Point of no return
Det er simpelthen ikke til at holde ud! Hvordan skal man leve uden varmt vand? jamrede Thomas sig ude fra badeværelset, så alle i lejligheden kunne høre det. Vandet havde kun været væk i to dage, og alligevel gik han der og mumlede, som om det var verdens undergang. Hvor er det dog umuligt, tænkte selv Astrid, der lå og prøvede at få den sidste søvn, mens hun med et gab vendte sig om på den anden side og begravede øret i puden.
Næppe havde hun fået øjnene i igen, før Thomas stormede ind i soveværelset, rykkede puden væk og spurgte:
Hvorfor ligger du stadig og sover, egentlig?
“Nå ja, selvfølgelig!!!!” tænkte Astrid for sig selv.
Thomas! Hvad vil du? Jeg står jo ikke op, fordi jeg først skal være på arbejde til frokost i dag. Det sagde jeg jo i går… Kan du ikke huske det?
Jaja, men hvem skal så holde mig med selskab, mens jeg spiser morgenmad? klagede Thomas.
Astrid gloede forbavset på ham:
Det var da dig selv, der sagde, at jeg ikke behøvede stå op. Men okay, jeg sidder da med.
Thomas sagde ikke mere, men listede ud af værelset igen. Astrid måtte op.
Senere sad de der i køkkenet, og Astrid småslubrede ad sin kaffe, mens Thomas øste komplimenter og kærlighedserklæringer over hende. Astrid syntes jo, det var sødt og blev blød i knæene, men kan man glemme billedet af den samme mand, som brutalt havde tvunget hende ud af søvnen før tid?
Thomas tog på arbejde, og Astrid listede tilbage til sengen. Hun lagde sig under dynen og tænkte: Hvorfor var Thomas i starten af deres forhold helt perfekt og først efter de blev gift, kom alt det der brok frem? Måske man skulle være flyttet sammen først, men Astrid var opsat på at gifte sig og ikke bare være kærester. Brokkeriet kunne hun måske endda vænne sig til eller endda få noget godt ud af? Men hvordan, anede Astrid ikke.
Astrid! Ved du hvad vi skal købe? Thomas greb hende straks hun kom ind ad døren.
Hvad nu?
Ja, hvad tror du? En vandvarmer selvfølgelig!
En vandvarmer? Hvorfor dog det? Der lukker jo kun for det varme vand en enkelt gang om året i 10 dage! Hvad skal vi bruge sådan en til?
Årh kom nu 10 hele dage uden varmt vand, det er da en lidelse uden lige!
Astrid led da ikke det store afsavn okay, vaske op i lunkent vand var ikke festligt, og et bad krævede lidt planlægning med elkedlen. Men vandvarmer? Javel så.
Fint, lad os købe sådan en. Men vi må hellere skynde os, varmt vand er tilbage om otte dage.
Ja ja, selvfølgelig! Find nogle muligheder og send dem til mig, nikkede Thomas.
Nå, men Astrid havde troet, de ville vælge sammen men nej, det var hendes job at lave research og sende links! Typisk.
Så Astrid blev ekspert i vandvarmere og sendte forslag. Men ingen faldt i Thomas smag. Og vips, så var de otte dage gået, og det varme vand fossede igen i rørene.
Lad os nu alligevel få købt den vandvarmer næste år slukker de sikkert for vandet igen! insisterede Thomas. Og Astrid sendte troligt flere muligheder, som han rutinemæssigt forkastede.
En dag på arbejdet tilbød hendes kollega, Mette, sin hjælp: Vi købte jo en vandvarmer til sommerhuset sammen med min mand, jeg har totalt styr på dem! Og ganske rigtigt, Mette fandt en model med rabat, dog skulle det bestilles hurtigt. Astrid bestilte fluks hun gad ikke mere drama.
Hvorfor har du ikke lige snakket med mig først? Vi er jo en familie! indigneredes Thomas.
Jeg har prøvet! Du svarede jo ikke, forsvarede Astrid sig.
Ja, men det er jo ikke den helt rigtige så! snøftede Thomas, men ombestemte sig hurtigt: Nå, nu er den købt, pyt.
Tilbage stod Astrid med skyld, skam og en let irritation.
“Jeg køber aldrig nogensinde noget igen,” tænkte hun for sig selv.
Thomas, hvor længe skal den dumme vandvarmer egentlig stå og fylde? Jeg slår mit skinneben hver gang, sukkede Astrid. Det gør altså ondt.
Jeg får den sat op i allernærmeste fremtid, det lover jeg! forsikrede Thomas.
Men Astrid vidste, at den ville stå der til næste gang kommunen besluttede at hive stikket til det varme vand, hvilket viste sig at være lige nøjagtigt det, der skete. Denne gang fik Astrid nok og tilkaldte en VVSer.
Astrid! Du kunne da i det mindste have vendt det med mig! De har jo sat den helt forkert op! brokkede Thomas sig. Astrid trak på skuldrene:
Er der varmt vand? Ja. Så er resten detaljer.
Indvendigt gnæggede hun: Måske skulle jeg slet ikke have købt den skøre vandvarmer!
Over en kop kaffe hos veninden Stine lyttede Astrid til hendes klagesang over hendes mand:
Jeg har besluttet jeg vil skilles, konkluderede Stine.
Men I har jo børn sammen! udbrød Astrid.
Ja? Jeg trækker alligevel hele læsset selv. Det bliver kun lettere uden ham.
Men hvad med kærligheden? I var så glade engang, sagde Astrid trist.
