Kom tilbage og plej
– Vera, luk op med det samme! Vi ved, du er derinde! Signe så lys i dit vindue!
Jeg stod netop og gjorde de sidste ting færdige i værkstedet, da Signes stemme rungede udenfor døren. Hænderne var grønne af eustoma-stænglerne, forklædet jordslået og blomstervandet dryppede fra min albue. Bag den duggede glasdør kunne jeg ane to skikkelser. Jeg behøvede ikke engang at kigge grundigt for at genkende de brede skuldre og det kobberrøde, farvede hår. Birte Madsen. Min svigermor. Eller rettere sagt eks-svigermor.
Jeg lod eustoma-stilken dumpe ned i spanden med vand, trak handskerne af og hængte dem på sømmet ved arbejdsbordet, før jeg til sidst gik over og åbnede døren.
Godaften, sagde jeg, da jeg fjernede slåen.
Birte gik ind foran, uden så meget som en invitation. Signe, min eks-mands søster, gled forsigtigt efter. Hun så forslået ud i ansigtet, tørklædet snoet tilfældigt om halsen.
God aften? Er du rigtig klog, Vera? Birte, min gamle eks-svigermor, så sig forarget omkring i rummet. Her står du og snuser til blomster, mens folk er ved at dø!
Hvem er ved at dø? spurgte jeg uden at ændre toneleje.
Viktor! stønnede Signe, mens hun trykkede en hånd over munden. Han er på hospitalet. Uheld. Ryggen.
Jeg sagde ingenting mærkede bare indvendigt, at alt strammede sig sammen, men det føltes ikke helt, som dengang sidste år, hvor navnet Viktor fik det hele til at eksplodere. Nej, nu var det som en fjern refleks, varsomt og reserveret.
I må gerne sidde, foreslog jeg med et nik mod de to taburetter.
Nej tak, sagde Birte, men satte sig alligevel tungt. Hendes ben var blevet dårlige, vidste jeg åreknuder og blodtryk.
Signe blev stående ved døren, rodede nervøst med tørklædets ende.
Forklar nu ordentligt, sagde jeg.
Og så fortalte de, afbrød hinanden, modsagde hinanden i småting. For tre dage siden kørte Viktor på motorvejen i regnvejr, bilen kurede, han ramte autoværnet. Bilen totalskadet. Han overlevede, men har nu fået ryggen knækket, formentlig permanent. Lægerne har opereret, de håber, måske kan han gå måske aldrig mere. Han har brug for nogen tæt på.
Og Karen? spurgte jeg roligt.
Navnet Karen sagde jeg overraskende let et navn, der for bare et år siden var som splinter under huden. Karen, 28 år, sælger hende Viktor forlod mig efter atten års ægteskab.
Birte pressede læberne hårdt sammen.
Karen rejste.
Hvorhen?
Til sin mor, til Skive. Signe blev tydeligt vred. Da hun fandt ud af, at han måske aldrig skulle gå igen, havde hun travlt med at pakke. To kufferter på tre timer, og nu tager hun ikke telefonen.
Der blev stille i værkstedet, kun dryppede hanen i baggrunden, og jorden duftede tungt og sødt af blomster.
Og hvad vil I egentlig have fra mig? spurgte jeg til sidst.
Birte rettede sig op på taburetten.
Vera, du har boet med ham i atten år. Det betyder noget! Du ved, hvordan man tager dig af ham, han stoler på dig, du kan få ham til at lytte. Han har brug for dig nu
Birte, jeg stoppede hende vi snakker om en mand, der gik fra mig for en anden. Som for et år siden slet ikke fandt plads til mig i det liv, vi byggede sammen.
Det er fortid, indvendte Signe. Nu handler det om et menneskes liv!
Liv?
Lægen siger, han har brug for pleje. Sår, blodpropper! De har opereret hans ryg, Vera, forstår du? Det her er ikke bare influenza!
Jeg gik hen, lukkede for hanen, stod lidt og kiggede på mine hænder. 52 år. Hænder, der har bundet buketter, så folk taget billeder og hængt det op i glas og ramme. Bagt brød, givet indsprøjtninger til vores søn, syet snitsår, løftet tunge poser. Og jeg har aldrig rigtigt spekuleret på, om jeg overhovedet ville gøre det hele eller bare gjorde det, fordi det sådan forventes.
