Hun kom uanmeldt hen til sin svigermor og frøs til is, da hun hørte hende tale om sig med sin veninde…
“Jytte, det er vigtigt for mig, at der sendes en person til kunden, som jeg kan stole fuldt ud på. Hvem andre end dig kunne jeg betro denne opgave?” spurgte chefen og så den unge medarbejder indtrængende i øjnene.
“Som du siger, Mads. Jeg har ikke noget imod det,” smilede Mette og nikkede.
De fleste kolleger undgik udekørende opgaver og foretrak at blive på kontoret, men Mette var anderledes. Hun så altid lyset i mørket, tog enhver opgave uden brok og klagede aldrig. “Bevægelse er livet,” plejede hun at sige, når hun blev sendt ud til en kunde. Selvom hun ikke var bud, så hun intet problem i direktørens forespørgsel. Og så var der jo også en bonus for udekørende arbejde hvorfor sige nej?
Denne dag var ingen undtagelse. Selvom opgaven kom sent på eftermiddagen, tabte Mette ikke modet. Tværtimod tænkte hun, at hun kunne smutte forbi sin svigermor hendes hus lå lige ved adressen, hun skulle få underskrevet papirer. Måske en kop te, lidt søde småkager, og en snak om nyhederne. Og der var nyheder: Hun og hendes mand, Jakob, havde endelig færdiggjør børneværelset, forberedt til deres første barn. Selvom barnet endnu ikke var på vej, håbede Mette inderligt på de to streger på testen. Med et smil og en svag nynnen på læben gik hun mod elevatoren, dokumentmappen trykket mod brystet.
“Åh, hvor er hun naiv. Tror hun virkelig, det hjælper hende op ad karrierestegnen?” hviskede kollegerne og sendte hende betydningsfulde blikke.
De gjorde ingen hemmeligheder ud af deres samtaler, nærmest råbte dem ud. Men Mette hørte ikke efter. Lad dem snakke det rakte hende ikke. Hun drømte ikke om at klatre i hierarkiet med budopgaver. Hvis der kom en forfremmelse, var det på baggrund af kompetencer, ikke ækeltællerarbejde.
“Hun får det hårdt i livet, så godtroende som hun er. Som en blomst i vinden.”
Mette standsede et øjeblik. Hun havde lyst til at vende sig og svare, men lod være. Hvorfor starte en scene over ingenting? De kunne tro, hvad de ville. Hvis de ikke kunne lide hendes personlighed, var det deres problem. Mette var tilfreds med sig selv og sit liv. Hendes blidhed hjalp hende med at undgå konflikter og skabe gode relationer. Men det betød ikke, hun var svag. Når det gjaldt, kunne hun godt kæmpe. Men sladder det var ikke hendes stil.
Efter at have afsluttet arbejdet hos kunden, gik Mette til bageren og købte sin svigermors yndlingskager. Hun besluttede at gå direkte til den lille villa i forstaden uden at ringe først en overraskelse! Gerda var altid hjemme på dette tidspunkt, og Mette var sikker på, hun ville blive glad. Deres forhold var varmt og tillidsfuldt. Da Jakob først introducerede hende for sin mor, havde Gerda straks taget hende til sig. Gaver, omsorg, støtte i familiekonflikter svigermoren stod altid på Mettes side. Hun var endda blevet venner med Mettes forældre. En svigermor at misunde. Mette følte, hun kunne tale med hende om alt selv de mest private ting. Selvom hun ikke kunne erstatte sin mor, var Gerda blevet en nær veninde.
Med kagerne i hånden skrev hun til Jakob, at hun ville blive længere, og gik den velkendte vej. Gerdas hus solidt, gammelt, bygget af hendes forældre lå i en rolig gade. Hun havde flere gange tilbudt de unge at flytte ind, men Mette tøvede: Forstaden var langt fra arbejdet. Drømmen var et eget hus tættere på byen eller i et grønnere område. Men det var fremtiden. Nu handlede det om at værdsætte det, de havde. For et godt hus krævede mange penge, og de havde dem ikke endnu.
Haven var åben, og yderdøren stod på klem. En lækker duft af nybagt brød strømmede ud fra køkkenet. Måske luftede Gerda ud? Eller havde hun gæster? Mette trådte stille ind og hørte straks de dæmpede stemmer.
“Jeg kan ikke skaffe penge til operationen på kort tid. Jeg vil ikke have, at de unge skal sætte sig i gærd. Lad dem leve deres liv, jeg klarer mig nok. Jeg må vente på den offentlige sygehusbehandling vi får se, hvad der sker.”
“Gerda, hvordan kan du sige sådan? Lad os prøve at samle pengene sammen! Vil du virkelig bare give op? Du er jo endnu ung! Vil du lade det hele ende sådan?”
“Det er skæbnen… Men det eneste, jeg vil sikre, er arven. Jeg har besluttet at overdrage huset til Mette. Hun og Jakob har det godt, men… mænd er ustadige. Jeg troede også engang, jeg skulle leve hele livet med min mand, men han fandt en anden og smed mig og barnet ud. Du husker, hvordan du hjalp mig dengang? Jeg vil ikke have, Mette gennemgår det samme. Hun har selvfølgelig sine forældre, de hjælper hende, men jeg vil også give hende et sikkerhedsnet. Jeg giver hende huset, familiejagten. Når barnet kommer, skal det vide, det har et sted at være. Jeg er ikke bekymret for Jakob han klarer sig. Men en kvinde kan så let blive såret. Jeg vil ikke tænke på det værste, men sikkerhed først.”
Mette følte tårerne stige. Hendes hjerte knugede. Gerda var syg, gemte diagnosen for alt og alle og tænkte alligevel på hende, sin svigerdatter. Selv nu ville hun sikre Mettes fremtid. Men hvorfor sælge huset og smykkerne, når de kunne hjælpe sammen? Hvorfor ikke flytte ind hos dem? De kunne finde en løsning! Hendes hoved summede, tankerne flødte sammen. Hun huskede ikke, hvordan hun kom ud af huset eller nåede om hjørnet. Hun kunne ikke gå ind igen og lade som ingenting. Hver vejrtrækning var tung, som om en stålring klemte om hendes bryst. Hun vidste ikke, hvor alvorligt det var, og ville ikke skræmme Jakob for tidligt. Men uvisheden var ulidelig.
Da hun gik ned ad den smalle vej, så hun pludselig Birthe Gerdas veninde, hun havde talt med i huset. Hun gik mod busstoppestedet, hovedet sænket, som om hun bar hele verdens tunge byrde. Mette gik hen til hende og bad hende om sandheden. Birthe tøvede, men da hun så den ægte bekymring i Mettes øjne, åbnede hun op. Hun lovede at tie overfor Gerda. Mette fik at vide det hele: diagnosen, tidsram
