Mors gamle kirsebærtærte
Karen Henriksen tastede sin søns nummer for tredje gang den morgen. De første to gange ringede det bare, derefter gik det direkte på telefonsvarer. Hun kendte den lyd alt for godt. Det betød, at Mads så opkaldet, men ikke gad tage den.
Først ved fjerde forsøg tog han telefonen.
Mor, jeg sidder i møde.
Du er altid i møde.
Det er fordi, jeg arbejder. Hvad er der?
Karen spidsede læberne sammen. Sådan var det hver gang. Som om hun kun ringede med ligegyldigheder, som om hun altid forstyrrede noget vigtigt. Men hun ville bare høre, hvordan han havde det, og minde ham om lørdag.
Der er ikke noget, sagde hun. Jeg ville bare finde ud af, hvornår I kommer på lørdag. Jeg bager din yndlingstærte, med kirsebær.
Vi har da snakket om det, mor. Det bliver ikke til noget på lørdag. Sofie skal aflevere projekt på arbejdet, hun skal sidde med det hele dagen.
Kan du ikke komme alene? Jeg har ikke set dig i en måned.
Mads sukkede så tungt, at man kunne tro, hun bad ham om at svømme over Storebælt.
Det er tre uger, mor, ikke en måned. Vi var jo hos dig den 23. december.
Det var den 22.
Det er ligemeget. Jeg sidder virkelig til møde. Jeg ringer til dig i aften, ikke?
Karen så på uret. Klokken var ti. Aften for Mads betød nok klokken ni, tidligst. Hvis han da ikke helt glemte det. Det var sket før.
Godt, sagde hun. Ring endelig.
Han lagde hurtigt på, uden engang at sige ordentligt farvel.
Karen blev stående ved vinduet med telefonen i hånden. Udenfor dalede store, våde snefnug ned. De gamle popler i gården gyngede i blæsten. Det lignede næsten sig selv, som for tredive år siden, da hun og Jens flyttede ind i lejligheden. Nu havde Jens været væk i to år, og Mads var blevet fremmed.
Nej, ikke fremmed. Bare anderledes.
Hun lagde telefonen på vindueskarmen og gik ud i køkkenet. Kanden i elkedlen var for længst blevet kold. Hun satte den over igen og satte sig ved bordet. Der lå en gammel avis, som hun havde læst i aftenen før. Det hele var kedeligt: noget om veje og embedsfolk. Karen tog fat i avisen, men armen gled over kanten, og hun væltede en stak gamle kladdehæfter ned på gulvet.
Hun samlede dem automatisk op. Det var Mads gamle skolehæfter, som hun havde gemt i skabet i entreen. Hun kunne ikke huske, hvorfor hun havde taget dem frem dagen før. Måske for at rydde op, smide ud. Men hun havde kun åbnet én, skimmet et par sider og ikke været i stand til at smide den væk.
Nu var de i hendes hænder igen.
Karen åbnede en blå ternet hæfte. På forsiden stod, med barnehånd: Dagbog. Mads Henriksen. 6. klasse. Må ikke læses!!! Tre udråbstegn. Hun smilede. Mads var tolv dengang. Han var åben, glad og fortalte hende alt. Men pludselig lukkede han sig inde. Hun tænkte, det var alderen. Nu var han voksen, men alligevel var der stadig en mur imellem dem.
Hun bladrede lidt. Mads håndskrift var skæv og hoppede på linjerne, men det var læseligt.
15. september. I dag havde Bo medbragt sin nye hamster i skole. Den hedder Buster. Læreren sagde, dyr ikke måtte være i klassen, men vi gemte den i tasken. I matematik krøb Buster op på Sofies bord, og hun skreg så højt! Alle grinede. Læreren sendte Bo ud. Jeg fik ondt af Buster. Han er lille og bange.
Karen smilede. Bo Jensen havde været Mads bedste ven. De hang sammen til 9. klasse, men så flyttede familien til Aalborg.
Hun læste videre. Korte notater om skole, venner og fodbold. Helt almindeligt. En helt almindelig dreng. Hendes dreng.
23. september. Mor var meget vred i dag. Jeg glemte at ringe efter skole. Jeg var hos Bo, vi lavede modelfly. Mor råbte, jeg var ligeglad, hun blev bekymret, hun ville ringe til politiet. Jeg sagde, jeg bare havde glemt det. Hun forstod ikke. Hun sagde, jeg ikke elskede hende. Det passer ikke. Jeg elsker hende meget. Jeg glemte det bare.
