En drøm om selvtillid
Rikke! Jeg har virkelig brug for din hjælp! Else udstødte ordene, idet hun fumlede med mobilen i mørket af sit underbevidste København. Hendes stemme lød så fjern for hende selv, som var den kommet fra et kornet radioapparat. Bag verdens gardiner dundrede et usynligt paukespil i hendes ører. Det er et spørgsmål om liv eller død! Om to måneder skal jeg forvandle mig fra en kokasse til en sommerfugl og ikke bare en, som alle kigger på, men én man aldrig glemmer.
På den anden side af tråden blev der stille, som om tidens strøm frøs. Else så straks for sig, hvordan Rikke skråede sit hoved, løftede det venstre bryn og skulede vantro mod sin mobil. I adstadige glimt så Else endda Rikke ryste let på hovedet, som for at ryste svimmelheden af sig og forstå, hvad vennen dog netop havde sagt.
En artig besked! sagde Rikke til sidst, hendes stemme bævende af overraskelse. På så kort tid … Altså, det kan lade sig gøre, men du må virkelig lægge dig i selen. Hvad er det, du har rodet dig ud i nu?
Else lod hånden glide gennem sit halvlange hår: trætte, matte lokker hvis spidser længe var spaltet, som var de blevet redt med tang af saltvand fra Øresund. Ironisk, tænkte hun. I fem år havde Rikke snakket om at gå til frisør sammen, melde dem ind i DGI-byens træningscenter, ja, endda ugentlige løbeture omkring Søerne og Else havde bare undveget, altid med undskyldninger, altid for travl indtil nu. Nu ringede hun i panik og bad tryglende om hjælp, rede til at gøre alt det, hun hidtil havde forsvoret.
Kan du huske, jeg skrev med en fyr på et dating-site? Hviskede Else ind i tågen, prøvede at lyde rolig, men hjerterytmens taktfaste prikken punkterede stationerne i ordene ud. Hun tog mod til sig: Vi har skrevet længe, alt føltes nemt og godt Så ville han pludseligt mødes.
Hvem af dem? spøgte Rikke; det var som altid med et glimt i stemmen. Rikke gjorde aldrig en hemmelighed ud af sin skepsis over for netdating, og hun havde mere end én gang spurgt drilsk, om Else mon overvejede at åbne et bureau for kronprinser på Amager. Elses profilbillede havde været mere digitaltrylleri end virkelighed, det vidste Rikke og havde diskret hentydet nogle gange, at sandheder har det med at boble op.
Det var Emil, ham høje med det lyse hår og de klare øjne! Du sagde også, han virkede sympatisk, smilede Else og maste ordene ud, som om hun var ved at løbe tør for luft.
Nå, den type, sagde Rikke dæmpet, som var hun sunket i en blød dyne. Men Else, opslugt af sine egne tusindtakkede tanker, mærkede slet ikke den drømmende tone. Ja, jeg husker ham. Hvad så?
Han siger, han vil besøge mig mellem jul og nytår! Elsens stemme bølgede ud og blev en kanal af bekymringer. Om to måneder! Vi har skrevet så meget, talt om alt muligt. Og jeg vil bare ikke se det der blik, du ved, når han opdager, jeg slet ikke ligner billedet. Figuren, håret Jeg ser bare ikke sådan ud.
Tiden blev langsom. Else mærkede hvert sekund dryppe koldt ned ad ryggen, og tavsheden fra Rikke gjorde hende ør i sjæl og åndedrag. Hun længtes efter den trøstende forsikring: Bare rolig, alt går godt! Men radioens stilhed helede langstrakte øjeblikke.
Hvorfor sagde du ja? Rikkes skeptiske tone rørte sig som et fjernt ekko. Hun havde aldrig lagt skjul på sine betænkeligheder: Hvem gemmer sig bag filteret?
Han insisterede sagde Else lavt, som om samtalen kunne høre hende rødme. Ja, det var lidt pinligt, at hun havde sagt ja til at mødes, uden at tænke. Han var oprigtig, spurgte til alting så pludselig spurgte han igen, og jeg kunne bare ikke sige nej.
Stilheden i rummet blev filtet, og Else bed sig i læben. Emil havde skrevet, at han sjældent havde følt sig så let og forstået. Og jo mere de skrev, jo mere voksede tanken: måske var det virkelig noget ægte.
Så skal vi i gang, sukkede Rikke, og Else hørte en mærkelig blanding af ildhu og usagte bekymringer, som en bølge der risler under isen i Nyhavn. Det bliver benhårdt. To måneder er intet. Du må tage fri fra jobbet dine muskler skriger de første uger.
Træning? gentog Else, en smule panik, som bølger i blodet. Som fitnesscenter?
