Fem minutter på altanen
Længe troede jeg, at jeg var træt på grund af arbejdet. Derefter gav jeg alderen skylden. Så lagde jeg det over på vinteren, trafikken, de evige indkøb, madlavning, tøjvask, beskeder i familietråden og opkald fra min mor, der altid indledte samtalen med at spørge, hvorfor jeg kom så sjældent forbi. Men sandheden var, at jeg var træt fordi der aldrig var ro i vores lejlighed.
Ikke sådan direkte. Hos os råbte man ikke, musikken dundrede ikke, og ingen smed med porcelænet. Det var bare sådan, at nogen altid ville et eller andet. Min mand spurgte, hvor bilens papirer lå. Min søn råbte inde fra værelset, at internettet igen var dødt. Svigermor ringede for at høre, om jeg havde husket at booke tid hos lægen. På arbejdet skrev de selv efter klokken syv, som om jeg stadig skulle være til rådighed, bare fordi min computer var lukket. Og selv når ingen sagde noget, kørte den indre liste videre i hovedet. Købe kattemad. Svare økonomi. Vaske sportstøjet. Huske at overføre penge til min søsters drengs fodbold, fordi hun igen selv ikke nåede det.
Jeg lagde mærke til, at det ikke var de store ting, men små hverdagsdetaljer, som begyndte at irritere mig. Hvordan min mand satte sukkeret på den forkerte hylde. Hvordan min søn smed tasken midt i gangen. Hvordan en enkelt ske lå uvasket i vasken, selvom det kun tog tre sekunder at skylle den op. Jeg svarede skarpt, og bagefter gik jeg rundt i køkkenet og blev sur på mig selv.
En aften stod jeg og stegte frikadeller, suppen til i morgen kogte på komfuret, vaskemaskinen snurrede, og min mand spurgte inde fra stuen, om jeg havde set hans grå mappe. Jeg sagde nej. Han spurgte igen. Jeg svarede højere. Han kom ud i køkkenet og sagde:
Hvorfor hidser du dig sådan op?
Og det var lige den sætning, der væltede læsset for mig. For jeg hidser mig ikke sådan bare op. Jeg havde bare været spændt helt op hele dagen. Det var meningsløst at forklare. Jeg slukkede for panden, tørrede hænderne i viskestykket og gik ud på altanen.
Vores altan er helt almindelig og lukket til med glas. Der står glas med skruer, en gammel sammenklappelig stol, en pose med julepynt og et tørrestativ, som kun bliver brugt om sommeren om vinteren står det tomt. Jeg satte mig mellem tørrestativet og værktøjskassen, lukkede glasdøren bag mig og stod bare der et øjeblik. I gården bakkede biler ind, der lyste i vinduerne ovre i naboejendommen, og der trak en kulde op fra fliserne. Men det vigtigste var: ingen forstyrrede mig.
Efter cirka fem minutter bankede min mand på ruden.
Hvad laver du?
Jeg åbnede og svarede:
Ingenting. Jeg havde bare brug for at stå lidt alene.
Han så på mig, som om jeg havde sagt noget helt underligt. Men sagde ikke mere.
Næste aften gik jeg selv ud på altanen igen. Bevidst denne gang. Efter aftensmad, mens opvasken stadig stod i vasken, og arbejdet lyste fra telefonen. Jeg tog ikke mobilen med. Jeg lukkede bare døren og stod. Nogle gange satte jeg mig på den klapstol. Nogle gange kiggede jeg ned, hvor nabokonen gik tur med sin mops iført rød vinterfrakke. Nogle gange tænkte jeg ikke på noget hvilket ellers er sjældent for mig.
Fem minutter. Ikke en time, ikke meditation, ikke et nyt selvplejeritual man fortæller om til veninderne. Bare fem minutter, hvor ingen havde adgang.
Først syntes familien, det var endnu en af mine mærkværdigheder. Min søn åbnede engang og spurgte:
Er du sur?
Jeg svarede:
Nej. Jeg holder bare pause.
Han lo.
På altanen?
Ja, på altanen.