Karen blev stille. Hun huskede den dag. Mads kom hjem sent, hun havde været ved at gå ud af sit gode skind og ringet til alle. Han havde bare leget og glemt tiden. Hun havde råbt sådan, at han sad alene det meste af aftenen.
Hun følte sig utilpas. Det var mærkeligt, som at snage. Men hun kunne ikke stoppe.
12. oktober. Fik UG i historie. Ville fortælle det til mor, men hun snakkede i telefon med moster Birthe om nogle piller til far. Jeg stod længe i gangen, men hun så mig ikke. Jeg gik ind til mig selv. Hun spurgte nok aldrig bagefter.
Karen huskede, hvordan Mads stod dér i gangen den dag. Hun havde travlt; Jens havde fået nyt blodtrykssænkende medicin. Mads ville sige noget, men hun viftede ham væk det måtte vente, og så glemte hun det.
Vandkogeren peb, men Karen blev siddende. Hun vendte endnu en side.
28. oktober. Far lovede, vi skulle i parken og cykle. Men mor sagde, hans ryg var dårlig, han skulle hvile. Far ville gerne, men mor sagde, han tænkte ikke på sig selv, og hun skulle passe ham bagefter. Far kiggede undskyldende på mig og blev hjemme. Jeg gik alene. Det var kedeligt.
Hun slugte. Ja, hun huskede det tydeligt. Jens havde ondt i ryggen, Mads plagede om at cykle. Karen syntes jo, hun passede på sin mand.
Hun læste videre, tungere for hvert afsnit.
15. november. Jeg sagde til mor, at jeg gerne ville gå til svømning. Bo går, han synes det er sjovt. Mor sagde, det var dyrt, og man bliver syg af at svømme. Hun sagde, det var bedre, jeg blev hjemme og læste. Jeg protesterede ikke. Der er ingen grund, hun siger jo nej alligevel.
2. december. Mor købte ny jakke til mig. Blå med røde striber. Jeg sagde, jeg ikke kunne lide den, drengene ville grine. Mor blev ked af det, sagde hun havde brugt tid på at finde den, og jeg var utaknemmelig. Jeg skammede mig. Jeg tog den på, men Bo sagde, jeg lignede en klovn. Brugte den ikke mere. Sagde til mor, den var for lille. Hun troede på det.
18. december. Forældremøde i dag. Mor sagde til min lærer, jeg havde fået dårligt i kemi; jeg havde bedt hende lade være. Men hun synes, lærerne skal vide alt. Alle drengene hørte om det. Mads, dumpet i kemi. Drillede hele dagen. Jeg ville slå igen, men gjorde det ikkeså siger hun bare, jeg er uopdragen.
Karen lukkede hæftet og rystede. Hun rejste sig, gik hen til vinduet. Sneen dalede stadig. Gården var tom. Engang spillede børn altid der. Nu sad alle indenfor, med deres tablets.
Også Mads. I sit nye hus, med sin kone. Uden hende.
Hun åbnede hæftet igen. Der var mere.
9. januar. Nytårsaften. Mor lavede mad i lange baner. Bordet bugnede. Far og jeg kunne ikke spise halvdelen. Mor blev ked af, vi ikke kunne spise mere. Far sagde, alt var lækkert, det var bare for meget. Mor blev stille hele aftenen. Jeg spiste alt, hvad jeg kunne, blev dårlig, men sagde ikke noget. Ville ikke gøre hende ked af det.
14. februar. Jeg kan godt lide en pige, hun hedder Signe. Hun sidder forrest. Ville give hende et kort, men mor sagde, det var barnligt pjat. Jeg skal tænke på skolen, ikke på piger. Jeg gav ikke kortet. Signe talte ikke til mig en uge efter.
3. marts. Mor kom igen i skolen. Skulle tale med idrætslæreren; hun siger, jeg ikke må løbe langt, for jeg har dårlige lunger. Mine lunger er fine. Jeg hostede én gang. Nu tror alle, jeg er svag. Jeg hader, når hun kommer.
Karen lagde hæftet i skødet, trykkede det mod sig. Den dag var hun grebet af frygt. Han hostede, og hun forestillede sig straks bronkitis. Hun troede, hun beskyttede ham.
Og han hadede hende for det.
Nej, det er børneord. Han vidste ikke bedre.
Hun tog hæftet op igen.
