Jeg kan stadig ikke helt forstå, at dét her faktisk skete. En dag kommer min mand, Anders, hjem fra arbejde og siger fuldstændig seriøst til mig:
Søde, kan du lade være med at lægge så mange billeder af lille Signe op på Facebook?
Jeg står med babyen på armen efter tre timers forsøg på at få hende til at bøvse, og kigger på ham, som om han lige har tæt et eller andet på oldnordisk.
Hvad siger du?
Det er bare min ekskæreste, hun bliver så ked af det, når hun ser dem.
DIN EKSKÆRESTE?! Jeg hæver øjenbrynene. Hende, der gik fra dig for en crossfitinstruktør?
Ja, men hun har virkelig ønsket sig børn, og det lykkedes hende aldrig, og
Hvor sørgeligt for hende afbryder jeg. Det må da virkelig være svært for hende at se billeder af MIT barn, mens hun løfter vægte på Østerbro Fitness.
Han fortsatte. At vi skulle vise empati. At hun havde det hårdt for tiden.
Og hvor længe er det lige, du har så tæt kontakt med din eks, at du ved, hvordan hun har det med mine billeder på Facebook? spørger jeg og kniber øjnene sammen.
Han blev helt rød.
Altså hun skriver nogle gange bare som venner
AHA.
Så besluttede jeg, at jeg ikke ville lave drama.
Ingen råben.
Ingen tårer.
Jeg stoppede bare med at lægge billeder op af Signe.
Og begyndte at lægge MIN egne billeder op.
Men ikke tilfældige billeder. Jeg hoppede i den kjole, jeg gemte til når jeg har tabt graviditetskiloene. Jeg lagde festmake-up, og fik min kusine Lærke til at tage nogle virkelig gode billeder.
Første opslag på Facebook:
Mig, smilende i Kongens Have.
Tekst: Genopdager mig selv.
To timer senere:
Likes. Kommentarer. Private beskeder.
Anders:
Wow, skat, du ser virkelig godt ud. Hvornår fik du taget de billeder?
Mig:
Tja, jeg havde jo tid nu, når jeg ikke lægger babybilleder op længere
Andet opslag:
Mig på café på Vesterbro, med en stor kop kaffe.
Tekst: Nogle gange siger stilheden mere end tusind ord.
Kommentarer fra Gud og hvermand.
Naboen. En gammel gymnasiekammerat. Mænd, der ikke har skrevet til mig siden efterskolen.
Anders:
Hvem er ham dér, og hvorfor sender han hjerter til dig?
Mig:
Aner det ikke. Bare én fra Facebook, gætter jeg
Tredje opslag:
Mig i fitnesscenteret.
Tekst: Jeg sætter mig selv først.
Nu begyndte det at blive rigtig underholdende.
En aften sidder Anders på sofaen, tavs, med mobilen i hånden.
Hvad er der galt? spørger jeg.
Du lægger ret mange billeder op for tiden
Sagde du ikke, det ikke var noget problem med billeder?
Jo, men det er jo DINE billeder! Og der er altså mange mænd, der kommenterer!
Nå, er det sådan smiler jeg. Skal jeg tage hensyn til, hvordan andre føler? Være hvad var det nu? Empatisk?
Han sagde ikke mere.
Det ser ud til, at det ikke kun er din eks, der kan blive ked af billeder på Facebook.
Det tog nogle sekunder, før han fangede den.
Næste dag blokerede han hende.
Nu spørger han, om vi ikke skal tage billeder sammen.
Som familie.
Så det kan ses, at vi er glade.
Jeg bliver ved med at lægge mine egne billeder op.
Og billeder af Signe.
Fordi jeg både kan være mor
OG
være mig selv.
Det kom bag på ham, ikke?
Hvad synes I skal jeg tilføje hende som ven og begynde at like hendes opslag, eller er det lige at tage den et skridt for langt?
