Hævn
– Hej allesammen! – min storesøster Simone trådte ind ad døren med min bror, Frederik, lige i hælene. – Sig hej, for her er min lille Stine!
Jeg vendte hovedet mod hende og tvang et smil frem, selvom jeg igen havde lyst til at råbe:
– Hvor finder du dem dog, Frederik? De der Stiner, Liser, Metter og Agneter!
Min bror har altid været en charmer. Høj, flot, sjov og altid festens midtpunkt. Der hang altid en flok piger i hælene på ham. Indimellem var der sågar nogen rigtig pæne iblandt så pæne, at man ikke kunne andet end stirre forbavset. Men alligevel, så valgte han de sjovere tilfælde. Nogle, man ikke nødvendigvis ville kigge efter to gange på gaden. Hvorfor?! Den logik forstod jeg simpelthen ikke.
En dag spurgte jeg ham direkte, men han daskede mig bare på næsen og sagde, at jeg intet forstod. Så spurgte jeg vores mor, men hun var lidt flov, og mumlede noget om, at det bare var hans smag. Jeg kunne dog ikke lade være med at smile indvendigt ja ja, smag. Nej, der er noget andet på spil… Jeg kunne jo se, hvordan han kiggede efter smukke piger, og hvem han i virkeligheden drømte om men alligevel valgte han nogle helt andre… Ville han bare føle sig sejere end dem?
– Hvad er der at undre sig over? – sagde min veninde, da jeg delte mine tanker. – De der knap så pæne piger, de gør alt for ham. De tilgiver alt, holder sig til hjemmet og har maden klar, når han kommer, ja, og endda med nystrøget skjorte. Han kan feste og fjumre rundt, og de finder sig i hvad som helst.
Jeg tænkte længe over det.
– Okay, måske men hvorfor skifter han dem så ofte? Hvorfor holder han ikke bare fast i én?
– Det aner jeg ikke, – svarede veninden og trak på skuldrene.
Jeg blev enig med mig selv om, at jeg aldrig ville forstå Frederik helt.
……………………………..
Til min overraskelse kunne jeg faktisk godt lide Stine. Hun var slet ikke som de andre piger, han plejede at tage med hjem. Charmerende, og så havde hun en skøn selvironi.
Endelig en fornuftig én! tænkte jeg. Hende her må han altså gifte sig med!
Senere havde vores mor dækket bord, og lidt efter forsvandt Frederik og Stine igen ud i byen. Jeg havde lyst til at snakke med mor om, hvor sød Stine var, og at jeg virkelig håbede på, at det ville lykkes dem, så jeg gik ud i køkkenet. Men jeg nåede der aldrig heltud.
– Forhåbentlig bliver han nu gift og kan komme væk fra os, – hørte jeg min fars stemme mumle. – For pokker, manden er voksen, men vil ikke arbejde for føden! Helt afhængig af kvinder hvor har vi dog fejlet i opdragelsen?
– Jeg ved det ikke…, – svarede mor opgivende. – Han sagde jo, at hun har velhavende forældre, egen lejlighed, og et ret godt job. Det ville da være godt, hvis hun kunne give ham et skub videre.
Hun sukkede før hun føjede til:
– Jeg håber virkelig også, at han snart finder sig selv, flytter og stopper med at tigge penge…
Pludselig blev det hele så simpelt Min bror fandt ikke kun piger, som var vilde med opmærksomheden, men også dem, hvor forældrenes økonomi var i orden. Jo flere penge, jo bedre, og hver ny pige var bedre stillet end den sidste og Stine var sikkert toppen, for hun havde både et fint job og penge.
Hvor var det usmageligt! Hvor var det uretfærdigt! Jeg fik medlidenhed med Stine og blev oprigtigt ked af det på hendes vegne.
………………………………
Romancen mellem Frederik og Stine tog for alvor fart. Frederik oversvømmede hende med gaver dyre gaver, som han i øvrigt fik penge til fra vores forældre. Forældrene var ved at eksplodere og prøvede gang på gang at stoppe strømmen, men magisk nok fik Frederik dem alligevel overtalt hver gang, og de rislede endnu flere penge ud af husholdningskassen. Stemningen blev hurtigt anspændt, og vores hjem var periodisk præget af larmende skænderier. For at slippe væk gik jeg tit hjem til min veninde.
