Jeg gad også godt at se mit barn lege
Liselotte stod ved vinduet, som forstenet. Hendes blik, tungt og fuldt af vemod, gled ud over gårdens surrealistiske landskab. Udenfor udspillede sig en anden virkelighed spraglet, larmende, overfyldt af skærende, sorgløs barneglæde, som piskede rundt i et sært virvar. Krøllede børn i alle størrelser havde travlt med deres hemmelighedsfulde sager. I sandkassen knejsede mystiske slotte og tårne, bygget af små hænder; murer blev rettet til med stor alvor, mens triumf og latter gødede luften, der duftede af løvfald og bagerbrød. Stemningen svævede ud over hver eneste krum ryg, hvert lille mislykket forsøg blev straks vævet ind i det store latterkord.
Tæt på svingede to børn i skinnende gummistøvler højt på gyngerne; deres lysende råb blafrede gennem gården, ansigternes glæde blev til regnbuer i den danske eftermiddag. Lidt længere væk jagtede unger hinanden i cirkler under træernes krogede grene, standede pludselig op med røde kinder, for straks igen at storme videre i deres egen evige leg.
Under kronerne, hvor kastanjerne tålmodigt faldt, havde mødrene slået sig ned på de grønmalede bænke, som voksede ud af jordbunden. De snakkede sagte sammen, stemmerne blandede sig til et knitrende, næsten musikalsk sus hen over havefliserne. Alligevel kunne ingen af dem slippe blikket fra deres eget barn; altid årvågne, altid kredsende om tanken: Går det nu godt, er alt som det skal være?
Liselotte betragtede det hele. Et mærkværdigt stift savn snoede sig om hendes brystkasse, som om hun så sit eget liv udspille sig bag et tykt lag spejlglas eller var det is? Tankerne vrimlede usammenhængende, som blæretang i havet, drømte om det, der kunne have været.
Jeg kunne sidde dér, sagde hun til sig selv, men stemmen havde ingen klang. Jeg kunne have set mit barn plaske med sandet, grine højt i gyngen, bygge tårne, hvis hvis bare
Tanken brændte, og hun trak i det tunge gardin så kraftigt, at stoffet peb mod skinnen. Hun ville gemme sig, lukke af for det fremmede held den lykkelige verden, som stak hende med sylespidse, usynlige nåle. Men minderne flød ind som tåge, og hun havnede hver gang ved det samme valg, det samme hvordan kunne jeg?
Hvorfor adlød jeg dig? hvem talte du med, spurgte hun i sit indre, Hvorfor forsvarede jeg ikke retten til at være mor? Nu er jeg alene Ubrugelig Tom
En bippende lyd brød stilheden en ny besked. Automatisk rakte hun ud efter mobilen. Intet ord stod der, kun et foto. Afsenderen var ukendt, men hun gættede straks, hvem det var. På billedet smilede en mand venligt, kvinden ved hans side strålede som morgenlys, og i hendes arme lå to bittesmå, himmelblå tæpper tvillinger, forklædt som drømme.
I samme sekund sænkede en kulde sig i Liselottes indre. Hendes fingre blev stive, tanken krystalliserede: Fotoet var ikke sendt ved et uheld, men med kold hensigt en påmindelse om tabet, en syrlig latter gennem cyberspace.
Irritationen rullede frem som bølger på Vesterhavet, blandet med hårdnakket beslutning. Hun nølede ikke; nummeret blev tastet uden tøven, som om hun havde ventet på dette iskolde opgør længe. Hun ville sige tillykke kort, skarpt, uden ægte varme og bede om aldrig igen at modtage disse ydmygende billeder.
Da han svarede, sprang hun ind i ordene:
Nå, så lykkedes det dig at blive far, sagde hun med jævn, næsten monoton stemme. Tillykke.
Hun ventede ikke på svar.
Jeg har bare ét spørgsmål: Hvorfor sender din nye kone mig billeder af jeres perfekte, danske familie? Er det for sjov? Mener I, jeg har brug for den slags påmindelser? Eller morer hun sig bare?
Et tøvende suk i røret.
Jeg jeg ved intet om billeder?