Jeg tørrede hænderne af og vendte mig.
Jeg vil tænke over det, sagde jeg.
Tænke? Mens du tænker, ligger han der alene! Jeg kan ikke selv, ryggen er ødelagt, Signe er på arbejde dagen lang! Vil du bare sidde med dine blomster her og lade som om, det ikke angår dig?
Hvem angår det, så? spurgte jeg stille.
Ingen svarede.
Udenfor værkstedets rude var det blevet helt mørkt. Oktober. Et enkelt gult gadelys spejlede sig i den våde asfalt, en tom bænk stod ved døren og ventede som på en sommerdag, hvor kunderne ventede på, at jeg blev færdig med buketten.
Til sidst sagde jeg: Fint. Jeg kommer i morgen tidlig og ser til ham men jeg lover ikke mere.
Birte sukkede lydløst. Signe kastede sig om halsen på mig, men jeg stod blot stille, lod hende græde af.
Da de var gået, blev jeg siddende længe på Bires taburet. Kiggede på blomsterne eustoma i spanden, sarte lyserøde, kronblade som små sammenfoldede breve. Krysantemum i træbakker langs væggen, lygteblomster med orangerøde lanterner. Jeg skabte alt det her selv, lejede værkstedet tre måneder efter, at Viktor gik. Malede selv væggene, bestilte nye skabe. Jeg fandt på navnet Stilken, valgte leverandører, lavede min egen side på nettet, lærte at fotografere blomster, så folk stoppede op ved billedet.
Et år. Jeg havde brugt et år på at bygge et liv for mig selv. At leve for sig selv, det er hverken egoistisk eller forkert det er bare normalt.
Og nu dette.
Jeg slukkede lyset over arbejdsbordet. Lod kun den lille natlampe brænde, som altid. Og gik hjem.
Hospitalet lå som de fleste gamle danske hospitaler langt ud, gråt murværk, lange gange, en duft jeg havde forsøgt at fortrænge: rengøringsmidler, kedelig mad, et eller andet ubestemmeligt, som kun findes på hospitaler. Jeg fandt afdelingen, spurgte sygeplejersken om vej.
Er du familie?
Ekskone, sagde jeg.
Hun løftede let øjenbrynene, men sagde intet, viste bare vej.
Viktor lå på en firesengsstue tre senge tomme. Han var dækket til livet, hænderne lå oven på dynen. Magert ansigt, mørke rande under øjnene. Ved natbordet stod et glas med te og han havde vendt mobilen om.
Da han så mig, gled noget fra hans ansigt. Ikke glæde snarere ro, som om han havde ventet og nu var lettet.
Vera, sagde han.
Hej, svarede jeg og satte posen med æbler og mineralvand på bordet. Ikke fordi jeg havde lyst, men fordi man ikke kommer tomhændet.
Jeg satte mig ikke ved sengen, men i stedet ved vinduet.
Har du smerter? spurgte jeg.
Til at leve med. De giver piller. Han tøvede. Du kom.
Ja.
Mor ringede. Hun sagde, de havde været hos dig.
Ja.
Han kiggede op i loftet.
Jeg troede ikke, du ville.
Det troede jeg egentlig heller ikke.
Stilhed. Udenfor regnede det, oktober var på vej ind i november.
Karen er væk, sagde han.
Jeg ved det.
Ja, han forsøgte et lille smil, men uden glæde. Lidt som i en film, ikke. Først dramaet, så sidder man bare tilbage.
Jeg sagde intet. Jeg ville ikke trøste, men heller ikke såre.
Vera, nu blev hans stemme blød og stille. Den stemme han altid brugte, når han ville noget. Jeg genkendte den straks, blev alert. Jeg har tænkt meget, mens jeg har ligget her. Når man ikke kan andet, får man tid til at tænke. Jeg har dummet mig. Det eneste virkelige i mit liv, det var dig hjem, familie. Karen du ved det jo selv. Jeg beder ikke om tilgivelse, det er for sent. Men du er den nærmeste, jeg har.
Jeg lyttede mens ordene stod i kø. Du er den nærmeste. Jeg indså: han søgte ikke kærlighed, men tryghed. Pleje, selskab, mad udefra, nogen til at tale med lægerne. Alt det, jeg kunne. Ikke fordi det var mig, men fordi det var bekvemt.
