Ikke længere hustru
Poul, har du husket at måle blodtrykket i dag? Tog du din pille? spurgte Karen ude fra døren, mens hun tørrede hænderne i forklædet.
Gider du nu ikke med alt det der blodtryk, Karen! brummede han uden at kigge op fra sin telefon. Jeg har et møde om en time. Hvor er min lyseblå bomuldsskjorte? Har du strøget den?
Jamen, jeg strøg tre skjorter til dig i går. Du sagde selv, den skulle til renseri, der var en plet…
Du forveksler altid tingene! Man kan ikke stole på dig. Find bare en eller anden. Og lav te, stærk. Ikke den der kamillete, det kan jeg ikke holde ud længere.
Karens skuldre spændte, men hun sagde ikke mere og gik ud i køkkenet.
Udenfor var det november, vådt og gråt. Høje boligblokke stod med mørke vinduer overfor, kun få lyste op. Karen Jørgensen, seksoghalvtreds år, stod ved komfuret og betragtede, hvordan vandet kogte op i den gamle kedel kanten var slået af tudens emalje, hun ville egentlig have skiftet den ud til foråret, men det blev aldrig til noget. Der var så meget andet.
Hun kom te i Poul Nielsens yndlingskop stærk, uden kamille eller mynte. Tog tallerkenen med de to ostemadder, skar skorperne af, for hans mave var ikke så god længere. Skar en tomat, selvom novembertomater smagte af pap, vitaminer skulle der dog til. Satte det hele på bakken og bar det ind.
Poul Nielsen, otteoghalvtreds, sad i lænestolen med blikket naglet til mobilen. Han var for tre måneder siden blevet afdelingsleder. Før da var han ingeniør, præcis som han havde været i tyve år. Da Søren Hansen gik på pension, satte de Poul ind i stedet ældste i afdelingen og erfaren. Med jobbet fulgte en lønstigning på ni tusind kroner, eget kontor og tilsyneladende også et nyt blik på sig selv og alt andet.
Stil det der, han nikkede mod sofabordet uden at slippe telefonen med blikket.
Karen satte bakken fra sig. Tøvede et øjeblik.
Poul, tag nu pillen. Du sagde selv, du havde ondt i hovedet i går.
Jeg sagde, jeg havde. Ikke nu mere. Gå, jeg skal ringe.
Karen lukkede døren bag sig. Stod et øjeblik i entreen og kiggede uden mål. Tog kluden og begyndte at tørre køkkenvindueskarmen af hun vidste ikke, hvad hun ellers skulle tage sig til.
Sådan havde det været i tre uger nu. Siden Poul fik forfremmelsen og var til seminar med arbejdet ude ved Roskilde Fjord, hvorfra han kom hjem som en anden mand. Opstrøget, nyklippet, og med nyt udtryk i øjnene. Hun havde glædet sig over det først tænkt, han var kommet til live igen. Men siden var det ikke bare godt.
Han begyndte at brokke sig over maden. Før spiste han det, der blev serveret, nu var borsjtj for salt, karbonaderne tørre, og grød med pølse var studenterkost, ikke til en chef. Hun spurgte, om hun hørte rigtigt, men han sendte hende et blik som til en tosse:
Karen, du må altså se at lave noget ordentligt. Bagte fisk, ordentlig salat, ikke kun kartoffelsalat én gang om året.
Hun lavede bagt fisk. Lavede lækre salater. Han spiste uden et ord, og hun bildte sig ind, at det var OK. Men dagen efter kom han hjem og fortalte, at Hans’ kone ikke arbejdede, men kun tog sig af hjemmet, og at hun så ud som folk.
Karen tav. Hun kunne sagtens sige noget andet: At hun heller ikke havde arbejdet i fire år, efter de lukkede regnskabsafdelingen for hende. At hun stod op kl. seks og gik i seng senere end ham. Hentede hans recepter på apoteket, sørgede for vinterdæk, gjorde klar, når han var optaget. Men hun sagde ikke noget det var hun vant til nu.
For to dage siden blev det værre.
Han kom hjem ved otte-tiden. Karen stod og tog kyllingesuppe af komfuret lavet på ekstra magert bouillon for hans kolesterol skyld, stod og duftede af dild og gulerod.
Hvad tog så lang tid? spurgte hun fra køkkenet.
