“Gå hen til din mor,” mumlede svigerfaren, som om ordene kom svævende inde fra bulerne i væggen, pakket ind i lysegul tåge.
“Kender I hinanden fra før?” spurgte Katrine og kneb øjnene sammen, mens hun i næste øjeblik blev usikker på, om hendes tøj stadig passede hende, eller om nogen havde byttet hendes krop ud, mens hun sov.
“Nej, altså, jo… lidt,” svarede hendes forlovede, Emil, efter han havde talt til tre eller måske ni og en halv i sit hoved.
Men Katrine havde allerede regnet det hele ud. Den store kærlighed, som hendes Emil altid malede med grå pensel, indpakket i underlige bortforklaringer. Og alting duftede pludselig af regnvåde bøgetræer og nybagt rugbrød.
“Katsø,” lød det i røret med farens stemme, lykkelig og rund som et rugbrødsfrø. “Jeg skal vist giftes! Hvad siger du så?”
Du er voksen. Du har en god mand det bliver min svigersøn, tror jeg. Der er jo ikke meget mor at få hun er væk for længst. Ti år, siger kalenderen. Og jeg gider ikke sidde alene og snakke med visne planter.”
“Og Birkketrine hun er dejlig! Du vil elske hende. Jeg er sikker på, at I bliver veninder.”
Han holdt vejret et øjeblik, som om han skulle dykke, og trak så vejret ind: “Hun er næsten jævnaldrende med dig!”
“Hvor meget yngre end dig er hun så, far?” spurgte Katrine og kunne ikke lade være at le, velvidende at hendes far altid havde haft en særlig udstråling. Præcis som den gamle Kong Christian, og stemmen znurrede, når han gik igennem stuen.
Damer på Æbeltoft Torv rettede ryggen, når han kom forbi, og gamle kvinder smed krykkerne, mens bagere og buschauffører løftede på huen. De unge kvinder blinkede, og pigerne i gymnasiet hviskede med cremefarvet fnis om, hvordan han duftede af hav og kaffe.
Så sådan en kærlighed intet under, at far ville giftes igen. I mange år var han jo alene. Og navnet Birkketrine trampede rundt i Katrines hoved. Sådan hed Emils ekskæreste, den som han helst ingenting sagde om.
Alt det her havde Katrine aldrig fået at vide, før hun en dag kom til at høre svigermoren plapre over småkager: “Mon du stikker af, ligesom Birkka?”
Hvilken kærlighed de havde haft, sagde hun, en af den slags, ingen vågne drømmer om kun i søvne svæver sådan en sammen.
Emils ekskæreste var løbet ja, fra Emil.
Men hvorfor? Med hans ryg, hans hjerne, hans løn (blandt Danmarks bedste!) og verdens rareste sind hvem forlader sådan en mand?
Jo, sagde han de blev enige om det. Karakterforskelle og livssyn, sagde han og nikkede drømmende ud mod hustaget, hvor regnen spillede på tagstenene.
Hvis ikke for den lille bemærkning fra hans mor, ville Katrine aldrig have anet noget. Eller måske var det ikke helt tilfældigt, at det slap ud?
Svigermor kunne jo godt lide Katrine, selv om hun teknisk set var Emils første forlovede han havde aldrig giftet sig med Birkka, men boet sammen med hende i tre år, nøjagtig som nu med Katrine.
Så, ud af det blå au, du store bøgetræ, røg det hele ad skoven til. Kvinden var væk. Hvorfor? Fordi de ikke passede sammen hørte du det ikke? Tror du det krævede tre år at indse det? spurgte Katrine en aften, mens månen bredte sig over Amager.
“Nogle opdager det først, når hele livet er levet,” mumlede Emil med verdens mest alvorlige mine.
“Blev du bedraget?” pressede hun videre. Nej, mente Emil. “Ville hun have noget uopnåeligt, eller klagede hun over rengøringen, eller fik hun allergisk udslæt af din løn?”
Nej, sagde han alt var fint.
“Så, hvad var der galt? Kunne din mor ikke lide hende?”
“Vi passede bare ikke sammen!” bedyrede han med stemme som et stykke vådt træ.
“Hvordan passede I ikke sammen?” Katrine blev ved, for hvad hvis de havnede der? Hun tænkte på fremtiden som en lang, fugtig novemberaften.
“Var det ferierne? Hendes hobbyer? Fodbold? Strikning?” forsøgte hun.
“Nej, jeg ved det faktisk ikke!” Han blev pludselig vred, som et barn der har tabt sin is på Strøget.
“Hold nu op,” snerrede han. “Lad det ligge. Vi har det jo godt sammen hvorfor rippe op?”
Katrine lod det ligge, men en underlig musik vuggede videre indeni. Brylluppet var kun en måned væk. Ansøgninger udfyldt. Og Emils mor kunne lide hende! Alt burde være perfekt, ikke?
