Bedstemorens Hus (en beretning fra gamle dage)
Har du nu igen købt kaffe ude i byen! så snart Rikke trådte ind ad døren, fór Anders op.
Jeg gjorde ja, svarede Rikke dæmpet og forsigtigt. Men koppen kostede kun 20 kroner, begyndte hun forklarende.
Hele 20 kroner! afbrød Anders.
Alligevel sparede jeg 40 kroner i dag, så dine anklager er ubegrundede.
Og hvordan har du så sparet det? spurgte Anders sarkastisk.
Det er såmænd sådan: Jeg fulgte med folk ind i metroen to gange uden at vise billet.
Har du ikke købt et månedskort endnu?
Ikke endnu. Jeg tænkte, hvis de tjekker mig, køber jeg billetten på stedet. Men de stoppede mig ikke!
Nå, mumlede Anders. Men du bør købe et kort og tage metroen som alle andre.
Rikke nikkede og gik ud i køkkenet.
Her jeg købte det, jeg nu kunne for pengene, sagde Anders og spredte hænderne ud.
Det går nok, sukkede Rikke og begyndte at tilberede aftensmad.
Husk nu på mormor, mindede Anders hende om, og Rikke måtte beherske sig for ikke at optrappe en diskussion: Anders mormor, fru Olga, kendte udmærket deres trange situation, men hjalp dem ikke, og det var stadig dem, der måtte sørge for hendes mad.
Jeg skal nok huske det, sagde Rikke roligt.
Under aftensmaden var mormor Olga, som altid, utilfreds med alt: det ene var forkert, det andet ligeså. Rikke var irriteret. Hun vidste, at heller ikke Anders brød sig om hendes bøvl, men han sagde intet.
Hvornår tager I egentlig ud til landsbyen? spurgte mormor.
Hvorfor skulle vi tage derud? spurgte Anders.
Hvad mener du, hvorfor? Huset skal sælges. Det står der bare tomt
Ej mormor, huset er sikkert allerede ved at falde sammen.
Det var tydeligt, at Anders slet ikke havde lyst til at tage derud.
Mormor Olga bankede gaflen ned og råbte:
Vi havde et solidt hus! Det står der endnu! Du har jo aldrig været der. I må tage afsted og få det solgt.
Jeg har aldrig været der og har egentlig heller ikke lyst!
Hvornår var I overhovedet der sidst? blandede Rikke sig.
Det er vel snart to år siden de sidste lejere flyttede ud, svarede mormor Olga. Jeg fandt ingen nye. Min venindes datter ringede for et år siden og sagde de flyttede, de havde ellers holdt øje med huset. Jeg fortalte det til dine forældre, men de havde alt muligt andet Nu mangler de penge. Så tag derud, du, sagde mormor Olga og pegede på Anders. Jeg giver dig en fuldmagt til at sælge.
Jamen, selv hvis huset står fint, så er det jo langt ude. Vi får nok ikke særligt meget for det, Anders var skeptisk.
Måske burde vi faktisk tage derud. Bare lige se hvordan det står til, Rikke bed sig fast i idéen.
Rikke!
For det første, så har vi snart ferie og penge har vi alligevel ikke til at tage andre steder hen. Vi kan tage afsted, og undersøge om noget kan gøres, sagde Rikke stædigt.
Anders sukkede:
Vi har hverken penge til fuldmagt eller til togbilletter derhen.
Dem skal I få af mig, sagde mormor Olga. Anders og Rikke kiggede overrasket på hende, men hun lod som ingenting og brokkede sig bare videre over maden, Rikke havde lavet.
Efter aftensmaden forsøgte Anders at overtale Rikke til ikke at tage ud for at se på mormors hus.
Rikke dog, tro mig, det er ikke noget rigtigt hus mere, kun et nedfaldent skur.
Du har aldrig set det, men afviser alligevel, at vi skal derud. Måske kan vi faktisk få en god pris hvem ved? Kom nu, Anders, lad os tage afsted!
Anders afviste stædigt. Til sidst blev Rikke rigtigt ked af det:
Jeg er bare træt af at leve sådan her. Kan du virkelig ikke forstå det? Ingen kunne vide, vi ville ende sådan. Lad os nu bare tage afsted! Hvad har vi at tabe? Ingenting! Men hvis vi er heldige, kan vi måske slippe for at vende og dreje hver krone!