Ja. Og sund mad, hudpleje, hår, alt på én gang, remsede Rikke op, helt roligt, som var det listen over varer i Føtex. Du gider vel ikke, at Emil bare ser en poleret udgave af den samme Else?
Else blev tavs. Tanken om fitnessløbebåndet og tunge håndvægte trak mørke billeder over himlen, men samtidig vidste hun, det var nødvendigt på en drømmelogisk måde.
Hvad nu, hvis jeg ikke kan? spurgte hun stille, ordene tunge som drømme, der smelter under puden.
Du kan. Jeg er ved din side, Rikkes stemme var stålfast, en venindes tro i nordisk vinter. Men du må kæmpe. Ingen magi, Else. Alting kræver slid, også transformationer.
Else trak drømmens luft dybt, knyttede næverne og mærkede en våd sne af mod løbe gennem kroppen: Godt. Jeg prøver. Bare for at jeg ikke skal skuffe ham.
**********************
De første uger var som at løbe op ad Møns Klint i modvind. Uret ringede altid klokken syv. Else stirrede mod sin egen skygge i stueloftet, forhandlede med kroppen om bare fem minutter mere i sengen. Morgengymnastik: først fem minutter. Sløve, bløde stræk foran spejlet. Håret faldt som sneglespor ned over nakken, hun kendte ikke sig selv.
Men Rikke styrede træningsplanen med stoisk vilje: I morgen ti minutter, og op med tempoet.
Hun vågnede med krop, der trak sig sammen som våde viskestykker; benene dirrede, armene var tunge som gamle brosten, når hun rakte ud efter tekoppen. Og Rikke ringede, opmuntrede, heppede og nægtede at give slip.
Du kan mere, blev hun ved, mens Else prøvede det næste sæt, sveden frøs som dug på panne og kinder. Vi har stadig tid. Vi skal bare blive ved.
Else bed tænderne sammen, bøjede drømmens regler og lod sig drive videre. Måske ville hun give op, genvinde lørdagsmorgener i store trøjer med wienerbrød og sort kaffe, men hun huskede Emils beskeder, hans smil fra de blå pixels, hans løfter. Og det holdt hende oppe.
Også maden blev vendt op og ned. Farvel til teboller og chokolade goddag til grønkålssalat, kyllingebryst dampet med citron, boghvede og grønne smoothies, der føltes som at sluge havgus. Hun listede ofte over til kagedåsen, men stoppede for hvert blik så hun Emils ansigt for sig.
Kun to måneder, sagde hun til sig selv, mens hun skyllede salaten ned med kildevand. Kun for nu.
Efterhånden gled de nye rutiner ind i blodbanerne Else lærte simple, sunde retter, fandt et par opskrifter på smoothies, hun rent faktisk kunne lide, og om morgenen føltes det nemmere at rejse sig. Huden blev spændstig, kinderne fik farve af motion og stramme arme.
Rikke så på hende med sin lune, vestjyske godhed:
Ser du, det går. Du er ikke den samme som før. Snart er vi der.
Elses tanker svingede stadig som storken i stykket: var det her nu nok? Alt for Emil men måske mest for sig selv. Hun fortsatte skridt for skridt, dag for dag.
Sideløbende tog Rikke styringen med hår, negle og hud. Hun havde booket Else til frisør, sådan en lille salon på Østerbro, hvor der var rigtigt lys og grøn te. Frisøren klippede alt kedeligt væk, lavede diskret balayage, så Elle fik dybde og varme i farven, mere nordisk lys end mode. Neglene fik let lak, hænderne renset for ridser af hverdag. Makeupartisten en gammel veninde af Rikke lagde kun diskrete nuancer, lidt bryn og lette vipper, så Elsens blågrå øjne lyste under kindbenene.
Du ser fantastisk ud! udbrød Rikke ægte varm, hendes glæde smittede som forårslys ind ad vinduet i salonen.
Else stod længe ved spejlet. Hvem var denne kvinde? Pæn frisure, hud som dansk forår, tøj valgt af Rikke enkelt, feminint, ikke det gamle joggingtøj, men bløde kjoler og frakker, der fremhævede mikset af nordisk og sønderjysk.
Det sværeste var ikke det ydre, men det indre. Else havde lært at undgå andres blikke i drømme gik hun altid med hovedet nedad, trak skuldrene ind, for at forsvinde. Nu skulle hun se folk i øjnene, trække vejret frit og bære sig selv med let, selvsikker latter.
Det var mærkeligt de første dage. Hun skjulte stadig hænderne, pillede ved håret, gled væk når fremmede så længe på hende. Men Rikkes stemme blev ved at hviske:
Du er præcis, som du skal være. Skjul dig ikke. Folk elsker et åbent smil.
