Et skridt ud i intetheden
Anne-Mette, hvor har du gjort af din søster? I plejer da altid at hænge ud sammen! spurgte faster Karen uden at kunne dy sig, da hun fik øje på sin niece pile forbi.
Pigen stoppede brat, vendte sig om mod sin tante og sagde med lidt for tydelig irritation:
Jeg hedder Cecilie.
Det blik, hun sendte Karen, var så spidst, at tantens venlige smil næsten forsvandt. Cecilie fortsatte, nu med et opgivende suk i stemmen:
Og vi er altså ikke SÅ ens, at I altid skal forveksle os!
Karen løftede overrasket øjenbrynene, som hun omhyggeligt studerede Cecilies ansigt og ledte efter de små forskelle, som hun åbenbart aldrig havde lagt mærke til før.
Ej, lille skat, svarede hun blødt. I er jo tvillinger! Når I sidder stille sammen, kan man virkelig ikke se forskellen, altså før I begynder at snakke så er det nemt nok at høre, hvem der er hvem.
Cecilie mærkede vreden boble under huden. Hun bed sig selv hårdt i læben for ikke at vise følelserne, og så smuttede hun hurtigt mod døren. Uden at sige noget mere lukkede hun den stille efter sig.
Karen blev stående og rystede lidt på hovedet, fortsat forvirret over den skarpe reaktion. Cecilie, på vej ned ad gangen, gentog inde i sig selv de så velkendte ord: “Ligesom to dråber vand.” Det lød for hende som en evig forbandelse, hun aldrig rigtig kunne slippe væk fra. Hvorfor var der ingen, der så forskellen på dem? Hvorfor blev de altid bare kaldt tvillingerne, uden navn, uden personlighed, uden egne interesser? Spørgsmålene hvirvlede rundt i hovedet på hende, uden svar i sigte.
*********************
Cecilie sad på bænken i parken, knugende armene om knæene. Solen blinkede ned gennem bladene og tegnede sjove mønstre på jorden, men hun lagde ikke mærke til det. Endnu engang prøvede hun at forklare sin veninde, Mathilde, hvor frustrerende det var konstant at blive forvekslet med sin søster.
Mathilde lyttede opmærksomt, hovedet let på skrå, indtil hendes øjne begyndte at glimre af idéen:
Prøv nu at lave noget helt vildt med dig selv! Klip dit hår kort og farv det i en crazy farve så kan ingen da tage fejl! Anne-Mette ville ALDRIG turde sådan noget.
Cecilie så på sit lange hår og trak det mekanisk over skulderen. Hun så ud som om, hun blev lidt nysgerrig, men viftede næsten straks tanken væk igen.
Mor ville aldrig give mig penge til det, sukkede hun. Hun kan virkelig godt lide, når vi ligner hinanden. Mine egne ønsker er vist aldrig på mode.
Mathilde var dog ikke sådan til at standse. Hun lavede en kastende bevægelse med hånden, som for at feje alle problemer væk:
Så bed om penge til noget andet sig det er til en gave til en klassekammerat. Så går vi bare ned til den billige frisør på Nørrebrogade. Min far tog mig derhen engang. Min mor var ikke tilfreds: Alt for kort, sagde hun bagefter. Men lige dét er vel sagen for dig!
Nu løftede Cecilie øjenbrynene lidt mere ideen begyndte alligevel at spire.
Hvad med hårfarve? spurgte hun, og prøvede at regne ud, om planen var realistisk.
Mathilde smilede bredt:
Lad være med at tænke på det. Jeg spørger min storesøster hun kan sagtens finde ud af at farve hår. Vi skal bare købe selve farven.
Cecilie kunne ikke lade være med at smile. Måske ville det faktisk gøre forskellen? Måske folk endelig kunne se HENDE, ikke bare en af tvillingerne? En spinkel håb tændtes i hende, selvom hun stadig ikke for alvor troede på, at sådan et lille skridt ville ændre noget.
Nogle dage senere kastede pigerne sig ud i projektet. Cecilie så ikke ligefrem frem til det, men prøvede at skjule nervøsiteten.