22. marts. Ville gerne overnatte hos Bo, han holdt fødselsdag. Mor sagde nej. Hun kan ikke sove, når jeg ikke er hjemme. Jeg sagde, jeg var tolv. Hun sagde, jeg stadig var hendes lille dreng. Jeg slog ikke igen. Bo sagde bagefter, jeg var mors dreng.
17. april. Mor kiggede i min skoletaske. Ville tjekke hæftet. Fandt en seddel fra Signe. Læste den højt. Spurgte, hvem Signe var, og hvorfor hun skrev. Jeg sagde, hun var bare fra klassen. Mor sagde, jeg ikke skulle tænke på piger og rev sedlen i stykker. Nu ved jeg ikke, hvordan jeg kan se Signe i øjnene igen.
Karen gned hænderne. Hun huskede den seddel det var noget om lektier, ingenting vigtigt. Hun havde revet den i stykker. Troede, det var det rigtige.
De næste sider blev mørkere.
12. maj. Jeg gider ikke fortælle mor noget mere. Hun lader, som om hun lytter, men det bliver bare efter hendes hoved. Jeg siger, jeg vil det ene, hun siger, jeg skal det andet. Far siger, mor elsker mig, bare på sin måde. Jeg er træt af den kærlighed.
29. maj. Sidste skoledag. Alle var glade. Bo skal i lejr. Jeg ville også, men mor siger, jeg skal ned til mormor på landet. Jeg vil ikke derned. Der sker intet. Men hun er ligeglad. Hun har allerede købt billetten.
Karen lukkede dagbogen, hjertet bankede hurtigt og uregelmæssigt. Hun rejste sig, gik i køkkenet, tømte et glas vand i en slurk.
Var det bare barnets anklage?
Hun havde jo elsket ham. Passet på ham. Villet det bedste. Altid.
Hun gik tilbage, tog hæftet op. Måske stod der noget godt videre.
10. juni. På landet. Keder mig. Mormor er sød, men hun tvinger mig til at spise hele tiden. Hun siger, jeg er for tynd. Jeg er ikke tynd, jeg er normal. Mor ringede. Spurgte, om jeg havde det godt. Jeg sagde ja. Ville ikke gøre hende ked af det. Men jeg vil hjem. Eller med på lejr. Bare ikke være her.
25. juni. Snart skal jeg hjem. Far siger, han henter mig i bilen. Jeg savner ham. Han maser sig aldrig på med ord. Han er bare der. Mor snakker og spørger og bestemmer hele tiden. Jeg er træt.
Sidste notat var fra august.
23. august. Jeg har besluttet ikke at skrive dagbog mere. Det ændrer jo ikke noget. Mor er, som hun er. Far også. Jeg må bare lade, som om alt er fint. Det er nemmere sådan.
Karen lagde hæftet på bordet. Hun rystede ikke længere. Nu var der bare en isnende kulde. Som om hun var blevet overhældt med koldt vand.
Så det var der, det begyndte. Tolv år. Sjette klasse. Hun troede, Mads bare voksede. Men han gik væk, indeni. Fordi han opdagede, ord ikke gav mening mere.
Hun satte sig på stolen og så på telefonen. Mads havde lovet at ringe om aftenen. Ville han?
Og hvad skulle hun sige? At hun havde fundet hans dagbog og læst den? At hun forstod nu?
Han ville ikke forstå det. Eller ville forstå det forkert. Sige, det var længe siden, at han havde glemt det. Men havde han det? Ellers ville han ikke være så fjern nu.
Sofie. Det var det. Da hun kom ind i Mads liv for tre år siden, blev det anderledes. Han kom sjældnere. Ringede sjældnere. Så blev de gift, og han forsvandt næsten helt.
Karen havde aldrig sagt højt, hun ikke kunne lide Sofie. Men det kunne hun ikke. Sofie var kold. Altid venlig, altid smilende, men det var som om der intet gemte sig bag smilet. Sofie havde taget Mads. Trukket ham ind i en verden, hvor Karen ikke hørte til.
Eller måske gik han selv?
Måske ventede han bare på en undskyldning, og Sofie blev anledning?
Karen gik ind i stuen, tog telefonen og skrev en besked: Mads, jeg har brug for at tale med dig. Kom på lørdag, det er vigtigt.
Sendte den. Kiggede på skærmen. To flueben. Set.
Intet svar. Fem minutter gik. Ti. En halv time. En time.
