Morfar er her ikke mere
Signe havde knap sat sin fod over dørtærsklen efter endnu en arbejdsrejse, da telefonen ringede. Hun havde ikke engang nået at tage jakken af eller pakke kufferten ud.
Det var hendes mor, Kirsten Madsen, i røret. Hendes stemme lød underlig anspændt, men Signe tænkte ikke videre over det, mest af alt fordi trætheden pressede på.
Signe, skat, er du hjemme nu?
Hej, mor. Ja, jeg er lige kommet ind. Hvad sker der?
Godt, at du er hjemme
Med det samme mærkede Signe, at hendes mor havde noget på hjerte men trak tiden. Om det var, fordi hun ikke vidste, hvor hun skulle begynde, eller om det var noget andet, vidste Signe ikke.
Hun har sikkert samlet nyt sladder op fra nabolaget, og nu kan hun ikke vente med at fortælle mig det, nåede Signe at tænke, men hun havde ikke overskud til at høre mere nu. Alt hun ønskede, var at kaste sig på sengen og sove ud togturen havde været larmende, og ro var der ikke meget af. I kupeen ved siden af havde fire unge mænd drukket og sunget hele natten ja, de nåede endda at brøle den gamle sang:
Æbletræer blomstrer i haven,
Tågen driver ned mod sø’n.
Ud på bredden gik så Signe,
Højt på bakken, mod solnedgangen
Var hun i bedre humør, havde hun måske smilet, men nu ønskede hun bare strengene på guitaren ville springe. Det skete ikke.
Mor, jeg bliver nødt til lige at komme til hægterne. Jeg ringer tilbage om lidt, så kan vi snakke. Er det okay?
Det tror jeg desværre ikke, siger moren og sukker.
Hvad mener du? Først nu lagde Signe mærke til, at morens stemme havde en sær klang.
At du får ikke tid til at hvile. Stemmen knækkede næsten.
Hvorfor ikke? Jeg er netop kommet hjem efter arbejde. Jeg venter ikke gæster, og skal ikke noget særligt… eller ved jeg ikke noget? Kommer du forbi uanmeldt?
Morfar er her ikke længere, Signe…
Signe følte benene svigte og satte sig tungt i sofaen med telefonen presset mod øret, bleg og stum af overraskelse.
Det var hans nabo, Margrethe Sørensen, der ringede i morges. Hun gik over med mælk til ham, og fandt ham… Han lå i entreen, hånd over hjertet, ikke længere i live. Han må have ligget der hele natten. Vi må tage ud til landsbyen, begrave ham. Naboerne hjælper. Signe, hører du mig?
Signe var helt væk i chok, men fik dog frempresset et lavmælt ja.
Margrethe ringede også til de andre i familien, men de ville ikke komme til begravelsen. Havde han efterladt os noget, kunne vi måske overveje… sagde de. Men huset, ja, det gamle hus, det gider ingen arve, det ved du jo… Kirsten holdt en kort pause, før hun fortsatte:
Jeg har heller ikke den store lyst til at tage ud til landsbyen. Morfar sagde selv, at jeg aldrig skulle sætte min fod i hans hus igen. Ikke engang til begravelsen. Jeg lovede ham engang, at sådan ville det blive. Det håber jeg, du forstår. Men Signe, jeg håber du kan tage afsted alligevel og tage afsked med den gamle… Vil du tage dig af det?
Der blev helt stille. Signe stirrede hen på skænken, hvor det sidste brev fra morfar lå, sendt for over en måned siden, som hun ikke havde nået at hente mens hun var ude på arbejde.
For tredje gang på et halvt år var hun blevet sendt til en ny by for at åbne afdeling og rydde op det blev altid hende, der rejste, fordi de andre havde sygdom, små børn eller andet, men hun havde frihed.
Morens stemme lød igen:
Signe, vi skal bare ikke have, at folk tror, vi glemte ham helt. Han var måske sær, men dog et menneske. Og du havde jo et godt forhold. Hvad skal jeg sige til Margrethe? Tager du derud?
