En kvinde ved navn Mette kom på besøg hos sin veninde, Anna. Anna havde giftet sig for anden gang. Hendes første ægteskab var svært og ulykkeligt. Den første mand drak for meget og opførte sig dårligt, og til sidst forlod han hende for en anden. Det var en trist historie. Mette havde hele vejen støttet Anna, lyttet og trøstet hende, for hvad er venskab ellers til for?
Ti år gik, og Anna mødte en ny mand, Lars. En dannet og ambitiøs mand, det stik modsatte af hendes første ægtemand. Mette glædede sig virkelig på Annas vegne. Så da hun blev inviteret hjem til parrets nye lejlighed på Østerbro, havde hun taget en lagkage og små gaver med. Hun roste den flotte istandsættelse det hele var virkelig smukt!
De sad ved det store spisebord og drak te med kage. Lars, Annas nye mand, viste sig at være meget vittig og velformuleret. Han lavede mange jokes især med Mette som mål. Han spøgte med, at Mette havde et snævert verdenssyn, og at hendes tanker var fyldt med ligegyldigt rod. Han sagde det grinende. Hun havde hverken læst Helle Helle eller Kim Leine, og videnskaben havde jo for længst tilbagevist den slags overtro og pjat, hun iblandt nævnte.
Lars kommenterede også Mettes frisure, hendes figur, og hendes tøjstil. Du ligner en, der er gået forkert i 90erne, lo han. Sådan en sjov mand var den nye ægtemand altså. Mette blev stum og vidste ikke, hvordan hun skulle svare sådan en kloge-Åge. Hendes veninde lo også, tydeligt stolt over sin mands klogskab og vid.
Efterfølgende bragte Lars Mettes kat på banen. Mette fortalte, at hun havde taget en hjemløs killing til sig egentlig bare for at dreje samtalen væk fra litteraturen og alt Lars vid. Men så sagde han, at katte er bakteriebomber, og at folk, der samler forladte dyr op, gør det ud af psykiske problemer og undertrykt narcissisme. Anna grinede videre, mens Lars kom med eksempler på ensomme kvinder med alt for mange katte.
Pludselig begyndte Mette at græde. Det var tåbeligt, barnligt og helt uventet. Hun undskyldte, sagde, at hun havde fået hovedpine, tog afsked og gik.
Hendes hoved gjorde faktisk ondt, som om nogen havde slået på det. Og hun skammede sig over sine tårer hvad skulle den opførsel til for? Mette gik gennem de kølige sommergader i København, holdt op med at græde, men hun frøs. Hun rystede hele vejen og skammede sig stadig: over sine tårer, over ikke at kunne føre en vittig samtale, over ikke at have læst, hvad de andre havde, og over at hun så dumt havde fortalt om sin livlige drøm.
Men skammen burde ikke være hendes. Den burde falde på dem, der inviterer nogen ind og så lader deres gæst blive ydmyget. På dem, der deler noget personligt en bog, en overbevisning, en ven og så passivt ser til, mens det latterliggøres. Tænk at lade nogen spotte en ven i sit eget hjem. At give plads til had på sin egen side, sin egen stue. Det er stille forræderi.
Forræderi er, når man udlever én af sine egne til hån eller tab. Men det kunne Mette ikke helt formulere. Hun var jo ikke særlig læsende og ingen intellektuel. Hun skyndte sig hjem til sin kat. Katten læste ikke bøger, holdt sig fra vittigheder og lagde sig stille ved siden af hende i sofaen og spandt.
Mette gik aldrig igen på besøg hos Anna. Snart var der heller ikke noget sted at tage hen: Anna og Lars gik fra hinanden og måtte igennem lange retssager om lejligheden. Lars var meget energisk og lidt for klog. Men sådan går det ofte. Den, der bliver svigtet for andres skyld, svigter en dag selv det er en enkel kæde af forræderi.
Alt, der skulle til, var at sige fra, før man lader skarphed gå ud over andre. At sætte grænser for sin kærlighed, sine ord og sine gæster. Måske ville ægtemanden have fået respekt for sin kone, hvis hun havde sagt fra. Måske havde han aldrig turdet gå så langt.
Forrædere bliver ikke respekteret og de bliver let svigtet til sidst. Det er værd at huske, at sandt venskab står op for hinanden, og man bør aldrig lade andres vittigheder ske på bekostning af sin ven.
