Hvis du ikke snart tager dig sammen, finder jeg en anden, som kan klare det! ordene, der knækkede mig midt i en helt almindelig aftenstund.
En aften, lige efter middagen, hørte jeg noget, jeg aldrig vil kunne glemme.
Han kiggede på mig ganske roligt og sagde:
“Du burde begynde at passe bedre på dig selv og dit udseende. Ellers finder jeg en anden, som kan.”
Det var sagt, som hvis man bad mig række saltet.
Jeg stod der, med tårer i øjnene, ude af stand til at forstå, hvordan han kunne kræve det af mig, når vi har fire små børn sammen. Den mindste er to, den næstmindste er fire, den tredje er seks Og det er mig, som holder hele hjemmet kørende.
Jeg laver mad.
Jeg vasker tøj.
Jeg gør rent.
Jeg stryger.
Jeg organiserer det hele skoletasker, madpakker, tøj, hverdagens kaos, spildt saft, forsvundne jakker.
Han kommer bare hjem, tager skoene af og spørger:
“Hvad er der til aftensmad?”
Siden det sidste barn kom til verden har jeg næsten ikke sovet. Jeg står op klokken fem for at gøre alt klar, før huset vågner. Når jeg endelig når ud på badeværelset, er det allerede middag. Nogle dage har jeg ikke engang tid til at rette mine bryn. Mine negle har ikke set en fil i uger.
Men han gentager, at jeg “ligner en gammel kone”, og at “en kvinde skal holde sig smuk for sin mand”.
Mens han siger det, står jeg med ét barn på hoften, og et andet råber fra badeværelset, at toiletpapiret er slut.
For to uger siden gentog han det igen. Han sad for sig selv og så TV, mens jeg samlede legetøj på gulvet.
“Du skal tage dig sammen, ellers gider jeg ikke svare dig næste gang.”
Jeg prøvede at forklare, at jeg ikke har tid til noget, at jeg er ved at drukne i pligter.
Han trak blot på skuldrene:
“Det interesserer mig ikke. Få styr på dit tidsforbrug. Ingen har bedt dig om at holde huset så rent. Hvis du ikke kan så lad være.”
Alligevel er han den, der laver drama, hvis én tallerken står forkert.
Den samme, der brokker sig, hvis gulvet ikke skinner.
Sidste uge gjorde jeg endda en ekstra indsats. Jeg stod op endnu tidligere, satte mit hår i en knold, fandt en gammel læbestift frem fra skuffen. Da han så mig, sagde han ikke noget pænt, men bare:
“Hvad er det for noget? Nu begynder du at gøre noget ved dig selv? Alt for sent.”
Jeg græd, mens jeg skrubbede gryderne, mens babyen hev i min bluse, og de andre tre skændtes om en tablet, der knapt fungerer.
Jeg fortalte det til min nabo, for jeg måtte have det ud.
Hun kiggede bare på mig og sagde:
“Sådan noget siger ingen mand, hvis han er uskyldig. De ord kommer ofte fra én, der allerede har fundet en anden, og bare gør klar til at gå.”
Siden jeg hørte det har jeg ikke sovet ordentligt.
Han kommer senere hjem. Går hurtigt i bad. Bruger mere tid foran spejlet. Dufter af parfume, jeg aldrig har set herhjemme. Hvis jeg spørger, hvor han har været, bliver han vred. Siger, jeg er “paranoid”.
Og jeg jeg er bange.
Ægte bange.
For hvis han går, står jeg alene med fire børn. Alene med alt. Alene med trætheden, søvnløsheden, overvældelsen, og et liv, som jeg næsten ikke kan bære længere.
Jeg er vred. Vred, fordi jeg har båret dette hjem. Jeg har holdt det levende. Jeg har taget alt på mig. Og han han har bare krævet.
Og i dag sidder jeg her og tænker:
Mon naboen har ret?
Mon han allerede har besluttet sig?
Mon jeg har overset det øjeblik, hvor kærligheden kun var slut for ham?
Jeg ved ikke, hvad der venter.
Men jeg kan mærke, at noget er i gang. Og det har været det længe.
