Tove elskede næsten ingen. Hun mente sine drenge, Glen, Mikkel og Søren, var dumme, indskrænkede, råbende og usle, ligesom deres far.
Mor, hvad er der at spise? råbte den ældste dreng, Glen, mens hans dybe stemme begyndte at bryde frem, og en blød dunken voksede på hans hage. Hans hænder, som farens, var lange og spinkle med grove, kraftige fingre, der kunne klemme til en solid knytnæve.
Tove vidste, at Glen gik efter de unge kvinder i landsbyen de enlige, som savnede mandens kærtegn, og som flirter ubesværet med både unge mænd og drenge. Hun fortalte en af dem, Freja, at Glen kun var et barn på femten år, men Freja lo højt og svarede så rådt, at Tove næsten mistede pusten.
Siden da holdt Tove op med at elske Glen. Han mindede hende om sin far: larmende, altid beruset, duftende af svinekød, hvidløg og hjemmebrændt snaps, og hans beskidte hænder gik altid overalt. Tove gik fra hus til hus og forsøgte at finde en kone til ham, men ingen ville have ham.
Hvad vil du, pige? sagde den gamle kone, Anna, da Tove forsøgte at indgå ægteskab for ham. Se på Peder, hvor stolt han er alle pigerne smiler kun, hvis Peder kigger dem i øjnene. Så lad være.
Tove begyndte at græde: Jeg vil til byen, arbejde på en fabrik, lære noget, så jeg kan klare mig selv.
Anna skreg: By? Du burde have tænkt på mig før du gik fra mig!
Den gamle kvinde slog hende med ord og på livet. Tove troede, at Anna ville have hende til at gifte sig med Peder, men Tove vidste ikke, hvad hun selv ville.
Peder var ældre og inviterede Tove ind i sit hus. Hans svigermor var først vred over, at han havde valgt den forkerte brud, men senere vænnede hun sig til hende og gik endda op for, at Tove måtte blive, selv når han drillede hende om natten.
Børnene i landsbyen drenge overalt kom en efter en, men Tove elskede dem alle dybt, indtil de voksede op og blev som Peder selv. Så blev hun en hård mor.
Krigens hårde virkelighed knuste Peder, men mange mænd kom aldrig hjem. Tre af Toves sønner gik i krigen; kun fem vende tilbage, men de var bløde og med sorte øjne.
Tove fik tre flere drenge, men ingen døtre. Hun var bange for at miste dem alle, så hun holdt sig hele tiden væk fra deres soveværelser og fandt på undskyldninger.
Da Peder sagde, at han skulle flytte ind hos den enke, Lise Bjerregaard, pustede Tove lettet ud. Glen kom i konflikt med sin far, men hun bandt ham såret, klappede ham på hovedet, som om han var et lille barn igen.
Lad ham gå, lad ham gøre, hvad han vil. sagde hun til Glen.
Glen sagde med vanskelige ord: Mor, vi er sammen, vi giver ikke op. Han havde selv planer om at gifte sig med en lille, skrøbelig pige med store øjne.
Alle drengene blev så ens, som om de var skabt af samme mønster. Tove indså, at hun aldrig havde elsket dem, fordi hun frygtede, at de ville blive som Peder. Hun så også, at hun selv var en dårlig mor.
Den yngste, Sune, fandt endelig en pige, der kunne bringe glæde. Hun hed Lilla, og hun var så fin, at Tove stirrede på hende som på en lille liljekonvulsion i køkkenet, let og smidig som en vinranke.
Lilla krøb op til Sunes bryst og lå stille, mens han kærtegnede hendes hår og kyssede hendes pande blidt, som en mor til sit barn.
Tove begyndte at holde øje med sine andre sønner, om de behandlede deres hustruer som Peder havde gjort. Hun så ingen vold, ingen grovhed kun respekt.
Mor, er alt i orden? spurgte Glen en dag, da hun kom ind.
Ja, alt er fint, hvad er der sket? Er din nye svigerdatter vred? Har du plads til flere? svarede hun, mens hun kæmpede med ordene.
Glen, der altid talte få ord, sagde stille: Jeg er bare glad for at du er her.
Tove indså, at hendes liv havde været fyldt med frygt og mistro, men også med kærlighed, som hun kun så, når hun åbnede sit hjerte.
Hun gik i køkkenet, lavede pandekager til Lilla, som så ud til at være den mest elskede i hele huset.
Lilla, må du give mig dine børnebørn? spurgte Tove håbefuldt.
Jeg får to, Mor sagde Lilla og lo. Oluf og Ylva, de er mine små prinsesser, de får al min mormors kærlighed.
Tove så sine barnebarnes glade ansigter og følte, at hun endelig havde fundet den ro, hun søgte. Hun lovede sig selv, at hun ville opdrage dem med kærlighed, så de ikke ville følge Peders mønster.
Og så forstod hun: En mors kærlighed er ikke noget, der kan måles i styrke eller hårdhed, men i evnen til at give sine børn plads til at vokse og tro på, at de kan blive bedre end den skygge, de oprindeligt blev kastet i. Livet viser, at tilgivelse og omsorg er stærkere end frygt, og at den største gave, en mor kan give, er troen på sine børns egen godhed.