Blev lidt sent, sagde han og sparkede skoene af midt på gulvet.
Suppen er klar. Sæt dig.
Han gik i køkkenet, åbnede låget. Lavede en grimasse.
Kylling igen.
Det er bedst med kolesteroltallet, sagde lægen…
Jeg ved det godt, men jeg er ikke et barn. Jeg er bare træt af sygehusmad derhjemme.
Hun øste suppe op, skar brød. Han spiste, satte sig derefter ind i stuen uden at tage tallerkenen med. Hun ryddede op og gik ind kun for at spørge, om han ville have kompot.
Han sad med mobilen, og hun nåede kun at se noget lyserødt på skærmen, før han vendte den.
Poul, vil du have kompot?
Han kiggede længe på hende.
Nej, sagde han så, og efter en lille pause, Karen, se lige på dig selv.
Hun forstod ikke.
Hvad mener du?
Jeg siger, se på dig selv. Hvornår var du sidst ved frisøren? Dit hår hænger. Og den der ternede morgenkåbe … du ligner jo min gamle faster fra landet.
Køkkenhanen dryppede. Der var tv-støj fra naboen.
Poul begyndte hun sagte.
Hvad? Jeg siger bare sandheden. Jeg skal til firmaarrangementer nu. Folk kommer her ens kone må da se ordentlig ud, og du Hvad er det for et syn?
Folk? sagde Karen langsomt. Du har ikke inviteret nogen hjem i tre måneder.
Ja, fordi det er pinligt! sagde han højere. Ordet faldt hårdt og tungt. Jensens kone hun ser ud af noget. Velplejet kvinde. Stilfuld. Og du du er blevet tyk, altid i morgenkåbe, dit hår er gråt…
Poul Erik. For første gang brugte hun hele hans navn. Du fylder snart tres. Jeg er seksoghalvtreds. Vi er ikke unge mere.
Netop! Og derfor skal man passe på sig selv! Jeg går til fitness nu. Men du sidder bare derhjemme dag ud og dag ind …
Hele dagen hjemme, gentog hun. Hendes stemme overraskende rolig hun undrede sig lidt over sig selv. Godt så, Poul. Jeg har forstået.
Hun gik ud, lukkede roligt døren. Tog brødet fra bordet, slukkede lyset over ovnen. Hun gjorde det næsten i trance, men inderst inde følte hun, at der var blevet rykket på noget. Ikke knækket bare flyttet på plads, som møbler man endelig flytter.
Hun sov ikke den nat. Lå og stirrede på loftet. Han snorkede hurtigt. Hun hørte hans åndedræt og tænkte.
Hun tænkte på, at hun de sidste ti år havde været husbestyrer for ham. Købt piller, holdt øje med hans Enalapril og Crestor, og for leden også noget dyrt til leddene til tusind kr. pr. pakke. Skrev alt ned i kalender, gik i forvejen i apotekets kø lægen havde sagt, der måtte ikke være pauser. Hun havde passet det hele for ham.
Og nu sagde han, at hun havde ladet sig selv gå, at hun var blevet som en gammel kone. At Jensens kone var bedre.
Hun lå og tænkte. Omkring klokken et om natten besluttede hun: Nu er det nok.
Ikke jeg går, ikke jeg slår op eller nu skal vi skilles. Bare nok med det, der ikke bliver set eller værdsat. Nok med at være en ressource, man bare åbner for som et vandrør. Nu måtte han selv.
Næste morgen stod hun op kl. seks som altid. Lavede kamillete til sig selv, det han ikke kan fordrage. Satte sig og bookede tid hos frisøren, i det dyre center ved Nørreport, hvor det koster mindst 1250 kr. for en klipning. Bookede en tid onsdag. Derpå fandt hun et kursus i stavgang i lokalparken, gratis, tirsdag og torsdag morgen. Skrev det i sin telefon.
Da Poul kom ud i køkkenet klokken syv, stod kun hans egen tekop klar. Brød i brødboksen, smør og ost i køleskabet. Han måtte selv hente.
Hvad med morgenmad? spurgte han forvirret.
Der er brød, smør, ost, sagde hun uden at kigge op fra telefonen.
Han skænkede selv te, fandt brød, spiste stående ved køleskabet og gik. Uden at sige noget.
