Knuste forventninger
Jeg stod alene i stuen og mærkede fløjsæsken i min hånd. Tanken om alt det, jeg ville sige til hende i dag, gennemspillede jeg igen og igen. Alt skulle være perfekt. Præcist. Ikke en afvigelse fra planen…
Jeg trak vejret dybt for at dæmpe min uro, men alligevel hamrede hjertet i brystet. Jeg så det for mig: hvordan jeg ville åbne æsken, hvordan Helene ville lyse op i blikket, ringens glimt, alt…
Pludselig lød hendes bløde stemme fra entreen:
Mads, er du hjemme?
Jeg fór næsten sammen, tiden trak sig sammen og slugte rummet. Uden at tøve stak jeg æsken ned i lommen på mine jeans og tørrede svedige håndflader af i stoffet; bevægelserne pludseligt kluntede og nervøse.
Jeg er her, svarede jeg, stemmen tyk og nervøs. Jeg hostede, forsøgte at gøre den fastere. Jeg kom hjem for et kvarter siden.
Jeg smilede og gik hende i møde, gav hende et kys på kinden. Der var noget beroligende ved hendes varme og duften af hendes parfume. Alligevel gled blikket straks ned på posen i hendes hånd alt for tung, det kunne jeg straks se. Jeg fik en uro i maven, et stik af bekymring.
Årh, Helene, sagde jeg venligt bebrejdende og tog posen fra hende. Skal du slæbe på tunge ting? Du ved jo godt, det ikke er godt, at du overanstrenger dig.
Helene lo stille, rystede let på hovedet og betragtede mig undersøgende. Hun havde allerede opdaget, hvor nervøst jeg sank, hvordan mine fingre sitrede, da jeg satte posen på spisebordet. Der var noget underligt ved det her.
Er der noget galt? spurgte hun og tilte hovedet let. Du virker ved siden af dig selv.
Jeg rystede lidt for hurtigt på hovedet.
Nej, nej, det er ikke noget særligt, svarede jeg alt for hurtigt. Bare på arbejdet, et projekt der er gået i stå. Ikke noget alvorligt egentlig, men det kører lidt rundt. Ved ikke hvorfor jeg hænger sådan fast i det.
Jeg stoppede op, opdagede at jeg snakkede for meget. Med det samme gav jeg mig til at skifte emne:
Har du lyst til mad? Jeg har lavet din livret. Tænkte, det måtte være rart at komme hjem til et veldækket bord.
Min stemme var mere sikker her, mad var min sikre grund, det jeg kunne bestemme. Jeg smilede en anelse bredere, i håb om hun ville høre sikkerheden og ikke tænke mere over min uro.
Nej tak, jeg spiste lige med en kollega nede på Lauridsens Café. Men te siger jeg ikke nej til. Vi har noget at tale om.
Ordene lød nøgterne, men det vendte sig i maven på mig. Havde hun gættet noget? Tankerne fór hun kunne ikke have opdaget ringen, vel? Jeg fik igen svedige håndflader og denne gang en klump i halsen, men gestikulerede galant hende foran mig ud i køkkenet jeg var nødt til at finde ro, bare lidt, ellers ville alt ramle. Jeg frygtede jeg ville begynde at stamme, rødme, kigge væk og så ville jeg sandsynligvis ikke kunne sige noget af det, jeg havde planlagt. Jeg havde jo ventet og forberedt det i ugevis!
Vi gik ud i køkkenet. Jeg satte vand over til teen, forsøgte at undgå hendes blik. Det hele gik i hak: jeg tog kopper frem, satte dem på bordet, rettede en dug, der pludselig lå helt forkert i forhold til min uro.
Noget vigtigt? fik jeg presset frem, prøvede at virke rolig, men stemmen faldt mere spidst end normalt. Måske skulle vi tage en snaps i stedet?
Jeg forsøgte at smile, men det føltes forceret, næsten smertefuldt. Indvendig voksede frygten hvad ville hun sige? Havde hun forstået det hele, set igennem det?
Te er nok, svarede Helene og satte sig ved bordet. Hendes stemme var rolig, men jeg kunne se det beslutsomme i hendes blik. Det kræver et klart hoved.
