– Det er min lykkebringer, sagde Astrid lavmælt. Jeg skiller mig aldrig af med den. Og pigen på billedet det er mig, min skat. Kan du virkelig ikke kende mig?
– Utroligt, hviskede Mads og kiggede forbløffet på sin kone.
Før brylluppet havde Astrid og Mads faktisk aldrig boet sammen. Selvom Astrid med jævne mellemrum gæstede Mads bachelorkollektiv på Nørrebro, nægtede hun hver gang at flytte ind.
– Lad os lige vente lidt, svarede hun altid. Jeg vil helst ikke gøre min mor ked af det. Du ved jo, hun er lidt gammeldags.
Og så ventede Mads
Men endelig flyttede den unge kone ind i hans lejlighed med sit habengut og sine kompromisløse oprydningsvaner. Der skulle selvfølgelig også være plads til hendes ting. Hele projektet tog et par dage og et godt glas rødvin eller to.
Astrid havde travlt nytåret nærmede sig med hastige skridt, og første fælles fest skulle være intet mindre end perfekt (eller i hvert fald hyggelig).
– Har du i øvrigt et juletræ, Mads? spurgte hun, mest bare for at tjekke for hvem har egentlig brug for to plastiktræer i stuen?
– Vent, jeg tjekker oven på skabet. Jeg mener, der ligger et sted deroppe. Tror jeg. Sidste gang, det var fremme, må have været Ja, et åbent spørgsmål.
Mads kravlede straks op på en stol (Astrid er bestemt ikke lav, men Den Store Skabshylde ville kræve stige og måske en lille klatreferie).
Ud gled et stykke plastikgran og pludselig fulgte et fotoalbum med ned på gulvet.
– Ej, hvor spændende! Skal vi ikke kigge lidt? Astrid satte sig på gulvet og begyndte at bladre i albummet fuld af gamle billeder.
– Det er gamle skolefotos havde helt glemt alt om dem, sagde Mads og dumpede ned ved siden af hende.
– Skolefotos? Perfekt! Måske spotter jeg en gammel bekendt? Astrid havde jo også gået på samme skole som Mads, dog syv klasser under.
– Tror jeg næppe hvem ville du dog kende på mine fotos? I var jo nogle bonderøve den gang.
– Alligevel! Det er nu sjovt at se. Det var jo den samme lilleskole
Så begyndte de at kigge. Mads fortalte anekdoter, pegede på gamle lærere, og deres mærkelige frisurer og blev selv overrasket over, hvor klart han huskede det hele.
– Det er vanvittigt ti år er gået, men jeg kan huske alt, som var det i går.
– Klart. Det var jo den mest bekymringsfrie tid, bemærkede Astrid.
– Ej, se! Julemanden! udbrød Astrid forbløffet og løftede et billede.
– Åh Ja, det er mig i 10. klasse. Vores lærer var efter mig i ugevis, før jeg endelig sagde ja til at optræde som julemand til juleafslutningen.
– Og hvem er så den her pige? spurgte Astrid og pegede på en lille pige ved siden af julemanden, som sendte Mads et nærmest besværet blik.
– Hende? Aner det ikke. Jeg husker kun, at viceinspektøren trak mig til side efter festen, bad mig tage kostumet på igen for at høre denne lille pige sige et digt hun havde åbenbart ikke nået det inden.
– Og du gjorde det?
– Ja, hvad ellers? Jeg nænnede jo ikke at skuffe hende. Så det var på med skæg og hue igen.
– Kan du huske, hvilken gave du gav hende?
– Ikke en jordisk chance. Jeg delte jo gaver ud til højre og venstre den dag.
– Prøv lige at se her. Astrid rejste sig og tog den lysbrune, slidte bamse, som altid stod trofast foran hendes computer. Minder den dig om noget?
Mads kiggede forvirret, uden helt at fatte pointen.
– Det er min lykkebringer, sagde Astrid roligt. Jeg har haft den hele mit liv. Og pigen på billedet det er altså mig, min skat. Kan du stadig ikke se det?
– Det er fuldstændigt vanvittigt hviskede Mads, mens det langsomt gik op for ham.
– Det var i 3. klasse, begyndte Astrid. Jeg blev syg op til jul og måtte være hjemme i over to uger.
Så jeg havde ikke været med til juleforberedelserne i klassen. Jeg kom direkte til juletræsfesten. Alle legede og sang, men jeg følte mig udenfor og sad alene på en stol faktisk begyndte jeg også at græde lidt.
Der var det, viceinspektøren fik øje på mig. Hun trøstede og tog mig med backstage. Hun sagde:
– Bliv her. Nu sker der magi.
Og så forsvandt hun. Jeg stod der helt alene i gangen og anede ikke, hvad jeg ventede på. Pludselig kom julemanden frem fra krogene. Han bad mig sige et digt.
Jeg sagde det stortudende, han lagde hånden på mit hoved og sagde, at alt nok skulle gå og så gav han mig denne her bamse.
Og så var han væk igen, så hurtigt som han var kommet.
Så Mads du var min helt personlige julemand. Og det havde vi begge to glemt alt om!
Længe sad de bare og holdt om hinanden, overvældede af, hvor skør og skøn livet indimellem kan være.
Like, hvis du kender følelsen og smid gerne dine egne mindebilleder i kommentarsporet!