Det pistolskud afvisning fik hende blot til at stå fastere i ordene, stemmen voksede i styrke, men forblev iskold.
Tal med hende. Jeg vil aldrig høre mere om jeres lykke. Slut så. Jeg nægter at lade mit sår blive kradset op igen på grund af dig Hun vaklede, men genfandt hurtigt fodfæstet. Jeg regner med, du forstår.
Hun lagde røret på. Ingen farvel, ingen tøven. Hun mærkede, at hvis hun sagde ét ord mere, ville stemmebåndene briste og tårerne vælte frem. Det ville hun ikke dele med ham. I stedet stirrede hun ud i det tomme værelse, hvor aftensolen lagde underlige mønstre over tapetet.
En tanke jog igennem hovedet igen og igen alle hendes drømme var blevet til længsel efter det uopnåelige.
Et barn Hun havde villet det med hele sin krop; forestillet sig de første vaklende skridt, små hænder i hendes, latteren under en skyet himmel, de første lyse ord formet i munden. Nu gled visionerne længere væk, som skibene i Nyhavn under tåge, som gamle eventyr fortalt af nogen anden.
Og hvem bar skylden? Rune. Min skyld, måske. Hun tænkte tilbage på deres samtaler, hans argumenter, hendes hensyn. Smerten sværmede op i brystet; hun holdt den dog i ave.
Hun havde aldrig elsket Rune stormfuldt ikke som i film. Hendes valg var ruget ud af trangen til at flyve frit, væk fra barndommens bagende, varme familiehjem i Odense, hvor hendes forældre bestemte alt: Hvem hun skulle spise frokost med, hvilken trøje hun måtte bære, hvem der fik hendes smil. Hun ville eje sit liv, vælge og vrage, og Rune virkede som en port ud.
Han var betænksom; kom altid med bugnende afskårne blomster fra torvet, så omhyggeligt sammensat, som plukkede han dem i hendes tanker. Nogle gange en smuk broche, en bog, dansk chokolade fra summerbird. Han så detaljerne, lyttede, og hun følte sig set og ønsket.
Hun vendte og drejede alt; han forgudede hende, smilede, bar hende på ord, og til sidst, hvorfor ikke? At sige nej til Rune var, syntes hun, som at smide lykken på jorden og træde på den.
Med tiden blev venskab til beundring, beundringen voksede til tryghed og sårbar kærlighed. Hun begyndte at se alt godt ved ham; han var stalden i stormen, grin i regnvejr, den der holdt hendes hånd om natten. Alt gik efter bogen: De lavede fremtidsplaner, dagdrømte om hus og have, om løbesedler og Lyngby-vase på kommoden. Glæden lå lige dér, rakte hendes hånden frem, sagde; Tag mig. Gør det nu.
Men himlen skiftede farve; usynlige revner løb gennem det trygge. Runes liv ændredes, job og drift slugte ham. Han var kirurg, begyndte karrieren med ildhu han ville redde liv, bære mennesker tilbage fra graven. Men over årene blev det hele en regn af skift, regninger, ansvar der voksede som skygger. Han ville noget større. Stilstand slog ham, han ville bygge noget, som fungerede, også om natten: En klinik, privat, noget eget.
Med kollegernes hjælp startede han fra bunden lille lokale, brugt udstyr, håndskrevne procedurer på opslagstavlen. Alt blev fysisk. Han løb fra leverandører, ansættelser, regnskaber og kaos. Kom hjem sent, tog sutskoene på mens hun lunede maden.
Liselotte så trætheden formere sig i hans ansigt; hun prøvede at være lim, hjemmegæst, støtte. Slang aftensmad sammen, plantede farverige puder i sofaen, ventede op.
Men et understrømmende emne voksede sig stort børn. Hun drømte om at trille barnevogn i Frederiksberg Have, læse for en lille under dyner, mærke små åndedrag i natten. Den længsel gjorde hende hel længe.
En aften tørrede hun hænderne i viskestykket og lagde testen med de to blå streger foran ham, den lå der et orakel på køkkenbordet.
Runes gaffel hang i luften. Kollegers krav og momsregninger summede bag hans pande; han så på hende og rystede næsten på hovedet, som for at ryste andre tanker væk.
