Jeg skylder ingenting
Kathrine sad ved vinduet og stirrede fraværende ud på de forbipasserende bygninger og de spredte lys fra aftenens København. Hendes blik var fjernt, næsten tomt, som om hun befandt sig et helt andet sted et sted hvor gadelarmen ikke kunne nå hende, og gadelygternes glimt ikke var synlige bag ruden. Ved siden af gestikulerede hendes veninde Liv heftigt, ivrig efter at få Kathrines opmærksomhed og overbevise hende om at se sagen fra en anden vinkel.
Hvis du fortsætter sådan, glipper han for dig! sagde Liv ivrigt og slog ud med hånden. Martin er jo allerede begyndt at blive ret kold over for dig! Det kan du vel se selv, ikke?
Kathrine vendte langsomt hovedet, mødte venindens blik og sukkede næsten umærkeligt. Hendes stemme lød lavmælt, næsten opgivende:
Hvad kan jeg gøre? Skal jeg lave et drama? Sætte ham stolen for døren? Hvis han virkelig har besluttet sig for at droppe mig
Liv rettede sig op, hendes øjne glimtede beslutsomt. Hun havde bestemt ikke tænkt sig at give op og slet ikke lade Kathrine kapitulere uden kamp.
Glem det, veninde! sagde hun bestemt, lagde hovedet lidt på skrå og smilede skævt. Det er ikke forbi endnu, det siger jeg som en der har været der, Liv fnisede kort ved tanken, før hun fortsatte. Jeg var også tæt på at miste min, kan du huske det?
For første gang under samtalen viste Kathrines stemme et svagt tegn på nysgerrighed. Hun løftede et øjenbryn forsigtigt, som om hun prøvede at genkalde sig historien, og spurgte stille:
Var det ikke noget med at du bandt ham med et barn?
Hendes tone var forsigtig, næsten spørgende, men der lå også en spinkel forundring som om hun prøvede at regne ud, om hun selv kunne gøre det samme.
Det ville ikke gå med Martin, tilføjede hun dæmpet. Han er meget forsigtig med den slags ting.
Liv lo, skubbede sit hår væk fra ansigtet, og der var et strejf af nostalgi i hendes blik. For to år siden sad hun præcis samme sted, kiggede ud i mørket og spekulerede på, hvad hun skulle gøre.
Ah, kom nu! grinede hun. Du må tage skeen i den anden hånd.
Kathrine så overrasket op, først uden helt at forstå, men Liv fortsatte nu med et smil:
Og så smider du bare en positiv test på bordet og kigger ned, som om du ikke aner hvordan det er sket. Det virker, skal jeg sige dig. Han er jo ordentlig, han ville aldrig vende sin egen ryg.
Der blev stille i stuen. Kathrine drejede langsomt sin tomme kop mellem hænderne, som om svarene skulle gemme sig blandt kaffebønnerne. Hendes fingre skælvede let, og blikket blev atter fraværende.
Tror du? spurgte hun til sidst, stadig uden at turde tro på det. Jeg ved ikke rigtigt …
Liv lænede sig frem, hendes ansigt åbnede sig i et opmuntrende smil. Hun vidste, det var nu hun skulle holde sin veninde oppe.
Tvivl ikke, det skal nok gå, sagde hun og blinkede. Snart står du der i hvidt og med guld på fingeren
Livs spådom gik dog ikke i opfyldelse. I stedet for at træde tilbage og bøje sig, viste Martin en fasthed, Kathrine aldrig havde set fra ham. Han insisterede på, hun straks skulle tage til læge det skulle afklares hurtigst muligt. Hans argumenter var kølige og nøgterne: børn kunne han slet ikke tænke på endnu. Først skulle han sikre karrieren, få styr på økonomien, købe et godt hus, skabe fremtiden.
Det koster mange penge at have et barn, gentog han. Meget mere end du tror!