Med tiden blev Else roligere, mere rank og stemmens klang styrkedes. Hun fokusede på det gode kollegers komplimenter, smil fra cyklende fremmede, letheden ved at vælge dagens tøj. Hun lærte at tage imod ros, først rødmende og stumt, så med et tak eller en kvik bemærkning.
En morgen hilste Mette fra regnskab med beundrende øjne:
Else, du har forandret dig! Hvor ser du sund og glad ud!
Else smilede forsigtigt:
Jeg har bare opdateret garderoben lidt…
Mette afbrød hende:
Nej det er ikke bare det! Du stråler, du går så rankt. Det er så pænt til dig!
Og til frokost ved kaffemaskinen dukkede Mads fra kundeservice op. Hans humor var syrligt sød som kirsebær:
Else, hvad har du gjort? Du lyser, som havde du været på spaophold i Skagen. Siger du, hvornår vi andre skal prøve det?
Else rødmede, men smilede let. Det var nyt, at blive bemærket. At kolleger stoppede og sludrede eller bare så hende. Hun begyndte at lægge mærke til små ting: baristaen i kaffebaren kendte hendes navn, og unge mænd sendte små smil, når hun gik forbi.
Især Viktor fra it-afdelingen blev aktiv. Før hilste de kun kort, men nu fandt han grunde til at snakke: projekter, fritid, frokost sammen. En dag, da hun havde en ny cardigan på valgt af Rikke, selvfølgelig spurgte Viktor:
Hvor finder du sådan noget tøj? Det ser enormt chic ud!
Else lo, rørte ved stoffet og sagde:
Den har bare hængt i skabet længe nu fik den nyt liv.
Viktor blev stående:
Du virker meget mere selvsikker nu. Det klæder dig virkelig.
Men Emil fyldte stadig Elses tanker. Ville han hvis han dukkede op kunne se forskellen? Hun var begyndt at forestille sig hans ansigt, når han så hende, hans smil, hans stemme som holdt hende oppe gennem de drilagtige dage, hvor træning, diæter og hendes gamle vaner føltes som tunge dansk vintertæpper.
Om aftenen, når hun lå mellem halvvågne drømme og næste dag, tænkte hun: Hvad hvis Emil ikke synes, jeg er det værd? Men noget måske Rikkes stemme viskede: Det er ikke for hans skyld. Transformationen er din, din alene.
Rikke iagttog veninden med en usynlig stolthed. Hun så, hvordan Else blev rankere, hvordan hun talte tydeligere, hvordan hendes øjne glimtede af noget nyt. Selv små farver og sjove smykker havde Else fået mod på. Og nu tog hun gerne imod komplimenter, først forlegen, så med latter, nu smilende og kviksindet.
I sit stille sind var Rikke både glad og lidt bekymret. Hele Emil-historien var faktisk hendes idé. Emil fandtes slet ikke! Det havde været hende, Rikke, bag skærmen, der sendte varme beskeder, fordi hun ikke kunne bære at se Else trække sig tilbage fra livet. Hvad nu, hvis sandheden blev opdaget, og Else gled tilbage i sin skal?
Men, nej. Det måtte aldrig ske. Rikke ville beskytte sin veninde.
**********************
En uge før den store dag stod Else foran sit spejl. Hun betragtede hver eneste detalje af sit refleksion, som om hun ville skrue billedet sammen med hænder og tanker. Hun følte sig ikke smuk men hun var ikke flov over sit spejlbillede mere. Hun rettede lidt på blusen, drejede sig, smilede en anelse: Var det virkelig hende?
Rikke trådte ind i rummet, dvælede i dørkarmen og sagde:
Nu er du klar. Han vil synes, du ser fantastisk ud. Og du har haft hele to måneder til at være den nye dig. Det er du nu.
Else nikkede, men mærkede noget drømmende: som om Rikke ville sige noget mere, men holdt sig tilbage. Inden Else kunne spørge, vibrerede telefonen i lommen.
Hun så på skærmen. En besked fra Emil. Hun læste den. Læste den igen som om betydningen var skjult bag bogstaverne: Undskyld, jeg kan ikke komme alligevel. Måske en anden gang.
Else læste beskeden flere gange. Hun følte kulde snige sig op ad ryggen, alle anstrengelserne for ingenting?
Hvad er der sket? spurgte Rikke, da hun så Elses ansigt.
Han kommer ikke mumlede Else, viste hende telefonen.
Rikke satte sig stille ved siden af. Lagde en arm om hende. I hendes øjne glintede noget måske lettelse, måske skyld, men hun tog sig sammen:
Det var måske det bedste, der kunne ske.
