Hævn på afbetaling
Dagbogsnotat, mandag
Inger-Margrethe fra tredje sal har altid haft en finger med i spillet, når det kom til andres sager. Hun elsker at vide alt om alle, og hun spilder aldrig chancen for at høre nyt, især hvis det lugter lidt af drama. Denne gang var det Signe, der fik hendes fulde opmærksomhed. Signe var på vej ud af opgangen, men Margrethe var hurtigere end lynet. Med påtaget omsorg stemte hun i:
Nå, hvad så Signe, har du og Jonas haft et skænderi?
Signe trak vejret tungt, og jeg kunne næsten mærke, hvordan hun forsøgte at holde sig samlet. Hun vidste udmærket, at Margrethe ikke ville give slip, før hun fik, hvad hun ville have. Alligevel lagde Signe et venligt smil på ansigtet og svarede høfligt:
Hvad får dig dog til at tro det, Margrethe? Men hun tænkte tydeligvis: Gid hun snart ville gå hjem! Jeg lukker hende psykisk ind bag hendes dør og banker et søm i så får jeg da fred!
Signe forsøgte ikke at vise sin irritation, og med et charmerende smil tilføjede hun:
Vi har det fint. Faktisk overvejer vi snart at skrive os op til en lejlighed sammen.
Margrethes øjenbryn skød straks til vejrs, og der sneg sig et drilsk tonefald ind:
Er det rigtigt? Underligt, for da min Kalle og jeg havde det godt, slæbte han altså ikke alle sine ting ud af lejligheden
Signe stivnede indeni. Hun vidste, hvad Margrethe hentydede til, men nægtede at give hende brændstof til nye rygter. Roligt svarede hun:
Du har sikkert misforstået det, Margrethe. Han var bare ved at rydde pulterkammeret der var alt for meget gammelt skrammel.
Signe nåede næsten op på næste repos, da Margrethes stemme atter skar gennem opgangen. Den gamle dame gav ikke sådan op der var et glimt af skadefro i øjnene på hende, som om hun sad med det perfekte trumfkort, bare ventede på at lægge det ud.
Selvfølgelig, Signe, trak hun ordene for man rydder jo altid ud i kufferter og læsser det i bilen! Hvorfor tænkte jeg ikke på det?
Signe stoppede kort på trinnet, knugede tasken, men nægtede at vende sig. Hun kendte reglerne: viste hun den mindste irritation, havde Margrethe vundet. Hun drejede rundt, tog en dyb indånding og sagde:
Du kan altid få det sidste ord, Margrethe, nikkede hun, på grænsen til at snerre. Så gik hun målrettet videre. Godt farvel.
Men Margrethe lod ikke sådan en chance forsvinde. Hendes stemme rungede, så hele opgangen kunne høre det:
Skynd dig bare, lille ven, men det er for sent! Din Jonas tog nemlig ikke en taxa han blev hentet af en flot blondine. Ligeud, du kan ikke måle dig med hende på nogen måde!
Signe lukkede kort øjnene, mens hun knugede nøglerne i hånden. Svar ikke. Hvis hun svarede, ville det bare fortsætte, og hun nægtede at give Margrethe den tilfredsstillelse. Fast besluttet åbnede hun døren til lejligheden og smækkede den efter sig.
Hun forsøgte at ignorere Margrethes ord, prøvede at slå det hen med: Man ved aldrig, hvad ensomme gamle damer bilder sig ind. Hun ser for mange serier og kan snart ikke kende forskel på fjernsyn og virkelighed. Signe kunne ikke lade være at tænke på, hvordan Margrethe stak næsen i alt og alle og straks udtænkte de vildeste forklaringer.
Jonas ville aldrig bare forlade mig sådan, lød Signes egen forsikring stille. Han elsker mig. Vi havde jo planer sammen
Alt var stille i lejligheden, men det burde det slet ikke være. Lynhurtigt dukkede der en hvid, pelset kattebolle frem fra hjørnet. Katten Smilja som et lille snefnug drønede hen til hende, miavede højlydt og stirrede op på hende med store grønne øjne og trippende hale.
Smilja! smilede Signe med varme og samlede den lille pjuskede ven op. Katten snoede sig straks ind til hende, spandt og gned næsen mod hendes hage. Sulten, lille skat? Har ingen fodret min bette ven?