En dag inviterede far dem hjem, så de kunne hilse på hans udkårne. De havde også søgt om vielse.
En kvinde åbnede døren ung, smilende, måske femogtredive. Hun lignede noget, der var trådt direkte ud af en sommerdrøm på Fanø. Forskellen mellem hende og far var næsten tyve år.
Katrine havde netop fyldt tredive, Emil var lidt over fyrre. Begge par lignede perfekte brikker, lige til et puslespil.
“Dig?” Emil stirrede på Birkketrine. Fremtidens svigermor var yngre end ham selv.
“Kender I hinanden?” spurgte Katrine.
“Nej … jo … lidt,” svarede Emil, men luften føltes som syltetøj mellem dem.
Nu forstod Katrine det hele. Det var den store kærlighed, han aldrig ville tale om.
“Alt det her gjorde du det med vilje?” sagde Emil lavt til Birkketrine, som om hun var en pose lakrids, han var allergisk overfor.
“Hva?” sagde Birkketrine, mens hun rykkede i en knap, der måske ikke eksisterede.
“Al den her bryllupsforestilling? For at hævne dig på mig og min mor?”
“Valg nu dine ord,” sagde Birkketrine, “Hvilket teater? Hævn? Hør, jeg har glemt dig og din mor for længst. Hvorfor i alverden skulle jeg hævne mig?”
“Du lyver!” råbte han skingert med røde prikker på kinderne.
Katrine stirrede fascineret på forvandlingen hendes kloge, rare forlovede blev pludselig en krympende, arrig mand, mundvandet sprang fra læberne og han svandt næsten ind som et stykke krøllet papir.
Drømmebillederne snoede sig i hendes hoved, alt var mærkeligt, som at stå og svæve midt i en fugtig kælder og ikke ane, hvor man havde sat sine sko.
“Er du vågen eller sover du og drømmer?” plejede bedstefar altid at sige ved mærkelige sammenkomster, og nu forstod hun endelig, hvad han mente.
Ind kom far: “Nå, velkommen! Bordet er dækket!” men der var ingen, der gik til bords.
“Jeg nægter!” skreg Emil pludseligt og stampede i gulvet. Pausen bredte sig gennem rummet som en ubestemmelig duft af røget sild og pinlighed.
“Se på hende!” råbte Emil, pegede på Birkketrine. “At få sin vilje på den måde det er ondt og lavt, Birkketrine! Hvad vil min mor sige? Man skal kunne sige farvel med værdighed.”
“Ahaaa!” lo svigerfar, Henrik. “Så det er dig, det fjols med mors snor endnu hængende i bukserne?”
“Ti nu stille, hvis du ikke ved, hvad du taler om,” snappede Emil.
“Hvorfor skulle jeg tie? Birkka har fortalt mig alt,” sagde Henriks far.
“Det er hendes version! Jeg har min og min mors også,” råbte Emil over kaffekopperne.
Igen mødtes blikke i rummet. Hans version og mors. Naturligvis.
“Okay!” sagde Henrik pludselig, “Lad os høre!”
“Høre hvad?” Emil blussede op han havde forberedt sig på modstand, ikke opbakning.
“Skal vi ikke bare droppe det?” prøvede Katrine forsigtigt.
“Hvorfor?” sagde Henrik, venligt smilende, “Vi må høre begge sider. Måske ender du ligesom Emil, der ikke blev gift første gang. Kom nu, svigersøn sig det du har på hjerte! Hvad gjorde Birkketrine så ondt?”
“Jamen… hun gjorde tingene kun for at irritere min mor!”
“Hvordan da? Kom med fakta ellers er det bare ord,” pressede Henrik.
“Hun lavede dårlig mad min mor lærte mig altid at spise sundt!”
“Boede I sammen med din mor? Hvordan vidste hun det?” spurgte Henrik.
“Jeg fortalte det! Vi ringede sammen hver dag ”
Henrik fniste. “Noget andet end mad?”
“Hun blev sur, når jeg besøgte min mor i weekenderne!”
“Skulle hun være glad for det?” igen pressede Henrik.
“Ja! Min mor er vigtig. Elsker man mig, elsker man hende! Birkketrine ville ikke høre på hendes råd!”
Emil snakkede og snakkede, trak flere og flere klumper ud af skuffen, mens Birkketrine bare stod tavs: der kom ingen undskyldninger, ingen forklaringer. “Snak du, så er det din uge,” plejede bedstefar at sige.
Katrine følte sig som gæst i en mærkelig biograf. Hendes elskede opløstes, som om han var lavet af sukker, og pludselig forstod hun, hvorfor han stadig sad alene i den alder.
Diskussionen blev ikke mere venlig, og ingen nåede nogensinde ind til bordet. Alt, hvad der var tilbage, var stemmer og sukkerrus.