Dagene flød ud i hinanden, hver med sit nye drama. Kathrine gav ikke op: hun hang desperat fast i tanken om at blive fru Jensen, så sig selv for sig som Martins hustru, forestillede sig et hyggeligt hjemmeliv. Men det var forgæves. Det viste sig, at den vej nægtede Martin overhovedet at overveje.
En aften, hvor endnu en diskussion eskalerede, kunne Martin ikke mere. Træt og irriteret efter måneder med bebrejdelser og tårer, sagde han omsider det, der virkelig lå ham på sinde:
Du er god at have det sjovt med, ingen tvivl, men som hustru aldrig i livet! hans stemme var hård og uden tøven. Hvad skulle du gøre som hustru? Du tænker kun på fest og farver. Vil ikke engang tage din uddannelse alvorligt, kniber dig igennem eksaminerne, smider penge om dig. At arbejde? Ikke for dig! Og hvad slags mor ville du blive? Jeg tør slet ikke tænke den tanke! Jeg har allerede ondt af barnet!
Hans ord ramte hende som et knytnæveslag. Kathrine stivnede, og så forvred hendes ansigt sig i vrede og forurettelse. Hun mærkede, hvordan indignationen slog op i hende, oversvømmede enhver rest af beherskelse.
Hvis det er sådan, så får du aldrig lov at se barnet! råbte hun og knyttede hænderne. Hendes stemme var ikke kun truende den var både såret, skuffet og et desperat forsøg på at bevare sin stolthed.
Kathrine skød truslen af sted for at ramme Martin, vise at hun ikke ville give op uden kamp. Men det virkede slet ikke efter hensigten. Martin lo koldt og hånligt. Dette barn var ham virkelig ligegyldigt. Kathrine mærkede en hård knude i brystet hun indså pludselig smertefuldt, at hun og deres fælles historie, hendes håb, selv faderskab betød ingenting for ham. Ude, hvor vognen vender tænkte hun, og knugede sig for at stoppe tårerne.
Kort efter bakkede Kathrine ud. Hun trak i land, dæmpede stemmen, som om råbene aldrig havde lydt. Dybt inde under bitterheden glødede stadig en lille flig af håb. Måske ville noget ændre sig? Måske, når først barnet var født, ville Martins hjerte blødgøres? Hun forestillede sig, at han første gang så den lille dreng; måske ville han forstå, at det var hans, det var hans familie. Den barnlige drøm holdt hun krampagtigt fast i.
Tiden gik, og så kom dagen ud kom en lille dreng, som Kathrine gav navnet Mikkel. Hun havde overvejet mange navne, men faldt for dette stærkt, dansk og smukt.
De første dage på hospitalet var mærkelige. Hver gang skridt lød på gangen, spidsede hun ører, håbede det var Martin; måske ville han komme ind, lidt forlegen, med blomster, tage barnet op og vise det blik, hun længtes efter. Men det var altid nogen andre sygeplejersker, læger, besøgende. Ikke Martin.
Han sendte kun få korte beskeder. Først høflige, nærmest mekaniske: hvordan havde Kathrine og lille Mikkel det; der var ingen glæde, ingen bekymring. Og den sidste besked sled tæppet væk under Kathrine Martin ville have en DNA-test, før han ville registrere sig som far. Og penge ville han kun give inden for rimelighedens grænser.
Kathrine læste beskeden, hænderne rystede, hun læste den igen og igen, men ordene forblev kolde og hårde. Hun presser hænderne mod ansigtet, men tårerne kom alligevel stumme, bitre, afmagtens tårer. Alt hvad hun havde troet og håbet, smuldrede mellem fingrene på hende
**************
Kathrine rasede. Hun tordnede gennem den lille lejlighed, greb sin telefon, smed den fra sig igen. Tankerne brændte gennem hovedet. Hun var vred på Martin fordi han nægtede at spille hendes spil. Vred på Liv det var jo hende, der havde bildt Kathrine ind, at alt nok skulle gå, at Martin ikke kunne forlade sit barn, at han selvfølgelig ville gifte sig med hende. Nu sad Liv der, med undvigende blik og mumlede, at det går jo ikke altid som planlagt.