Hun betragtede døren, der lukkede efter ham, og følte en underlig lettelse.
Den onsdag gik hun til frisøren. Frisøren, en ung pige med kort hår og mange øreringe, undersøgte hendes hår:
Hvornår blev du sidst klippet og farvet?
Tre år siden, indrømmede Karen. Der var andre ting.
Du har groet det godt ud. Lad os lave lidt farve og highlights, så overgangen ikke bliver skarp. Og så retter vi formen.
To og en halv time sad hun i stolen. Så sit spejlbillede forandre sig. Hun gik ud derfra som en anden. Ikke ung det var ikke muligt men mere sig selv. Den version hun for længst havde glemt.
Hun brugte 3600 kr. Gik i Matas på vejen hjem, købte ansigtscreme ikke den billigste, men den med moden hud til 800 kr. Tænkte kort, at det var meget dyrt, men huskede så på Jensen og købte alligevel.
Poul bemærkede håret om aftenen, men sagde ingenting.
Hun havde heller ikke ventet det.
Ugen efter løb hans blodtryksmedicin ud. Før plejede Karen at opdage det i god tid og fiksede en ny pakke. Nu lod hun bare den tomme æske ligge på hans natbord. Han kunne selv se det.
Dagen efter råbte han:
Karen! Pillen er slut!
Jeg ved det, sagde hun ude fra køkkenet.
Hvorfor har du så ikke købt?
Du er da voksen, Poul. Du kan selv gå.
Lang pause.
Jeg har travlt.
Jeg har også mine ting.
Hvilke ting, forklarede hun ikke. Der var faktisk kommet ting: Tirsdag og torsdag gik hun stavgang i parken sammen med to andre kvinder på hendes alder, Nina og Rikke. Nina var vicerektor på skolen, lo højt, så fugle fór væk. Rikke var stille, pensioneret og passede børnebørn. De gik rundt og snakkede, og Karen nød, at hun ikke vidste hvor simpelt og dejligt det kunne være.
Poul købte sine piller selv, kom hjem som havde han ydet en kraftpræstation. Hun sagde intet, han sagde intet.
I samme periode ringede hun til sin gamle veninde fra regnskab, Ingrid.
Ingrid, har du tid lørdag?
Hvad sker der?
Skal vi ikke tage i biografen eller bare drikke kaffe for en gangs skyld?
Er alt okay? Ingrid blev mistænksom; de havde ikke siddet på café i fire år mindst.
Bedre end før, svarede Karen.
Lørdag mødtes de. Ingrid måbede over hendes nye hår:
Karen dog! Hvor ser du godt ud!
Jeg var hos frisør.
Endelig! Jeg har savnet at se dig sådan.
Tja, men nu er nu, sagde Karen, og de satte sig med kaffe og kage ved vinduet, hvor årets første sne dalede og voksede til sjap.
Nå, fortæl, sagde Ingrid.
Karen fortalte: Om Pouls nye job, om den nye Poul, om borsjtj og Jensen-fruen og skam dig og den tartede bemærkning om hendes udseende.
Ingrid lyttede, rørte i sin kaffe.
Så hvad har du besluttet?
Jeg har ikke besluttet noget. Jeg er bare stoppet med at gøre alt det, han ikke sætter pris på. Det giver ikke mening.
Det gør det ikke, nikkede Ingrid. Du gør det rigtige.
Rigtigt eller forkert, sagde Karen, jeg kan ikke andet mere.
De blev i cafeen lidt længere, bestilte en kop kaffe mere. Da de gik, sneede det. Ved metroen sagde Ingrid:
Ring endelig. Skal vi ud igen næste lørdag?
Det gør vi, svarede Karen.
Hun kørte hjem og tænkte, at hun ikke havde haft tid bare til at snakke i seks år. Altid var der noget vigtigere Poul, hans helbred, hans suppe.
Hjemme sad han foran fjernsynet. På køkkenbordet stod hans beskidte tallerken og kop fra æggemaden, han havde lavet selv. Hun kiggede på den før ville hun have vasket op med det samme. Hun lod den blive.
Hvor var du? spurgte han uden at vende sig.
Mødtes med Ingrid.
Længe.
Ja.
