Så skal mor bo hos os, siger manden.
Hvad mener du? spørger Maren forundret. Hun har det fint, hun kan klare sig uden hjælp fra andre.
Hvem skal så passe på hende her hos os? Jeg må vende tilbage til arbejdet, og kollegerne stirrer allerede på mig jeg har kun en kort arbejdsdag.
Jeg passer selv på hende. Og vi må flytte til et andet værelse. Mor vil have et værelse med balkon.
Maren tror ikke på Anders, og hun har god grund til det.
For 18 år siden, da Maren giftede sig med Anders Nielsen, vidste hun allerede, at svigermor Inge Hansen aldrig ville kunne lide hende. En ung kvinde fra Jylland, kun færdig med erhvervsskole, uden en krone i banken, kunne knap nok måle sig med Anders, som var en højtuddannet kardiolog på Rigshospitalet.
Alligevel gifte de sig.
Inge udviste sin utilfredshed med Maren på en tør, affektiv måde og talte kun med hende, når det var nødvendigt.
Hvordan går det, Maren? spurgte svigermoren træt i telefonen, når Maren løftede røret.
Tak, Inge, alt er vel. Hvordan har du det?
Hvilken sundhed har man i min alder? Jeg går roligt rundt, og det er helt fint. Jeg skal tale med Anders om det her. Giv ham telefonen, tak.
Det var hele deres samtale. Ved familiesammenkomster i løbet af året undgik kvinderne både skænderier og kram.
Da Inge hørte, at Maren var gravid, foreslog hun pludselig, at de skulle bytte lejligheder. De unge boede i en lille en-værelses lejlighed, som Anders havde arvet af sin bedstemor, mens Inge boede i en treværelses lejlighed, som hun alene ejede efter sin fars død.
Maren var dybt taknemmelig for denne gave. Med deres datter Lærke, som nu var 16, blev forholdet mellem dem lidt varmere. Inge hjalp til med Lærke, sendte penge, og vigtigst holdt sig fra at kritisere Maren, selvom hun stadig sukede over, at hendes søn havde giftet sig med en “ikke nok så værdig” kvinde.
En dag fik Inge et hjerteanfald på hospitalet.
En skomager uden sko, sukkede lægen. Hvor var du så, når din mor blev så syg?
Hun klager altid, så det er svært at skelne sandt fra løgn, svarede Anders nedslået.
Det er tydeligt. Din mor er kun 60, hun klarer det.
Mens Inge lå på hospitalet, var det hovedsageligt Maren, der besøgte hende hver dag med mad, rene klæder og trøstende ord. Anders gik kun på hospitalet tre gange i to uger, fordi han havde arbejde, men han ringede og holdt kontakt med kollegerne.
Derefter kom overraskelsen:
Så skal mor bo hos os, gentager han.
Maren gispede igen.
Hvad mener du? Hun har det fint, hun kan sagtens klare sig selv.
Hun bor kun to stoppesteder væk, så vi kan besøge hende hver dag. Hun er bange for at være alene, og hun har problemer med benene. Vi skal hjælpe hende, men hun kan ikke flytte alene endnu, svarede Anders.
Hvem skal så passe på hende her? Jeg skal tilbage på arbejde, og jeg har kun kort dag, protesterede Maren.
Jeg klarer det selv. Vi må flytte til et andet værelse med balkon, så mor kan få ro, sagde han.
Maren troede ham ikke. Hans arbejdsdage blev længere, og hun måtte kæmpe med svigermor, som altid kritiserede hende.
Maren, jeg vidste, du var rodet, men jeg har aldrig boet med dig før, knibbet Inge. Hvor er gulvet under min seng sidst du vaskede? Støv er en katastrofe!
Maren sagde ikke et ord, men gik i gang med moppekluden.
Denne suppe er umulig! Hvad har du lagt i den? råbte Inge. Hvis du fodrer min søn så, er det mærkeligt, at han stadig er hos dig.
Maren tog tavlen med den “ulekker” suppe væk i stilhed.
Hvor længe skal vi vente? skreg svigermoren, da Maren netop gik ud for at hente vand til Anders’ mor. Du er så klodset hele dit liv!
Det fortsatte på samme måde.
Maren holdt ud i en måned.
Jeg synes, din mor har det godt, sagde hun endelig til manden. Hun kan jo klare sig selv uden at du styre.
Måske er det på tide at sende hende hjem igen?