– Hvorfor pokker frier din bror aldrig til Stine? – spurgte hun.
Jeg trak bare på skuldrene.
– Hvem ved Måske synes han, det er for tidligt?
– Jeg forstår det ikke Jeg ville skynde mig, hvis jeg var ham. Tænk, hvis hun opdager sandheden om ham! Forældrene har jo postet formuer i hans forhold. Det er helt vildt!
Jeg var enig.
Men hvorfor trækker Frederik tiden ud? tænkte jeg.
……………………………….
Det skete dog til sidst. Frederik friede Stine sagde ja. Stemningen var i top, især blandt vores forældre. Men intet havde ændret sig. Brylluppet blev planlagt til foråret, men der var længe til. Frederik sugede stadig penge fra mor og far. Skænderierne blev værre og værre. Så blev brylluppet udsat til sommer, senere til efterår.
– Mener du virkelig, at din bror nogensinde gifter sig med Stine? – spekulerede min veninde. – Der er noget, der ikke stemmer! Synes du ikke?
Jeg svarede ikke. Jeg var træt udmattet faktisk. Hele familien var på kanten. Selv jeg, som ikke havde nogen aktie i det her, ønskede bare, det snart var slut. Bare han så enten giftede sig eller forlod hende!
…………………………………
En dag, da jeg kom hjem, lød hysteriske skrig endnu en gang. Denne gang valgte jeg dog ikke at flygte, men stillede mig i døråbningen til stuen.
Da jeg dukkede op, blev der straks stille.
– Simone, er det dig? – spurgte mor forsigtigt.
Jeg nikkede uden at møde hendes blik. Jeg stirrede direkte på Frederik.
– Du har været for meget for os allesammen! – sagde jeg højlydt. – I stedet for at få dig et arbejde og selv give din Stine gaver, vælter du vores forældre ud i gæld!
– Jeg betaler det jo tilbage…
– Hvordan? Hvordan? Tror du, hun finder sig i din dovenskab, hvis I bliver gift?! Hun sparker dig ud på røven!
– Hun er vild med mig. Du ved intet om kvinder!
– Jeg ved mere end dig. Jeg er selv en kvinde! Og forældre, hvordan kan I finde jer i det her? Ud med ham!
– Simone… men…, – mor begyndte.
– Ingen mener! Kan I virkelig ikke se, hvor meget han udnytter jer?
Jeg fik blod på tanden og kunne ikke stoppe mig selv.
I sidesynet så jeg, at far rejste sig, gik ud og kom tilbage fem minutter efter med en konvolut.
– Simone! Simone! – råbte han for at overdøve mig.
Jeg tav og kiggede på ham.
– Her. Det er til dig. Kom fra en budbringer.
Jeg tog konvolutten og gik ind på værelset. Jeg sendte Frederik et truende blik. Jeg havde stadig meget på hjerte, men energien var væk.
……………………………..
Forvirret sad jeg og drejede konvolutten i hænderne. Den var forseglet, uden navn.
Er den nu også til mig? tænkte jeg.
Men far sagde det selv eller har der været fejl?
Jeg sukkede og åbnede konvolutten.
Indeni lå en billet til Det Kongelige Teater til i aften. Kun én.
Forvirret vendte jeg billetten mellem fingrene.
Mærkeligt… hvem mon har sendt dét?
Jeg vandrede op og ned ad gulvet. Plejede det at give mig anelser, men ikke denne gang.
Hvem har inviteret mig? Og hvorfor?
Jeg fandt ingen forklaring og gik derfor bare i gang med at gøre mig selv klar til forestillingen.
…………………………….
Jeg nåede teatret i god tid før forestillingen begyndte. Jeg stilede mig udenfor og lod som om, jeg ventede på nogen, mens jeg betragtede de forbipasserende.
– Ny forestilling denne sæson! lød det glædesstrålende.
Alle var spændte og glade, dog fremmede ansigter alt sammen.
Klokken ringede først én gang, så to. Jeg gik ind, afleverede min frakke i garderoben og fandt min plads i salen. Jeg satte mig, kiggede til højre og venstre ingen kendte ansigter.
Hvem i alverden har sendt mig denne billet? Og hvorfor? tænkte jeg.
Så begyndte forestillingen.
Jeg holdt øje med scenen men stadig rastløs og afventende.
