Elskede
Skat, min mor har det vist bedre nu. Skal vi ikke bare køre hjem? Så kan hun få lidt ro.
Helene formulerede det som et spørgsmål, men det lød ikke sådan. Og det gik op for mig, at sådan her… skal jeg leve. For evigt.
Helene, jeg har altså sagt, at jeg overnatter hos mine forældre. Hvorfor kom du egentlig? Skal du holde øje med mig eller hvad?
Der var noget i min stemme, Helene fangede. En fremmed lyd, et advarselsbip. Situationen var forkert.
***
Emil, ræk mig lige skruetrækkeren! råbte jeg fra toppen af stigen.
Vi lavede lysarbejde på Gladsaxe Skole. Min makker, Emil Madsen, skulle stå nedenunder og holde øje samt give værktøj, når jeg havde brug for det.
Værsgo. sagde Emil, men stemmen var mærkeligt lys, næsten syngende, og pludselig rørte en skruetrækker min hånd, uden jeg havde set ham.
Ud af det blå blev jeg så forskrækket, at jeg næsten væltede ned fra stigen.
Efter at have fastgjort lampen, listede jeg hurtigt ned igen. Og heldigvis var hun der stadig ejeren af den klokkerene stemme. Emil var ingen steder at se.
Hvor er Emil blevet af? spurgte jeg hende.
Hun smilede gådefuldt:
Jeg bad ham fikse stikkontakten i mit lokale.
Han får ballade, sagde jeg alvorligt. Han må ikke forlade stigen.
Jeg hedder Signe, sagde hun og rakte hånden frem. Hvad med dig?
Hendes fremfærd tog mig lidt på sengen, men jeg præsenterede mig hurtigt:
Kasper.
Jeg ville egentlig spørge dig om noget Kan jeg få dit nummer? Tager du private opgaver?
Vores firma renoverede strømmen på Gladsaxe Skole for kommunen. Det hendes spørgsmål satte mig ud af kurs. Måske fordi hun var smuk, og jeg mere så, end jeg hørte hvad hun frågade om.
Hun så tilbage, ventede tydeligvis på svar. Nå ja!
Hvad mener du med private opgaver?
Som i, el-arbejde hjemme hos folk, smilede Signe. For eksempel i min lejlighed.
Jeg begyndte at tale om chefen, papirer og forskellige betalingsmåder. Lige i det Emil dukkede op igen.
Din stikkontakt er klar, frk. Sørensen.
Signe hørte mit forvirrede sludder, vinkede Emil med sig og sagde:
Kom med, så kigger jeg.
Emil fulgte villigt efter hende. Nåda! Måske opstod der noget imellem dem. Sådan begynder det tit for elektrikere. Med en stikkontakt.
Emil var single. Han kunne sagtens bruge sådan én som Signe. Jeg selv havde Helene min forlovede. Men min mor mente, jeg begik en fejl.
Hvorfor skulle det være en fejl? forstod jeg ikke.
Helene er for praktisk. For viljestærk. Hun vil styre alt. Du burde have mødt én mildere Du er jo så god af dig.
Ingen af mine venner eller familie havde virkelig kunne lide Helene. Mor var decideret imod, far nikkede bare med. Når vi kom til sammenkomster, blev jeg enten ikke inviteret næste gang, eller der stod: Kom gerne bare alene! Til sidst havde jeg nærmest kun tid med Helene og færre og færre venner.
Vi var færdige med arbejdet og pakkede bilen.
Hvorfor stak du egentlig bare sådan af? bad jeg om forklaring. Man kunne jo falde ned, brække begge ben, børnene fór jo omkring. Havde du sagt, du kunne lide lærerinden, havde jeg da givet grønt lys. Snak bare, men ikke mens jeg hænger under loftet.
Emil gloede på mig som om jeg var gal:
Mig? Hende? Det er dig, hun fik øje på! Hun bad mig bare se til kontakten, lovede at indtage posten som din hjælper, hvis du havde brug for det.
Mener du det?
Kasper, det drejede sig bare om en løs skrue.
Satans! Derfor snakkede hun om private opgaver Og jeg kværnede løs om regninger og administration.
Vi blev tavse et øjeblik.
Sød pige, faktisk. Men jeg har jo Helene.
Emil trak på skulderen. Tosse, sagde hans blik.
Den nat, mens jeg lå trygt ved siden af Helene, drømte jeg om Signe. Hun stod ved tavlen, lidt anderledes end i virkeligheden. Nærmest som en forførende lærerinde. Hun bankede pegepinden i første række:
Kragh, op til tavlen!
Jeg gik op, mumlede skamfuldt om kontrakter og direktøren. Signe så strengt på mig, rynkede på næsen og brød ind:
Hold nu op, Kragh. Sæt dig ned, det bliver kun til et total. Du har ikke lært lektien!