Det er ikke tidspunktet. Prøv at forstå mig jeg sover ikke, er knap hjemme. Et spædbarn kræver så meget, og jeg orker det ikke. Lad os få styr på klinikken, så lover jeg Børn nok, hvad du ønsker. Men ikke nu.
Liselotte trykkede servietten til sig. Ville forstå, men havde svært ved at samle ordene. De næste mange dage gik hun som et spøgelse omkring i stuen, så ned på gaden gennem glasset og forestillede sig en barnevogn mellem cykler og røde mursten.
Netop derfor bøjede hun sig, var stærk; kærligheden til ham var tungere end hendes drømme. Hun ville ikke være en ekstra byrde.
Med knust sind lagde hun sig frivilligt på briksen i Sundhedshuset. Hun svarede knapt lægen. Da hun kom hjem, sad hun i timevis i mørket og så på et bryllupsfoto, hvor lykken stadig legede i øjenkrogene.
Et par år sneg sig forbi, med nedfaldne blade og forandringer men alt vendte tilbage, som om tiden var sat på pause. Hun bragte nu emnet på banen, forsigtigt, med den sidste rest af håb. Runes blik var træt; de havde netop lejet et større lokale til klinikken, udgiften pressede på.
Det er stadig ikke tiden. Tænk dog på økonomien, vores plads, alt det praktiske. Et barn kræver så meget, og vi vil gøre det ordentligt. Vær tålmodig. Når vi er klar, så
Hun nikkede, indadtil var hun ved at forsvinde. Denne gang besluttede hun næste gang holder jeg på mit. Men livet ville ikke samme vej.
En dag til lægen for noget ganske andet, og alle toner døde. Hun kunne ikke mere få børn, for den tidligere indgriben havde skadet alt. Ordene faldt som isregn. Verden udenfor kørte videre cykler og latte, men hendes univers var kollapset.
Rune kom hjem sent, lagde mælk og rugbrød på bordet. Hans blik kendte svaret ved synet af hendes ansigt.
Hvad er der sket?
Hun forklarede. Ordene slap ud, dæmpede, som var det ikke hende men en rolle hun spillede. Han tog hendes hånd, sagde forstående ting, kærlig praktisk: Så tager vi til Paris, slipper for bekymringer. Vi to, ingen ansvar overfor de små”
Hun hørte dårligt efter, stirrede ud i aftenmørket, så alle planer glide bort som frosne snefnug midt i maj.
Hun sad der længe, med hovedet bøjet, mens tårerne gled lydløst ned mod skjortens krave. Da hun endelig fandt stemmen frem igen, kom den svagt, men med sandheden i front:
Du har aldrig ønsket dig børn. Var det ikke bare undskyldninger? Hvorfor fortalte du mig det ikke helt fra starten?
Rune stirrede på hænderne og derefter på Liselotte, med munden krummet som om han åd et æble skåret i to.
Nej, jeg ville helst undgå børn. Jeg voksede op som den ældste i en stor søskendeflok. Skulle passe mine brødre og søstre. Alt var ansvar. Ingen fritid. Når jeg forestiller mig at skulle det hele igen får jeg det skidt. Jeg tænkte, at det måske ville ændre sig, men
Hun lyttede, tung af sorg:
Det ændrede sig ikke? Hvorfor sagde du det ikke dengang? Jeg har altid, altid villet have et barn.
Rune trak hånden over sit ansigt; måske prøvede han at tørre tiden væk.
Jeg var så glad for dig. Reddede mig selv ved tanken om at kunne miste dig. Måske havde jeg håbet på at ændre mig. Men det gik ikke.
Liselotte så på ham, ingen vrede, kun træt tristhed. Hvordan var de landet her: ét køkken, men en afgrund imellem sig?
Jeg kan alligevel ikke gå min vej hvad skulle det nytte nu? sagde hun hult. Jeg må være alene.
Hun gik mod døren, lod hans hænder hænge i luften. Han forsøgte ikke igen, så hende gå, og vidste, alt var gjort op.
Ingen bitter skilsmisse fulgte. De blev under samme tag, delte morgenmad og skemalagte klagesange om arbejde og skyer. Men varmen var væk; nu var de kun hinandens skygger, bøjet over hver sit tomme hashtag.