Hun gik på badeværelset, vaskede ansigt, tog den ansigtscreme på, hun havde købt. Så sig selv i spejlet: Seksoghalvtreds, ikke ung længere, men levende. Smilerynker, lidt markant mund. Det melerede hår klædte hende faktisk. Hun var ikke ung, men det var også okay.
December kom med for alvor frostvejr. Hun købte sig ordentlige støvler, ikke de billige gummistøvler, hun havde brugt i tre vintre. Brugt 4500 kr. og ikke fortrudt.
Noget lunt havde ændret sig i lejligheden. Hun lavede stadig mad, men ikke speciel diætkost kun til ham. Lavede det, hun selv havde lyst til: Ordentlig borsjtj med kød, kartofler med kylling, nogle gange kødboller fra frost hvorfor ikke? Hans dampede diætkoteletter var fortid. Lægen havde jo sagt, hvad han skulle gøre.
Hans skjorter blev nu vasket sammen med alt det andet. Ikke noget særligt vaskeri ikke noget særprogram.
Han bemærkede det. Tav. Smed en spids bemærkning engang imellem:
Pirogger igen?
Ja, svarede hun neutralt.
Du har helt sluppet madlavningen?
I går fik du suppe. Og forleden søndags stegegryde.
Han blev mut, men sagde ikke mere. Det ville lyde for åbenlyst at sige: Hvorfor kredser du ikke mere om mig?
Karen fortsatte med parken om tirsdagen og torsdagen. Lærte Nina bedre at kende hun kendte en god gynækolog, og Karen fik endelig bestilt tid. Bookede sig desuden ind på et gratis akvarelkursus på biblioteket onsdag. Ikke fordi hun længe havde drømt om at male bare fordi, hvorfor ikke? To timer hver onsdag, tid til bare at fordybe sig i farver.
I december begyndte Poul at komme sent hjem. Engang var det noget, der gjorde Karen bekymret, kaldte og lod maden stå. Nu spiste hun bare selv og gik i seng, når hun havde lyst. Han kom hjem ved ni, ti, nogle gange halv tolv. Hun spurgte ikke.
At han havde fundet en anden, gik ikke op for Karen med det samme og ikke gennem hans telefon. Hun forstod det den dag, han kom hjem og duftede af en fremmed parfume sødligt, overvældende. Ikke fra kontoret eller restaurant, nej, noget andet. I entreen mærkede hun det så gik det op for hende.
Mærkeligt men det gjorde ikke ondt. Hun forventede smerte, men oplevede bare nysgerrighed og forbløffet lettelse. Hvis han gik, var det hans valg; ikke hendes nederlag.
Hun sagde ikke noget. Sov faktisk godt den nat.
Det fortsatte i tre uger. Han arbejdede, kom sent, gik ud at ringe. En dag hørte hun et fragment af en samtale gennem badeværelsesdøren: men Lene, jeg sagde jo lørdag Lene. Godt så.
Disse uger tænkte hun meget. På at hun havde levet med ham i toogtredive år, haft en søn, Mikkel, der nu boede i Aarhus med kone og børn. I sin ungdom var Poul anderledes: sjovere, tog Mikkel med på fisketur. Hvornår han ændrede sig, kunne hun ikke sige som vand i kælderen, der siver ind uafbrudt, indtil det er for sent.
Hun tænkte også på sig selv at hun havde brugt så mange kræfter på at passe på Poul, at hun glemte sin egen omsorg. Ikke bare udadtil men også indvendigt. Hun anede ikke længere, hvad hun selv kunne lide: Hvilken musik, hvilke bøger, hvor hun ville rejse hen, hvis hun kunne. Det hele var druknet i årevis af supper og indkøb.
Akvarelhaoldet på biblioteket viste sig vigtigt. Underviseren, Marianne på tooghalvtreds, viste, hvordan man skabte nuancer med vand og farve. Karen sad der og malede et æble sidste gang, hun havde malet, var i sjette klasse. Det føltes overraskende let.
En onsdag i januar sagde Marianne: Du har faktisk et rigtig godt farveblik, Karen. Bare sådan. Det betød pludselig mere, end hun havde troet. For Poul havde ikke sagt noget pænt til hende i mange år.
I starten af januar ebbede Lene-historien ud. Karen vidste det ikke fra Poul, men fordi han vendte tilbage til gamle vaner og rutiner: Hjem klokken syv, tv, ingen skjulte opkald fra badet. Han så lidt slidt ud, hostede mere.
