Midtvejskrise
Lasse betragtede sin kone, Stine, med et blik fuld af utilfredshed, mens hun hektisk lavede mad ved komfuret.
“Hvad skal jeg dog stille op? Løbebåndet har jeg købt. Træningsabonnement til fitnesscenteret og svømmehallen har jeg også købt. Hvor er resultatet, altså? Hvor er den gudinde, min Stine var for 20 år siden?”
Stine, hvad skal du så lave i dag? spurgte Lasse indifferent.
Jeg skal til kunder i formiddag, så ned at træne, hente Mikkel, og så lave aftensmad. Hvorfor?
Jeg spørger bare, sagde Lasse, og han tænkte: Hun går jo på fitness. Måske er alt ikke tabt, måske taber hun sig alligevel lidt med tiden.
Efter morgenmaden gjorde Lasse sig klar som altid, gik ud og satte kursen mod den gamle Toyota, der trofast havde fulgt ham i årevis. På vej hen til bilen kiggede han pludselig på den med nye øjne, og indså: Den skal udskiftes. Eller måske droppe bilen og tage toget? Så lod han blikket glide ned på skoene og bukserne. Hans tøj var lige så slidt som bilen.
Stemningen dalede helt ned i kulkælderen.
Hvad kunne han gøre? Han satte sig ind og kørte mod arbejdet.
………………………….
På arbejdet voksede hans utilfredshed. Chefen kom og forlangte, at han skulle møde ind om lørdagen selvfølgelig uden ekstra løn. Kollegaerne gik og hviskede om, at fyringer ventede, især os der var ældre.
Jeg har længe til pension! sagde Lasse let fornærmet.
Du er jo over 40, det er altså alvor, Lasse!
Og hans mørke humør blev kun dybere.
Det var faktisk rigtigt; han var godt oppe i fyrrerne. En loyal medarbejder, der altid havde gjort sit bedste. Han havde været her i over ti år, og aldrig havde de forhøjet hans løn, aldrig engang givet ham et tak. Hvad betød penge og diplomer nu? Ikke engang et beskedent tak for hjælpen havde han fået.
Lasse forsøgte at arbejde, men alt i ham gjorde oprør. Det hele virkede ubetydeligt.
“Var det virkelig det her arbejde, jeg drømte om som barn?” tænkte han. Svaret kendte han godt: nej. Han ville arbejde med træ, lave møbler med sine egne hænder og gøre folk glade. Men hans mor havde sagt, det var noget pjat, og sendt ham på HHX.
Og nu sad han midt på kontoret, ti år inde, og forstod med alt for stor tydelighed, at han havde forspildt sit liv: Uinteressant job, en kone der snarere irriterede ham, en ældste søn der ikke viser respekt. Og måske med rette – hvad havde han egentlig opnået? Ingenting. En gennemsnitsdansker. Intet særligt. Og vigtigst: Ingen lykke. Var alt spildt? Var det virkelig sådan?
………………………
Der gik en dag, to, tre. Men Lasses humør lettede ikke.
“Måske skulle jeg ringe til Thomas og tage i baren? Eller tage ud og fiske? Bare lave noget simpelt?”
Han greb telefonen, men opgav hver gang før han fik tastet nummeret. I stedet stirrede han ind i regnearket på computerskærmen.
Lasse, jeg har hørt, at du er afdelingen bedste analytiker, lød det pludseligt foran ham. Det var Anna, chefens sekretær, med et stort smil og et sødt, nærmest bedende blik. Lasse fik umiddelbart lyst til at beskytte hende mod verden og føje hende alt.
Anna, hvad kan jeg hjælpe dig med? spurgte Lasse.
Så stod han og lyttede på hendes ønsker i en halv time, fik udrettet det på 5 minutter og lyttede igen til hendes overdrevne taknemmelighed.
Anna, hvad siger du til en kop kaffe nede på caféen engang? foreslog Lasse, overrasket over sin egen frimodighed.
Det må vi bestemt! svarede Anna og blinkede diskret, før hun svævede ud af kontoret med et luftkys over skulderen.
Lasse var paf. Kunne det virkelig passe? Ham, med den gamle Toyota, det slidte jakkesæt, og altid småbrokkende kunne han virkelig tiltrække unge, smukke kvinder? Utroligt.
Selvfølgelig, da uret slog 18, var Lasse straks henne hos Anna.
Anna, jeg er klar! sagde han.
Skønt. Jeg er også næsten færdig.
Anna tog sin taske, og sammen gik de ned på den lokale café og bestilte kaffe. Anna forsøgte at fremstå erfaren, men Lasse kedede sig bravt. Efter en halv time mærkede han tydeligt, at de egentlig intet havde at tale om og prøvede at snige sig hjemad.
Ved du, hvorfor jeg kan lide at tale med dig? spurgte Anna pludselig.
Nej, hvorfor?