Hvorfor? Else så vantro på hende, følelsen et tomt ekko.
For nu er du stærkere. Du har fundet din selvtillid, lært at passe på dig selv, set din egen skønhed. Du skjuler dig ikke mere, sagde hun, og stemmen var varm som en juniaften på Skagen Havn.
Nu ved du, at du fortjener det bedste. Ikke en usynlig Emil fra nettet, men ægte nærvær. Én, der ikke melder afbud på sms.
Else sank ordene ind, og billederne af den gamle og den nye Else smeltede sammen. Uanset hvad var hun blevet en anden stærkere.
Rikke gav hendes skulder et klem:
Nu bestiller vi pizza og ser din yndlingsserie. I morgen begynder et nyt kapitel.
Else smilede forlegent:
Jeg tror, jeg tager i teatret med Viktor. Han har spurgt længe.
Rikke lo, som befriede nogen en flok duer fra Rådhuspladsen.
Der er min pige! Jeg vidste, du kunne. Det er kun begyndelsen.
Else nikkede, en forårsfornemmelse skyllede ind i hende. Hun vidste ikke, hvad fremtiden ville bringe men var ikke længere bange for at finde ud af det.
**********************
Om aftenen stod Else foran Det Kongelige Teater i en kjole, der dansede med gadelygternes skær. Hun rettede på håret, tjekkede sit spejlbillede i glasdøren og mærkede hjertet slå roligt. Viktor trådte frem fra mængden, en buket røde tulipaner i hånden:
Du ser fantastisk ud.
Hun smilede, ikke genert, men lyset i hende. Hun så sit spejlbillede, hvor lyset blidt ramte den nye kjole, håret sad, som det skulle. For første gang følte hun sig smuk på egne betingelser.
Teaterforestillingen var morsom og finurlig. Else og Viktor talte om alt fra replikker til latterens klang. Det hele flød let, ukrampet. Efter stykket gik de en tur under byens nattehimmel, fyldte lungerne med kølig luft og elektrisk tåge, lo som børn under Kastellets træer.
De satte sig i Rosenborgs slotshave på en bænk, hvor få personer stadig nussede rundt i efterårets blæde. Else så mod Viktor og sagde pludselig:
Tak.
For hvad? smilede han undrende.
For selskabet og en vidunderlig aften. Jeg har ikke følt mig så glad længe.
I skumringen, bag hækken, stod Rikke og betragtede dem. Da hun så Elses lette smil og afslappede kropssprog, gik hun stille væk, glad.
Hun smuttede forbi Kaffesalonen, satte sig ved vinduet med en cappuccino og bladrede telefonens billeder igennem. Billeder af Else før og nu. Før: knækket, skjult, bleg. Nu: rank, strålende og levende.
Hun dvælede ved sidste billede: Else i teaterkjolen, Viktor ved siden af. Hun tænkte bare: Hun er virkelig sprunget ud.
Der var ingen grund til at fortælle hende om Emil. Resultatet talte for sig selv: Else elskede sig selv og livet igen. Og dét var vigtigere end sandheden om en drømmes opfindelse
********************
Tre måneder gik. Elses liv var nu fuldt af farver, rutiner og glæde. Hun og Viktor sås ofte de dyrkede de skæve film i Grand, åd is-vafler på Amager, lavede lasagne og lo over brændt ost i køkkenet.
Viktor var netop det menneske, Else manglede: nærværende, rar, tryg. Han så hende, når ingen andre gjorde, og han tog sorgen bort med et opmuntrende ord eller en varm kaffekop.
**********************
Året efter stod Else i et prøverum på Strøget, iført en brudekjole, hun kun havde drømt om at kunne bære. Blonder, let skørt, snit som regn på en forårsdag og en blid farve. Den sad, hvor den skulle. Foran hende skænkede Rikke sløret det sidste rap af perfektion, og en stolthed strålede ud af hende.
Du er så smuk, hviskede Rikke, rørt.
Else drejede sig og så på veninden, øjnene glimtede. Hun trak vejret dybt og sagde:
Tak for alt.
To små ord, der rummede alle deres stunder og forvandlinger.
Så trådte Viktor hen til døren, tøvende, med ét blikket låst på Elses ansigt det ansigt, han elskede. Et smil bredte sig, som kun var til hende:
Du er den smukkeste kvinde i verden, sagde han og greb hendes hånd.
Hun mærkede roen. Han holdt hende fast, glad og stærk. Det var nok.
Rikke gled væk for ikke at stjæle øjeblikket og tørrede en tåre væk. Alt var, som det skulle være for nu smilede Else også, når hun vågnede fra drømmen.
