Hver eftermiddag, når Sune havde fri fra skolen, fulgte han altid den samme vej: Han gik gennem Frederiksberg Have, plukkede en vild blomst i grøftekanten og fortsatte hen til plejehjemmet med skoletasken slængt over den ene skulder og hjertet fyldt med en rolig stædighed. Det var hans egen lille hemmelighed.
Han åbnede døren stille, hilste venligt på de ældre beboere og personalet, før han gik direkte til værelse nummer 214, hvor en gammel dame med sne-hvidt hår og øjne tynget af minder sad og ventede på ham.
God eftermiddag, fru Mette. Jeg har taget din yndlingsblomst med til dig, sagde han med en varme, der rørte alle omkring ham.
Hun så på ham, som om hun aldrig havde set ham før.
Hvem er du, min dreng? spurgte hun blot.
Bare en ven, svarede Sune blidt.
I måneder blev Sune hendes tilflugtssted. Han læste historier for hende, lakkede hendes negle lavendelfarvede, frisrede hendes fine hår nænsomt og sang gamle danske viser, som havde han selv levet et helt liv. Nogle dage grinede Mette, nogle gange fældede hun stille tårer, og af og til forvekslede hun ham med en glemt kæreste, en skuespiller fra Matador, eller en søn hun ikke længere huskede.
Personalet på plejehjemmet holdt uendeligt meget af Sune. De sagde, at han havde en gammel sjæl, gemt i en ung krop. Mange af de andre beboere fik kun sjældent besøg, men Mette havde kun Sune.
En aften, mens han forsigtigt redte hendes hår med hænder, der endnu var små og stærke, stirrede hun pludselig op på ham med en klarhed, der syntes usædvanlig.
Du har min søns øjne, hviskede hun.
Sune smilede blidt og fortsatte sit arbejde.
Måske har skæbnen lånt dig dem, mumlede han sagte.
Hun så ned, hænderne knyttede sig om den lilla blomst.
Min dreng forsvandt, da jeg begyndte at glemme han sagde, jeg ikke længere var hans mor.
Sune tog hendes hånd, varm og skrøbelig i hans greb.
Nogle gange går de, når minderne svigter men der er altid nogen, der bliver tilbage.
Tiden gik, og en dag lukkede Mette øjnene for sidste gang med fred på ansigtet og en enkelt markblomst på natbordet.
Ved bisættelsen kom en af sygeplejerskerne hen til Sune.
Hvorfor kom du hver eneste dag, selvom hun aldrig vidste, hvem du var?
Sune sank en klump i halsen, øjnene blanke af tårer.
Fordi hun var min mormor. Da hun blev syg, forlod alle andre hende. Men jeg gjorde ikke. Selvom hun glemte mig, så glemte jeg aldrig hende.
Et øjeblik var der stille. Udenfor dansede vinden let i de blomstrende syrenbuske.
For sommetider er de stærkeste bånd ikke skrevet i hukommelsen men i hjertet.
Da Sune for sidste gang var ved at forlade plejehjemmet, nåede en sygeplejerske ham med en lille æske.
Den efterlod Mette til dig hvis hun en dag skulle glemme det hele.
Sune stirrede forbavset på hende og åbnede æsken.
Inden i lå et falmet fotografi og et brev, som ventede på at blive læst.