Hun lavede suppe, han spiste. Engang kom han ud i køkkenet, satte sig, som om han troede, de kunne smalltalke:
Det er koldt udenfor i dag.
Ja, svarede hun. Minus tolv, sagde de i radioen.
Mmm.
Så gik han. Mere blev det ikke til.
Hvad der skete med Lene, fik Karen senere at vide fra en af Pouls kolleger, Erik, der ringede og spurgte til sommerhuset: Har hørt, Poul rendte med en ung dame? Men hun droppede ham hurtigt, hørte jeg. Sådan noget har jeg også hørt, svarede Karen. Erik grinede og gik videre.
Hun forestillede sig let, hvad der var sket: Hun havde nok troet, hun fik en velhavende chef med restaurantbesøg og sjov. I stedet var Poul otteoghalvtreds, fuld af hensyn med blodtryk og kolesterol, der ville have sin te på den rigtige måde og strøget skjorte. Ikke noget, man holder ud i længden.
Karen følte ingen skadefryd. Det var som at være fri for tandpine: Man mærker bare lettelsen.
I februar begyndte hans helbred at vakle. Nu hvor han selv stod for medicinen, røg han ofte ud af rytmen. Hun så pillepakkerne: i tilfældig bunke, forvekslede dage og piller. Nogle gange tog han to på én gang. Hun sagde intet doktoren havde fortalt ham det mange gange.
Dårligt blodtryk, han blev blegere, brokkede sig over brummen i hovedet. Vågnede om natten. Klarede det ikke selv, spurgte om hun ville bestille tid hos lægen:
Kan du ikke ringe og booke?
Nummeret står på dit sundhedskort. Det er nemt.
Han stirrede på hende. Hun sad roligt og drak te.
Jeg kan ikke huske, hvordan man gør.
Poul, du er uddannet ingeniør og leder. Du finder ud af det.
Han klarede det selv til sidst, gik til læge. Fik endnu et præparat på listen.
Her, sagde han og lagde en seddel på bordet.
Godt, sagde Karen.
Kan du købe med hjem?
Jeg kommer forbi apoteket i morgen, hvis du giver mig penge.
Han blev paf. Før var det hende, der ordnede, nu sådan.
Han fandt pungen. Hun købte medicin, lagde det på bordet. Ingen forklaringer eller plan, kun det.
Marts bragte tøvejr. Karen gik ture uden stave, bare sig selv. Købte en ny forårsjakke, ikke en grim sæk, men en med bælte, lys beige. Kiggede på sig selv og tænkte, hun havde ikke bare købt noget til sig selv længe.
I marts kom Mikkel og hans kone Ida på besøg nogle dage. Mikkel, høj og firsindstyve, lignede sin far engang men var mildere. Ida sød, rolig. De havde honning og chokolade med.
Den første aften spiste de sammen. Karen havde lavet ovnkartofler, sildesalat, og hjemmelavet sylte på hendes mors opskrift. Poul sagde ikke meget. Mikkel fortalte om jobbet og børnene, Ida spurgte ind til biblioteksmaleriet.
Du maler, mor?
Jeg lærer. Akvarel.
Hvor er det sejt. Må vi se?
Hun fandt papirerne frem fra tasken. Mikkel studerede dem alvorligt, Ida roste dem.
Mor, du ser yngre ud, helt ærligt.
Bare fordi jeg endelig kom til frisør, svarede Karen.
Hun så, at Mikkel sendte Poul et blik. Han åd sylte og svarede ikke. Noget var tydeligt ikke i orden. Mikkel spurgte ikke.
Næste dag, mens Ida handlede, blev Mikkel hjemme. Karen stod i køkkenet og lavede frosne pirogger.
Mor, er alt okay imellem jer?
Hvorfor skulle det ikke være?
Han er… blandt. Er han syg?
Han har det lidt skidt med trykket, men ordner sig selv. Han er voksen.
Mikkel tav. Rodede lidt med dejen.
Er I uvenner?
Nej, svarede Karen, vi lever bare parallelt nu.
Sig til hvis…
Det er fint, Mikkel. Jeg har det godt.
Han troede hende hun mærkede det. For hun havde det faktisk godt.