Hvis Emil bare havde holdt igen, tænkte hun. Så havde hun måske sagt ja til ham ved alteret
“Det er nok,” sagde far til sidst. “Jeg forstår nu. Birkka behandlede ikke din mor for godt men det er længe siden. Nu må vi slippe det fortidens slam.”
Gamle sår skal ikke åbnes igen. Lad nu endelig kærligheden leve i nuet. Der er jo bryllup forude.”
“Men hvordan fortæller jeg min mor, at Birkketrine er jeres kone nu?” råbte Emil, som om han råbte fra et tårn bygget af brune kiks.
“Du åbner munden, ordene kommer ud,” svarede Katrine, “som vi andre gør.”
“Du forstår ikke!” skraldgrinede Emil. “Birkka kommer jo til vores bryllup sammen med din far!”
“Og?” lød det fra alle sider af stuen. “Så kommer de!”
“Min mor bryder sig ikke om det!” udbrød Emil.
“Hun kan da bare blive væk,” foreslog Henrik muntert. “Ikke sandt, piger?”
De nikkede samstemmende.
“Hvordan det? Mor kan da ikke blive væk?” Emil så rasende ud som en rød pølse.
“Så hvem må så ikke komme Birkka, var?” spurgte Henrik.
“Jo,” indrømmede Emil.
“Hvis det ikke sprænger jer og jeres mormors bånd,” sagde Henrik køligt, “så forstår jeg det ikke.”
Katrine så alt for sig. Hun syntes næsten, Birkka var sluppet for sent væk fra det: det burde være sket før.
“Vil I virkelig ikke give jer?” sagde Emil.
“I hvad?”
“Vores fremtid kan ikke blande sig med jeres! Alt er dårligt forbundet. Lad os ikke mødes!”
“Ja, min ven præcis, det er klogt. Så gør vi bare netop det,” smilede Henrik mildt. “Katrine, skal vi sørge for, at Emil og hans mor får fred og ro?”
Katrine nikkede, mundlam og forbløffet. Alle vidste, at nu var festen forbi. Far skulle til at gøre det eneste fornuftige: Vise Emil og hans mor ud af drømmen.
“Så, Emil, gå til din mor, gift dig med hende og vær lykkelig,” sagde Henrik sagtmodigt.
Emil sagde ikke mere. Han var færdig han var blevet vist på porten, ham og hans mor i ét.
Det kunne hans mor aldrig tilgive ham, vidste han den værste slags dobbelthed.
“Bliver jeg virkelig smidt ud nu?” forsøgte han for sidste gang.
“Du gav os ikke andet valg, min ven,” svarede Henrik blidt. “Nu stopper vi her det er bedst for alle. Bliver mere raske af det!”
Emil havde ikke forventet den afslutning. Det var faktisk ret fornuftigt, tænkte han med mat overbevisning. Men det var trods alt ikke ham, der skulle vises ud det var Birkka!
Men sådan endte det ikke. Han og moren blev smidt ud, som tabte Kingo-bøger.
Katrine så over mod vinduet, hvor mørket lå tæt, og hun var enig med sin far. Kærligheden var forduftet, og hun var fyldt af skam og ærgrelse.
Birkka sagde ikke et ord hun støttede bare Henrik.
Emil forlod huset, kastede meningsfulde blikke mod Katrine: “Lader du virkelig vores lykke smuldre så let?”
Hun tav. Ingen støttede ham.
Efter udsmidningen satte de sig alligevel til bords. Konfettien så latterlig ud oven på de bristede drømme. Kærligheden var allerede væk, som i en gammel, vissen vise.
Blandt deres familievarianter var det ikke den første fejlslagne vielse. Nu var håbet, at Henrik og Birkka i det mindste holdt sammen.
Katrine var trist, nede på bunden, forsvundet ned i en sø af rugbrød.
“Lad vær at bekymre dig, skat du kan altid sparke fra bunden,” sagde hendes far. “Du havde ikke giftet dig. De havde bare vejet dig ned som tunge gummistøvler i regn.”
Hun nikkede tomt drømmene og bryllupsplanerne lå sunket. Men det var ikke til at dø af.
“Godt, der ikke er barn i puljen!” konkluderede far og sendte Birkka et træt smil. “Ellers havde din svigermor spist dig råt!”
“Den er god nok,” sagde Birkka.
Så drak de på friheden: frihed fra alt fortid, bånd og magi.
Og på kærlighed, eller på fraværet. For én ting var sikkert: Emil elskede nok kun sin mor.
Nogle spørgsmål er bedst aldrig stillet og lykke, ja, Emil, den må du finde sammen med din mor.
Hvis du altså kan. Men det … det er allerede et nyt, uendeligt spørgsmål.