Hvad skal jeg så lave til næste time? spurgte jeg modvilligt.
Hun bøjede sig ind over mig, barmen tæt på mit ansigt.
Skrue pærer i! råbte hun, og jeg vågnede med et sæt.
Kasper, hvorfor råber du! Jeg skal på arbejde i morgen brummede Helene. Først gyserfilm, så skrig om natten.
Jeg måtte have skreget. Hun brokkede sig videre, at når vi blev gift, ville vi kun se romantiske film, som ordentlige par gør. Jeg tænkte på min mors ord: Hun vil planlægge for jer begge. Og ja hun havde allerede planlagt, hvilke programmer vi skulle se som familie.
***
Dagen efter, i frokostpausen, susede jeg i stedet for at spise til Gladsaxe Skole. Vagten i døren kendte mig ikke.
Jeg har glemt et værktøj, skal hente det straks.
Jeg ringer lige, sagde han og løftede telefonrøret. Tydeligvis var skolens regler, at han skulle advisere ledelsen først. Stod til at gå galt. Da lød igen den velkendte, lyse klokkestemme drømmeagtig, alligevel så rigtig.
Poul, lad ham komme op. Jeg følger ham tilbage igen.
Ja, frk. Sørensen, sagde vagten og lagde på.
Vi gik op til hendes lokale. Biologi-plakater, tekstiler, naturens cirkler og evolution. Jeg læste lidt på dem, uden mål eller mening. Hvorfor var jeg dog kommet?
Kasper, ville du fortælle mig noget? spurgte hun og studerede mit ansigt.
Som en idiot gloede jeg i gulvet. Konstaterede, at Signe fra drømmen og virkeligheden var to forskellige, men alligevel… hendes milde udstråling, den ægte skønhed. Jeg sank.
Fungerer kontakten? spurgte jeg.
Alt virker. Også lamperne du skiftede. Tusind tak.
Emil siger, at jeg vist gør indtryk på dig.
Det føltes som om jeg var på dybt vand og var ved at drukne.
Jeg håbede du selv ville regne det ud, sagde Signe.
Så det passer…
Vi blev tavse.
Hvad skal repareres hjemme hos dig så? spurgte jeg.
Du kan lige så godt sige det, sagde Signe, tog min hånd. Lad være med at trække tiden ud.
Jeg skal snart giftes.
Jeg forstår… Sådan går det jo. Der er endda en sang om det, Sort og Hvidt.
Aldrig hørt.
Men det har du nok. Det var med i en gammel film, Overgangsalderen.
Pludselig forstod jeg mor elskede dén film. Sang med, når den blev spillet. “Livet handler om valg”, plejede hun at sige. Og det havde jeg aldrig set helt til ende, var klar over jeg aldrig havde turdet tage et valg selv.
Jeg ville ellers passe med dig…
Men du skal giftes. Signe tog sin taske. Jeg har fri nu. Går hjemad.
Jeg kan give dig et lift? sagde jeg lavt.
Hun boede tre opgange væk fra skolen. Hun kunne nemt have afslået, men det gjorde hun ikke. Vi sad der i bilen, tavse, og det føltes rart. Men tiden løb jeg måtte tilbage.
Jeg må hellere komme videre.
Hun vendte sig og sagde:
Tak skal du have.
For ingenting… Jeg gav dig jo bare et lift.
Nej. Tak for ærligheden.
Hun gik. Og der, i det øjeblik, ønskede jeg for første gang, at jeg ikke skulle giftes med Helene.
Senere ringede jeg til min mor og bad hende dække mig ind, hvis Helene skulle ringe og tjekke mig. Fortalte Helene, at min mor var syg, og jeg blev natten over. Og så tog jeg hjem til min mor.
Hvad laver du nu? spurgte hun, mærkede min pande. Du er da ikke blevet syg?
Jeg skal tænke, mor. Må jeg sove på mit gamle værelse?
For min skyld kan du flytte hjem igen!
Jeg kyssede hende på kinden og holdt hende tæt.
Undskyld, mor, at jeg misbruger dit helbred for min skyld. Pas på dig.
Det går nok, dreng. Ellers slipper du jo aldrig af med Helene…
Mor kunne virkelig ikke lide Helene.
Jeg lå på sofaen og glanede op i loftet. Hvorfor snor livet sig altid så mærkeligt? Jeg har altid været tilbageholdende hvad angår piger. Så mødte jeg Helene og hun tog styringen. Og hvorfor ikke? Jeg drikker ikke. Jeg har job elektriker, rigeligt at leve af. Nu er jeg endda blevet souschef for det skulle nogen jo være. Chefen, Finn, gav mig arbejdet, fordi jeg aldrig sprang over, aldrig drak, og han gav procent oveni. God kandidat, sagde han.