Gæsterne tog hjem søndag. Stilhed igen. Karen ryddede op, Poul så tv.
Senere gik han i køkkenet, hældte et glas vand op, betragtede mørket udenfor.
Mikkel ser godt ud.
Ja, det gør han.
Og børnene … han afsluttede ikke sætningen.
Ja.
Han satte glasset fra sig og gik.
April startede med, at Poul fik et kraftigt blodtryksanfald. Ikke ambulance-alvorligt, men han satte sig med sved og rødmen på gulvet.
Karen, jeg har det dårligt …
Hun gik ud, så ham sidde der, rød i hovedet, svedende.
Kom med ind og læg dig.
Hjalp ham til sengen, måttele trykket 185 over 110. Dårligt.
Tag en Captopril, den ligger i natbordet. Læg dig ned. Jeg kommer tilbage om lidt.
Hvor går du hen?
Jeg er ude i køkkenet.
Hun satte te over og lyttede. Hørte, at han rodede efter pillen. Han fik det bedre ned til 160/95.
Bliv liggende, intet arbejde i dag.
Jeg skal på arbejde …
Ring og meld dig syg. Du bliver hjemme.
Han blev liggende. Hun lavede te og fandt tvebakker til ham. Ikke af kærlighed, men omsorg der er forskel mellem ikke at ville hjælpe og at overvære lidelse.
Han stirrede i loftet.
Karen, sagde han efter lang tid.
Hvad?
Jeg har opført mig fjollet de sidste måneder.
Hun svarede først ikke. Satte sig på sengekanten.
Ja, Poul, sagde hun roligt. Fjollet.
Det der med forfremmelsen. Det steg mig nok til hovedet. Troede jeg var noget særligt.
Du er nået langt. Nu er du chef.
Ja… Og du er stadig… han slog blikket ned Nej, det var ikke sådan ment.
Jeg ved, hvad du mente, sagde hun sagte.
Hun gik. Tog koppen og gik ud i køkkenet. Ingen store forsoningsscener, ingen tårer. Han sagde fjollet, hun sagde ja. Sådan var det.
April gik over i maj. Hun gik stadig i parken og til akvarel. Nina inviterede hende i teatret. De købte billetter til Aarhus Teater Karen havde ikke været der i ti år. Hun sad og så et stykke med et glas appelsinsaft fra baren og nød, at hun kunne sidde der med sig selv.
Hun var seksoghalvtreds og begyndte at forstå, at dette ikke var enden på noget, men begyndelsen på noget andet.
Hun og Poul levede stadig parallelt. Han kritiserede ikke maden mere, nævnte ikke Jensen-fruen. Nogen gange sad de i samme rum; han så tv, hun læste en bog Nina havde anbefalet. Der var fred, men nu på andre vilkår: Hun følte sig ikke længere forpligtet.
En dag bad han hende om at bestille medicin på nettet.
Kan ikke finde ud af det. Du er gode til det.
Det er let, sagde hun, søg navnet, læg i kurven, vælg et apotek.
Du gør det bedre.
Jeg kan. Men du lærer det også.
Han klikkede lidt rundt, spurgte én gang, hvor man trykker. Hun viste det. Han bestilte selv.
Hun lærte, det var vigtigt: Ikke at gøre ting, folk kan gøre selv. Hun havde troet at hjælpe var lig at gøre alt. Nu vidste hun, det var at tage over.
I juni blev det varmt. Karen købte en ny sommerkjole, blomstrede, let. Tog den på og tænkte, at hun så godt nok ud ikke som en bondekone, bare som sig selv.
Ældre har forskellige måder at leve sammen på nogle slås, andre taler ikke, nogle er nærmest venner. De var noget fjerde: Ikke krig, ikke venskab, ikke kulde. Noget midt imellem hvor begge havde deres liv, men delte tag.
Hendes fremtid kendte hun ikke. Indimellem overvejede hun Ingrids spørgsmål om skilsmisse. Ikke forkastede det, men havde ikke travlt. Hun skulle finde sig selv først.
Sommeren gik. Hun tog til Aarhus til Mikkel og Ida i to uger, alene for første gang i årevis. Poul blev hjemme, sagde han havde travlt. Hun syede en pude til barnebarnet, havde lært det fra internettet, lagde bogen med i tasken og tog af sted.
