i maskinen de er dyre de skjorter, sagde han.
Jeg lavede også frokost til ham om søndagen til mandag, tirsdag og onsdag, og om onsdagen til torsdag og fredag. Ikke bare mad, men lige den slags han kunne lide.
Du er genial i et køkken, hvem andre skulle lave mad til mig? Jeg vil ikke ende med mavepine af kantinemaden.
Det var også mig, der betalte for de fleste cafe- og restaurantbesøg. Til trods for at Simon kom fra en velhavende familie og havde et solidt job med god løn.
År efter år gik, men Simon friede aldrig. Jeg begyndte at tvivle.
Jeg tørrede tårerne væk, tændte tvet og så vejrudsigten i morgen ville det blive endnu koldere. Jeg frøs, men opdagede pludselig blomsterbuketten på bordet. Den var allerede ved at visne, men stadig smuk. Jeg satte den i vand. Mine tanker satte straks gang i dagens gøremål for Simon: vaske skjorter, lave mad, handle ind alt skulle være klart til i morgen…
Men tanken om at skulle ud i kulden igen gjorde mig pludselig iskold. Mit blik faldt endnu engang på blomsterne.
Og jeg mindedes fyrens ord: Du har kun dig selv. Husk at passe på dig selv!
Passe på dig selv… Hvornår havde jeg egentlig sidst gjort noget for min egen skyld? Alt handlede hele tiden om Simon og hvordan jeg kunne gøre ham glad og tilfreds, og jeg drømte stadig om, at vi engang blev gift.
Men hvordan værdsætter man sig selv? Hvornår havde jeg sidst tænkt på, hvad jeg ville?
Mit blik gled rundt i lejligheden og standsede igen ved buketten. Da blomsterne fik vand, livede de op og det gjorde jeg også, langsomt. Jeg trak hurtigt alle de varme sweatre af og fandt et par behagelige bukser og en løs skjorte. Gned makeuppen væk, slap håret ud.
Så samlede jeg Samuels skjorter sammen, smed dem i vaskemaskinen uden tøven.
Til sidst fandt jeg mit gamle staffeli frem. Jeg havde ikke malet i evigheder! Simon brød sig ikke om det sagde, at han var allergisk over for malingen, og at en kvinde burde støtte sin mand og tage sig af hjemmet.
Jeg smilede og begyndte at male buketten, der stod foran mig. Det greb fuldstændigt om sig. Hele natten var jeg opslugt. Jeg malede tre billeder og kunne ikke stoppe igen.
Næste dag, lige før klokken tre, bankede det insisterende på døren. Jeg kiggede på klokken jeg havde sovet til langt over middag. Simon væltede ind.
Hvorfor er du hjemme? Jeg troede, du ville være derovre, hvor vi aftalte… Kommer du slet ikke ud?
Pludselig så han blomsterne.
Hvad er det?
En buket blomster, sagde jeg. Flotte, ikke?
Simon blev irriteret. Han havde aldrig givet mig blomster. Faktisk havde han aldrig givet mig noget. Du er jo ikke sammen med mig for pengenes skyld, gentog han ofte.
Han kiggede på mig:
Hvorfor ser du sådan ud?
Jeg stod op for lidt siden. Jeg har været oppe hele natten og male…
Male? Ved du ikke, jeg ikke kan tåle maling?
Simon hev et lommetørklæde frem.
Hvad sker der for dig, Mette? Jeg skal på arbejde i morgen! Hvor er mine skjorter? Og maden?
Skjorterne skal jeg nok stryge. Men skal vi ikke lave maden sammen, måske?
Mig? Jeg er mand forsørgeren! Det er dit job at lave mad.
Men du giver mig jo ikke penge…
Når vi gifter os, siger han med et forsonende smil, så får du penge.
Og hvornår er det så?
Når jeg beslutter det. Desuden du er vel ikke sammen med mig for pengenes skyld?
Jeg rejste mig, pakkede hans skjorter ned i en pose og rakte ham den.
Her. Få din mor til at stryge dem. Og nu må du gerne gå…
Min mor gør det ikke fordi…
Gå nu. Forstår du det ikke? Jeg slår op. Find dig en anden sørgelig sjæl. Jeg vil ikke mere.
…
Femten år senere stod jeg på anden sal i Bella Center til min første kunstudstilling. Min datter havde overtalt mig hun var så stolt af mig.
Jeg betragtede folk, som studerede mine billeder. Jeg kunne næsten aflæse på dem, om de ville købe, eller bare kiggede.
Pludselig så jeg et par manden gik fornærmet foran, kvinden småtrippede bag ham. De standsede ved mit stand, og lidt efter ringede min assistent:
Kan du ikke lige komme herhen?
Jeg gik derhen og smilede jeg vidste, hvad sådan nogle ville spørge om.
Det billede er ikke til salg, sagde jeg straks. Manden vendte hovedet. Det var Simon.
Mette? Så var det dér, jeg havde set billedet før!
Hej, Simon. Den sælger jeg ikke.
Jeg så på hans ledsager topmoderne tøj, højhælede sko, håret stramt sat, markant makeup og et sørgmodigt blik.
Hvor lignede hun den Mette, jeg var engang.
Jeg betaler hvad som helst.
Nej, det maleri betyder noget særligt for mig. Det var starten på mit liv som kunstner.
Nå, så lad være. Farvel! snerrede han og gik, uden at se tilbage. Kvinden fulgte lige i hælene på ham, forsigtigt og næsten usynligt.
Simon var tydeligt vred på billedet, blomsterne og alt hvad det betød for ham. Han havde med garanti tænkt sig at ødelægge maleriet, bare for at glemme sit eget nederlag.
Men jeg blev bare stående og smilede. Jeg var taknemmelig for, at jeg engang fik den smukke buket blomster af en fremmed, der mindede mig om, at det er vigtigt at sætte pris på sig selv.
Og jeg lærte, at man skal huske at leve for sig selv ikke kun for andre.
