Den perfekte mand
Præcis klokken 18 trådte jeg ind i lejligheden.
Hej min pige! råbte mor fra køkkenet. Hvordan har du haft det i dag?
Fint, mumlede jeg og smed skoene. Som altid var veninderne blevet nede ved søerne, mens jeg traskede hjemad.
Hvorfor er det lige, jeg absolut skal være hjemme præcis klokken 18? Hvorfor overhovedet? Hvem har dog opfundet den regel?
Jeg skiftede til hjemmebukser og gik ud i køkkenet.
Mor, begyndte jeg forsigtigt. Det er jo sommer nu, ikke? Sommer!
Og hvad så? spurgte hun, smilende.
Det bliver jo sent mørkt…
Og?
Jeg kunne mærke frustrationen vokse. Hvordan kunne hun ikke forstå mine hentydninger?
Jeg kunne jo godt komme lidt senere hjem måske ved 19-tiden?
Mor trak på smilebåndet:
Karla, vi har altså regler herhjemme. 18.00 er kommet hjem-tid. Når du kommer på universitetet efter sommerferien, så kan du selv bestemme.
Jeg sukkede. Nå ja, lidt frihed i sigte trods alt…
Hurtigt fortærede jeg resterne af gårsdagens frikadeller og gik ind på værelset for at læse op alt for ivrig efter at slippe for forældrekontrol.
***
Sommeren fløj forbi, og pludselig var det blevet forår. Nu galoperede nerverne eksamenerne nærmede sig og jeg skulle samle så mange karakterpoint som muligt for at komme ind på universitetet! Og SÅ… SÅ ville jeg endelig få mit eget liv…
Den dag på vej hjem satte jeg mig på en bænk i Søndermarken. Tankerne kredsede: Var det nu det rigtige studievalg? Ville jeg egentlig arbejde indenfor det her felt? Var det for sent at ændre kurs?
Hej smukke, lød en stemme bag mig.
Jeg spjættede og vendte mig. Der sad en ung fyr, flot, med et bekendt smil.
Hej tilbage, sagde jeg lidt genert, mens jeg forsøgte at placere ham.
Jeg hedder Emil, sagde han. Du og jeg bor egentlig i samme opgang, bare hver sin ende. Kan du huske første skoledag, hvor nogen bar dig ind til klokken ringede ind? Det var mig. Husker du det?
Jeg nikkede grinende. Selvfølgelig! Hvordan kunne jeg have glemt det?
Jeg fik tidligt fri fra arbejde, så tænkte jeg ville gå en tur, sagde Emil. Og så sidder du lige her. Skæbnen, ikke?
Skæbnen? spurgte jeg forundret.
Ja, jeg har ikke set dig i evigheder, men genkendte dig straks. Jeg måtte lige høre, hvordan du har det.
Vi sludrede lidt, og inden jeg tog hjem, havde vi aftalt at mødes samme sted dagen efter.
***
Jeg sneg mig nærmest ind, men selvfølgelig opdagede mor mig. Hun begyndte straks at snakke om alt og intet.
Mor, tryglede jeg jeg er lige kommet ind. Må jeg ikke lige få skiftet tøj og vasket hænder?
Mor trak på skuldrene og forsvandt igen ud i køkkenet, mens jeg satte mig på værelset med et smil og hjertet bankende under blusen.
Emil havde sagt, jeg var blevet så smuk, at han havde været vild med mig længe, og at han var lykkelig for at se mig. Jeg stirrede på mit eget spejlbillede i klædeskabet, drejede lidt rundt, blinkede til mig selv og rakte tunge.
Livet tog pludselig en helt ny drejning.
***
Jeg blev hurtigt forelsket i Emil. Han virkede klog, betænksom, og roste altid mine forældre for deres regler; jeg SKULLE tage min uddannelse alvorligt.
Eftermiddage gik med ture gennem byen, biografture og enkelte cafébesøg for en billig kop kaffe eller en snegl. Hvis lektierne drillede, forklarede Emil tingene for mig.
Måske var det derfor, jeg kom så let ind på universitetet. For allerede dagen efter sagde Emil:
Karla, ved du hvad?
Hvad?
Gift dig med mig!
Jeg tabte næsten underkæben:
Gift? Men… jeg skal jo til at studere?
Det går fint. Du kan arbejde lidt ved siden af så får du erfaring samtidig. Når du er færdig, vil alle ansætte dig.
Inde i mig boblede det mine drømme gik i opfyldelse. Frit fra forældrenes opsyn, og Emil elskede jeg virkelig.
Ja, sagde jeg.
Godt! Så tager vi til dine forældre på lørdag og mine på søndag.
Mor var øjensynligt lidt skeptisk, men de sagde ja begge to. Senere kom hun ind på mit værelse, så mig dybt i øjnene og spurgte:
Er du sikker på dit valg, skat? Du er jo så ung…
Helt sikker, mor.