Karen lagde sig på sofaen, lukkede øjnene. Sætningerne fra dagbogen gled rundt i hovedet. Jeg er træt af den kærlighed. Jeg vil ikke fortælle hende noget mere. Det er nemmere sådan.
Da hun vågnede, var det mørkt udenfor. På telefonen en besked fra Mads: Mor, jeg kan ikke på lørdag. Kan vi tage det næste weekend i stedet?
Hun så længe på beskeden. Så rejste hun sig, gik i køkkenet. Dagbogen lå stadig på bordet.
Hun pakkede den i en pose. Tog resten af hæfterne ned fra hylden, pakkede dem sammen. Bandt posen til, satte den ud i gangen.
Hun ville smide det ud i morgen.
Eller ej. Næppe.
Hun gik ind og skrev: Godt. Næste lørdag. Jeg venter.
Svaret kom et minut senere: Aftale.
Karen slukkede lyset og gik i seng. Men søvnen kom ikke. Hun lå og tænkte over, hvad hun ville sige til Mads. Vise ham dagbogen? Fortælle ham, hun fandt den tilfældigt? At hun havde læst og forstået?
Forstået hvad? At hun havde været en dårlig mor?
Nej. Ikke dårlig. Bare for meget. For bekymret. For bange.
Han oplevede det som kvælning.
Måske havde han ret.
Karen sukkede. Blæsten tudede under døren, en dør smækkede i opgangen. Ovenpå lød skridt og rindende vand. Alt var, som det plejede. Bare var der tomt indeni.
***
Lørdag morgen stod Karen ekstra tidligt op. Gjorde rent, selvom her var helt ordentligt. Bagte kirsebærtærten. Satte vand over. Dækkede bord.
Mads havde lovet at komme kl. 14.
Halv to sad hun allerede ved vinduet, så ned i gården, ventede på hans bil den lysegrå Opel, han købte i fjor. Han sagde, det var en god og pålidelig bil. Karen vidste lidt om biler.
Klokken to kom han ikke.
Kvart over skrev hun: Er du på vej?
Svaret kom næsten straks: Sidder fast i trafikken. Kommer om en halv time.
Han kom klokken tre. Alene.
Karen åbnede døren og så straks, at han så træt ud. Mørke rande under øjnene, skuldrene trætte. Han gav hende et hurtigt kram, gik ind uden et ord.
Det dufter af tærte, sagde han.
Jeg har bagt din yndling.
Tak, mor.
Han smed jakken, gik i køkkenet, satte sig. Karen skænkede te og skar tærte. Han spiste uden et ord.
Sofie kom ikke med? spurgte hun.
Nej, hun arbejder.
På en lørdag?
Hun har deadline.
Karen nikkede. Hun satte sig overfor. Så på hans hænder, der automatisk puttede tærte i munden.
Mads, jeg skal tale med dig, begyndte hun.
Han så op, vagtsom i blikket.
Om hvad?
Om os. Dig og mig.
Han lagde gaflen.
Mor, hvis det igen handler om, at jeg ikke kommer ofte nok…
Nej. Det handler om mere end det.
Karen rejste sig, hentede posen med hæfterne. Lagt på bordet.
Hvad er det?
Dine gamle skolehæfter. Jeg fandt dem i skabet.
Han rynkede panden.
Hvorfor tog du dem frem?
Ville rydde op. Og så fandt jeg din dagbog.
Hans ansigt forandrede sig. Han blev stiv.
Dagbogen?
Ja. Fra sjette klasse. Kan du huske den?
Han var tavs, stirrede på posen, som om den indeholdt dynamit.
Jeg har læst den, sagde Karen sagte. Undskyld. Men jeg læste den.
Mads rejste sig brat, stolen skurrede.
Du har læst min dagbog?
Jeg ville ikke Jeg åbnede den bare
Bare åbnede? Der stod, du ikke måtte læse den!
Jeg ved det. Jeg tænkte ikke over det…
Du tænker aldrig over det! sagde han højt. Du gør altid bare, hvad DU vil!
Karen trådte et skridt tilbage, som om han havde slået hende.
Mads, jeg ville bare forstå…
Forstå hvad? Hvorfor jeg flyttede? Hvorfor jeg sjældent kommer? Forstår du det virkelig ikke?
Han greb posen.
Det er tyve år siden. Jeg var barn! Men du kan stadig ikke give slip!