Frisørsalonen lå nede af en sidegade lillebitte lokale, slidt stol og plettede spejle. Den ældre frisør kiggede træt på Cecilie:
Hvordan skal det være?
Hun tøvede et øjeblik, men skød så ud:
Korthåret! Virkelig kort, tak.
Frisøren nikkede og gik i gang. Knapt et ord blev udvekslet. Cecilie så med, mens hendes lange lokker dalede ned på gulvet, og hun mærkede et stik i maven men nu var der ingen vej tilbage.
Da klipningen var færdig, så hun forsigtigt sig selv i spejlet. Det var ikke ligefrem kønt, og lidt skævt, men… hun lignede i hvert fald ikke Anne-Mette!
Med hjertet hamrende gik Cecilie over til Mathilde. Der ventede storesøsteren allerede med farvepakken. Ret hurtigt blev de enige om pink sådan virkelig, virkelig pink.
Resultatet var… tja, i hvert fald markant. Pinken var så chokerende skarp, at Cecilie måtte rynke på næsen, og det ujævne snit blev ikke ligefrem kønnere. Men nu var der gjort!
Hjemme ventede hendes mor. Helle tabte næsten kaffekoppen, da Cecilie trådte ind: I stedet for sin pæne, velkendte datter stod der nu en fremmed pige med skæv, neongrøn-pink frisure.
Cecilie, hvad HAR du gjort?! for første gang hævede Helle stemmen. Hendes hænder rystede, hun så ægte chokeret ud. Hvordan skal vi dog rette op på det her?
Cecilie knyttede næverne og forsøgte at skjule, hvor lidt hun faktisk brød sig om resultatet. Hun løftede hagen trodsigt:
Jeg kan godt lide det! Nu er der i hvert fald ingen, der tager fejl af mig og Anne-Mette!
Helle rystede på hovedet, hev mobilen frem og tastede nervøst nummeret på sin faste frisør.
Det skal laves om med det samme… Det havde været nok bare at skifte frisure! stemmen lød både klagende og fortumlet.
Cecilie fnøs, men sendte alligevel spejlet et hemmeligt blik. Inderst inde hadede hun faktisk den larmende farve, men indrømme det, næ, det ville hun ikke.
Som om du nogensinde havde givet mig lov, mumlede hun og vendte sig væk.
Selvfølgelig havde jeg da det! Hvorfor tror du ikke på det? sukkede Helle. Men hun kunne stadig ikke forstå datterens valg. Hun trykkede mobilen til øret og ventede på svar.
Frisøren svarede hurtigt, og Helle forklarede hastigt:
Hej, er du ledig? Cecilie har smadret sit hår… du skulle simpelthen se det. Ja, vi er der om en times tid.
Hun vendte sig mod Cecilie:
Gør dig klar, nu skal du have styr på det hår!
Cecilie krydsede armene og stirrede ud i luften. Hun havde lyst til at sige imod, stå fast på sit valg, men indeni begyndte hun allerede at tvivle: det her havde ikke givet hende den frihed, hun troede.
Det er vel fint nok, svarede hun lavmælt, uden overbevisning.
Helle begyndte at pakke tasken til turen.
Kom, vi snakker i bilen. Vi kan ikke blive ved sådan her.
En halv time senere sad de i bilen mod salonen, Cecilie med blikket ude på landskabet, mens tankerne kørte rundt. Hun prøvede at overtale sig selv til ikke at fortryde. Men dybest inde vidste hun, at dette eksperiment var gået helt galt.
Da de ankom til salonen, tog Helles faste frisør venligt imod dem. Hun kastede et sigende blik på Cecilie, men nøjedes med et lille smil.
Så må vi se, hvad vi kan gøre, sagde hun beroligende.
Det tog flere timer at rette op. Frisøren fik snittet i orden, dæmpede den vilde pink til næsten naturlig, undtagen en tynd pink stribe ved tindingen, som en sjov detalje. Cecilie fulgte med, først skeptisk, derefter mere interesseret, efterhånden som kaosset blev til noget, der var til at se på.
