Jeg har været skilt i seks år nu. Indtil for nylig boede jeg sammen med min 7-årige datter i en lejet lejlighed i København.
Det var mig selv, der traf beslutningen om at blive skilt, fordi jeg ikke ville påføre min mor og mormor endnu flere problemer. Min løn var tilstrækkelig til at forsørge både mig og min datter. Jeg har også fået et godt job, og min eksmand betaler børnebidrag hver måned.
Efterhånden fik jeg sparet nok op til at kunne købe min egen lille lejlighed. Den er dog ikke særlig stor, kun 23 kvadratmeter.
Lige efter skilsmissen havde jeg det svært økonomisk. Jeg fik ikke støtte fra hverken familie eller venner. De fleste mente, det var min skyld, at familien gik i opløsning selvom det var min mand, der havde været utro!
Min egen faster, som også er min gudmor, gav mig kun kritik. Hun fortalte min mor, at jeg var uduelig, og pegede på sin egen datter som et godt eksempel: Hun var gift, havde barn, eget hus og bil, og det gik godt for hende.
Det gjorde selvfølgelig ondt at høre sådan noget. Men jeg kunne ikke slippe kontakten med hende helt, for vi mødtes ofte hjemme hos min mor og mormor som desværre døde for nylig.
Men vores sidste møde står i min hukommelse som noget, jeg aldrig glemmer. Havde jeg vidst, hvad det handlede om, var jeg ikke kommet. Min mor ringede og sagde, hun havde noget vigtigt, hun skulle tale med mig om.
Denne gang lod min faster være med at snakke om, hvor godt hendes familie havde det. Hun indrømmede, at de var udfordret ud over boliglån havde de også lån til bil og til renovering.
Det viste sig, at de tidligere havde fået en del penge fra mormor, og hendes pension var egentlig ret fin.
Efter mormors død og da hendes datter mistede jobbet, hang alle afdragene nu på min fætter. Det var alt for meget for ham alene.
Jeg viste min faster medfølelse, men det næste hun sagde, rystede mig. Hun bad om min hjælp. Jeg forstod ikke helt, hvad jeg kunne gøre. Jeg er alenefar, bor i en lille lejlighed, og har egen datter at tænke på. Så foreslog min gudmor, at jeg solgte min lejlighed og flyttede hjem til min mor. Når situationen blev bedre, ville jeg få pengene igen.
Jeg blev både overrasket og rystet. Hvordan kunne de overhovedet finde på det? Da de havde det godt, kaldte de mig uduelig, men nu skulle jeg ofre alt for dem? Hvorfor skulle jeg sælge mit hjem?
Jeg sagde nej uden tøven. Min mors reaktion overraskede mig hun kaldte mig egoist. Siden den dag har kontakten til min familie været stort set ikke-eksisterende. Jeg ved, jeg gjorde det rigtige, selvom det føles hårdt.