Forhold efter skilsmisse… sådan kan det se ud i virkeligheden. Ikke dramatisk, ikke poetisk. Bare pragmatisk nogen finder dig, når de får brug for dig. Ikke af kærlighed, men for at det er nemt.
Viktor, sagde jeg. Ja, jeg er glad for, du lever. Og jeg er glad for, at operationen gik godt. Men jeg kommer ikke tilbage. Ikke for at pleje dig, ikke for at leve sammen igen. Vi er skilt.
Det ved jeg…
Lad mig gøre det færdigt.
Han blev tavs.
Jeg vil finde en plejer en god og professionel. Jeg betaler for den første måned, fordi du har brug for hjælp nu. Og her, jeg fandt mappen frem her er papirerne på bodelingen. Du har udskudt det, og jeg havde ikke overskud men nu vil jeg have det afsluttet. Vil du underskrive?
Han så længe på mappen, så på mig. Jeg rakte ham en kuglepen. I det øjeblik kom lægen ind en rolig mand midt i fyrrerne, i gråt kitel, papir under armen.
Goddag, sagde han og nikkede venligt til mig. Jeg hedder Anders Møller, din mand læges ansvarshavende.
Vera, svarede jeg.
…
Ekskone, sagde jeg, for anden gang i dag.
Anders nikkede blot. Så vendte han sig mod Viktor.
Hvordan var natten?
Sov udemærket.
Fint. Han noterede. Vi hæver hovedgærdet i dag og ser, hvordan kroppen reagerer. Det afhænger alt sammen af forløbet.
Må jeg tale med dig et øjeblik? sagde jeg ude på gangen.
Jeg beskrev situationen at jeg ville finde en professionel plejer.
Du vil ikke selv tage dig af ham?
Nej.
Han tav lidt. Ærlig talt er det nok bedst, sagde han. Slægtninge, der plejer af pligt, fører sjældent noget godt med sig. Patienten har brug for ro, stabilitet ikke drama og tudetur. Det kan professionelle.
Jeg nikkede. Kan du skrive op, hvad der er brug for?
Han dikterede, jeg noterede. Han sagde, sygeplejersken kunne hjælpe med kontakt til bureauerne.
En ting mere, sagde Anders, før jeg gik. Hans chancer er gode. Han er ikke gammel, operationen gik uden komplikationer. Måske kan han gå igen, måske ikke men det er ikke garanteret og tager tid.
Jeg forstår.
Det vigtigste er, han selv forstår det.
Jeg kom ind igen. Viktor havde lagt mappen på maven, kuglepennen lå parat.
Vil du skrive under?
Han så mod loftet.
Må jeg tænke over det?
Viktor.
Ja, jeg skriver under. Du får altid din vilje nu, ikke?
Jeg har altid fået min vilje jeg lod det bare ikke mærkes før.
Han skrev under, tre steder. Jeg samlede papirerne.
Jeg finder en plejer i denne uge. Ringer til Signe, forklarer alt, betaler første måned. Herefter må I selv finde ud af det.
Tak, fordi du kom, sagde han.
Jeg så på ham. Længe. Uden vrede, uden medlidenhed bare så på et menneske, der ikke længere var mit ansvar.
God bedring, sagde jeg.
Og gik.
I gangen stoppede jeg ved vinduet. Udenfor grå november, træerne nøgne, bænken våd af regn. En ældre herre sad der i badekåbe og stirrede ud i ingenting bare for at sidde og trække vejret.
Jeg trak vejret dybt selv.
Noget slap. Ikke alt, men noget vigtigt. Som at stille en tung pose fra sig ikke at kaste den væk, men forsigtigt stille den, og rette ryggen ud.
Hvordan slipper man fortiden? Hvis jeg førte dagbog, ville jeg skrive: Ved små skridt, ikke ét øjeblik. Et af de små skridt tog jeg lige nu.
To dage senere fandt jeg en plejer til Viktor. Gitte, 58, erfaren, rolig og professionel. Vi mødtes på en café nær hospitalet. Gitte spurgte klogt og konstruktivt: om patientens humør, om de pårørende. Familie kan ofte forstyrre mere, end de hjælper, sagde hun. Det er ingen skyld, bare sådan det er.
