Kære dagbog,
I dag føler jeg behov for at skrive ned, hvordan min søsters bryllup udviklede sig for der var ting, jeg slet ikke havde forestillet mig.
Som 32-årig kvinde med min egen lejlighed i Østerbro, en god stilling i en solid virksomhed og et velfungerende liv, havde jeg troet, at jeg kunne komme igennem min lillesøsters store dag uden ballade. Men nej, Rikke min søster havde placeret mig ved det sidste og mest oversete bord: bord tolv, lige ved siden af svingdøren til køkkenet.
Tjenerne kom konstant forbi, de ramte min stol med deres bakker, og en tung, fed duft af grillet flæskesteg sneg sig hele tiden ind. Rundt om bordet sad kun et par yngre kusiner på omkring femogtyve og min snakkesalige tante Vibeke, som igen insisterede på, at “man skal jo ikke vente for længe, hvis man vil have børn.”
Det føltes, som om Rikke brugte hele aftenen på at udstille mig som en fiasko. Enten trak hun mig hen til de velhavende onkler fra brudgommens side og sagde alt for højt: “Anna er simpelthen for kræsen!”, eller hun lod som om, hun havde ondt af, at “en så dejlig kvinde stadig er alene.” Folk nikkede medfølende og sagde, at jeg “burde være mindre kritisk,” og en enkelt foreslog endda, at jeg skulle “dukke lidt oftere op i kirken”.
Da hun skulle kaste brudebuketten, svingede hun den nærmest bevidst den modsatte vej og råbte til hele salen: “Det ser vist ud til, at min søster må vente lidt endnu!”
Jeg havde nærmest opgivet og sad og overvejede min flugt gennem køkkenet, da jeg pludselig hørte en lav, sikker stemme bag mig:
“Vil du ikke lege med? Bare lad som om, vi er sammen. Jeg lover dig, at Rikke kommer til at fortryde alle sine stikpiller.”
Jeg vendte mig om, og der stod en mand, der straks fik mig til at glemme alt andet. Han var høj, velklædt, med mørke øjne og et diskret gråt skær i håret. Stilfuld på den der afslappet professionelle måde.
Han bøjede sig ned til mig og præsenterede sig: “Mikkel Rasmussen,” sagde han stille. “Fætter til brudgommen.”
Han flyttede sin stol tættere på min, lagde forsigtigt sin hånd på bagsiden af min stol alt sammen med respekt, men alligevel så naturligt, at forsamlingens blikke straks begyndte at vandre. Hvisken bredte sig mellem bordene.
Rikke stod med sit glas champagne oppe ved baren og stivnede fuldstændig. Det ellers så perfekte smil krakelerede, og hun stirrede på os med et forbløffet blik.
Først bagefter fandt jeg ud af, hvem Mikkel egentlig var. Han var ikke bare “en af fætterne.” Han var en af de mest succesfulde iværksættere i Jylland, ejer af flere virksomheder, og et navn, alle selv dem uden for erhvervslivet kendte til.
Ung, succesfuld, og hvilket alle selvfølgelig bemærkede stadig single. Kvinderne ved brylluppet fulgte hvert hans skridt med stjålne blikke. Nogle håbede på at få et smil, andre prøvede at fange hans opmærksomhed, men han så ikke på nogen.
I hvert fald indtil nu.
Der sad han så, tæt ved min side, som om det var det naturligste i verden. Han grinede, småsnakkede og sendte charmerende kommentarer, alt imens han tydeligt ignorerede alle de undrende blikke.
Flere af gæsterne gloede åbent, nogle blev helt målløse. Rikke så på mig, som om hun frygtede, at glasset ville knuses mellem hendes fingre.
Mikkel lænede sig lidt tættere på og sagde dæmpet til mig:
“Du er sikkert også træt af alle de gode råd, ikke? Du skal i hvert fald vide, at du slet ikke er den, de prøver at gøre dig til.”
Lige der gik det op for mig: For det første følte jeg mig ikke længere ydmyget eller udenfor. For det andet Mikkel var ikke kommet hen til mig ved et tilfælde.
Og jeg kunne se, at alle i lokalet havde bemærket det.
