Tidsløjfen
Janne sad i en café ved borde overfor sin nu eksmand, som hun for tyve minutter siden havde sagt farvel til.
Så er det altså slut, sagde Mads.
Ja, svarede Janne tørt.
Det blev jo lidt dumt, egentlig…
Dumt?! Er det dét, du synes? Du har været mig utro i årevis og det eneste, du tænker på, er at det var dumt, at det blev opdaget? Før eller siden havde jeg alligevel fundet ud af det, så det ændrer ikke meget.
Nå, men Janne jeg går nu. Du skal bare vide, du altid kan komme til mig. Og jeg har elsket dig. Jeg elsker dig faktisk stadig.
Tak, Mads. Men hvis du elsker mig, hvorfor har du så brug for en anden kvinde?
Jamen du er mor til mine børn. Hun er ja, med hende kan jeg slappe af. Og I har begge været min drivkraft for alt, hvad jeg har opnået. Hvis det ikke var for jer, var jeg aldrig nået dertil.
Bare rolig, du kan sikkert lave flere børn nu, så får du mere motivation…
Lad være, Janne… hun kan faktisk ikke få børn
Mads vendte sig om og gik.
Janne drak sin te færdig, vinkede af caféen og trådte ud på gaden. Hun åndede den kølige luft i København ind og gik mod metroen. Hun kunne have taget sin bil eller bestilt en taxa, men hun følte for at være blandt folk, og være alene på samme tid, så hun valgte undergrunden.
Janne trådte ind i metroen, fandt en ledig plads og begravede sig i tanker. Skæbneøjeblikke skyllede ind over hende: hvordan hun havde mødt Mads, brylluppet, først deres søn, så datteren kom til verden. Hun havde følt sig lykkelig. Jo, de havde skændtes ind imellem, men det havde været småting. Så en dag havde en veninde sendt hende et billede; Mads kyssede en anden kvinde. Dette efter tyve år sammen! Hun fandt ud af, at det ikke var første gang. Alt styrtede sammen. Det velordnede liv var væk. Ja, det var hende, der havde ansøgt om skilsmisse. Hun troede, det ville lette, men nej… det var stadig tungt.
“Hvordan er den elskerinde overhovedet dukket op? Bare de to aldrig havde mødt hinanden! Hvor ville jeg ønske det!”
“Pas på, dørene lukker. Næste station er Vanløse,” lød det i højtaleren.
“Åh, det er min station,” sagde hun for sig selv.
Langsomt gik hun ud på gaden og mod huset. Hun havde slet ikke lyst til at gå hjem. I stedet begyndte Janne at gå rundt i nabolaget. Hun gik og gik, til det blev mørkt. Først da hun mærkede sin fod gøre ondt, stoppede hun.
“Nå ja, man kan ikke flygte fra sig selv. Jeg går hjem,” tænkte hun og så på klokken: 19:00. Beslutsomt gik hun mod hoveddøren. Som altid løftede hun blikket mod sine vinduer og de lyste.
En bølge af uro bredte sig i hende. “Hvem er deroppe? Datteren er hos mormor i Odense, sønnen hos sin kæreste, Mads hos sin nye eller måske en indbrudstyv?”
Hun tog elevatoren op. Med nøglen åbnede hun døren og gik forsigtigt ind.
Endelig er du hjemme!
Mads kom ud fra køkkenet. Janne stirrede vantro. Han havde ikke rakat sig i ugevis, ølmaven strittede og træningsbukserne var slappe og slidte. For bare få timer siden havde han da ikke set sådan ud.
Hvor har du været? råbte han. Hvor er lønnen? Du skulle få den i dag! Kom så!
Jannes øjne blev store. Hun kiggede rundt det VAR hendes lejlighed, men møblerne var gamle, dem de havde før første ombygning. Der har da været flere renoveringer siden?
Hvilken løn? Hvad laver du overhovedet her?
Jeg BOR her! Hvad er der med dig? Hvorfor er der ikke aftensmad?
Jeg forstår ingenting, mumlede Janne, tog frakken af og gik hen mod spejlet. Hun så sig selv i spejlet: Træt, lidt rund, forfærdelig frisure og ingen makeup. Desuden cheap tøj, hun aldrig ville tage på normalt.
Hvad er det, du ikke forstår? Hvorfor glor du sådan? Har du aldrig set dig selv før? Kom nu, hvad med mad og penge?
Janne var helt forvirret. Ved indgangen stod der poser med dagligvarer, selvom hun ikke mente, hun havde været ude at handle. Men hun tog dem med ud i køkkenet.
Overraskelse nummer to: hendes søn sad ved bordet med en ukendt pige og en mærkelig frisure og spiste.
Hvorfor er du her? spurgte Janne sønnen, mens hun ryddede op i køleskabet.
Øh Jamen, jeg bor faktisk her sammen med Marie.
Jamen, hvorfor her? Hvorfor ikke i den lejlighed, vi købte til dig?
Sønnen lo, nærmest undertrykt:
Hvad? I købte en lejlighed til mig? Hvordan skulle I kunne det, når far ikke har haft et job i årevis, og da han arbejdede, brugte han alligevel pengene på øl? Mor, er du okay? Du taler, som kom du fra en anden verden.
Janne gned sig i øjnene.
Hvad så med Emma?
Emma? Hvem er det?
Hvem? Din søster!
Mor sønnen var rystet jeg har aldrig haft en søster. Skal vi ringe efter lægen?