Ja, mor… Selvfølgelig gør jeg det. Bare…
Signe rejste sig, tog brevet fra morfar i hånden og lagde det på plads igen.
Hvordan kunne det ske? Han var rask, da jeg så ham til nytår…
Ja, Signe, sådan er det. Han var jo oppe i årene. Mange mænd dør faktisk tidligere nu om dage, men din morfar rundede næsten de firs. Lad ham hvile i fred.
Signe var helt knust. Hun elskede sin morfar og var vist den eneste, der holdt kontakt. Resten af familien havde mistet kontakten for længst.
Mor og morfar det var gensidigt fjendskab i mange år. Da Signe mistede sin far, kunne morfar ikke tilgive hendes mor; han mente, at hun havde arbejdet ham i graven.
Far arbejdede hårdt byggede om, købte sommerhus, forsøgte at give dem livet, hun drømte om og døde for tidligt af overanstrengelse.
Morfar græd voldsomt under begravelsen. Siden talte han ikke til Signes mor. Han sagde, hun ikke skulle komme i hans hus.
Fint, sagde Kirsten vredt. Jeg har gjort alt rigtigt. Mænd må arbejde! Jeg vidste ikke, at han havde hjerteproblemer han sagde det jo aldrig!
Morfar kunne knap styre sin vrede.
Kun Signe holdt han kontakt til. Da hun var barn, kom hun året rundt i sommerferien. Siden skrev de breve morfar brugte aldrig mobil eller computer; han stolede ikke på den slags nymodens pjat.
Familien kaldte ham sær. Ca. alle i landsbyen mente det samme.
Han har slået klik efter både kone og søn døde, ikke så mærkeligt… mumlede de gamle på bænken.
Den sidste måned snakkede han endda højt ikke med folk, men med en kat. Eller, sådan sagde han, for ingen havde set katten.
Efter samtalen lagde Signe telefonen væk, stirrede tomt ud i luften, og så kom tårerne.
Hun havde længe villet besøge morfar, men arbejdet havde altid sat en stopper. Hver gang hun planlagde fri, landede en ny opgave.
Chefen tog det med et smil, når hun nævnte det:
Du får en god løn, Signe. Vil du ikke mere, står døren åben. Men sådan et job finder du ikke andre steder.
Ja, lønnen var god, og derfor tålte hun det.
Endnu en dag, endnu en rejse men måske en dag ville hun igen få sit eget liv.
*****
På kirkegården forløb alt som det plejede: Minut of stilhed, låg sømmes på kisten, mændene firede med reb ned i graven.
Alle smed en skovl jord på, inden graven dækkes til. Friske blomster, kranse, en frisk grav. Er det virkelig slut? Kan det passe, at morfar bare er væk nu? blev det ved med at suse rundt i Signes hoved.
Men der var mere mindehøjtideligheden, hvor man tager snaps og skåler for den afdøde, fortæller historier og mindes. Netop de ord og minder skulle sørge for, at Morfar lever videre ikke i verden, men i de menneskers hukommelse, der kendte ham.
Snart gik folk hjem. Signe blev alene, trist og fortvivlet.
Jeg nåede det ikke fik aldrig sagt farvel tænkte hun bittert.
For at tænke på noget andet, begyndte hun at gøre rent. Vaskede gulve, luftede ud, tørrede støv af, lagde mad i køleskabet. Det hjalp lidt på hendes sind.
Morfarens hus virkede hyggeligt trods det nøjsomme interiør.
Udenfor var det blevet aften. Signe satte sig på trappen, trak vejret dybt i den friske landluft, før hun inspicerede haven. Alt stod sirligt og pænt som Morfar altid havde holdt det men i år havde han intet sået, måske havde han fornemmet, at tiden var ved at rinde ud.
Hvem skal nu tage sig af det her? tænkte Signe trist.
Hun ringede senere til sin mor og sagde, at det var overstået.
Godt, Signe. Han var måske sær, men dog et menneske.
Nej, han var normal, mor. Der skete bare for meget sorg i hans liv. Han elskede far mere end noget andet.