Men mest vred var hun på Martins mor, Birthe. I begyndelsen havde Birthe taget imod Kathrine med åbne arme, overstrømmende kærtegn og bemærkninger om, hun gerne ville have Kathrine som svigerdatter. Den slags piger bygger man familier med, sagde Birthe ofte med et betydningsfuldt smil. Kathrine blomstrede op, begyndte at planlægge, så for sig hvordan Birthe ville hjælpe hende overbevise Martin, hvordan de sammen ville arrangere brylluppet. Men det ændrede sig pludselig nu havde Birthe pludselig set sig lun på en anden pige, datteren af hendes gamle barndomsveninde. Så høflig og seriøs, hørte Kathrine på et familiemøde. Studerer godt, og kan tage vare på et hjem. Snart var det hende, der fik de varme smil, og Kathrine stod udenfor igen.
Der gik to måneder, siden lille Mikkel var kommet til verden, og lige da Kathrine og sønnen var hjemvendt fra hospitalet, kom nyheden: Martin var blevet gift. Med hende den seriøse og ordentlige. Nyheden ramte som et lyn Kathrine stod, en hånd på brystet, og alt frøs indeni. Hele verden blev vendt på hovedet.
Fra den dag blev Mikkel en byrde for Kathrine. Hun vænnede sig aldrig til sine nye pligter, de søvnløse nætter, den konstante omsorg. Hendes drømme om ægteskab, om et smukt, let liv, var ved at gå op i røg. Hun ville så gerne giftes og hurtigt, mens der stadig var håb og ungdom. Mikkel krævede alt for meget tid, energi og opmærksomhed noget, Kathrine hverken havde eller ønskede.
Så lille Mikkel endte hos mormor Annemarie. Da Annemarie hørte beslutningen, sukkede hun tungt og rystede på hovedet. Hun lagde ikke skjul på sin skuffelse, men hun kunne heller ikke overlade sit barnebarn til skæbnen.
Han behøver sin mor, kan du forstå det, Kathrine? En mor! sagde Annemarie strengt, med et fast blik. Følte du ham for min skyld?
Der lå sorg og skuffelse under det hårde ydre. Hun huskede, hvordan hun selv havde opfostret Kathrine, givet alt, drømt om at barnet skulle få et godt liv. Nu så hun datteren vende ryggen til sit eget barn.
Kathrine sad på sofaen, knæene trukket op under sig, og øjnene klistret til mobilen optaget af at skrive med den næste potentielle mand. Inde fra børneværelset lød Mikkels dæmpede gråd, men hun reagerede ikke.
Tag det roligt, sagde hun til mormoren uden at løfte blikket. Når jeg bliver gift, tager jeg ham hjem. Lige nu står han bare i vejen.
Annemarie blev stående i døren, så tungt på datteren det var ikke første gang hun havde forsøgt at trænge igennem.
Det sker jo aldrig! sagde Annemarie træt og rystede på hovedet. Nu skal han have noget mad
Hun gik ind til børneværelset og lukkede forsigtigt døren bag sig. Mikkel lå i sin seng, ansigtet rødt af gråd. Annemarie tog ham op, vuggede og talte beroligende, gav ham mad. Det øjeblik, han trykkede sig ind til hende, mærkede hun en varme, der dulmede smerten fra datterens afvisning.
Fire måneder senere fik Kathrine så sit hvide brudekjole på. Brylluppet var småt gommen Henrik var ikke noget at prale af, men alternativerne var begrænsede. Kathrine ville bare vise Martin, at hun ikke led under deres afsluttede forhold. Hun lo højt, poserede for kameraet, krammede sin nye mand. Den dag følte hun sig som om hun havde vundet om end kun i facaden.
For Mikkel ændrede intet sig. Der var ikke plads i det nye hjem. Henrik gjorde det straks klart: Jeg vil ikke opdrage en andens barn. Jeg vil have mine egne, tak. Kathrine nikkede bare.