Nej! skreg Janne og bakkede hen mod døren.
Nå, får jeg så mad eller hvad? råbte Mads, så hun ikke kunne komme væk.
Far, du ved jo, hun aldrig laver mad til dig mere, sagde sønnen.
Tja, jeg håbede bare stadig… sagde Mads og traskede ind til fjernsynet.
Janne så på ham og tænkte, at denne Mads næppe havde nogen elskerinde. Og hun, som hans kone, var næppe andet end en navneskilt på postkassen.
Hun tog overtøjet på igen:
Mor, hvor skal du hen? spurgte sønnen.
Bare ud at gå.
Hun styrtede ud på gaden og mod metroen. Hun vidste ikke hvorfor, men noget trak hende ned under jorden.
I metroen stod hun tæt ved døren og kiggede på sin refleks i vinduet.
“Hvad er det her? Selv vognene er gamle! Måske drømmer jeg?” Hun kneb sig i armen. Nej. Ikke en drøm.
Selvfølgelig havde hun læst om parallelle liv, om folk, der forsvandt. Men hende selv? Det var helt skørt! Men der var hun i en gammel vogn, i tøj, hun aldrig ville vælge, med en telefon, der ikke var hendes.
“Gud hvad gør jeg nu? Jeg ville bare ønske, at Mads aldrig havde mødt hende. Men måske betød hun noget godt, for uden hende se bare, hvordan det blev. Mads var ingenting, og jeg selv var heller ingenting vi sad bare fast i et tomt liv! Nej, sådan vil jeg ikke have det”
Janne flakkede videre fra vogn til vogn, skiftede station og følte, at hun havde været i metroen for evigt. Men hendes ur sagde, at der kun var gået en halv time hvilket var umuligt.
Hun sprang igen ind i en vogn.
“Pas på, dørene lukker, næste station Vanløse,” lød det.
“Det er min station,” mumlede hun, mens hjertet sank endnu en gang.
Hun steg ud på gaden og begyndte at græde.
Fru, er de okay? spurgte en forbipasserende.
Ja, alt er fint, løj Janne og tørrede tårerne væk.
“Jeg vil ikke! Jeg vil ikke tilbage til det liv! Jeg vil hellere have mit gamle liv, selvom jeg blev skilt fra Mads, og han flytter til en anden! Det er også livet. Men vent”
Janne standsede pludselig. Hun var nær ved sit hjem, løftede blikket, og lyset i vinduerne brændte…
“Hov, måske er der alligevel noget godt i alt det her For jeg er stadig mig, inde i hovedet, i det mindste. Jeg ved, hvad jeg kan, og hvad min mand kan. Og måske har jeg selv mere magt, end jeg tror. Hvorfor er det egentlig, at min Mads ikke passer sit arbejde? Hvorfor gør han ikke noget hjemme? Jeg kan jo godt sætte gang i ham! Han aner ikke, hvem han er gift med nu skal jeg vise ham! Han skal nok komme i sving!”
Med denne opvækkende tanke styrtede Janne op i opgangen, tog trappen to ad gangen, åbnede døren og blev nærmest blændet af et stærkt, varmt lys.
Hvor har du været? Vi har været helt ude af den! Vi har ventet på dig, sagde Mads.
Janne åbnede forsigtigt øjnene og så Mads, sønnen og datteren ja, datteren! stå omkring hende med bekymrede ansigter.
Se på klokken den er syv! Vi ventede dig for længe siden, næsten råbte Mads.
Janne slikkede sig om læberne og fandt på noget at sige:
Syv? Jeg troede, tiden var løbet fra mig.
Hun så sig omkring og genkendte sin gode sofa, hylderne, det hele. Børnene og Mads havde deres rigtige frisurer og tøj. Hurtigt løb hun hen til spejlet og dér så hun sig selv, nøjagtig som hun plejede.
Hvad sker der? Hvorfor er du her, Mads? Vi er jo blevet skilt i dag
Janne, hør nu Ja, vi blev skilt i dag. Men der har aldrig været nogen elskerinde!
Hvad? Jeg har jo selv set billederne. Du nægtede det jo ikke engang!
Billeder? Åh, kan du huske, jeg tog på fisketur med drengene?
Janne nikkede.
Vi lavede bare lidt sjov og ville teste, hvordan I koner ville reagere. Det var bare for sjov.
Rasende satte hun sig på en stol.
Hvad tænker I på? Hvordan kan man? Ved du, hvad jeg har været igennem?
Tag det roligt, Janne! Vi kan jo altid gifte os igen…
Hvordan kan du tro, jeg kan gøre det efter det her! Ved du, hvordan jeg har haft det? Og hvad med børnene?
De vidste ikke noget! Jeg gik helt i panik, da du ikke kom hjem som aftalt.
Hent dem ind, så spiser vi sammen, sagde Janne langt om længe.
Derefter sad familien samlet over te og hjemmebag.
Mor, hvor VAR du egentlig? spurgte sønnen.
Jeg? Bare i metroen. Jeg skulle lige finde ro i tankerne.
For hvad skulle hun sige? At hun havde været fanget i en tidsløkke? Det ville alligevel ingen tro på…
Men Janne kiggede rundt på sin familie, nød varmen og kærligheden, og var taknemmelig for at hun trods alt var tilbage i sit eget liv. Hun vidste nu: Nogle gange skal man igennem det ubehagelige for at forstå, hvad der virkelig betyder noget og at den største forandring starter med én selv.