Da det var færdigt, sukkede Helle lettet:
Sådan, nu ligner du da i det mindste et menneske igen!
Helle takkede frisøren i stride strømme:
Du er en engel, virkelig, hvad skulle jeg gøre uden dig?
Cecilie sagde ikke noget, men følte med hånden på håret. Jo, det så ok ud. Men hendes mors ord blev hængende og irriterede:
“Nu ligner du et menneske”… Hvem havde hun egentlig lignet før? Sådan ville de aldrig snakke til Anne-Mette!
Uden at sige farvel rejste Cecilie sig og gik ud. Tankerne summede, men hun holdt dem for sig selv. Hun ville bare gerne hjem og se nøgternt på sig selv i spejlet uden følelser, bare helt køligt.
Cecilie nægtede kategorisk at indrømme det, andre for længst havde set: Anne-Mette ville aldrig gøre noget så fjollet. Søsteren var det perfekte eksempel på alt: topkarakterer, let ved at lære dansetrin, altid masser af bøger klassikere og moderne altid på forkant, aldrig for sent, alt sirligt og perfekt.
Cecilie var ikke dum; hun lærte lynhurtigt og kunne give lærerne svar på tiltale, når hun ville. Men ligheden med søsteren føltes som en klods om benet. Hvis Cecilie klarede sig godt, hed det: “ja selvfølgelig, ligesom Anne-Mette”. Hvis hun fejlede: “Det havde Anne-Mette aldrig gjort”. De tavse sammenligninger underminerede hendes selvtillid og blev en evig kilde til irritation.
Efter hår-historien føltes det som om Cecilie havde fået frihed til flere eksperimenter. Tidligere havde hun kæmpet for at følge med i skolen og passe sine pligter, nu havde hun besluttet sig for at bevise både for andre og sig selv at hun ikke var Anne-Mette. Og det skulle kunne ses!
Skolegangen gik hurtigt ned ad bakke. Karaktererne styrtdykkede ikke fordi Cecilie ikke kunne, men fordi hun ikke gad. Lektier blev sjældnere, og hun gik ind på timerne med et ligegyldigt skuldertræk. Hun tog dårlige karakterer uden at blinke.
Forældrene prøvede først samtale, med eksempler og gode råd om vigtigheden af disciplin. Siden tog de telefonen fra hende, begrænsede gåture, og lukkede hende hjemme. Intet hjalp Cecilie sagde ikke et ord, bare gjorde, hvad hun ville med stålsat blik.
I har jo allerede én mønsterelev Anne-Mette. Nok for jer. Jeg er ikke skabt til det samme, sagde hun og så sin mor og far direkte i øjnene. Tag mig som jeg er.
Forældrene sendte hjælpeløse blikke til hinanden. De så, at hun med vilje trak sig væk, men anede ikke, hvordan de skulle stoppe det.
Til sidst sendte de Cecilie til en psykolog. En sød kvinde, med blid stemme og venlige øjne. Hun snakkede længe med Cecilie, prøvede at forstå, hvor skoen trykkede. Cecilie svarede kort, uden vrede, men heller ikke særlig interesseret. Hun beskrev bare situationen, som hun oplevede den.
Om det var psykologen eller Cecilie, der ikke ramte samme frekvens, det er ikke til at sige. Forandringer opstod i hvert fald ikke. Cecilie holdt fast i sit, uden at føle behov for at ændre noget. Til sidst foreslog psykologen forsigtigt forældrene:
Måske er det tid til at slippe lidt mere. Hun er en teenager hun har brug for plads til at finde sig selv, selvom det skræmmer jer.
Forældrene tøvede mellem håb og frygt, men besluttede til sidst at prøve. De skulle øve sig i at være der, uden konstante formaninger.
De lærte nogenlunde at leve med dårlige karakterer. Bekymringerne var der stadig, men konflikterne døde ud. Håbet var, at Cecilie selv en dag så, hvor galt det stod til. Men i stedet dukkede større problemer op.