Okay, lille skat, sagde Anders og klappede hende på hånden. Jeg prøver at finde pengene til turen.
Anders, når nu din mormor har tilbudt at betale, burde vi tage imod det.
Anders trak på skuldrene:
Du kender heller ikke mormor Olga Hun lover én ting og glemmer det straks igen. Jeg kommer til at ordne det hele.
Bare rolig, jeg skal nok minde hende om det. Det er jeg god til, smilede Rikke gennem tårer.
Min egen mormor var ligesådan
En måneds tid senere rullede toget muntert gennem Sjællands landskab med Anders og Rikke undervejs til det ukendte hus.
Anders talte til hende, men Rikkes tanker var langt væk. Så langt at hun ikke engang opdagede, at han var blevet tavs.
Hvordan endte vi her? Vi havde begge gode jobs, gode udsigter! Men nu? Alting er som før, og alligevel er vores løn slet ikke nok til min mors operation og til farens pleje. Hvordan kunne det gå så galt?
Rikke vidste, de kunne tage et lån. Men hvem kunne vide, hvad fremtiden ville bringe? Hvis Anders far ikke kom sig, ville pengene skulle komme igen og igen, gælden vokse Hun rystede ved tanken. Nej, sådan et liv ville hun ikke have.
Bare huset nu er noget værd! Bare huset nu er godt!
Pludselig fik hun et lille puf i siden og vågnede op:
Du hører slet ikke efter, sagde Anders.
Nej, det gør jeg ikke, indrømmede Rikke. Jeg tænker bare på huset.
Anders sukkede.
Det skal nok gå, skat. Hvis jeg skal være ærlig, så håber jeg faktisk også, huset kan hjælpe os lidt. Ærgerligt jeg aldrig har lagt penge til side
Jo tættere de kom, desto mere overbevist var de om, at huset kun var et gammelt rønne, men til deres store overraskelse stod der et pænt bindingsværkshus og endda i to etager.
Prøv lige at se, det er slet ikke så ringe, sagde Anders. Man skulle næsten ikke tro, det var så gammelt.
Det er næsten synd at sælge, istemte Rikke.
Anders åbnede havelågen, og foran dem strakte en vildtvokset have sig ud.
Men her skal der altså arbejdes!
Rikke kiggede nysgerrigt over hans skulder, da en mand dukkede op.
Undskyld, hvem er I? spurgte han.
Jeg er Olgas barnebarn, svarede Anders. Og De?
Jeg er naboen. Bliver I længe?
Det må tiden vise, sagde Anders lidt undvigende.
Er fru Olga stadig i live?
Ja, bestemt. Stadig frisk.
Skal hun ikke sælge huset? spurgte naboen.
Anders skulle til at svare ja og spørge, om han måske var interesseret, men Rikke sprang til:
Nej, vi er bare her for at gøre det lidt i stand.
Ærgerligt, sagde naboen. Jeg ville ellers gerne købe Men for sådant et hus får I nu ikke meget. Haven er ikke passet i årevis, alt er groet til, og huset er sikkert fuld af skader
Mener du det? spurgte Rikke, lidt overrasket. Ved du da ikke, det ligger i et naturfredet område? Jorden er meget værd her!
Naboen ville sige mere, men trak til sidst bare på skuldrene og gik. Rikke og Anders lukkede lågen bag sig.
Hvordan ved du det om jorden? spurgte Anders.
Jeg har tjekket. Sådan nogle områder går ikke billigt!
Nå, lad os nu se indvendigt
Dagene gik. Flere kom forbi og spurgte, om de ville sælge huset, og nogle bød endda pænt. Men de sagde alle, at de måtte vente, til mormor Olga selv kunne godkende det.
Jeg synes, vi skal prøve at forhøre os hos en ejendomsmægler, sagde Anders til Rikke.
Rikke trak på skuldrene. Hun ville gerne, at der snart kom penge i kassen, så familien kunne stoppe med at vende hver krone.
Skal vi ikke rydde op på første sal? spurgte Rikke.
Der er vist kun én væg fyldt med ragelse, sagde Anders. Det kan vente til den næste ejer.