Jeg vil gerne give slip, hviskede Karen. Jeg ved bare ikke hvordan.
Han så på hende. Satte sig langsomt.
Ved du, sagde han roligt, da jeg flyttede ind hos Sofie, kunne jeg endelig trække vejret. Ingen, der kontrollerede alt. Ingen, der skulle have forklaring på alting. Kan du forestille dig det?
Karen sagde ikke noget.
Jeg elsker dig, mor. Men jeg kan ikke bo tæt på dig. Det er for svært.
Hvorfor? spurgte hun. Hvad gjorde jeg galt?
Mads sukkede.
Du gjorde ikke noget galt. Du gjorde bare for meget. For meget omsorg, for meget styring. Jeg kunne ikke trække vejret.
Jeg ville have, du var lykkelig.
Jeg ved det. Men lykke kan ikke gives. Det skal man selv finde.
Karen kiggede ned.
Og Sofie? Gør hun dig lykkelig?
Ja, sagde han roligt. Hun prøver ikke at lave om på mig. Hun accepterer mig.
Karen pressede læberne sammen, en klump i halsen.
Så jeg elskede dig forkert.
Du elskede. Bare på din måde. Men jeg voksede fra det. Jeg har brug for noget andet.
Han tog posen.
Jeg tager det med mig. Hvis det er okay.
Selvfølgelig.
Mads tog jakken. Jeg må afsted. Sofie venter.
Du spiste ikke tærten op, hviskede Karen.
Han så en stund på tallerkenen, på tærten, og så på hende, næsten med medlidenhed.
Undskyld, sagde han. Jeg er bare mæt.
Han gik ud. Karen blev stående. Døren smækkede nedenfor. Hun hørte bilen starte og køre væk.
Så satte hun sig ved køkkenbordet og græd.
***
Der gik to måneder. Mads ringede sjældent. Kom én gang forbi, femten minutter, afleverede nogle varer. Sagde, de havde travlt med renovering. Karen holdt ham ikke tilbage.
Hun prøvede ikke at ringe først. Det var svært. Hver dag ville hun ringe, høre hans stemme. Men hun lod være. Ville ikke være for meget.
I marts ringede han selv.
Mor, vi holder indflytterfest lørdag. Vil du komme?
Karen stoppede op.
Indflytterfest?
Ja, vi er færdige med at renovere. Vil gerne fejre det. Sofies forældre kommer, og nogle venner. Kommer du?
Selvfølgelig. Jeg kommer.
Super. Klokken tre. Jeg sender adressen.
Han gjorde det straks efter. Hun tjekkede kortet. Nye kvarterer, moderne byggeri, store altaner. Hun havde aldrig været der.
Hele ugen gik hun og gjorde sig klar. Købte ny kjole i mørkeblåt. Bagte kirsebærtærte. Pakkede den i blikæske, lagde et hvidt hørdug håndbroderet for mange år siden i gavekurven.
Lørdag stod hun tidligt op. Klædte sig pænt på. Lagde lidt makeup. Kiggede i spejlet. Hun så egentlig rimelig ud.
Hun bestilte en taxa. Chaufføren var ung, spillede musik alt for højt. Karen kiggede ud på byen; gamle kvarterer blev til nye, vejene bredere, blokkene højere.
Fremme efter fyrre minutter. Huset var flot og moderne. Glas, stål, underjordisk parkering. Rydeligt udenfor. Legeplads med kulørte gynger, unge mødre med barnevogne.
Hun gik ind. Elevatoren stor og blank. Niende etage. Hun fandt døren. Ringede på.
Sofie åbnede.
Karen, goddag! Kom indenfor! Hun smilede bredt, men øjnene var stadig kolde.
Karen trådte ind. Gangen var lys og moderne, der duftede af mad og maling.
Mads, din mor er kommet! råbte Sofie.
Mads kom ud, gav et hurtigt kram.
Hej, mor. Gik turen godt?
Ja, taxa.
Du kunne bare sige til, så havde jeg hentet dig.
Ville ikke forstyrre.
Sofie tog imod tærten.
Uh, tærte! Hvor sødt! Tusind tak!
Hun gik i køkkenet. Mads tog Karens frakke.
Kom, jeg viser dig rundt.
Han viste hende stuen med panoramaudsigt. Soveværelse med stor seng, arbejdsværelse, lækkert køkkenalrum.
Det er smukt, sagde Karen. Virkelig flot.
