“Jeg har en anden, yngre og rarere,” sagde manden. “Jeg har allerede indgivet skilsmissepapirerne…”
Hans taske med ejendele havde stået i døren i flere dage. Da Helle kom hjem fra arbejde en dag, så hun, at hendes mand myldrede rundt i huset og kastede ting i endnu en taske. Aftenen før havde de skændtes igen, og hun havde bedt ham om at være ude af lejligheden, når hun kom hjem.
Hun var træt af at vente på, at han endelig skulle finde et arbejde, men det endte altid det samme.
“Helle, giv mig nogle penge. Jeg lover, jeg får et arbejde i morgen,” gentog han som en ødelagt plade, men kom altid hjem langt efter midnat med en duft af alkohol og fremmed kvinders parfume.
Mads var otte år yngre end Helle, men på en eller anden måde havde han sneget sig ind i hendes hjerte og skubbet den anden væk, den, der engang boede der. Han havde endda overbevist hende om at gå til borgerservice sammen med ham. Hun vidste godt, at dette ægteskab ikke ville bringe noget godt, men ensomheden var også ved at kvæle hende, og den, hun havde ventet på hele livet, var forsvundet fra horisonten allerede fra skoletiden.
Da hun kom hjem og opdagede, at han stadig var der, sagde Helle, at hun ville skille sig og gav ham fem minutter til at forsvinde.
Mads stirrede på hende og hvæsede:
“Skilsmisse, ja, skilsmisse.” Han skyndte sig ind i soveværelset med tasken, smed tingene i den og stormede ud i gangen, hvor han blev afbrudt af en telefon, der ringede i hans lomme.
Han talte højlydt med nogen, blev tydeligt nervøs, greb en læderjakke fra skabet og smuttede ud af døren, mens han tog den på. Tasken blev liggende på gulvet.
Helle så på den efterladte taske og tænkte, at han måske havde gjort det med vilje for at have en undskyldning for at komme tilbage og bede om tilgivelse endnu en gang. Men denne gang havde hun ikke tænkt sig at tilgive. Tålmodigheden og medlidenheden var brugt op. Men han dukkede ikke op. Hverken dagen efter eller senere.
Da hun ikke kunne holde ud at se på dette skrigende symbol på spildt tid længere, ringede hun til ham og krævede, at han kom og hentede sine ting med det samme.
“Jeg har ikke brug for det ragelse,” sagde han skarpt. “Min nye kæreste tillader mig ikke engang at komme i nærheden af din dør. Og jeg har allerede indgivet skilsmissepapirerne, så rolig. Jeg skal giftes med en anden hun venter vores barn. Forstået? Troede du virkelig, jeg havde brug for dig? Du forsørgede mig og tak for det. Jeg har en anden nu, yngre og rarere. Så du kan smide det lort ud eller give det til en anden. Jeg er sikker på, der er masser, der gerne vil binde sig til dig… for pengenes skyld! Og ring ikke igen! Aldrig!”
Hvert ord lød som et ørefigen. Helle havde vidst fra starten, at hun ikke burde binde sig til en, der var så meget yngre, men hun var faldet for hans evige bønner, løfter og sværgen.
Hun greb tasken, smed en jakke på og løb ud i gården, hvor hun med et rask smæk kastede den langt ind i skraldespanden.
Nok! Færdig! Mens hun tørrede tårerne af, gik Helle hjem igen, tog et brusebad og satte en komedie i gang.
“Sådan er det bedre!” sagde hun højt og besluttede, at hun nu kun ville leve for sig selv. Fortiden skulle blive der, hvor den hørte til i fortiden.
Et par dage senere skulle der være en firmafest i det selskab, Helle for nylig havde købt sig ind i, en fest for at møde kollegerne.
Hun forberedte sig omhyggeligt. Hun bestilte en professionelt skrevet tale, hentede en streng, men elegant kjole fra syersken og åbnede derefter sit smykkeskrin for at vælge noget at tage på.
Hjertet gav et hårdt slag, standsede og hamrede derefter vildt. Helle greb sig om brystet, da hun løftede låget og med rædsel så, at skrinet var tomt. Alt var væk. Selv hendes pas, som hun havde lagt der for et par uger siden, var forsvundet.
Hun gik ud i køkkenet, drak to glas vand i én slurk og ringede til sin eksmand. Han afviste opkaldet, og kort efter var telefonen helt utilgængelig. Uden tøven kontaktede Helle politiet og anmeldte tyveriet, idet hun havde en mistanke om, hvem der stod bag.
Et par dage senere blev hun kaldt til stationen. Der sad Mads og forklarede, at han virkelig havde tømt smykkeskrinet ned i tasken med hans ting. Han havde ment, at det ville “lære hende en lektie” for hendes evige brok over hans arbejdsløshed, men tasken havde han glemt han var blevet afbrudt af et opkald fra sin elskerinde, der lige havde fortalt ham, at hun var gravid.
Helle skyndte sig ned til skraldespandene, men tiden var løbet. Containerne var næsten tomme.
Hun gik hjem med et knust hjerte. Passet kunne hun få nyt af, men der havde været værdigenstande i skrinet rigtige skatte. Nogle ting havde hun købt selv, andre var arvestykker fra hendes forældre, og så var der antikviteterne, gaver fra hendes oldemor.
I desperation ringede hun til renovationsselskabet og fik adressen på lossepladsen. De advarede hende: der boede hjemløse derude, og hvis der var blevet smidt noget af værdi væk, ville de helt sikkert have taget det.
“De gennemgår alt med det samme,” forklarede telefonsvareren og sukkede medfølende.
Helle forstod, at en sådan taske ingen ville overse. Hun følte sig endnu tungere om hjertet…
Måske skulle hun opsøge de hjemløse, tilbyde en dusør, bede dem om at returnere i det mindste passet og de ting, der betød mest? Med disse tanker sad hun længe ved vinduet og så, hvordan aftenen sænkede sig over byen. Da telefonen pludselig ringede, fo’r hun sammen og åbnede døren uden at kigge i entrekikkerten.
På trappen stod nabodrengen fra anden sal med den forsvundne taske i hånden.
“Godaften, tante Helle! Jeg skulle aflevere den her til dig!” sagde han stolt og rakte tasken frem.
“Hvem bad dig om det?” spurgte hun med dirrende stemme.
“En af de hjemløse,” trak han på skuldrene og løb videre. “Farvel, tante Helle!”
Helle tog tasken med ind og tømte den ud på gulvet. Mens hun skubbede Mads’ gamle t-shirts til side, lagde hun sine smykker ud. Alt var der! Int