Min mand forsøgte at komme i kontakt bag glasdøren. Så stoppede han vist, da han indså, at hvis det ikke handlede om brand eller ambulance, kunne det vente.
Efter et par uger blev jeg roligere. Ikke sådan overdrevent god eller som i en reklame for kærnemælk. Men bare mere behersket. Hvis drengen glemte at tage skraldet ud, sprang jeg ikke i luften. Hvis svigermor kontaktede mig tredje gang samme aften, himlede jeg ikke længere (i hvert fald ikke synligt med øjnene). Hvis arbejdet tekstede klokken ni, kunne jeg skrive: “Tager fat på det i morgen.” Og verden brød ikke sammen.
Men hjemme forstod de stadig ikke helt min nye vane. En dag kom min søster på besøg. Vi drak te i køkkenet, og efter maden gik jeg som sædvanlig ud på altanen. Da jeg kom tilbage, spurgte hun:
Er alt okay hos jer?
Hvorfor skulle det ikke være det?
Du forsvinder hver aften. Jeg troede, måske I havde haft et skænderi.
Jeg blev helt grinende. For hvis en dansk kvinde går ud og lukker døren fem minutter, så tror man straks noget er helt galt. Men hvis hun løber rundt hele dagen og skærer tænder om aftenen, er det åbenbart normalt.
En dag fandt jeg ud af, hvor meget de fem minutter betød. Jeg var forsinket fra arbejde, blev overrasket af regn, slæbte to tunge poser hjem fra Netto, opdagede at sønnen havde fået et 02 i matematik uden at sige noget i tre dage, og min mand havde glemt at hente svigermors medicin. Han sagde det undskyldende, men mit indre spændte til et enkelt ord mere og jeg havde eksploderet.
Jeg tog skoene af, satte poserne og gik direkte ud på altanen i frakke.
Min mand kom ud bag mig.
Kan du ikke sige et eller andet?
Jeg svarede bag døren:
Hvis jeg siger noget nu, bliver ingen glade. Giv mig fem minutter.
Han ventede et øjeblik og gik så ind.
Da jeg kom ind igen, sad sønnen ved bordet med sit hæfte, og min mand pakkede poserne ud i stilhed. Jeg sagde:
Lad os gøre sådan her: Vi bestiller medicinen online. Så viser du kontrolhæftet uden løgn, uden råb. Bare vis det.
Og vi klarede faktisk aftenen uden at skændes. I vores lejlighed var det en slags mirakel.
Efter den dag sagde min mand til sønnen:
Mor er lige på altanen. Vent lidt.
Og en dag fandt jeg ham selv derude. Han stod i jakke og kiggede ned selvom han tidligere havde grinet ad min skik. Jeg spurgte ikke. Ved middagsbordet sagde han bare:
Det er faktisk meget rart derude. Stilhed.
Jeg nikkede bare.
Det sjove er, at de fem minutter løste ingen store problemer. Mit job forsvandt ikke. Svigermor ringer stadig. Sønnen blev ikke mirakuløst perfekt teenager. Der kom ikke flere penge. Min mand leder stadig efter ting som om jeg er familiens søgefunktion. Men der blev mindre spænding derhjemme. Ikke fordi alle ændrede sig, men fordi jeg holdt op med at gå rundt og være konstant stresset.
Forleden var der en dag, hvor jeg slet ikke nåede derud. Det ene tog det andet; sent opkald, opvask, et regneark der skulle sendes. Da jeg lagde mig, opdagede jeg, at jeg ikke havde været alene et eneste øjeblik. Og det føltes tungest af alt.
Så næste dag gik jeg ud før tid. I gården skovlede viceværten sne væk fra fortovet, ovenpå flyttede nogen rundt på en stol, og overfor stod en kvinde og vandede blomster. Jeg sad på min gamle klapstol i uldsweater, og det eneste, jeg tænkte på, var at ingen havde brug for mig lige nu.
Så åbnede døren, min søn stak hovedet ud og sagde:
Er du snart færdig?
Om to minutter.
Han nikkede.
Okay. Så hælder jeg selv vandet fra pastaen.
Og han lukkede døren efter sig.