**********************
To år gik. Kathrines liv kredsede nu om lille Ingrid hendes datter med Henrik. Hun købte fine kjoler til Ingrid, gik til rytmik og babysvømning, diskuterede datterens udvikling med veninder. Mikkel blev nærmest en fjern erindring. Kathrine ringede sjældent til sin mor, spurgte næsten aldrig til sønnen og sendte til sidst slet ikke flere penge det er jo Ingrid, der har brug for det, forklarede hun sig.
Annemarie holdt ud længe. Hun madede Mikkel, passede ham, sørgede for lægebesøg og nyt tøj alt sammen for sine egen sparepenge. Men en dag var nok nok. Hun besluttede: Nu stopper det.
Martin tilbragte lørdagen med praktiske gøremål i huset. Han tænkte sjældent mere på Kathrine livet gik videre, og fortiden var ligegyldig. Dørklokken ringede uventet. Han kiggede gennem dørhullet udenfor stod Annemarie, og ved hendes side en lille dreng med tårevædede kinder og buttede hænder, der klamrede sig til hendes bukseben.
Martin åbnede døren og blev helt lammet af overraskelse.
Martin, sagde Annemarie roligt men bestemt. Det er din tur nu. Du må tage ansvar.
Hun sagde det kontant, uden indledning, stemmen træt efter mange års slid, hvor hun havde båret en byrde, hun ikke burde bære.
Jeg kan ikke, og jeg vil ikke mere! Når begge forældre findes! Folk ville ikke tro på det, om man fortalte det. Uanset hvad det er din søn, dit ansvar. Mikkels ting kommer i aften min mand kører dem over, sagde hun, bøjede sig ned til drengen.
Mikkel holdt fast i hendes bukseben, så op på hende med tårer i øjnene. Han forstod ikke helt, hvad der foregik, men følte tydeligt, at noget var meget forkert.
Jeg kommer og besøger dig, og du kan også komme til mig, Annemarie forsøgte at lyde blid, men stemmen bar præg af urokkelig beslutsomhed. Vær nu en god dreng, ikke?
Mikkel svarede ikke. Han klamrede sig bare endnu hårdere fast, små fingre knuget om stoffet, som om det var det sidste, der holdt verden sammen. Hans læber bævrede, og endnu en bølge tårer kom.
Mormor gå ikke hviskede han, men Annemarie havde allerede rettet sig op.
Det skal nok gå, Mikkel, sagde hun blidt, løsnede hans hænder og gik mod døren. Mikkel forsøgte at løbe efter, men hun var allerede ude af døren. Han stivnede, så løb han hen og bankede på døren med små næver:
Mormor! Mormor, kom tilbage!
Men hun kom ikke. Hun gik bare, efterlod ham i det fremmede hjem med sin ukendte far.
Martin stod som forstenet og så på, mens hans søn græd hulkende. Martin anede ikke, hvad han skulle gøre. Hvordan nærmer man sig et næsten fremmed barn, hvordan bygger man bro over frygt og fortvivlelse?
Dagene luskede afsted. Mikkel græd, gemte sig, nægtede at spise, holdt Martin på afstand. Han kaldte på sin mormor, ledte efter hende, vågnede skrigende om natten. Martin prøvede talte med ham, købte legetøj, læste godnathistorier, men intet nyttede. Han kunne ikke nå ind til drengen.
Da kom Lise, Martins kone, ind i billedet. Hun var ikke Mikkels biologiske mor, men hun havde det, der manglede tålmodighed, varme og evnen til at vente. Hun forsøgte ikke straks at blive mor, trængte sig ikke på. Hun var bare til stede.
Først sad hun bare med sin bog i hjørnet, mens Mikkel byggede med klodser eller stirrede ud i luften. Siden begyndte hun at sætte te og småkager frem til ham, og trådte lidt væk. Så fortalte hun historier, sjove, venlige, om dyr og eventyr.