Mor siger, du behandler hende dårligt. Du ignorerer hendes bønner, svarede Inge. Hvordan kan du så?
Dette blev en undskyldning for at være venligere. Hvad med “hjem”? Det er jo hendes lejlighed vi har jo ikke overført dokumenterne.
Maren havde intet anmærket på dette. For 16 år siden, da de flyttede, var hun mere bekymret for indretningen end papirer.
Hvis det fortsatte sådan, ville hun flytte tilbage til den lille en-værelses lejlighed!
En måned senere stod Inge på en bænk ved opgangen og snakkede med naboen Kirsten, som var fem år yngre og boede en etage nedefter.
Det er dejligt, at de venlige folk får mig ud på gaden, sagde svigermoren trist, da Maren så hende. Se, Anne, sådan er det, når man har en søn og ikke en datter i de gamle dage.
Hej, Inge, hilste Maren.
Hej, lille Maren. Din mand bad mig gå en tur med mor.
I har ikke tid, I arbejder, svarede Kirsten og rystede på hovedet.
Maren var ligeglad med andres meninger. Hun var bare glad for, at Inge havde fundet venskab med Kirsten og ikke længere knoglet hende.
Det så ud til, at hun måske kunne overtale Anders til at sende mor hjem igen. Men manden havde andre tanker.
Det gik op for Maren, da hun endelig afleverede den største rapport på arbejdet og gik tidligt hjem, udmattet. Elevator’en gik i stykker, så hun måtte gå fire etager op ad trapperne.
På tredje etage så hun Anders stå ved trappeopgangen, netop da han gik ud af Kirstens lejlighed. Døren flæskede op, og en lys stemme råbte:
Min skat, du har glemt dit ur!
En ung, lysshøj blond kvinde i en kort morgenkåbe kom ind med strålende, lykkelige øjne.
Maren kunnede følge med i deres blik.
Det er Camilla, Kirstens datter, mumlede Anders usikkert. Vi talte om mor
Kom nu, Anders, sagde Camilla alvorligt og stirrede på Maren. Det er på tide, du indser, at du elsker mig, og vi skal bo sammen.
Maren gik forbi dem uden at sige et ord.
Er du skør? råbte hun til sin mand, som stod bag hende. Hvad i alverden foregår her?
Det sker bare, svarede han, mens han så væk. Vi mødtes i opgangen, og jeg faldt straks for Camilla.
Så blev alt bare en virvelvind.
Så jeg holder ud med din mors humør, jonglerer med alt, mens du har en affære i nabolejligheden!
Tag det roligt, protesterede Anders. Kirsten har i en måned passeret mere på mor end dig.
Betaler du hende ekstra for at holde lejemålet ledigt? spurgte Maren.
Nej, men jeg gav 600000 kr. til Camilla til en bil, indrømmede han.
Hvad?! Du gav de penge, vi sparede til Lærkes uddannelse, til den til den pigen?!
Vores datter er klog, hun klarer sig selv
Så du tror, du viser din store generøsitet ved at?
Uden at vente på svar sprang Maren ud af lejligheden. Døren gik op af sig selv, og Kirsten stod i døråbningen.
Giv mig pengene tilbage! råbte Maren, så hun næsten brød sammen.
Hvad? Bekender du alt? lo Kirsten. Hvad fanden, så lad mig have dem!
Min hjerteknude sprækkede, da Inge fortalte, hvordan du mishandlede mig. En god, generøs mand vil jo være til nytte.
Så I har arrangeret det så? De penge er hele vores opsparing, som jeg har samlet med blod og sved, protesterede Maren. Giv dem tilbage, ellers går jeg i retten!
Klar til at klare det selv! råbte Kirsten og smækkede døren.
Hjemme ventede Anders med et forvirret ansigt, og svigermor så bange ud.
Jeg vidste ikke, snakkede Inge. Jeg fortalte bare Anne alt, jeg vidste ikke, at hun var så
Vi skilles, sagde Maren uden at kigge på dem. Jeg har fået nok.
Hun lukkede døren, faldt i gråd, og måtte nu finde et sted for sig og Lærke.
Uanset hvor meget svigermor forsøgte at overtale, og hvor meget Anders sukkede, holdt Maren fast på sin beslutning.
Så overraskede Inge hende igen: Hun fik Anders til at give Maren og Lærke den lille en-værelses lejlighed tilbage.
Maren sagde ja, og de flyttede ind med datteren, mens hun holdt afstand fra de tidligere slægtninge.