Liselotte fandt asyl i arbejdet. Alt blev præcist, systematisk, som et ur i Aarhus. Hun gik opad, cool og effektiv, cheferne satte pris på hende. Hver dag var en timeplan ingen pusterum til at dvæle ved livet, der kunne have været. Arbejdet blev hendes våde tæppe, hendes skjold mod alt det, som ikke var.
De talte aldrig børn. Alene ordet kunne udløse den gamle smerte, som blev dæmpet af effektivitet og stille mødelokaler. Nogle gange standsede Liselotte, så på et lille barn i regntøj men hastede væk igen, lod sig ikke rive ind i andres eventyr.
Efter ti år ændrede Rune sig, blev fjern, sløret, gik længere og længere væk både med krop og sind. Sent en dag, da de sad over resterne af gammeldags æblekage, sagde han uden at ryste:
Giv mig skilsmisse. Du beholder lejligheden, bilen får du også. Du får livsvarig pension.
Hun rørte ikke på sig, hun havde lugtet forandringen længe. Nu blev den til ord.
Har du mødt en anden?
Han nikkede.
Hun venter et barn mit barn. Nu vil jeg virkelig være far. Forstår du?
Hans stemme visnede. Liselotte mærkede bitterhedens sø, men holdt den stenet bag masken. Hun rejste sig brat.
Gå. Forlad mig. Jeg vil aldrig se dig mere.
Lotte han forsøgte, men hun havde vendt sig.
Gå, nu! Hun rørte ikke ved ham.
Han gik. Døren stille i sit smæld, men lyden skar som sne under dæk.
Siden prøvede Liselotte at fortrænge ham, men i ny og næ så hun billeder i sociale medier: Rune med en smilende, rundkvindet kvinde, lykkelig på Fyns grønne marker, en barnevogn, flere børn end før. Den ærgrelse, hun mærkede, var næsten fysisk. Et savn større end ti danske somre jalousi mod en glæde, der aldrig engang var udtalt hendes.
*******
Telefonens skarpe ringen brød surrealistisk ind i Liselottes tavse stue. Hun blev revet ud af den drømmeagtige malstrøm, greb rutinemæssigt mobilen: det var chefen fra kontoret.
Liselotte, undskyld jeg ringer i din ferie, men vi har et problem. Vores største projekt er løbet af sporet, og ingen andre end dig kender detaljerne godt nok. Kunne du komme? Det haster virkelig.
Hun stirrede ud gennem ruden, tankerne dansede stadig som skyggespil: bruddet, Runes erkendelse, den sidste gang døren lukkede sig. Sorgens kolde skygge ville ikke slippe sit tag.
Men samtidigt kom også mindet om arbejdet tilfredsheden, styrken, anerkendelsen. På kontoret var tingene ligetil, reglerne klare og alting afmålt på skemaer, ikke følelser. Her, og kun her, havde hun stadig kontrollen.
Selvfølgelig. Jeg er der snart, sagde hun roligt. Hun var næsten lettet, kunne mærke at opgaven bar hende væk. Hvilket tidspunkt skal jeg komme?
Om halvanden time er perfekt, lød det lettet. Jeg giver besked til teamet.
Ingen problem, sagde Liselotte.
Hun lagde røret og rejste sig, iførte sig arbejdet som en dragt. Under indsamlingen af papirerne kørte hun projektets detaljer igennem hovedet; fjerne, men trygge. Halv time senere smækkede hun hoveddøren bag sig. Udenfor var vinden kølig og kom med duften af salt fra havet og rugbrød fra bageren, men hun mærkede det næppe.
Gik mod bilen, oprigtigt optaget af problemløsning. Inden i hende glødede sorgen stadig svagt, men den blev holdt skak af den vilje, kun arbejdet gav.
Igen var arbejdet redningsplanken den eneste måde at svømme væk fra smerten, som ellers aldrig slap sit tag. Men lige nu var det ligegyldigt. Det, der talte, var at hjælpe kollegerne, at løse tingene, at bevise sin styrke og i det øjeblik holdt det hende oprejst.