En dag så Helle sin datter hænge ud med en flok unge ovre ved en gammel forladt fabrikshal. De røg cigaretter og så ud til at have det lidt for sjovt. Da Cecilie fik øje på sin mor, trak hun sig væk men Helle så den uroen, der nu havde sneget sig ind i datterens hverdage.
Senere over middagsbordet kom det. Helle indledte forsigtigt:
Anne-Mette har bare så søde venner du ved, de læser bøger sammen, går til udstillinger, diskuterer spændende ting. Men du? Hvem er dine venner?
Cecilie svarede ikke. Hun knugede gaflen hårdt. Om igen: “Anne-Mette er dygtig Cecilie det stik modsatte”. Hvis storesøsteren havde pæne venner, så skulle hun selv åbenbart have de vildeste fjolser omkring sig. Hun skulle jo vise, at hun VAR modsat.
Sådan blev hun hængende i det miljø. Først holdt hun sig i baggrunden, så gled hun ind i snakken, derefter til festerne. Skolegang blev kun sjældent prioriteret, og fingeren blev hurtigt peget på Anne-Mettes succes, hver gang hun selv dummede sig.
Når hun var alene, bebrejdede hun ofte sig selv: “Det er dumt, det her…” Hun vidste godt, at det ikke var det rigtige, og det gjorde hende ikke glad men at ændre kurs virkede helt uoverskueligt. Hver gang hun overvejede, om det var slut med venneflokken, dukkede Anne-Mettes fuldendte ansigt op i tankerne. Og Cecilie gik endnu et skridt i modsat retning.
Søstrenes veje skilte mere og mere. Anne-Mette gik i 1.g, Cecilie valgte efter 9. klasse en middelmådig erhvervsskole hendes eget valg, trods forældrenes forsøg på at overtale hende til at vente. Cecilie længtes efter frihed og at starte forfra, men virkeligheden blev langt fra let.
Anne-Mette blev student med topkarakterer, startede på universitetet og havde overskud til frivilligt arbejde og kurser. Hun elskede at have travlt og opnå sine mål.
Cecilie sled sig knap igennem erhvervsskolen. Hun følte sig aldrig motiveret, manglede fokus, missede timer og gad sjældent indhente det tabte. Lærerne kommenterede hende, klassekammeraterne undrede sig. Men Cecilie holdt stædigt fast i én ting: hun ville ikke være som sin tvilling.
Efter skolen blev det ikke nemmere. Anne-Mette fandt hurtigt arbejde hos en større virksomhed, blev bemærket for flid og dygtighed, fik nye opgaver og nød det.
Cecilie skiftede job konstant. Enten var jobbet for kedeligt, kollegerne for meget, eller lønnen for lille. Intet holdt, for der skulle jo ikke gå Anne-Mettes succes i dén. Forældrene forsøgte stadig at hjælpe, men hun blankt afviste.
Jeg klarer det selv. Jeg har ikke brug for jer.
Måske håbede hun inderst inde, at hun stadig ville finde sin egen vej. Men hvert eneste forsøg på selvstændighed virkede benspændende, og behovet for at gøre alt i trods voksede for hver gang.
Cecilie kunne ikke helt forklare, hvorfor det blev sådan. Men dét stod klart: hver eneste gang Anne-Mette fik ros, vandt noget, eller blev omtalt, tog Cecilie endnu et ekstra skridt væk. Når hun lå søvnløs om natten, lovede hun sig selv, at i morgen ville hun starte forfra. Men hver morgen vendte hun bare tilbage, hvor hun slap. Jo mere hun prøvede at slippe ud af sin egen fælde, desto mere sad hun fast.
Med tiden gled hun længere væk fra forældrene. Hun tog ikke telefonen, dukkede sjældent op til familiemiddage og gjorde alt for ikke at høre om, hvor godt det gik for Anne-Mette. Hun byggede en usynlig mur og mærkværdigt nok var det først dér, at små gode ting begyndte at ske.