Nemlig: var. Nu er der intet tilbage. Han hverken hjælper til eller bidrager, og sladrer endda til sin mor om mig, som så skælder ud! Jeg kan ikke mere.
Stine sukkede og sagde lidt misundeligt:
Gid jeg havde en som din Thomas.
Astrid blev helt paf: Tænk, at Stine troede Thomas var nogen idealmand! Astrid klaprede munden sammen hun havde jo bare aldrig brokket sig om ham.
På vej hjem gik Astrid og grublede: Elskede hun egentlig stadig Thomas, eller var det bare en vane og ville hun faktisk have det bedre alene?
Hvor har du været henne så sent? Thomas var forandring fryder utilfreds. Det var han nærmest altid nu om dage. Der er jo ikke mad. Jeg er sulten.
Ja, men begyndte Astrid. Hun ville sige, at han selv havde sagt, han ville købe aftensmad på vejen, men hun orkede ikke tage diskussionen, han ville bare få det til at hun havde hørt forkert. Jeg laver noget nu.
Mens Astrid skrællede kartofler, tænkte hun, at det var sådan noget, der fik kærligheden til at sive væk. Dråbe for dråbe… Og pludselig var det for sent.
Brrrr. En isnende tanke. Nej! Hun ville ikke have, at deres kærlighed forsvandt. Lad andre blive skilt ikke hende!
Thomas åbnede døren, og de trampede ind.
Endelig hjemme! sagde Thomas tilfreds.
Astrid sagde ikke noget. Hun var også glad, men sandheden var, hun ville gerne have nydt selskabet med veninderne. Men det skete sjældent, fordi Thomas’ holdning hang i en tynd tråd: Nogle dage ville han gerne se folk, andre ikke og gik Astrid ud alene, blev han fornærmet. Gik hun ikke, blev han også fornærmet. Umuligt.
Hvad ville ham Mads egentlig med dig? spurgte Thomas pludselig.
Ikke noget særligt. Han sagde bare, han har et jobtilbud til mig, og gerne vil mødes i morgen om det, svarede Astrid roligt.
Du skal vel ikke sådan bare gå med til det?! Thomas fnøs.
Jo, hvorfor ikke? Det er jo arbejde.
Skulle vi ikke lige snakke om det i familien først? Eller er vi ikke familie?
Astrid stod lidt undrende. Jo, selvfølgelig. Men det er jo mit arbejde? Jeg kan vel selv bestemme, hvor jeg arbejder.
Jeg siger det bare: Jeg flytter ingen steder.
Well, det var da nyt.
Hvorfor tror du, det handler om at flytte?
Fordi jeg kender Mads han kommer med filial-snakket. Hvorhen?
Thomas så væk, og Astrid følte hun regnede det ud:
Er det ikke, hvor vi overvejede at flytte engang?
Jo, mumlede Thomas modvilligt.
Det er da fantastisk!
Nej, jeg flytter ingen steder. Og det gør du heller ikke.
Astrid vidste ikke, hvad hun skulle sige. Men hun besluttede at mødes med Mads.
Sådan her er mit tilbud, hvad siger du? Mads kiggede fast på Astrid.
Hvorfor finder du ikke bare en anden?
Jeg kender dig og stoler på dig.
Thomas vil ikke flytte, sagde Astrid lavmælt.
Mads gik en runde i lokalet.
Astrid… Jeg vil egentlig ikke sige det, men jeg tror, I burde gå fra hinanden.
Astrid blev bleg.
Hvorfor? Jeg elsker ham.
Jeg ved Men han er dig faktisk utro.
Det kan ikke passe!
Mads trak på skuldrene:
Tro det eller ej, men sådan er det. Og det er med… Stine. Så ja, han bliver selvfølgelig her. Hvorfor flytte, når han får det hele: To kvinder der prøver at gøre ham tilfreds. Tænk over mit tilbud…
Astrid stavrede hjem. Hjemme i stuen sank hun sammen på sofaen, foldede benene under sig.
Dryp, dryp, dryp Hvad nu? Hun gik gennem lejligheden det var vandhanen, der dryppede. Astrid skruede den hårdt af.
Dryp, dryp Det var som om kærligheden sivede ud af hjertet.
Astrid tørrede tårerne væk, tog tøj på og stod snart foran Stines dør. Ingen svarede, selv om hun trykkede på klokken. Hun bankede også for en sikkerheds skyld intet. Kun nabokonen stak næsen ud: Nej, Stine er ikke kommet hjem endnu.
Astrid kiggede på uret selvfølgelig, Stine havde stadig arbejde. Hun selv havde taget lidt fri. Døren til elevatoren gik op, og ud kom Stine og Thomas. De tav midt i et ord, og stilheden emmede mellem dem.
Astrid sagde ikke noget, men det var tydeligt, at Mads havde haft ret. Først sagde Thomas noget, men Astrid lyttede ikke. Hun kiggede på Stine, der undgik hendes blik og Astrid vidste, at der ikke var mere at gøre her. Hun vendte sig om og løb ned af trappen. Måske fulgte Thomas efter, hun var ligeglad. Ud på gaden hurtigt væk, væk fra det hele.
“Så det var sandt, så det var sandt,” dunkede det inde i hovedet på Astrid.
Hele det der med altid at opfylde mandens ønsker og altid tilpasse sig, havde alt sammen været spild det holdt ikke!
Astrids liv og verdensbillede lå i ruiner. Hun fiskede sin mobil op og tastede Mads nummer:
Jeg tager imod dit tilbud, sagde hun bare.