Det ved jeg, sagde jeg.
Jeg overførte honoraret, ringede til Signe. Hun begyndte straks at protestere, men jeg afbrød hende for første gang næsten blidt en ny fornemmelse. Du kan besøge ham dagligt. Gitte vil ikke stå i vejen. Men jeg har mit eget liv.
Signe blev tavs så bare: Færdig nok.
Birte ringede en uge efter. Hendes stemme var anderledes, ældre, mere rolig.
Vera, Gitte er dygtig. Viktor vænner sig til hende. Tak.
Det var da lidt, Birte.
Forsvind nu ikke helt. Ring en gang imellem.
Jeg svarede hverken ja eller nej, sagde bare høfligt farvel. Jeg stod i værkstedet og var lettet. Hvis nogen nu spurgte, hvordan slipper man fortiden, ville jeg sige: bare lev videre. Ikke helteagtigt. Bare almindeligt. Gå på arbejde, lav det du elsker. Eks-mænd og giftige slægtninge forsvinder ikke, men de fylder bare ikke mere alt.
Vinteren kom tidligt det år. Sneen lagde sig i november, og til min overraskelse opdagede jeg, at jeg kunne lide vinter. Før lagde jeg ikke mærke til det, måske fordi Viktor altid klagede over kulde og skulle have sin te serveret præcis. Nu kunne jeg bare stå ved vinduet og tænke: det er smukt.
I december blev der travlt firmajulebuketter, nytårsbinding. Jeg ansatte en assistent, Liva, 23, studerende, kvik men lidt distræt dog talentfuld. Vi arbejdede godt sammen, og jeg lærte hende, at blomster er levende materiale. Nogle gange lavede hun buketter, jeg aldrig selv kunne have tænkt.
Hvor får du det fra? spurgte jeg.
Jeg ser på kunden, så vælger jeg blomsten, der ligner, sagde hun. Det har du lært mig: en buket skal være levende.
Det havde jeg vist sagt engang, selvom jeg ikke huskede det.
Januar, februar. Livet gik sin gang. Jeg meldte mig til et kursus i blomsterkunst, selvom Liva mente, jeg ikke havde mere at lære. Der er altid mere at lære, svarede jeg, bare fordi jeg havde lyst.
At leve for sig selv lyder måske egoistisk, men i virkeligheden betyder det: et kursus, en aften med bog i lænestolen uden kommentarer, en søndagstur til en naboby bare for at se på gamle huse, noget jeg altid havde elsket.
I februar ringede Signe. Viktor kom sig gradvist, kunne nu gå med stok. Gitte gjorde sit arbejde uden drama. Jeg blev glad, ægte glad, uden skyld, bare glad.
Så kom marts med tø og forårsblomster: tulipaner, hyacinter, anemoner. Jeg elsker det skift. Og det var i marts, han kom.
Jeg stod ved mit arbejdsbord og lagde en lys buket ned i en papkasse påskeliljer og margueritter. Døren gik op, jeg løftede ikke hovedet med det samme.
Goddag, sagde jeg.
Goddag, svarede han.
Stemmen. Jeg kendte den, før jeg så. Anders Møller, lægen. Han stod der, uden kittel, i mørk frakke og let tørklæde.
Det er dig, sagde jeg.
Ja, nikkede han.
En kort pause. Liva var netop gået ud for at hente gavepapir. Jeg var alene.
Viktor er udskrevet, sagde Anders. Han er hjemme nu med samme plejer. Gode fremskridt.
Det har jeg hørt fra Signe, sagde jeg.
Jeg gik forbi eller, faktisk gik jeg ikke helt tilfældigt forbi. Han smilede for første gang, menneskeligt. Jeg fandt adressen på Stilken online ville gerne købe blomster. Og måske også andet.
Hvad vil du have? spurgte jeg.
Han gik over, så på anemonerne: lilla, mørkerøde, hvide.
Dem. Tre eller fem, hvad siger du?
Det skal helst være ulige, sagde jeg. Tre eller fem. Til hvem?
Måske dig, sagde han. Måske nogen jeg gerne vil imponere. Måske kan du hjælpe mig med at vælge.