Jeg stivnede med koppen i hånden. Vandet begyndte at koge og sendte den velkendte hvæsende lyd gennem køkkenet, og det lød pludselig helt vildt larmende i mine ører. Jeg snurrede langsomt rundt med koppen, kunne mærke mine hænder ryste. Nu blev det afgjort. Jeg måtte samle mig. Eller…
Jeg ville ikke tænke på eller…
Noget i Helenes tone gjorde mig endnu mere utryg hun lød for alvorlig, var for afklaret mellem ordene. Ville hun sige farvel, tage det job i Aarhus hun havde nævnt i foråret? Tankerne ramte mig, ubehageligt. Jeg forestillede mig, hvordan hun forlod mig til fordel for noget nyt, hvordan vi knap ville se hinanden, hvordan hendes telefon nu ville lyse op med beskeder fra fremmede kolleger. Nej. Den tanke kunne jeg ikke holde ud.
Mads, indledte hun tøvende, kiggede ned i sin kop. Der er sket noget der har fået mig til at genoverveje alt. Hvad vil jeg med mit liv? Vil jeg blive i København altid? Vil jeg have børn, familie? Kan jeg li’ mit arbejde? Jeg har grublet i ugevis. Og nu har jeg besluttet mig: Jeg vil ændre alt.
Ordene blev sagt stille, men med styrke. Hun var ikke interesset i mit synspunkt, kunne jeg mærke. Hun mødte mit blik, søgte at være sikker på at jeg forstod alvoren.
Min hals tørrede ud, jeg rakte efter koppen og brændte næsten ganen på for varm te den, jeg netop havde lavet, smagte mere bitter end nogensinde. Jeg satte koppen skævt fra mig, prøvede at beherske mig udadtil: rank ryg, et neutralt halvt smil, men jeg kunne mærke vreden og sorgen vælte indenfor.
Hvad mener du? spurgte jeg, stemmen dirrede svagt, men jeg tog mig straks sammen.
Jeg kiggede direkte på hende, forsøgte at tyde, hvad næste træk ville være og mens jeg ventede på ord, føltes tiden uudholdeligt langsom.
Helene talte lavmælt, nærmest som til sig selv, mens hun stirrede på det nistrede køkkenbord. Hun drejede mekanisk på teskefløjen, skiftevis lagde og samlede den op.
Jeg har besluttet at skifte job, flytte væk, møde nye mennesker og finde et nyt forhold. Du er en god mand, Mads. Loyal, fornuftig, pæn. Men du kan ikke give mig det liv, jeg virkelig vil ha, hun stoppede op, men tog sig så sammen og fortsatte Ja, du tjener godt, du har bil, ejer lejlighed. Du er tilfreds med stillestående rutiner. Men for mig… det er ikke nok! Jeg vil rejse, bo i stort hus med udsigt, gå i pels og guldsmykker!
Hver sætning føltes som et slag. Jeg lyttede på hende, søgte en svaghed i stemmen men hendes stemme vippede ikke. Jeg ville svare, forsvare mig, men mit hoved var blankt. Så grinede jeg pludselig dumt og greb det mest oplagte, det mest absurde:
Hader du ikke pels? Sådan rigtigt? Kan du huske, da jeg gav dig en pelset vest for to år siden? Du skældte mig hæder og ære fra, talte om mishandling af dyr og nægtede at eje den!
Jeg kunne ikke lade være med at smile skævt ved mindet. Hun var gået amok dengang. Hun kaldte det for uetisk og var rasende på mig i dagevis. Hvorfor ville hun pludselig gå i pels? Måske var det hele bare et udfald et humørskift?
Helene slog øjnene op, såret og hidsig. Hun havde forventet noget andet; mit rolige svar gjorde hende åbenlyst gal. Hun havde sikkert øvet denne tale for sig selv, samlet mod. Og nu sidder jeg bare her og snakker om vesten!
Jeg var naiv, ja! Det eneste, du hæfter dig ved, er en skide pels? Er der virkelig ikke mere, der kan røre dig?
Hun knyttede næverne, slappede af, prøvede at genvinde kontrollen. Hun ville jo have, at jeg tog hende alvorligt, protesterede, blev vred, bad hende blive. I stedet sad jeg bare roligt tilbage, som om intet kunne ryste mig.
Jeg lænede mig tilbage på stolen, i et roligt, næsten dovent tempo. En slags nå ja-attitude. Hvad var pointen i at gå i baglås?
Hvorfor skulle der ikke være mere? Jeg prøver bare at forstå hvorfor i dag? Hvorfor bruge penge på varer, hvis du ville slå op? Jeg kan sagtens købe ind selv.
Det fik hende til at eksplodere. Hun rejste sig, stolen skred hårdt mod væggen. Øjnene skinnede af vrede og måske tårer.
Følelseskold idiot! råbte hun, hendes stemme knækkede. Hvorfor nu? Fordi en anden, meget velhavende, mand har vist interesse for mig i dag. Han sidder ikke fast i det vante. Han vil mere!