Først fandt hun et job, der var ok ikke drømmejobbet, men fast løn og rare kolleger. Hver dag gik Cecilie hjem med en tilfreds følelse.
Senere mødte hun Esben, tilfældigt på en café ved arbejdspladsen. Han var ikke som hendes tidligere bekendtskaber rolig, eftertænksom, uden behov for at vise sig. De begyndte at ses, gik ture på Assistens Kirkegård eller rundt om Søerne, talte om alting, og for første gang længe kunne Cecilie mærke, at hun ikke skulle spille roller hun kunne bare være sig selv.
Langsomt begyndte hun at drømme lidt igen. Ikke vilde planer, men små mål en ferie, lære engelsk, måske flytte i en bedre lejlighed. Livet fik mening og lidt mere ro.
Men så kom opkaldet fra moren. Helles stemme var dæmpet og forsigtig:
Cecilie, vi skal snakke. Kan du komme forbi?
Derhjemme sad forældrene klar, begge så alvorlige ud. Helle tog sig tid, før hun sagde det, der ændrede det hele:
Anne-Mette… kan ikke få børn. Lægerne siger, der er nærmest ingen chance.
Tavsheden bælgede sig. Cecilie blev overvældet af tanker: hun var både trist på søsterens vegne og vred over uretfærdigheden. Men så opstod den velkendte, mærkelige trang, hun altid havde forsøgt at ignorere.
Mindre end et år efter fødte Cecilie sit første barn. Og et par år senere endnu et. Hun elskede sine børn, frydede sig hver dag over deres smil og grin, deres forsøg på ord men i hendes bevidstheds periferi lød den lille stemme: “Nu er vi slet ikke ens mere. Nu har jeg det, hun aldrig får!”
Hun vidste godt, at det var forkert man skal jo ikke bygge et liv på ikke at ville ligne nogen. Alligevel blev det hendes undskyldning: “Jeg gjorde det for mig selv. Det var mit eget valg.”
Men dybest inde vidste hun, at hele forløbet så anderledes ud, hvis hun aldrig havde fået den besked om Anne-Mette
*************************
Anne-Mette hørte tålmodigt på Helle, da moren igen fortalte historien om Cecilies valg. I hendes stemme mærkedes både fortvivlelse og opgivenhed.
Da Helle var færdig, sagde Anne-Mette stille, men fast:
Du må ikke nævne mig, når du taler med Cecilie.
Helle så forbløffet op:
Hvorfor dog? I er jo søstre…
Anne-Mette sukkede og ledte efter ordene, hun havde tænkt længe over:
Hun ødelægger sit liv i forsøg på at være så modsat mig som muligt. Hver gang hun hører om mine sejre, løber hun lige direkte den modsatte vej. Hun leder ikke efter sin egen vej hun gør bare alt, jeg ikke gør.
Moren ville sige noget, men Anne-Mette fortsatte blidt:
Vil du hende det mindste godt, så lad være med at nævne mit navn. For hendes skyld. Hun må ikke længere måle sig på mig, men få fred til at være sig selv.
Morens blik var langt det var svært at acceptere, men hun forstod logikken. Hun lovede at prøve, selvom det føltes uvant.
Sådan lærte Helle gradvist at lade være med at nævne Anne-Mettes resultater, eller bruge hende som reference, når Cecilie var i nærheden. I starten glippede det indimellem, men med tiden blev hun bedre til at se Cecilie som Cecilie at snakke med hende om hendes liv, uden sammenligninger.
Også Anne-Mette holdt sig diskret væk. Hun forsøgte ikke at kontakte Cecilie, ringede ikke, blandede sig ikke også selvom det gjorde ondt. Men hun troede på, at kun sådan kunne Cecilie få muligheden for at finde sig selv.
P.S.
Det var faktisk Cecilies mand, Esben, der satte hende i kontakt med en dygtig psykolog. Bid for bid, forsigtigt og tålmodigt, begyndte Cecilie bevæge sig mod et lykkeligere liv et liv, hvor lillesøsterens skygge ikke længere spillede hovedrollen.