Pludselig, da jeg så på scenen igen, gik min mund op af overraskelse. Foran mig stod en pige, der lignede Stine på en prik. Da hun talte, blev jeg sikker det var hende.
Så fløj første akt. Dernæst anden.
Efter forestillingen klappede folk længe, kaldte på skuespillerne igen og igen, før de begyndte at drysse ud.
Hvad gør jeg nu? tænkte jeg.
Med salen næsten tom, besluttede jeg mig for at bevæge mig mod udgangen, men en kvinde standsede mig:
– Undskyld, frøken, Oksana Madsen vil snakke med Dem. Skal jeg vise vej?
Jeg nikkede og fulgte med.
……………………………..
– Simone, hej! – lød det muntert.
Det var hende, ham brors pige eller var det? Hun virkede nu slet ikke så ordinær eller kedelig, som jeg troede først. Tværtimod strålede hun.
– Hej, – svarede jeg. – Er du Stine? Eller Oksana?
– Egentlig hedder jeg Oksana, – hun smilede.
– Jamen, Frederik tror da, at dine forældre er rige, og du arbejder i bank… Ingenting af det passer?
– Intet af det. – Oksana lo.
– Hvorfor hele det her teater? – spurgte jeg forvirret.
– Frederik ødelagde min venindes liv, og hun bad mig spille denne rolle: stille, usikker og med mange penge. Han hoppede straks på limpinden slog op med sin daværende pige for min skyld. Jeg blev hendes hævn… og nu forstår du måske lidt.
– Utroligt… det hele, – sagde jeg. Jeg tænkte på, hvor mange penge mine forældre havde spildt. – Så alt var hævn? Din veninde ville bare have gengæld?
Oksana rystede på hovedet:
– Nej, bare give ham en lærestreg. Han ydmygede hende, sagde, at han aldrig kunne lide hende, kun hendes penge.
Jeg gøs.
Mor får et chok, tænkte jeg.
– Håber, dine forældre siger Frederik imod denne gang.
Vi faldt begge stille hen.
Så kom det:
– Men, hvorfor jeg? Hvorfor alt det med billetten, teatret? Hvorfor skulle jeg møde dig?
– Ville blot give dig pengene til forældrene med det samme, når jeg gør det forbi. Giver jeg dem til Frederik, gør de ingenting ved ham. Gir det ingen effekt overhovedet!
– Penge? – så jeg spørgende på hende.
– For alle mine gaver. Jeg sørgede for, at han kun købte ting det sted, hvor jeg kendte ejeren. Så vi havde en aftale.
Hun rakte mig en stor kuvert.
– Her er listen og prisen for det hele. Vil du tjekke?
Jeg rystede på hovedet:
– Nej jeg stoler på dig. Hvordan kunne du overbevise alle om, at du var kedelig?
Oksana lo:
– Pyt, jeg er jo skuespiller!
……………………………………..
Oksana holdt ord og slog op med Frederik kort efter. Det var måske et chok for ham men hvem ved egentlig.
Selvfølgelig gik han tilbage til mor og far efter penge igen. Mor blev fortvivlet, far blev rasende.
– Se, hvad du gør ved din mor! – råbte far. – Ud! Find en bolig og tag ansvar for dit eget liv!
Frederik forsøgte at forsvare sig, men min far var stålsat: ud, og denne gang hjalp mor ikke.
Frederik blev vred, ringede til én, kastede sine ting i en taske og forlod bopælen for alvor. Måske troede han, de ville forhindre det, men ingen sagde noget.
Da han gik, mumlede far:
– Vi må hellere få skiftet låsen nu.
Så så han strengt på mig og sagde:
– Og du slipper ham ikke ind igen!
Kort efter gav jeg forældrene den kuvert med pengene fra Oksana.
Om de blev lettede? Det ved jeg ikke, men jeg tror, de følte sig noget friere.
Frederik forsøgte flere gange at få forældrene på bedre tanker, men de tog aldrig telefonen. Jeg talte lidt med ham engang imellem han var altid utilfreds med sit liv.
Når jeg så på ham, tænkte jeg: Mon Oksana virkelig ændrede ham? Forstod han endelig, at hans livsstil var ussel? Ændrede han sig overhovedet eller forbliver mennesker mon altid, som de nu ér?
