Leg ikke med mig
Niklas stod lænet op ad den blanke bardisk, mens hans finger langsomt gled rundt i cirkler på kanten af sit glas med danskvand. Rummet gyngede under ham af tunge basrytmer og blinkende farver; latter, råb og skygger dansede som drømmevæsner i det halvmørke lokale. Alt sammen svømmede omkring ham, men berørte ham ikke som om han var en fremmed gæst landet fra en tåget nordisk måne, hvis sprog han ikke forstod, og hvis regler lød absurde.
Baren blev hans anker. Danskvand det eneste han kunne drikke uden at mærke modstand i kroppen, for sprut var ham for kras, og søde drinks levede ikke op til virkeligheden i Niklas smag.
Nå, supermand, lød det pludselig ved hans side.
Niklas drejede hovedet og så Dennis med ildrøde kinder og ivrige øjne, der glimtede som neonlys. Dennis smil var så bredt, at det nærmest blændede Niklas i det flimrende diskolys.
Keder du dig nu igen? sagde Dennis og smækkede Niklas på skulderen, så glasset næsten væltede.
Endnu engang, ja. Det her er bare ikke mig. Du ved det godt, svarede Niklas med et træk på skuldrene.
Kom nu! Vi har mast på dig i ugevis for at få dig med. Du kunne da bare én gang gøre noget spontant, mand!
Jeg slapper fint af sådan her, pegede Niklas på sin danskvand. Ingen sprut, ingen dans. Det er alt jeg behøver.
Du er så forbandet stædig, lo Dennis men kun med venligt drilleri. Jeg skal præsentere dig for en. Hun, du, det vil du kunne lide.
Før Niklas nåede at sige noget, vinkede Dennis hen mod dansegulvet. Ud fra menneskemylderet kom en pige spadserende. Alt i hende det glitrende pinke kjole, hår og makeup så snorlige som polerede perler passede til dette sted; hun gled gennem rummet som et drømmesyn og lignede én, der blev set uanset om hun ønskede det eller ej.
Det er Acilla, annoncerede Dennis entusiastisk og gav hende et lille skub frem. Og det er Niklas, min bedste ven.
Acilla smilede en bred, perlemorshvid drømmesmil. Hun rakte hånden frem. Hendes negle glimtrede som forjættede muslingeskaller i det blå lys.
Hyggeligt! Din ven Dennis har talt meget om dig, sagde hun muntert, fortæller, du er sådan en, der altid finder på sjove ting.
Niklas nikkede forsigtigt og tog kort hendes hånd bemærkede hendes varme, levende greb, mens hans egen hilsen var mere reserveret.
I lige måde, mumlede han uden overflødige følelser. Han hungrede ikke efter nye bekendtskaber han var lykkeligt gift med den bedste kvinde i hele Danmark.
Acilla lod sig ikke mærke af hans distance. Hun så ud over dansegulvet, hvor kroppenes bevægelser flettede sig sammen til én bølgende organisme under stroboskoplyset, og så mødte hun igen Niklas blik nu med et udfordrende glimt.
Danser du ikke? Musikken er for fed lige nu! Kom, det bliver sjovt.
Niklas sukkede lydløst, men lod ikke på ydersiden noget presse. Han kendte disse tilbud og havde sit svar klart.
Nej tak, jeg danser ikke, sagde han høfligt men bestemt uden at være kold.
Ej, kom nu bare én dans, så skal jeg nok lade dig være. Det er jo bare for sjov!
Niklas mærkede et skævt stik af irritation. Han holdt ikke af at blive presset, især ikke over så personlige valg. Hans tålmodighed begyndte at slå revner.
Nej, sagde han roligt uden vrede, idet han tog hendes hånd væk fra sin arm. Undskyld, jeg bliver nødt til lige at trække frisk luft.
Han nikkede kort til Dennis, som stod med et opgivende blik, og banede sig vej mod udgangen.
Niklas bevægede sig langsomt gennem vrimlen, undgik de svedige dansere, mens musikken fortsatte med at buldre. Takket være sine skridt mod døren, føltes bassen mindre truende. Han åbnede glasdørene og trådte ud på klubbens balkon her var der kun nattekølighed og den sagte susen af byen.
Niklas sugede gadelysets orange i sig, kiggede på København langt under sig. Alt funklede vinduer, lamper, de sjældne billygter. Her, højt hævet over dansernes kaos, følte han sig næsten hjemvendt.
Han tænkte på Line hendes rolige blik, måske sad hun derhjemme i yndlingsstolen med en bog, måske bager hun brød til når han kommer hjem. Han smilede for sig selv hendes rolige, lune, trygge tilstedeværelse, der fylder lejligheden med lykke. En varme voksede i Niklas, og festerne med deres platte spil føltes pludselig fjernere.