Signe jeg bærer ikke nag. Han skal nok hvile roligt. Hvornår tager du hjem?
Ikke i dag eller i morgen. Jeg har bedt om fri. Jeg vil blive lidt her og finde ro. Nu, hvor der er ni-dages ceremoni endnu. Kommer du ikke herud?
For langt, Signe. Jeg har nok at se til i haven selv. Du ved, sommerhustid!
Men far ligger her. Du har aldrig besøgt graven siden begravelsen.
Jeg sagde jo, han skulle begraves i byen, men din morfar nægtede. Nå, nu begynder mit program i tv Kan vi snakke senere?
Typisk mor. Når hun ikke vil snakke, finder hun på noget. Signe smilede trist for sig selv.
Senere lavede hun te af morfars urter, som han selv havde tørret solbærblad, mynte, citronmelisse og gik i seng.
Før hun lagde sig, læste hun igen morfars sidste brev. Det handlede kun om en kat sorte Kattemis. Det havde hun aldrig hørt om før. Morfar havde aldrig haft dyr; det undrede hende.
Du forstår det ikke, min pige, men Kattemis elsker mælk. Folk siger, at voksne katte ikke bør få det, men han drak næsten en hel flaske i går. Jeg må bede Margrethe om mere mælk i morgen. Hun undrer sig sikkert; før rakte tre liter i en uge, nu beder jeg om mere. Men jeg betaler jo. Kattemis er altid sulten, men holder sig skjult. Jeg har kun set ham som en skygge udenfor i haven. Føler kun, at han stirrer på mig Måske kan du fange ham, når du kommer?
Men der var ingen kat at finde, heller ikke efter flere dages eftersyn i og omkring huset.
Men den følelse, at nogen så på hende, kunne Signe godt genkende.
Jeg må spørge Margrethe, hvad det er for en Kattemis
*****
Signe vågnede ved daggry. De første solstråler gled ind, spurve kvidrede udenfor, haner galede i nabolaget.
En typisk morgen på landet.
Hun åbnede vinduet, lukkede øjnene og mindedes barndommen hos morfar de byggede fuglekasser, gik i haven sammen, plukkede bær. Så kom hun i tanke om nabokonen hun måtte spørge ind til katten.
Kat? Margrethe så overrasket ud. Jeg har aldrig set nogen kat derovre.
Han skrev kun om Kattemis i det sidste brev, aldrig før fortæller Signe.
Jo, han begyndte at snakke med sig selv, eller rettere sagt, med sin usynlige kat sidste måned. Jeg hørte det flere gange, når jeg gik forbi. Han snakkede om sin kone, søn, ja, om livet. Kaldte katten for Kattemis. Flere har hørt det. Men ingen har set den. Hverken i haven eller i huset og jeg kom da tit med mælk eller boller. Når jeg spurgte, slog han det hen: Når jeg fanger ham, skal du se ham! Jeg tror, Signe, at han blev lidt mærkelig til sidst. Hvis der havde været en kat, ville nogen da have set den, ikke?
Måske… Men jeg tror ikke, han blev skør. Måske er det bare os, der ikke forstår alt. Hvis katten har været her, så har den været dygtig til at skjule sig. Har nogen forresten haft sorte katte til at løbe væk for nylig?
Nej, ikke en eneste.
Signe gik hjem og gik i gang med dagens gøremål.
Hele tiden kredsede tankerne om den usynlige kat.
Hvis der har været en kat hvor er den så blevet af?
Udenfor, i skyggen, lå netop den sorte kat og betragtede hende. Af alle gæster følte han sig draget af hende. For hun mindede ham om morfar, der gav ham mælk, pølse og varme.
Kattemis viste sig ikke, men fulgte hende overalt.
Han bar på års frygt for mennesker deres råb og kast med pinde og sten var hans barndom. Han strejfede fra landsby til landsby, indtil han fandt morfar, der var anderledes. Hans øjne var gode, stemmen venlig Kattemis kunne ligge og lytte i timevis, mens manden snakkede om alt og intet.