Hun talte sig varm, gik et lille skridt tættere på, som om hun ville tvinge mig til at lytte, forstå.
Jeg svarede hende ikke sad bare med armene over kors, let lænet tilbage. Udstrålede ro, nærmest ligeglad, om end det brusede indeni. Jeg tav et øjeblik og spurgte så, lavmælt:
Men hvad så med varerne?
Spørgsmålet slog hende nærmest ud. Hun stirrede målløst på mig, som om jeg var idiot.
Lad dog de varer være! Er du fuldstændig ligeglad med det, jeg siger?
Jeg mødte for første gang hendes blik direkte, uden vrede eller ydmygelse. Men indvendigt var det svært som aldrig før.
I princippet, ja, sagde jeg stille. Eller havde du regnet med, jeg ville falde på knæ og trygle dig om at blive? Love dig, at jeg vil omlægge min tilværelse for din skyld? Er det ikke at kræve lidt rigeligt?
Helene åbnede munden for at svare, men frøs. Hun opdagede, at jeg ikke havde tænkt mig at kæmpe for hende. Jeg ville ikke bede, ikke love guld, ikke lave mit liv om. Hun ventede sig tårer, vrede men blev mødt af iskoldt ro.
Vil du ikke engang prøve? hviskede hun forvirret, ikke vredt.
Hvorfor? Du har jo besluttet dig, svarede jeg roligt, armene over kors. Jeg vil ikke tigge dig om at blive. Jeg respekterer dit valg også selv om jeg ikke forstår det. Tænkte du virkelig, jeg ville kaste alt væk og jagte penge for din skyld?
Hun knyttede hænderne, så neglene skar ind. Hendes kinder blussede af raseri og ydmygelse. Jeg fornemmede, at hun ønskede drama men jeg gav hende intet.
Det havde ellers været noget! sagde hun ondt, dirrende i stemmen. Så havde der måske været en chance.
Hun ventede sig skam og undskyldninger fra min side, men jeg trak blot på skuldrene, ansigtet neutralt.
Tro mig, der er mange som dig. Det er let at finde én, der vil have det samme. Egentlig gør du mig nok en tjeneste. Nu skal jeg ikke være ham, der ikke kunne holde på kæresten.
Clarissa min Helene blev ramt hårdere af ordene, end hvis jeg havde råbt eller kastet noget. Hun gik et skridt nærmere, trængte til at jeg reagerede, men så på mig uden genklang.
Hvordan kan du bare sidde der og være så rolig? råbte hun.
Skal jeg sidde og tude? spurgte jeg, og så hende i øjnene. Jeg skal måske takke dig for, at det er slut nu.
Tavse sekunder fyldte rummet. Kun det gamle Bornholmerur på væggen slog, hvert tik markerede den sidste samtale mellem os. Helene stod med stive skuldre, øjnene blanke. Hun ville sige noget, men ordene satte sig fast. Noget helt andet, end hun havde forestillet sig, var sket.
Så klaskede hendes hånd pludseligt mod min kind. En højlydt lussing, der rungede i den lille lejlighed. Hun kiggede på mig ventede raseri, eller bare en reaktion. Men jeg rørte mig ikke. Drejede kun stille hovedet og blev siddende.
Det fik hende kun til at speede op. Med rystende hænder gik hun ind i soveværelset, rev en kuffert frem, kastede tøj, sko og alt muligt ned, uden at se nøjere efter. Hun arbejdede febrilsk som om der var fare for, at hun mistede modet hvis hun stoppede.
Lykken ved at være den, der gik, den der valgte, forsvandt hurtigt. For hun havde ikke set det komme: at han, jeg, ikke ville græde. Ikke engang bede hende blive. Jeg var bare der tung og tavs.
Men det var ikke ligegyldigt for mig.
Jeg sad alene tilbage i køkkenet med hovedet i hænderne, fingerspidserne magtesløst i håret. Jeg havde mest af alt lyst til at vælte hele bordet, banke i væggene. Men jeg sad bare, og kæmpede for ikke at slippe tårer eller råb løs. For hvis først det begyndte, ville det ikke stoppe.
Jeg elskede Helene virkelig elskede hende! Jeg havde sparet op i månedsvis, valgt ring, pakket den ind. Jeg drømte om øjeblikket, hvor jeg ville fri til hende, om fremtiden vi kunne bygge. Nu var det hele en dårlig dum fantasi.