Jeg udvalgte fem anemoner med mørk fløjlsstøvle. Ville du have dem pakket ind?
Imens jeg pakkede, sagde han:
Vera?
Ja?
Må jeg tale ligeud? Jeg kan ikke andet.
Ja, svar bare ligeud.
Jeg vil gerne invitere dig ud ikke på hospitalet, ikke i embede. Men som to voksne mennesker, i et teater eller på café. Det er måske mærkeligt, men jeg tænkte, vi kunne være ærlige.
Jeg så op. Han så på mig roligt, uden pres, men alvorligt.
Hvor længe har du tænkt det?
Siden den dag ude på gangen, da du bad mig skrive huskelisten. Jeg ventede bare indtil du var fri.
Jeg ved ikke jeg har været gift i atten år, havde brug for at vænne mig til at være alene. Jeg ved ikke hvordan man gør.
Jeg har heller aldrig prøvet det, sagde han. Min skilsmisse er seks år siden.
Liva kom diskret og så os. Smilende.
Vera, har du brug for hjælp?
Nej, Liva, det går.
Hun forsvandt igen. Jeg rakte buketten til Anders.
Hvad skylder du?
Vent lidt, sagde jeg.
Han ventede. Jeg beundrede anemonerne i hans hånd mørkerøde, bløde, ikke påtrængende.
Denne historie handler om blomster, tænkte jeg. Jeg byggede mit liv op omkring dem, fandt noget ægte her. Og nu kom nogen ind i mit liv ikke for at tage, men bare for at tilbyde; anemoner i hånden, tålmodighed i blikket.
Ja, sagde jeg. Teateret.
Han smilede rigtigt.
Ikke i dag, men måske lørdag?
Lørdag, sagde jeg.
Vi aftalte prisen, han betalte og langsomt gik han ud, med anemonerne.
Vi ses lørdag, Vera.
Vi ses, Anders.
Bare Anders.
Vi ses, Anders.
Døren lukkede bag ham.
Liva stak straks hovedet frem.
Hvem var det?
En kunde.
En kunde, der blev så længe?
Gå du bare ind og pak krysantemum til fru Madsen, Liva.
Hun smøg sig væk, tydeligt fornøjet. Jeg gik i gang igen papir, blomster, den trygge lyd af vand og stilke.
Og så var det lørdag fire dage senere. Fire ganske almindelige, travle dage.
Jeg skænkede ikke lørdagen mange tanker, men indimellem voksede fornemmelsen i mig: anemoner, Anders, direkte tale.
Voksne mennesker kan godt tale ærligt, sagde han. Måske har han ret. Jeg vidste ikke, hvad der skulle ske men jeg vidste én ting: Det var mit valg nu. Ikke families, ikke Viktors, ikke gammel pligt kun mit.
Det var nyt. Ikke berusende, ikke svimlende, bare fast. Som fortovet under fødderne, når sneen er væk.
Fredag aften, værkstedet lukket, satte jeg et bundt anemoner i en vase mørkerøde. Jeg stillede dem i vindueskarmen, ikke til salg, bare til mig.
Godt sammen, sagde jeg til mig selv om de fem. Og slukkede lyset.
Næste morgen grydede det tidligt, himlen grå, duften af kaffe min egen maskine, købt efter skilsmissen, som Viktor ville have rynket på næsen af.
Telefonen blinkede. En besked, sendt en time før: God morgen. Teatret kl 19 vil du spise med først? Du bestemmer. Anders.
Jeg smilede over det god morgen uden ekstra e i god.
Jeg svarede: God. Mad kl 18?
Han skrev straks: Aftale.
Koppen blev tømt, jeg tog mit forklæde på, låste min dør min lejlighed, min kaffe, mine anemoner. Min lørdag.
Da jeg mødte ham foran cafeen tyve minutter i syv, stod han allerede der. Mørkt frakke, samme tørklæde, denne gang uden blomster.
Godaften, sagde han.
Godaften, svarede jeg.
Vi så på hinanden kort, to voksne mennesker på en våd byvej, der var her, fordi vi selv havde valgt det. Ikke fordi man skulle, ikke fordi man ikke kunne lade være bare fordi, vi havde lyst.
Skal vi gå ind? spurgte han.
Ja, sagde jeg.
Og vi gik ind.