De to uger med Mikkel, Ida og børnene Stephan på seks og Marie på fire var de bedste i lang tid. Karen nød at lege med børnene, bade Marie, læse højt. Den omsorg, hun havde savnet, føltes anderledes nu, ikke krævende, ikke pligt.
Om aftenerne talte hun med Mikkel om, hvordan det gik. Hun sagde ærligt, at det var svært hjemme, men okay. Han talte ikke moralsk. God søn, hun vidste det.
Da hun kom hjem, var hun solbrun og udhvilet. Poul mødte hende i entreen, sagde: Nå, du er hjemme. Bar hendes taske ind mere blev det ikke til.
August var trykkende varm. Hun købte sig en ventilator til soveværelset, en kæmpe vandmelon på markedet, spiste halvdelen selv, halvdelen skar hun til ham. Den tog han og sagde tak første gang i lang tid, han sagde tak.
I september kom kulden tilbage, poplerne raslede udenfor. En fredag aften var hans ansigt gråt, han listede rundt. Karen sad i køkkenet med en bog.
Karen, sagde han ved døren, det er skidt.
Hvad er der?
Tror det er trykket. Og her, han lagde hånden på brystet, det trykker.
Hun så på ham.
Hvor længe?
Siden frokost. Troede det gik over.
Har du taget pille?
Ja, klokken tre. Det hjalp ikke.
Sæt dig.
Han satte sig. Hun tog blodtryksapparatet: 190 over 115. Endnu værre end sidst.
Poul, sagde hun. Det er alvorligt. Ring til lægevagten.
Ej, nu er det nok bare at tage en pille til…
Nej. 190, og trykken i brystet. Det tager du ikke let på. Du skal kontakte en læge.
Så ring for mig…
Og så standsede hun op. Stod der med apparatet, så på ham.
Hun så manden, syg, bange. Hun følte medfølelse. Han var syg og bange, det var sandt.
Men også: I alt det her år havde han set lige igennem hende. Han havde sagt ting, som aldrig kunne forsvinde igen. Hun var holdt op med at være menneske for ham længe før, hun selv holdt op med at prøve.
Så hun vidste, hvad hun ville gøre og ikke gøre.
Poul, sagde hun roligt. Du har din mobil. Du kender nummeret.
Han så forvirret på hende.
Hvad?
Ring selv op. Tast 1813. Sig adressen, fortæl om trykket og smerterne. De kommer.
Karen… Der var noget barnligt rådvildt i stemmen. Vil du ikke hjælpe?
Jeg hjalp: Målte trykket, sagde hvad du skulle. Nu tager du dig af resten.
Men…
Poul. Hun lagde apparatet på bordet. Du ringer selv. Du er voksen. Leder. Du klarer det.
Hun gik ud af køkkenet, ned ad gangen, ind i stuen. Lukkede døren bag sig.
Fra køkkenet, efter lidt tid, hørte hun svagt hans stemme, en anelse rystende:
Hallo. Ja, jeg har brug for hjælp … adressen er…
Hun satte sig med sin kamillete. Trak vejret dybt, stirrede ud i mørket. Nede på asfalten lå våde blade, poplerne bar næsten ingen blade tilbage.
Han blev færdig med at tale. Stilhed.
De er på vej, sagde han.
Godt, svarede hun.
Vil du tage med på hospitalet?
Hun vendte sig. Så på ham. Grå i ansigtet, bange øjne. Hun havde ondt af ham, rigtigt ondt.
Nej, Poul, sagde hun sagte. Jeg bliver her. Lægerne ordner det.
Karen…
De kommer og hjælper dig. Det er deres job.
Hun tog sin te, gik ind i stuen. Lukkede døren. Sad ved vinduet, så ud i mørket, lyste fra gavlen overfor. Nogen rumsterede i køkkenet. Stilhed. Så lyden af elevatoren.
Ambulancen kom efter tyve minutter. Hun hørte ham åbne døren, stemmer, fodtrin. Blodtryk. EKG. Måske indlæggelse. Hans stemme, nærmest som et barn.
Så en stemme: Er konen hjemme?
Hans stemme: Ja. Men hun… tager ikke med.
Pause. Lægens rolige stemme: Forstået. Tag jakke og sko på, vi skal tjekke dig.
Døren. Elevator. Stilheden.