Hun klappede Smilja blidt, og mærkede, hvordan nervøsiteten forsvandt lidt efter lidt. Katten kiggede ivrigt mod køkkenet og klagede sig, og Signe brød ud i latter.
Slap af, nu skal du nok få mad, min fine ven, sagde hun kærligt og fandt foderskålen frem. Vi må nok hellere skælde Jonas ud, ikke? Vi finder ud af, hvor han er bagefter.
Hun satte Smilja ned foran skålen og hældte frisk mad op. Katten kastede sig straks over det og så jævnligt op på Signe, som ville hun sikre sig, at hun ikke forsvandt igen. Signe satte sig på hug ved siden af, og i det øjeblik lettede hun nærmest. I nærheden af Smilja virkede alle bekymringer tåbelige.
Men alligevel spøgte tankerne. Jonas plejede altid at have styr på katten selv når han brokkede sig over kattens narrestreger, glemte han aldrig at forsyne den med mad. Nogle gange gav han endda for meget, bare for at slippe for bøvl.
Signe huskede tydeligt, hvordan det plejede at være: så snart Jonas kom ind af døren, vrimlede Smilja omkring ham og krævede straks mad. Gik der for længe, blev hun rebel efterlod hårlag på sorte bukser, tissede i sutsko eller endnu værre sled sig til blod med de små kløer. Jonas lo af det, men lod det aldrig komme så vidt.
Signe så nu på Smilja, som spiste forskrækkerligt, men uro voksede i brystet. Hvorfor er alt anderledes i dag? Jonas plejer jo aldrig at glemme hende Hun huskede Margrethes ord, og nu blev hun nødt til at se sandheden i øjnene.
Hun gik ind i soveværelset og åbnede skabet. Tomt. Alle Jonas ting var væk kun et par crumplede skjorter hang tilbage. Hun trak hånden over de tomme bøjler. Det var ingen illusion han havde ryddet alt ud.
Tankerne løb løbsk: Margrethe havde ret Hun lukkede skabet og satte sig tungt på sengekanten. Smilja, der var færdig med maden, duttede næsen mod hendes ben, som for at trøste, men Signe var for opslugt af uroen. Hvor var Jonas? Hvad betød det her?
Så pep mobilen kort. Signalet var nærmest voldsomt i den tunge stilhed. Hun rakte ud og så på skærmen: Der stod Elskede.
Med rystende hænder åbnede hun beskeden. Der var kun få ord, men de trak tæppet væk under hende:
Jeg er træt af dig. Det er slut imellem os.
Hun stivnede. Tiden standsede. Indeni var kun rungende tomhed og de samme, nådesløse ord, igen og igen. Hun pressede telefonen i hånden og mumlede helt lavt:
Havde du ikke en smule mod til at sige det ansigt til ansigt?
Knæene blev bløde. Hun sank sammen på sofaen, mens telefonen gled ud mellem fingrene ned i hynden. I samme sekund dukkede Smilja op fra køkkenet, løb op på skødet af hende, stødte til hende med hovedet og krævede at blive aet. Katten havde sin metode: Nus mig nu det er mit tidspunkt.
Signe trak på smilebåndet bittert, bag tårerne. Hun krammede den bløde kat, gemte ansigtet i pelsen. Den ellers så utålmodige Smilja blev liggende. Hun begyndte at spinde sagte, som om hun forstod, Signe havde ekstra brug for selskab nu.
Katten blev aet, og lidt efter lidt forsvandt kulden indefra. Tårerne fik frit løb, men Signe holdt dem ikke tilbage. Hun sad bare med sin firbenede ven og hviskede:
Hvad gør vi nu, Smilja?
Smilja svarede med et lille spind, nærmest som et løfte: Jeg er her. Det skal nok gå.
**********************
Et år senere.
Signe sad i stuen under et lunt tæppe. På bordet stod en varm kop te, og i skødet lå en roman et forsøg på at få ro i hovedet i den ellers lidt tunge aftenstilhed. Klokken var elleve, og hun var egentlig ved at gøre sig klar til at sove. Arbejde kaldte, og hun skulle tidligt op.
Pludselig ringede telefonen. Lyden splintrede stilheden og fik Signe til at fare sammen. Hun kastede et irriteret blik på apparatet:
Hvem kan det være? Så sent? Folk burde kende forskel på nat og dag
Men opkaldene fortsatte. Korte, insisterende helt uden følelse for takt og tone. Signes irritation voksede: Hvem følte sig hævet over alle regler og forstyrrede på det her tidspunkt?