Man kan tale med dig, sagde hun og smilede, mens Lasse havde lyst til at le. For sandheden var, at Anna slet ikke kunne føre en samtale.
Tak for i aften, Anna. Må jeg følge dig hjem? sagde Lasse. Han gjorde det, men undlod at presse sig selv på; der var noget så uendeligt kedeligt over det hele. Han vidste jo godt, hvor det kunne ende, men det sug i maven det udeblev helt.
På vejen hjem tænkte Lasse: Det er ikke det her, jeg vil. Overhovedet ikke. Vemodet kom snigende, og humøret var fortsat elendigt da han kom hjem.
Hvor har du været? spurgte Stine. Jeg troede, du kom tidligt og hjalp mig i dag.
Hjælpe med hvad? Hvad forventer du egentlig? Jeg arbejder jo også.
Så han, hvordan Stines mundvige skælvede. Hun snøftede, vendte sig om og for ind i soveværelset.
Stine?!
Græd Stine? Det var aldrig sket før. Hun var familiens evige humørspreder. Hvad var der sket?
Stine? Hvad er der galt?
Selvfølgelig gik Lasse efter hende.
Alt! Alt er galt! Du er ligeglad med mig og børnene. Jeg beder dig om hjælp, du lover det, men gør det aldrig. I dag skulle jeg have haft dig med da Mikkel skulle have taget blodprøver. Han var bange, og jeg magtede ikke at berolige ham alene. Du lovede at tage med. Men du kom ikke. Endnu engang svigtede du mig …
Stine, det er da ingenting, … begyndte Lasse.
Det ER ikke ingenting! Det er vores barns følelser og frygt. Hvad sker der med dig, Lasse?
Undskyld. Jeg er ked af det.
Og Lasse sank endnu længere ned.
Og med mit arbejde: Jeg arbejder jo også! Og så skal jeg tage mig af alt derhjemme oveni? Måske skulle vi tage at genoverveje hele vores liv!
Skal I skændes nu igen? indbrød deres ældste, Andreas, idet han stak hovedet ind ad døren.
Det er okay, svarede Lasse.
Andreas kiggede mistroisk på dem og lukkede døren.
Stine … Jeg er bare træt, forstår du? Jeg er træt af det hele …
Træt af os?
Nej, ikke jer. Bare … af alt.
Hvis der er noget, du ikke er glad for, så find styrken til at ændre det. Jeg holder dig ikke tilbage.
Stine gad ikke mere snak, men gik ind til børnene. Lasse kunne høre dem spille et spil og måtte bittert erkende, at hun altid kunne det der være der for børnene. Det kunne han ikke.
……………..
Lasse vågnede kl. 3 om natten, vendte sig. Gik ud i køkkenet og målte gulvet op med tunge skridt.
Stine har jo ret. Hundrede procent. Hvis jeg ikke er tilfreds, må jeg ændre mit liv.
Men hvad? Skilsmisse? Tanken lurede straks. Var det ikke Stines skyld alt sammen? Hvis han blev skilt, burde alt blive fantastisk. Han prøvede at forestille sig det men koldsveden bredte sig. Livet uden Stine og børnene var ikke attraktivt. Og det var ikke hende … det var ham selv.
Så hvad så om Stine havde taget et par kilo på? Hun var stadig Stine, hans Stine, som han faldt hovedkulds for dengang.
Og børnene? Selvfølgelig det var jo livet. Andreas, selvom han var trodsig, var hans søn. Sådan er det en gang imellem med teenagere.
Så hvad skulle han ændre?
Den nat blev svaret klart: Han måtte finde et nyt arbejde.
………………
Hvad mener du, du har sagt op? Stine så overrasket på ham.
Jeg gik bare ind på kontoret og afleverede min opsigelse, trak Lasse på skuldrene.
Hvad sagde chefen?
Du tror det er løgn … Han prøvede at overtale mig til at blive og tilbød endda højere løn. Ironisk, ikke? Efter alle de gange jeg har bedt om lønforhøjelse, og han bare har grinet.
Lasse så, hvordan Stine smilede til ham.
Er du ikke bange? Der hviler jo et helt hjem på dig.
Jeg ville ønske jeg kunne sige nej, men … jo, det gør mig nervøs. Virkelig, Stine.
Hey vi står bag dig, Lasse! Vi tror på dig, altid!
Og Stines blik fyldte ham igen med den selvsikkerhed, han havde forelsket sig i.
Tænk, at han havde overvejet skilsmisse for et par ekstra kilo. Der var jo intet for meget ved hendes kærlighed.
Hvad vil du lave nu? spurgte Stine.
Møbler, selvfølgelig. Jeg har tegnet nogle modeller, designet til mindre lejligheder. Vil du se?
Stine nikkede. Lasse fandt sine skitser frem, og vidste med sikkerhed, at livet var for kort til ikke at gøre det, der virkelig gør en glad.
