Vi havde aldrig forestillet os, at et femårigt barn pludselig skulle blive en del af vores tilværelse. Bodil og jeg var begge 22 år, nys gift og uden egne børn. Vi boede midlertidigt hos hendes mor i Odense, da Bodil stadig læste på universitetet, og jeg sparede op til at kunne købe vores eget sted. Vores dage var ganske ensformige: Bodil stod op, tog til studiet, jeg drog på arbejde, og om aftenen kunne vi gå en tur eller blot lægge os tidligt. Det passede os fint og svigermor var også tilfreds.
Sådan gik livet, indtil hendes bror uden varsel flyttede ind med sin femårige datter, frøken Rikke, i den lille lejlighed. Han sagde intet, forklarede intet han forsvandt bare, og efterfølgende skrev han til sin mor, at han var forelsket og nu rejste væk. Den eneste gode ting var, at han havde efterladt Rikkes papirer.
Bodil havde ondt af den lille pige, og gjorde sit bedste for at give hende moderlig omsorg. Jeg havde svært ved at forstå, hvorfor vi nu pludselig skulle tage ansvar for et barn, der ikke var vores eget. Men jeg sagde ingenting jeg var jo gæst i hjemmet.
Efter nogle uger begyndte Rikke at falde til, og jeg måtte indimellem tage hende med til tandlægen eller ud på legepladsen, for svigermor skulle jo passe sit arbejde. De tre af os begyndte efterhånden at tage os af hende som om hun var vores. Folk tog ofte fejl og troede, jeg var hendes far, hvilket gjorde mig mærkelig stolt og fik mig til at tænke, at det måske ikke var så svært at have et barn, trods alt.
Da tiden kom, hvor vi endelig skulle flytte, tog Bodil mig ind i vores værelse til en alvorlig snak. Hun bad inderligt om, at vi skulle tage Rikke med os.
Vi kan jo sige, hun er vores, hvis nogen spørger. Åh ja, og at hun blev født, da vi var sytten? Har du mistet forstanden?
Jeg protesterede i starten, men begyndte så at tænke… Hvem går egentlig op i det? Ingen vil nok stille spørgsmål. Hvis nogen skulle, kan vi altid sige, hun er en niece, der bor hos os midlertidigt eller lade være med at forklare noget. I de to år vi har boet sammen, er hun blevet som familie for mig.
Okay, sagde jeg til sidst, lad os tage hende med. Der er en skole lige ved siden af huset, og din mor lover at hjælpe os, mens vi betaler af på vores boliglån. Tak! Bodil strålede af glæde.
I det næste øjeblik stormede Rikke ind i værelset hun havde jo hørt efter hele tiden og både Bodil og hun omfavnede mig og råbte: Tak, du er den bedste!.