Nå, lad gå, sukkede hun og tog røret. Måske er det noget vigtigt
Hun trykkede svar og sagde kortfattet:
Ja, det er Signe.
Signe, hej! Det er lang tid siden, lød en velkendt stemme.
Det lød, som om hendes hjerte sprang et slag over. Den stemme glemte hun aldrig. Jonas. Selvsamme Jonas, som for et år siden forsvandt uden forklaring og efterlod et sort hul i hjertet.
Hun klemte mobilen hårdt følelserne bølgede op i hende. Hvorfor ringer han? Hvad vil han? Præcis nu? Men højt sagde hun bare køligt:
Hvad vil du?
Stemmen skulle holdes jævn, ligeglad. Det lykkedes selvom hele indersiden vibrerede. Hun havde ellers bildt sig ind, det var bearbejdet og videre. Men nu væltede alt frem igen.
Hvad er det, du vil? gentog hun, holdt stemmen kold som is.
Der blev stille i røret. Det lød næsten, som om Jonas lige leverede en indøvet tale. Så begyndte han: Jeg har tænkt meget Jeg gjorde det helt forkert. Jeg prøver ikke at undskylde, men jeg stod virkelig midt i nogle alvorlige problemer, og jeg ville ikke blande dig ind i det. Og jeg stoppede aldrig med at elske dig. Nu er alting bedre, og jeg vil virkelig gerne tage fat igen.
Signe knyttede hånden og rystede let på hovedet. Problemer Hun vidste godt, hvilke problemer det var: Han havde fundet en, der var smukkere og rigere. Hun havde set ham sidde på en café med den blonde pige med mærketaske, opsat hår og silkekjole. Hun huskede udmærket hans flakkende blik, da hun gik forbi.
Men hun gad ikke at konfrontere ham. I stedet svarede hun langsomt:
Er du så sikker på, jeg stadig er alene?
Hendes stemme var rolig, næsten ligegyldig, skønt blodet brusede. Hun forestillede sig, hvordan Jonas stivnede i den anden ende; bange for, hun måske havde fundet én anden. Måske var han for sent ude.
Signe lod stilheden hænge lidt, nød fornemmelsen af at have magten. Sidste år havde han bare trukket sig uden et ord. Nu kom han krybende, bad om at starte forfra.
Du elsker jo stadig kun mig, derfor vælger du ingen andre, svarede Jonas skråsikkert som om intet havde ændret sig.
Sikke en selvtillid, svarede Signe sardonsk og næsten drillende. Hun havde lyst til at lægge på, men pludselig fik hun en idé.
Hun overvejede et sekund, så sagde hun:
Vi kan godt prøve igen. Men vi starter helt forfra. Restauranter, blomster, små gaver Det hele. Hvis du virkelig mener det, skal du bevise det. Hvis alt går, som det skal, kan vi måske flytte sammen efter en måned. Er du med på den?
I røret tav han længe, måske vejede han ord og muligheder, måske var det for meget besvær. Men han sagde hurtigt:
Selvfølgelig! Det lover jeg!
Signe smilede skævt.
Lad os ses i morgen klokken syv, på det caféhjørne hvor vi drak kaffe sammen første gang. Husker du det?
Det gør jeg, svarede Jonas ivrigt. Jeg kommer! Virkelig, Signe, jeg er så lykkelig
Hun hørte ikke efter. Hun trykkede afslut, lagde mobilen på bordet og pustede tungt ud. Stilheden var nu ikke dyster, men nærmest befriende. Signe smilede for sig selv ægte denne gang. Det var hende, der nu havde initiativet. Hun var ikke længere pige, der blev efterladt hun spillede selv med.
********************
Jonas samlede sig al sin energi til at være den perfekte kæreste. Han slæbte de dyreste buketter op, bookede borde på nye restauranter, slugte Signes udlægninger om moderne kunst på Statens Museum. Inden i ham voksede dog modviljen, hver gang hun foreslog endnu en tur i Det Kongelige Teater eller ville spadsere på Kastellet men han smilede og gik med.
Det er kun en måned, messede han for sig selv. Så bliver det som før igen.
Penge fossede ud. Han talte løbende op og fik små svedperler over kursen på alle de restaurantregninger og blomster. Men han overbeviste sig selv om, det var en investering Signe skulle føle, han ændrede sig. Senere kunne han slippe ud af det hele stille og roligt.