Jeg vil nu gerne have det gjort. Tit kan der ligge noget af værdi blandt skramlet, sagde Rikke meningsfuldt.
Nå, hvad sigter du til?
Aner det ikke Men lige siden vi kom, har jeg haft den samme drøm: Søg på første sal Vi har jo ikke rigtig været deroppe og kigge.
Underligt egentlig jeg er barnebarnet, men du har drømmene Men hvis du vil, rydder vi op på første sal i morgen.
Efter nogle dage var alle rum gennemgået, ting sorteret. Noget havde værdi, men næppe noget af betydning.
Der ser du, sagde Anders. Ingenting.
Ja, vi har været igennem det hele. Det er kun vægge og gulve, vi ikke har tjekket bag og under.
Rikke trådte hen mod et maleri, og idet hun gjorde det, gled tæppet sammen under fødderne, og hun snublede og faldt på knæ.
Alt gik så hurtigt, at Anders ikke kunne gribe hende.
Av, sagde Rikke og begyndte at rejse sig.
Vent lige, sagde Anders.
Rikke vendte sig mod ham. Han havde rodet tæppet længere væk og kiggede undersøgende på gulvbrædderne.
Hvad er der? Rikke rejste sig og så, at flere brædder skilte sig ud fra resten.
Se, de ser anderledes ud!
Anders satte sig, bankede på brædder forskellige steder. Så hentede han et koben og fik dem op.
Under dem åbnede sig et lille skjul, hvor der stod nogle æsker. Han tog dem op og åbnede den første. Til deres overraskelse var den fuld af gamle smykker.
Rikke sank en klump.
Hold da op!
Er døren låst? spurgte Anders. Det ville være typisk, hvis nogen dukkede op nu.
Ja, rolig, sagde Rikke.
De gennemgik de andre æsker.
Måske behøver vi slet ikke sælge huset, sagde Anders. Godt, du insisterede på, at vi tog herud! Alene var jeg aldrig taget afsted.
Nej, det var det hele værd, svarede Rikke.
En glad ro ramte hende endelig var der håb om et bedre liv.
Tiden gik. Rikke og Anders vendte for længst tilbage til byen. De solgte nogle af fundene, men intet ændrede sig i deres dagligdag: de sparede på alt. Anders slukkede for strømmen, hvor han kunne, og diskussionerne begyndte oftere.
Nu skal jeg først sæbe alt, før jeg må skylle det af! Og rester bliver siddende på tallerkenerne, klagede Rikke, da hun mødtes med en veninde.
Rikke, bed Anders vise dig, hvordan han selv gør, foreslog veninden.
Du mener bare, jeg brokker mig, ikke?
Nej, men alle synes jo, Anders er perfekt. Sådan troede jeg også. Men da vi fik problemer, blev han kun mere smålig. Selvom vi har penge nu, tæller han stadig hver krone! Rikke var ved at græde.
Han vil bare ikke ende her igen, det er alt. Prøv at forstå ham.
Jeg prøver. Men forleden skulle jeg købe medicin til min mor, og han nægtede at give mig penge. Han sagde bare, at det var min mors problem. Kan du forstå, hvor ondt det gør? Jeg giver ham jo hele min løn. Han fordeler til sin far, sin fars medicin, plejeren. Men mine behov? Intet.
Så lad være med at give ham alt Du har jo ting nu.
Jamen vi er jo en familie.
Holder han også regnskab med, når du mangler bind? spurgte veninden.
Nej, det klarer jeg selv
Du skal have dine egne penge, Rikke. Overvej det.
Selvfølgelig overvejede Rikke det og talte med Anders, men mødte kun uforståenhed.
Hvad skal du bruge egne penge til? Jeg kan bare købe det, du siger, du mangler.
Og hun sagde det, men det blev ikke købt
En dag som alle andre kom Rikke hjem og begyndte på aftensmaden. Anders dukkede op senere, dagene var fælles og trætte.
Det blev hurtigt mørkt udenfor, og Rikke tændte lyset i køkkenet.
Jeg sagde jo, du kun skulle tænde lyset over komfuret, begyndte Anders straks.
Men Anders, jeg kan ikke se ordentligt.
Der er da ikke noget, du behøver kunne se, han gik sur rundt og slukkede lamperne i hele lejligheden, hvilket også gav ballade med mormor Olga.