Jeg troede jeg var heldig, at jeg havde fået Helene: arbejdsom, sød, pålidelig. Godt nok kunne hun kommandere en hel kaserne, men hvorfor ikke? Mange mænd lever under tøflen, tager det med ro. Helene var ikke hysterisk. Hun viste hvem hun var fra starten. Men… måske ikke alt?
Nej, det handler ikke om hende. Det handler om at man går sin trygge vej, så pludselig snubler man over et menneske, man bare kan være stille med. Og pludselig ved man ikke mere. Skal man glemme det? Eller ødelægge alt for et øjebliks magisk stilhed sammen med netop hende?
Mor kiggede ind og spurgte, om jeg ville spise. Jeg havde ingen appetit.
Vil du snakke om det?
Ikke nu, mor.
Måske kan jeg hjælpe…
Mor!
Jeg går, sagde hun og trak på smilebåndet.
Senere ringede det på døren. Helenes stemme, der snakkede om medicin, madvarer og lægen strømmede ind. Jeg følte helt fysisk et indre raseri. Det var ikke en labyrint… Det var en fælde!
Jeg trådte ind i stuen.
Skat, din mor har det bedre nu. Skal vi tage hjem? Så kan hun hvile sig.
Helene spurgte, men det lød ikke sådan. Jeg så på hende og mærkede, at sådan her ville mit liv blive hele livet.
Helene, jeg har sagt jeg sover her. Hvorfor kom du? Skal du kontrollere mig??
Noget i mine ord fik Helene til at fryse. Jeg skyndte mig forbi hende:
Giver du mig ro i dag eller ej?
Og jeg gik.
Senere fortalte mor, at hun med besvær fik Helene ud af døren. Helene ville have svar, forstå hvad der var sket, hvad der kunne ændre sig på bare én dag.
Helene, gå hjem nu. Jeg er syg. Jeg skal hvile.
Jeg er da ikke til gene. Jeg sidder jo bare her. Hvis du får det værre, så er jeg her.
Mor syntes næsten, det var synd for hende. Hun forstod heller ikke, hvad der skete. Jeg sagde ikke et ord.
Senere stod jeg foran Signes opgang. Vi havde ikke engang udvekslet telefonnumre, og jeg anede ikke hvilken lejlighed. Heldigvis var der kun få muligheder, men de første, jeg prøvede, var mislykkede folk var mistroiske, ville ikke fortælle hvor lærerinden boede. En ældre dame truede endda med at ringe til politiet. Endelig åbnede Signe døren.
Endelig! sagde jeg Bare én paranoid nabo mere, så var jeg død.
Signe trak mig indenfor.
Jeg drikker ikke! skyndte jeg mig at sige.
Jeg kan se det. Hvad er der sket?
Er du alene?
Nej.
Nej? Undskyld…
Jeg er med dig nu, smilede Signe. Jeg var alene, men nu er du her. Nu er jeg ikke alene.
Vi kyssede i entréen, i stuen og på sengen. Tavse, uden ord. Ord var unødvendige. Kun føle.
Fortæl mig… mumlede jeg.
Hvad?
Du så mig og så?
Hun vendte sig, kiggede mig i øjnene.
Er du selvoptaget?
Nej, elektriker. Du er lærerinde.
Sikke et par! udbrød Signe.
Vi grinede.
Hun fortalte, hvordan hendes hjerte bankede vildt, da hun så mig. Hvordan hun listede Emil hen at fikse stikkontakten, hvordan han forstod det og blinkede klodset, men hjerteligt. At jeg intet fattede, snakkede formaliteter om el-arbejde og kun det.
Vi var tavse igen. Og jeg følte at stilheden, den vi delte, ikke var flygtig. Den var virkelig. Lige nu føltes det helt rigtigt: Stille sammen. Godt at tale, godt at tie. Godt at vågne op sammen.
Dagen efter fik jeg talt ud med Helene. Hun gik ikke amok hun sagde bare, at hun hadede mig og jeg havde ødelagt hendes liv.
Det var ikke min mening. Undskyld.
Uhm, svarede hun og smækkede døren.
Mor sagde, jeg ikke skulle slappe for meget af. Sådan én som Helene gav sig ikke.
Vent du bare, hun overfalder Signe og hælder kaustisk soda over hende!
Mor kunne nu lide Signe. Det kunne alle mine venner.
Et halvt år senere blev vi gift elektrikeren og lærerinden. Signe og jeg er lykkelige. Og i modsætning til min mor venter jeg ikke længere på, at der sker noget dårligt. Måske er jeg bare en velsignet tåbe eller også var Helene ikke så slem, bare ikke min. For nu har jeg fundet den eneste rigtige. Min elskede.