Jeg hørte buldren og roden fra soveværelset, ting der fløj ned i kufferten, Helenes stødende åndedræt. Hvert bump var som et slag i hovedet. Jeg overvejede at gå ind, sige et eller andet men hvad? Alt var jo sagt, eller ikke sagt, eller sagt forkert.
Duften af te og svag brændt lugt fyldte rummet jeg havde glemt at slukke komfuret. Den trivielle lugt sendte et uventet stik gennem mig. Alt faldt fra hinanden på så almindelig en måde… Efter tre år sammen føltes det mest som at pakke ned på en arbejdsdag.
Jeg kendte Helenes drøm om det store hus nær Gentofte, villa med udsigt over søen, stille område. Hun havde beskrevet sine længsler tusinde gange: terrasse, store vinduer, hyggelig have, sikre omgivelser. Jeg havde aldrig siddet stille havde taget ekstra opgaver, videreuddannet mig, fået lønforhøjelse! Jeg havde villet overraske hende, vise hende et hus vi kunne købe. Snart.
Men nu føltes det hele meningsløst.
Jeg rejste mig med tunge ben og gik målrettet ud på badeværelset, vaskede koldt vand i ansigtet, kiggede ind i spejlet. Min kind var rød og hævet. “Godt svirp,” tænkte jeg bittert. “Hun har altid haft temperament.” Jeg lod vandet løbe, som om det kunne vaske ophøret væk.
Pludselig smækkede hoveddøren hårdt. Jeg stoppede op var hun virkelig væk allerede? Hun måtte have forberedt noget af det på forhånd, tænkte jeg.
Jeg fiskede æske op af lommen, klemte så hårdt om den, at kanterne borede sig ind i hånden. Uden at tænke åbnede jeg skraldespanden og kastede den ned i. Et grønt glimt forsvandt mellem kaffefiltre og indkøbssedler.
“Det er nok det bedste,” sagde jeg til mig selv og mærkede tomheden brede sig.
Jeg gik nogle skridt mod vinduet og så ud i hverdagslivets trummerum: barnevogne, cyklister, et S-tog i det fjerne. For alle andre var det bare tirsdag. For mig var verden netop gået i stykker.
**************
Helene gik derfra overbevist om, at en ny begyndelse ventede. Hendes nye meget velhavende beundrer holdt dog kun et par uger han forsvandt hurtigt igen uden et ord.
Alene og forvirret begyndte hun at spekulere. Først vred, så i tvivl. Og Mads fyldte mere og mere i tankerne. Hun huskede hans værdighed, hans rolige øjne, hans faste men ikke hårde ord den sidste aften. Det var ikke ligegyldighed, forstod hun nu, men respekt.
En måned senere samlede hun mod og ringede på min dør. Hun stod der, opsat, men træt. Jeg dukkede op i slåbrok, ufriseret, med en te i hånden. Jeg aede mit ansigt forventede alt, men ikke hende. Udtrykket i mit blik ændrede sig ikke.
Mads, jeg
Du behøver ikke sige mere, brød jeg ind.
Jeg vil bare snakke, hun trådte nærmere, men jeg trådte ikke til side. Jeg har indset, jeg har taget fejl. Du havde ret. Jeg ønsker at komme tilbage.
Jeg satte koppen fra mig.
Komme tilbage? gentog jeg tørt. Dér er ikke “os” længere.
Men vi kan begynde forfra! hendes stemme bævede af håb. Jeg er blevet klogere, jeg vil ikke kræve, som før. Bare én chance.
Jeg rystede langsomt på hovedet, smilede skævt ikke ondt, bare opgivende.
Chance til hvad? At du fortryder om et halvt år og skynder dig bort igen? Nej, jeg spiller ikke med i det her.
Hun forsøgte at indvende, men jeg rakte hånden op og stoppede hende.
Jeg havde faktisk en ring liggende til dig. Ville faktisk fri den aften. Jeg kastede den ud. Men nu… nu beholder jeg den som påmindelse. Om, hvor materialistiske nogle kvinder kan være.
Helene nikkede blot, vendte sig og gik ned ad trappen.
Jeg lukkede døren bag hende, gik tilbage til køkkenet. Fandt den lille æske igen, lod fingeren glide hen over fløjlsoverdelen og lagde den langsomt tilbage i skuffen.
Det hele var ovre.
***
Når jeg tænker over det, har jeg lært, at man skal se folk, som de er ikke som man håber, de bliver. Og uanset hvor meget man elsker, kan kærlighed aldrig stå alene, hvis forventninger og virkelighed rykker i hver sin retning. Nogle gange må man acceptere, at drømme brister, men at værdighed og selvrespekt er vigtigere end alt andet selv den store kærlighed.