Efter noget tid gled døren op bag ham. Acilla kom ud hendes skridt forsigtige men nysgerrige.
Er du altid så alvorlig? spurgte hun og lagde hovedet på skrå.
Niklas trak på skuldrene uden at slippe udsigten over byen.
Nej, men jeg trives ikke til de vilde fester. Det føles ikke som mit liv.
Det kan jeg faktisk godt forstå, svarede hun mildt, hendes stemme en anden nu, blødere end før. Jeg er egentlig heller ikke til det, men mine venner pressede på. De sagde, der ville være en spændende fyr.
Overrasket kiggede Niklas undersøgende på hende, og i det dæmpede lys var der mere menneske end maske at finde i hendes udtryk.
Så du er heller ikke helt frivillig her? mumlede han.
Lidt somme tider er det lettere bare at sige ja end at forklare alt muligt Men ved du du er anderledes. Ikke som de andre, du ved Hun kiggede ind på dansegulvet, hvor skygger rørte sig månesygt bag glasdøren.
Han tav lidt, mærkede Line i tankerne blid, ægte, nærværende. Han ville ikke lade Acilla stå med udelukkelse, men hun måtte ikke misforstå.
Tak for ærlighed, sagde han og holdt blikket mod byen. Men, jeg er gift. Jeg er præcis, hvor jeg skal være.
Acilla bakkede ikke; hun gik snarere tættere på, helt ind i Niklas personlige rum. Hendes ånde var tæt ved hans kind, og han anspændte sig let men blev stående.
Så hvad? Du er gift det betyder da ikke, man ikke kan snakke. Hvem ved, hvad der kunne opstå?
Niklas vendte sig om, kiggede hende ind i øjnene. Hvilken stædig pige hvor mange gange skal man sige nej?
Der kommer ikke til at opstå noget. Jeg elsker min kone, jeg leder ikke efter eventyr ved siden af. Det er ikke blot ord det er min princip.
Acilla stod stille; hendes smil blev strammere, men stadig venligt.
Kom nu, du er ung og flot, Niklas. Lad os prøve bare en kaffeaften. Hvis du ikke nyder det, så slipper jeg dig.
Hun greb nu hans hånd, fast og insisterende. Niklas mærkede intet svar i sig. Han trak roligt sin hånd til sig.
Jeg værdsætter interessen, sagde han med rolig stemme men mit svar ændrer sig ikke. Jeg er lykkelig gift, det er, hvad der betyder noget for mig.
O.k., sagde hun, løftede hagen, du virker virkelig ikke som dem derinde. Jeg tror bare, vi kunne være et godt match.
Acilla, jeg har forklaret, jeg ikke ønsker mere. Respektér venligst mit valg.
I hendes blik var der en flygtig irritation nu men den forsvandt hurtigt, da hun sætte masken op igen.
Du har bare ikke mødt den rigtige endnu. Giv mig en chance for at bevise det! Nogle gange ser man først sit held, når det står lige foran en.
Jeg har ikke behov for at få bevist noget, svarede Niklas nu med et skarpere tonefald. Jeg har alt, hvad jeg behøver. Og det er ikke dig.
Acilla stivnede. Masken faldt, og i hendes øjne lyste en glød af vrede, før hun igen spillede uanfægtet.
Fint, undskyld min insisteren.
Hun vendte sig straks bort og gik målbevidst ind bag glasdørene; hendes skridt var hurtigere end før, som ville hun forsvinde fra den scene så hurtigt som muligt.
Niklas blev på balkonen. Den kølige vind landede som blåt, nordisk morgenlys på hans hud, og han genfandt roen. Han tænkte på Line hjemme; måske sad hun allerede med friskbagt rugbrød, så på uret, ventede hans hjemkomst. Byen nedenunder glimtede og snurrede men føltes nu som støj bag vinduet til noget, der ikke længere angik ham.
Han tog et sidste kig ud over den drømmeagtige by, og gik hjem, til hvor det, der virkelig betød noget, ventede på ham…
*******************************
Næste dag opdagede Niklas, at Acilla-historien ikke endte dér, hvor han havde efterladt den. Han havde troet, hun ville respektere hans afvisning og forsvinde ud af hans drømme. Men sådan blev det ikke.
Første tegn var en besked i Messenger. Hej, hvordan går det? kort og uskyldigt, som om intet var hændt i natten før. Niklas overvejede et øjeblik svaret, skrev: Alt fint, men du behøver ikke skrive mere. Han lagde mobilen fra sig med håbet om, at det ville være nok.
Acilla blev dog ved det strømmede ind med beskeder, små kommentarer, nyheder og derefter Nogle gange giver Skæbnen en ny chance. Måske burde du tage imod? Niklas svarede aldrig, han blokerede talrige numre.