***
Og sådan blev Emil og jeg gift bare en lille borgerlig vielse på Rådhuset, ikke noget stor fest. Det havde jeg ellers drømt om, men jeg sagde ja for at støtte Emils beslutning.
Studierne begyndte. Efter lidt tid fik jeg et deltidsarbejde gennem Emil fire timer dagligt. Egentlig burde jeg være lykkelig. Men nej.
Nu var det bare Emils forældre og Emil selv, der styrede mit liv. De kom med velmenende råd og holdt øje med alt. Jeg drømte om at være alene hjemme hos mine var det bare at søge ind på værelset, men her var der altid nogen, jeg ikke kunne slippe for. Kun på universitetet åndede jeg frit.
Universitetet blev mit fristed. Nye venner, grin og grupper. Jeg sugende til mig af historier om fester og sjove arrangementer, mens jeg med tungt hjerte lod dem passere for Emil tillod det ikke.
Bare rolig, du får masser af tid til fest endnu, sagde Vladimir, min gymnasieven.
Jeg kunne kun trække på skuldrene.
***
Årene gik første, andet, tredje, fjerde… Jeg blev færdig. På den ene side var det et vildt øjeblik, på den anden side ligegyldigt for mit ægteskab var i krise.
Du gør aldrig tingene rigtigt, snerrede Emil.
Kommer du aldrig til at lære det? For fjerde år i træk kan du ikke hjælpe mig ud ad døren om morgenen…
Hvad er det dog med dig!
Først var jeg tavs og fandt mig i det, senere svarede jeg igen. Det undrede mig, hvordan det kunne være så markant forandret fra dengang hvad havde ændret sig?
Han er vist forelsket i en anden, sagde min veninde Matilde.
Nej, Matilde… Det tror jeg ikke på, svarede jeg.
Hun trak bare på skuldrene:
Du er for godtroende, Karla…
Men Matilde fik ret. Emil havde for længst fundet en ny og ville skilles.
***
Og så sad jeg dér til en fest for gamle studiekammerater.
I så mange år havde jeg ventet på friheden nu havde jeg den, men følte ingenting. Over et år var gået siden skilsmissen og jeg sørgede stadig. Jeg kunne ikke forstå det jeg havde gjort alt for at gøre Emil glad, og alligevel blev det aldrig værdsat. Selv hans mor ringede stadig og klagede over hans nye kone. Men Emil ville aldrig vælge mig igen.
Karla, hvorfor så trist? spurgte Vladimir og slog mig venligt på ryggen. Prøv at kigge dig omkring nu sidder du netop med os til fest, som du altid drømte!
Det føles bare… tomt, svarede jeg.
Tomt? Du skal bare engagere dig! Næste gang holder DU festen så bliver det sjovt.
Jaså…
Karla, hvornår har du egentlig fødselsdag?
Ikke før til vinter…
Nå, sagde han tænksomt. Ville du mon have det sjovt, hvis det var din bryllupsfest?
Det mærkelige spørgsmål fik mig faktisk til at vågne lidt op.
Måske… tænkte jeg højt, og kom i tanke om, at jeg aldrig havde haft et rigtigt bryllup. Men så blev jeg trist. Men jeg har jo ingen at gifte mig med!
Pjat, lo Vladimir hvad med mig? Jeg er jo den perfekte brudgom!
Jeg kiggede måbende på ham spøgte han eller mente han det?
Helt ærligt jeg er perfekt, fortsatte han og blinkede. Vi kan da bare blive gift, holde en forrygende fest, og så blive skilt om du vil, allerede dagen efter. Hvad siger du?
Jeg lo det var længe siden, jeg havde gjort det.
Okay, Vladimir. Det er en aftale, sagde jeg smilende.
Han klappede mig på skulderen.
Så, vi går ned og søger om vielse i morgen!
***
Selvfølgelig troede jeg ikke et sekund på, at Vladimir mente det. Men pludselig dukkede han op hjemme hos mine forældre, præsenterede sig og erklærede højtideligt, at vi havde besluttet at blive gift. Selv undskyldende blev jeg nærmest tvunget med ned og skrive under på papirerne.
Vladimir, nu går det vist lidt for vidt, sagde jeg.
Overhovedet ikke. Faktisk har jeg aldrig været mere alvorlig, svarede han roligt.
Samme aften kiggede mor alvorligt på mig og spurgte igen:
Er du sikker på det, Karla?
Jeg trak bare på skuldrene og sagde:
Tag det roligt, mor. Vi skal bare giftes og bliver hurtigt skilt igen. Jeg vil bare have én rigtig bryllupsfest.
Ja, ja, sagde mor og gik ud.
Og ja, vi holdt faktisk et bryllup rigtigt bryllup med kage og dans.
Blev vi skilt dagen efter? Nej.
Vladimir og jeg bor stadig sammen og nu har vi to dejlige børn.