Det er mest Sofies fortjeneste. Hun har valgt alt.
Sofie kom ud med snackfad.
Hvad har jeg valgt? spurgte hun.
Jeg sagde til mor, du har sørget for, her er flot.
Sofie smilede.
Det tog tid at finde farver. Der skulle være lyst og åbent.
Det er det blevet, nikkede Karen.
Flere ringede på døren. Unge venner, snakkende par. Senere kom Sofies forældre, høflige, men ikke synderligt interesserede i Karen.
Alle sad i stuen. Sofie skænkede vin, Mads viste billeder af ombygningen. Latter, diskussioner, rørte slet ikke Karen; hun sad i hjørnet, tavs. Alt handlede om designersofaer, rejser og mode. Hun forstod ikke halvdelen.
Er du gået på pension for nylig, Karen? spurgte Sofies mor.
For to år siden.
Det må være ensomt at gå hjemme alene.
Af og til, svarede Karen.
Har du en hobby? Strik eller broderi?
Jeg broderer lidt.
Hvor hyggeligt! Jeg kan ikke sy; hænderne duer ikke.
Sofies mor grinede og vendte sig mod sin mand. Karen fik det underligt. Hyggeligt, som havde hun været et barn.
Hun rejste sig.
Undskyld, hvor er badeværelset?
Ude til højre, svarede Sofie.
Karen gik derud, vaskede ansigtet. Så sig i spejlet bleg, træt, gammel. Hun følte sig helt malplaceret blandt de unge.
Hun gik ud, listede ind på arbejdsværelset, bare for at være lidt i fred. Rummet var lille, fyldt med bøger, skrivebord, stol, computer. På hylden stod billeder: Mads og Sofie ved Vesterhavet, Mads med venner, Sofie alene.
Hun så på dem. Han så lykkelig ud, afslappet, sådan som hun ikke havde set ham længe.
På nederste hylde fik hun øje på den blå dagbog. Åbnede den. Skimmede siderne, genkendte den barnlige håndskrift.
Pludselig ramte en tanke hende. Vanvittig, men klar.
Hvis hun læste noget højt fra dagbogen nu? For alle? Hvis de så, hvor sårbar Mads havde været? Måske ville Sofie forstå ham bedre, måske ville vennerne se, hun havde prøvet at elske ham.
Hun lagde bogen mod brystet. Hjertet bankede. Men hun vidste, det var dumt.
Alligevel gik hun ind i stuen med dagbogen. Lagde den på bordet midt for alle.
Hvad er det? spurgte Sofie.
Mads dagbog fra sjette klasse, sagde Karen. Jeg vil gerne læse lidt op.
Mor, nej! udbrød Mads.
Men Karen åbnede hæftet.
Her, 15. september… I dag havde Bo hamster med…
Mor, stop! Mads rejste sig.
Men Karen fortsatte, stemmen rystede, men ordene kom tydeligt.
Jeg fik ondt af Buster. Han er så lille… Mads har altid været følsom. Han har behov for omsorg.
Karen, begyndte Sofie, men Karen afbrød hende.
Og her 23. september Mor var vred, for jeg glemte at ringe hjem…
Stop! råbte Mads. Helt ærligt, hvad laver du?!
Alle snakkede lavmælt. Sofie stod op.
Det er pinligt. Læs ikke hans barndom op, Karen.
Karen trådte et skridt tilbage.
Jeg ville bare…
Du kan aldrig slippe kontrollen! Alt skal handle om dig! Jeg var bare et barn, nu er jeg voksen! Hvor svært er det at forstå?
Han tog dagbogen fra hende. Stod ved døren.
Må jeg bede dig om at gå, mor.
Karen så rundt, alle undgik hendes blik. Hun tog sit tøj og gik langsomt ud.
I gangen hev hun vejret dybt, hørte de dæmpede stemmer indenfor. Hun tog elevatoren ned. Udenfor slog blæsten.
Hun ventede på taxa i lang tid. Så op på niende sal, hvor lyset stadig brændte. Deroppe var et liv, hvor hun ikke længere var velkommen.
***
Tre uger gik. Ingen opringning fra Mads. Karen ringede heller ikke. Hun vidste, hvis hun ringede, vil han bare sige det samme igen eller slet ikke svare.
Hun var i dvale. Stod op, gik sine ture, lavede mad hun ikke spiste. Søsteren ringede, men Karen sagde, alt gik fint.