En uge gik. Niklas overbeviste sig selv om, at stormen var ovre men foran hans kontor ventede Acilla pludselig på ham.
Niklas! sagde hun, overdreven munter. Sikke et tilfælde! Lad os tage en kaffe, bare femten minutter.
Niklas satte farten op, ignorerede hende. Hun greb fat i hans jakkeærme, denne gang fastere.
Du misforstår. Jeg synes virkelig, du
Niklas stivnede, kiggede hende alvorligt og bestemt i øjnene.
Acilla, jeg har sagt alt, hvad jeg vil sige. Jeg elsker min kone, jeg har ikke brug for dig og din stædighed gør mig bare irriteret. Lad være!
Han trak armen fri, ventede på, at ordene skulle sive ind.
Hun stod som lammet, blikket var nu sort af forsmåethed og vrede.
Du skal nok få, hvad du har fortjent.
Alligevel fandt hun verdighed, rettede sig, lod som om alt var under kontrol:
Du fatter ikke, hvad du går glip af.
Jo, sagde Niklas, roligt. Jeg savner ingenting.
Og han gik sin vej. Men spillet var ikke slut. Hun begyndte at sende beskeder fra nye numre, dag og nat. Nogle neutrale, andre fyldt med antydninger, hele tiden for at teste grænsen.
Senere en dag ringede Line fra deres lejlighed, stemmens nervøsitet hang i luften:
Der var en mærkelig kvinde, der ringede. Hun sagde, du løj om dine overarbejdstimer. Men jeg kunne høre hendes stemme hun var alt for interesseret.
Niklas bed tænderne sammen. Han takkede Line og besluttede, at nu skulle det slutte.
Kort efter ventede Acilla udenfor opgangen til deres lejlighed. Da Niklas nærmede sig, stillede hun sig i vejen:
Hej jeg gik bare forbi. Trængte til luft.
Niklas så hende direkte i øjnene:
Stop! Jeg beder dig, forsvind ud af mit og Linias liv ellers tager jeg affære.
Acilla hævede et øjenbryn: Vil du anmelde mig til politiet for stalking?
Niklas mødte hendes blik:
Det ønsker du ikke at opleve.
For første gang blinkede noget som ægte forståelse hos hende, hun sagde ikke mere. Niklas gik ind. Han mente, hvad han sagde.
Hun opgav dog ikke. Efter to dage ringede Dennis med urolig stemme.
Du Acilla vil anmelde dig for chikane. Hun påstår, du har gjort tilnærmelser. Politiet er vist i spil.
Niklas standsede op. Men han havde gemt alt beskeder, optagne opkald, alt, der viste sandheden.
Hun kan bare gøre det. Jeg har optagelser. Det hele.
Dennis var stille et øjeblik.
Det er alvor, ikke?
Helt alvor. Og hvis I bliver ved, er venskabet slut, forstemmede Niklas. Hvem har givet hende mit og Lines numre, vores adresse og arbejdspladsen?
Ærligt, vi gjorde det i bedste mening. Vi tænkte du var blevet kedelig, og hun kunne pifte dig op igen. Men vi blander os ikke mere, lover jeg.
Samme dag sendte Niklas et tydeligt lydklip til Acilla hendes insisteren, hans afvisning.
Det er kun begyndelsen. Hvis du ikke stopper, går jeg til politiet, og så spiller jeg samtalerne for dem.
En time senere svarede hun: Det tør du ikke.
Niklas skrev prompte: Skal vi vædde?
Så blev der tavshed. Hvad der foregik bag drømmens røgslør, sagde han ikke men den lurende spænding i luften stillede sig.
En uge efter ringede Dennis. Det er slut nu. Vi andre har taget en snak med hende. Du og Line får fred.
Niklas lyttede længe. Godt. Jeg skal bare bruge ro nu. Fokus er på mit eget, på vores hjem.
Om aftenen, da han låste sig ind derhjemme, mødtes han af Lines blide smil. Uden ord lagde hun armene om ham. Inde i stuen lod hun Bach strømme svagt fra højtalerne lige dét soundtrack, der altid fjernede al uro fra hans sjæl. Han lagde sin hånd i hendes, mærkede trygheden.
Alt er forbi, hviskede han og kyssede hendes hånd. Jeg lover, ingen trænger sig mere på.
Line så op på ham, tryg og tillidsfuld.
Jeg har aldrig tvivlet, sagde hun sagte. Du giver aldrig slip på dem, du elsker.
Niklas tog det ind, mærkede hvor drømmeagtigt virkeligheden kunne være et rum, en hånd, et åndedrag. Alt andet blev tåge bag vinduerne. Og han vidste, han var vågnet hjemme.