Langsomt begyndte Mikkel at lytte. Stille, med små svar først. En nat, hvor han vågnede dårlig, gik han selv hen til Lise, puttede sig ind til hende og græd stille. Hun tog ham op, holdt ham tæt ind til sig og hviskede:
Det skal nok gå, Mikkel. Du er tryg her.
Fra det øjeblik ændrede noget sig. Han græd mindre, begyndte at lege, småsmed smilet, da Lise fandt en sjov bamse frem.
Martin fulgte det og mærkede et stort pres slippe sit bryst. Lise blev broen, der forbandt Mikkel med en verden, hvor han var tryg og elsket.
Måneder gik. Mikkel begyndte at kalde Martin for far, selvom han stadig spurgte efter mormor. Martin vidste ikke, hvad han skulle svare, men Lise havde altid de rette ord:
Mormor elsker dig, Mikkel. Hun er altid i dit hjerte. Vi er her for dig så du kan være glad.
Og Mikkel, som stadig ikke helt forstod, hvad han havde været igennem, begyndte så småt at tro han havde en familie. En rigtig familie.
***********************
Tyve år senere gik Mikkel ad Strøget høj, rank, i pænt jakkesæt, med pæn frisure og et fast blik i øjnene. Han havde netop afsluttet et vigtigt forretningsmøde. I hånden bar han mapper, telefonen bimlede fra lommen, påmindelser om flere hængepartier. Han elskede det liv strukturen, målene, følelsen af at styre sit eget skæbne.
Pludselig blev han kaldt op bagfra:
Mikkel, min dreng!
Han snurrede rundt. En kvinde usoigneret, med filterløst hår, slidt tøj og alt for meget makeup styrtede over mod ham. Hendes øjne lyste febrilsk.
Mikkel tog instinktivt et skridt væk. Hans ansigt blev hårdt og køligt.
Hvad bilder De Dem ind? Er De stukket af fra den lukkede? Skal jeg skaffe hjælp? sagde han stille, men uden tøven.
Kvinden slap ham ikke. Hun greb fat i hans ærme, nægtede at give slip og talte febrilsk:
Mikkel, kan du virkelig ikke kende din mor? Og din søster? Der står hun min lille pige.
Mikkel kastede et blik efter hendes finger: foran butiksvinduet stod en yngre pige, for udsminket, for kort nederdel, cigaret i munden. Hun kiggede op og fnøs af ham.
Jeg har aldrig set jer før, sagde han koldt. Der var is i hans stemme.
Kvinden tabte næsten vejret, slap hans ærme, men blev stående.
Men hvordan kan du sige sådan! Jeg fødte dig, led for dig … Du skylder …
Jeg skylder dig INGENTING, afbrød Mikkel, med en bestemthed der fik hende til at tie. Farvel.
Han rettede på sit slips, børstede usynligt støv af som for at fjerne enhver rest af denne fortid og gik over til bilen. Den nyvaskede hvide sedan stod parkeret tæt på en gave fra hans far, da han fyldte atten. Et tegn på et nyt liv, på stabilitet, på alt hvad han havde skabt selv.
Inden han satte sig ind, tjekkede han telefonen, der igen vibrerede. På displayet stod Far. Mikkel tog den.
Ja, Far, jeg er snart hjemme, sagde han roligt. Blev lige opholdt, en misforståelse, tror jeg
Hans fars bløde stemme lød bekymret i røret:
Går det, Mikkel? Du lyder anspændt.
Alt i orden, sagde Mikkel, startede motoren, og bilen gled lydløst ud i trafikstrømmen. Bare en sær episode. Ikke noget vigtigt. Jeg er hjemme om en halv time.
Han lagde telefonen og kastede et blik i bakspejlet. Strøget forsvandt bag ham, kvinderne var allerede glemt med dem forsvandt alt det gamle, han ikke længere ville have som del af sit liv. Mikkel så fremad, koncentreret.
Forude ventede fremtiden.