Sådan ville han mødes men frygten forhindrede det, og pludselig var morfar der ikke længere.
Kattemis mærkede døden, da den kom. Han kradsede på døren og vinduerne de var lukkede, og om morgenen sad han på trappen og græd så stille, som kun katte kan.
Nu fulgte han Signe på afstand, hun virkede godhjertet og åben.
Men han turde ikke endnu vise sig.
Først niende dag, hvor folk igen samledes, slappede han af. Signe opdagede ham, da hun pludseligt vendte sig om i haven.
Nå, der er du, Kattemis! udbrød hun med et smil. Så det var sandt, det morfar skrev. Kom nu, lad mig hilse på dig.
Men idet hun gik hen mod ham, var han væk.
Hvorfor er du så forsigtig, lille ven? spurgte hun med blid stemme. Jeg tager hjem i morgen, og ville så gerne have sagt hej.
Margrethe overhørte samtalen, da hun kom med boller til turen hjem. Hun kiggede ind over hækken, så Signe men ikke katten, hun snakkede til.
Mon galskab smitter nu? tænkte Margrethe, mens hun hastede hjem og glemte bollerne.
Tunge, sorte skyer dækkede pludselig solen, hønsene skræppede nervøst, et fjernt tordenbrag lød. Signe kiggede på himlen.
Det bliver uvejr.
Hun kaldte på katten flere gange, men intet spor af ham.
Kattemis lå gemt i sit skjul, parat til at holde ud frygten for lyn og torden var værre end frygten for mennesker.
*****
Det trommede uafbrudt på taget den nat. Uvejret kom, som tømt ud af himlen. Lynene flænsede mørket, og Signe kunne ikke sove.
Så et brag! Hun satte sig op, så et par skinnende øjne i vinduet. Og ind gennem vinduet sprang noget sort og vådt. Katten stormede gennem værelset og skjulte sig under sengen.
Kattemis! Det må være dig, tænkte Signe.
Hun havde sit besvær med at få ham frem, men det lykkedes. Hun tørrede ham og løftede ham op til sig på sengen.
Bag ruden brusede stormen forsat, men nu lå de sammen og holdt hinanden varme.
*****
Om morgenen lå sollyset over rummet, vejret var roligt, men Kattemis ville straks ud.
Hvor har du tænkt dig at gå hen, ven? grinede Signe.
Katten så på hende, nærmest bedende måske undskyldende for sin svaghed natten før.
Miau, sagde han og kradsede på vinduet han ville ud.
Ikke uden morgenmad, sagde Signe. Men så må du selv bestemme. Vil du blive her eller tage med mig hjem til byen? Morfar ville nok ønske, jeg tog dig med. Men du vælger selv. Jeg håber, du vælger rigtigt.
Hun lod ham gå ud, mens hun pakkede. Der var timer til bussen.
Da hun trådte ud med kufferten, sad Kattemis allerede klar på trappen. Han gned sig op ad hendes ben, klar til rejsen. Han havde besluttet sig: Det var Signes varme, husly og venskab, han længtes efter.
Det var godt, sagde hun stille. Jeg vidste det.
Margrethe blev målløs, da Signe kom for at give hende nøglen med katten på armen.
Er det… den kat?
Det er Kattemis. Så I burde ikke have talt så dårligt om morfar. Han var ikke skør. Katten var bare bange. Men nu skal alt nok gå.
Nå, det er godt. Og kom snart igen. Jeg skal nok holde øje med huset.
Tak, Margrethe. Og tak for bollerne.
Senere, da bussen kørte ud af landsbyen, kiggede Signe ud af vinduet. Et øjeblik syntes hun, at se morfars ansigt tegne sig i en sky. Kattemis på skødet satte næsen mod ruden og så ud.
Ansigtet smilede til dem, gav dem et lille blink, inden skyen forsvandt.
Selvom det blot var indbildning, vidste Signe og Kattemis, at morfar ikke forsvandt for dem. Han lever videre i minderne og ville glæde sig over, at hans elskede barnebarn og hans skyggeven fandt hinanden.