Ingen af jer værdsætter mig! Jeg er den eneste perfekte her! snerrede Anders.
Rikke sukkede: Hvorfor kan han ikke forstå, at hun behøver lys for at lave mad?
Nu må du altså holde op, råbte Olga. Så sluk da for al lyset og bliv siddende i mørke med Rikke.
Hun satte sig tungt ved bordet og mumlede.
Alt vel? spurgte Rikke.
Bestemt, svarede mormor Olga. Jeg ville bare bede dig om noget kan ikke huske hvad
Olga faldt i staver, mens Rikke lagde maden op.
Nå, jeg kom i tanker kan du vande mine blomster senere?
Selvfølgelig! Rikke nikkede og råbte til Anders:
Kom og spis!
Om fem minutter, lød det fjernt.
Rikke trak på skuldrene og brugte tiden til at vande blomsterne. Hun tog vandkanden og gik ind i mormor Olgas soveværelse. Så snart hun åbnede døren, mødte en tung lugt hende. Hun kneb øjnene sammen og gik ind. Hun ville tænde for lyset, men huskede, at Anders havde været sur over det for lidt siden.
Nå, jeg klarer det uden lys, tænkte Rikke og begyndte. Efter et par planter kunne hun ikke se, hvad der var galt i potteplanten og lænede sig tættere på. Pludselig stak smerten hende i øjet hun havde ramt sig selv på en pind i potten og skreg.
Hvad er der sket? Anders stod i døren.
Mit øje! Vi må afsted til skadestuen og det skal være nu! Rikke bandede inde i sig selv. Hun skyldte sig selv det, at hun havde sat pinden der, og nu var det naturligvis hende selv, der blev ramt.
Vi kan da tage bussen, sagde Anders. Lad mig lige se, hvornår den går.
Nu ringer du straks efter en taxa! Jeg vil ikke miste synet bare fordi du vil spare strøm! Så har vi sparet for meget!
Mormor Olga kom også til og begyndte at hjælpe Rikke med overtøjet. Hun råbte til Anders:
Hvad står du der for? Ring nu!
Skal jeg ringe efter en ambulance?
Det tager for lang tid!
Og først da begyndte Anders at handle.
Senere sad Rikke med sin veninde på en café og smilede let.
Jeg forstår ikke er du blevet skilt? spurgte veninden.
Ja. Der var intet at dele. Ingen børn, intet fælles hus.
Gik Anders med på det?
Det betyder ikke noget. Vi havde uoverstigelige forskelle, det er alt.
Men det var jo bare uheld?
Det var ikke kun det. Da jeg selv skulle bruge medicin, nægtede han også. Han solgte aldrig de smykker, vi fandt og stadig skulle jeg give min løn, som han fordelte efter sin egen vilje Alt skulle gå til hans far og plejeren, og os selv og mormor Olga. Til sidst blev det for meget.
Rikke var stille et øjeblik.
Og pludselig frygtede jeg bare at komme hjem. Han så kun fejl hos mig. Kærligheden forsvandt.
Det var trist, sagde veninden.
Men nu har jeg det godt. Jeg styrer mit eget liv og mine penge. Og ved du hvad det bedste er?
Veninden rystede på hovedet.
Mormor Olga har skænket mig huset. Forestil dig det hun sagde, hun stolte ikke helt på sit barnebarnVeninden begyndte at le og tog Rikkes hænder i sine.
Fantastisk! Men hvad vil du gøre med det?
Rikke nikkede, som om svaret allerede var vokset i hende hele tiden. Jeg vil flytte derud. Måske starter jeg et lille pensionat. Eller måske vil jeg bare lade tavsheden og haven hele mig. Jeg ved, at jeg aldrig mister mig selv igen det lover jeg.
Veninden smilede. Jeg besøger dig første weekend.
Udenfor caféens vinduer begyndte det at regne sagte. Rikke så ud, men indeni føltes det, som om solen endelig var stået op.
Og ved du hvad? Måske er det ikke huset, men friheden der er den virkelige arv, sagde hun blidt.
Veninden løftede sin kop i en skål.
For nye begyndelser.
For at leve, svarede Rikke og smilede denne gang med sit eget lys.