Han fandt sig i hendes indretningstanker, diskussioner om gardiner, evige snak om fremtiden. Hvor mange farver kan der være på et gardin?! tænkte han, mens Signe passioneret bladrede i magasiner. Men han smilede altid og sagde: Selvfølgelig, vi vælger det flotteste.
Nu var måneden ved at rinde ud. Sidste aftale, før de officielt skulle flytte sammen. Jonas så på kalenderen, hvor datoen var markeret med fed sort. Han havde en bittersød fornemmelse: På den ene side lettelse, snart kunne han slappe af og smide masken. På den anden: en nagende uro havde Signe mon opfanget noget?
Han længtes efter slutningen men ikke af Signes grunde. Han gad ikke flere dyre dates, eller føre samtaler om gardinbølgelængde. Han drømte mest om, at han slap for selv at rydde op og lave mad og lidt om at kunne hygge sig fysisk igen. Signe var kun et bekvemt valg, mens der blev spejdet efter bedre alternativer.
Vi bor sammen to måneder, funderede han og snørede slipset. Så finder jeg nok noget bedre.
Han stak et lille plastik-etui i jakkelommen en falsk ring, kun valgt for effekten.
Jeg frier og får hende i omdrejninger, lagde han strategien inde i hovedet. Hun bliver blød, planlægger bryllup Så kan jeg time min exit.
Han ordnede håret, slog døren op og gik ud til sin sidste aften.
**************************
Jonas satte sig i cafévinduet, stedet hvor han og Signe havde mødtes første gang over kaffe. Han var der tidligt, havde valgt vinduespladsen for at se hende straks, hun dukkede op. Han pillede nervøst ved etuiet med ringen. På stolen ved siden af tronede en enorm buket røde roser ingen tvivl om effekten.
Minutterne gik, men Signe lod vente på sig. Jonas var irriteret, begyndte at bande indvendigt.
Hvad bilder hun sig ind? Hun pressede fandeme selv på for mødet
Han ringede, intet svar. Skrev en besked, sendte endnu en, men intet skete.
Efter en halv time bippede hans telefon endelig. Hurtigt læste han beskeden:
Du har skuffet mig. Du er ikke, som du var. Farvel.
Indignation og raseri eksploderede. Uden at tænke kastede Jonas sin telefon i gulvet, glasset splintrede. Så greb han buketten og smed den i nærmeste affaldsspand. De smukke blomster lå nu mast og forglemte.
Hvordan kan hun bare droppe mig?! råbte han, uden at tænke over, folk lyttede med. Han havde lagt planer, brugt penge, investeret tid og så forduftede hun uden forklaring.
Udenfor, bag et bredt træ, stod Signe. Hun så det hele: Jonas rastløse blikke, opkaldene, raseriudbruddet. Da buketten fløj i skraldespanden, kunne hun endelig smile.
Denne måned havde lært hende meget. Først var det bare for at teste Jonas hensigter. Men små tegn afslørede ham: hans påtagede smil, modstanden når hun ville andet, hans nervøse rastløshed. Dagen før havde hun overhørt ham prale til en ven: Alt det her var bare en fase, indtil noget bedre dukkede op.
Den erkendelse gjorde ondt, men bragte også klarsyn. Signe ville ikke være nogens B-plan. Ikke spilde sin tid på en, der ikke kunne holde af hende uden bagtanker.
Planen var enkel: Lad ham mærke præcis det svigt, hun selv havde følt, da han forsvandt. Pompt og uden forklaring. Mærk presset, håbet, og så: den kolde afvisning.
Da Jonas stod alene tilbage, følte hun ikke had eller fryd. Kun en stille tilfredshed. Cirklen var sluttet. Hun var fri.
Der er noget om det gamle ord, at hævn er bedst kold. Nu kan jeg videre.
Med lette skridt vendte hun sig og gik ud i den københavnske aften. Et nyt kapitel ventede uden falskhed, uden Jonas, uden at sælge sig selv for kærlighed.
*********************
Livet har lært mig, at folk sjældent ændrer sig. Når man endelig giver slip på det dårlige, giver man plads til noget sundere. Og sært nok nogle gange mærkes retfærdighed især, når den serveres uden råbende drama, men bare med stilhed og et lille smil.