Foråret kom. Sneen forsvandt, træernes blade sprang ud. Karen satte sig oftere på bænken i Fælledparken. Gav krummer til gråspurvene, talte lidt med en og anden nabo.
En morgen, hun var på vej ud, ringede telefonen.
Mads.
Hun tog den.
Hej, mor.
Hans stemme var rolig, som om intet var hændt.
Hej, Mads.
Pause.
Hvordan har du det?
Fint. Og du?
Jo, jo.
Pause igen.
Mor, jeg er nødt til at sige noget.
Karen sad stille.
Sig frem.
Jeg har tænkt meget efter sidst. Vi kan ikke fortsætte sådan her.
Jeg ved det godt. Undskyld, jeg skulle ikke…
Det handler ikke kun om dagbogen. Du kan ikke give slip på mig, og jeg kan ikke holde ud at have skyldfølelse hele tiden.
Jeg vil ikke give dig dårlig samvittighed…
Men det gør du. Når jeg ikke tager telefonen. Når jeg ikke besøger dig. Når jeg ser, hvor trist du er.
Karen kneb øjnene sammen.
Hvad vil du?
Vi har brug for mere afstand. Også følelsesmæssigt. Jeg vil gerne ringe og komme forbi, men kun når jeg har lyst og overskud ikke fordi jeg skal. Kan du forstå det?
Jeg tror det.
Godt.
Pause.
Jeg lover at ringe, når jeg kan. Vi skrives.
Ja.
Hej, mor.
Hej.
Han lagde på.
Karen blev siddende længe og så ned i gården. Unge kvinder med indkøbsposer, børn på løbehjul, biler på vej forbi.
Livet gik videre. Bare uden hende.
Hun gik i køkkenet, tændte kedlen. Satte sig med en avis, læste lidt. Alt om vejarbejde, politik og regnvejr.
Ligegyldigt.
***
En måned gik. Ingen samtale. Hun følte på en måde, hun nu havde forstået reglerne. Ventetiden blev en vane.
Maj bragte varme. Blomsterduft i gården. Karen åbnede vinduerne, lod forårslyset ind.
Hun gik længere ture, snakkede smilende med genboen, så på parkens børn og deres leg.
En dag ringede Mads.
Hej, mor. Hvordan går det?
Fint. Og hos jer?
Også godt. Vi har noget at fortælle.
Hvad da?
Sofie er gravid.
Hun blev stum.
Gravid?
Ja. Tre måneder henne. Vi har lige fået det bekræftet.
Karen satte sig ned.
Det er da vidunderligt, Mads.
Ja. Vi er glade. Ville lige fortælle dig det.
Tak fordi du sagde det.
Pause.
Mor, vi vil gerne have, du er en del af barnets liv. Som bedstemor. Men…
Men på afstand, svarede hun.
Ja. På afstand.
Karen nikkede, smilede gennem tårerne.
Jeg skal nok være en god bedstemor. Ikke for meget.
Tak, mor.
Mads jeg elsker dig.
Han tøvede.
Jeg elsker også dig, mor. På min måde.
Jeg ved det.
Han sagde farvel.
Karen blev siddende. Ude sang fuglene, børnestemmer lød fra gården, og et sted spillede nogen musik.
Hun tænkte, snart ville hun blive mormor eller farmor, måske. Et lille menneske, som skulle komme til verden.
Og hun ville være bedstemor. Ikke den, der bestemte. Bare én, der var der. På afstand.
Måske var det sådan, det skulle være.
Hun elskede måske for stærkt. For meget. Men hun kunne lære det.
Måtte lære det.
Karen rejste sig, gik hen til vinduet og så på gården, på træerne, på himlen.
Livet gik videre.
Og hun måtte også.
På sin egen måde.
Hun tog frakken, gik ud, rundt om blokkene, forbi kendte ansigter, bare én blandt mange.
Hun satte sig i Fælledparken. Smuldrede brød til spurvene. Så på deres hoppen.
De kunne flyve, hvorhen de ville. Hun var bundet til fortiden, til tabet af den dreng, hun engang havde alt for kært.
Måske er det at give slip at sidde på en bænk, fodre fugle, kigge op, og vide at nogen, langt borte, stadig findes. Og det må være nok.
Karen børstede krummerne af skødet. Gik hjemad langsomt, uden hast.
Hun lavede te. Tog en bog, hun havde ventet på at læse, satte sig ved vinduet.
Telefonen var tavs.
Og det var okay.
