Tilbagekomsten
Jeg husker det, som var det i går, selvom det var mange år siden, det hele skete. Ida fik det dårligt, allerede inden hun trådte ind på perronen i Odense.
Hun nåede knap nok hen til skraldespanden, før hun, bøjet over den, mærkede sit dyre uldfrakke blive snavset mod den ru, iskolde støbejernsflade…
Frøken, har De det skidt? lød der en venlig, fynsk stemme bag hende.
Lad mig være, svarede Ida lavmælt.
Hun rettede ryggen. Folk gled stille forbi som i en stumfilm med vinterjakker, store indkøbsnet og poser fyldt med kartofler.
Luften var tung af diesel, billig cigaretrøg og den trange duft, hun altid forbandt med provinsen den, som straks gav hende hovedpine.
Hun hadede denne by. Hun hadede den med en steril, næsten klinisk afstandtagen, som kun den kan have, der engang flygtede herfra og gjorde alt for at glemme den smalle vej tilbage.
Telefonen vibrerede.
Det var far.
Ida, hvor er du? Jeg holder ude foran med bilen. Jeg henter dig.
Jeg tager en taxa, det går hurtigt nok. Giv mig adressen på hospitalet.
Mor er ikke længere på hospitalet. Hun blev udskrevet i går. Blodtrykket faldt, og de sagde, hun skulle behandles hjemme. Jeg kommer efter dig…
Hjemme? Idas kæber strammede sig. Mener I det seriøst? Er det dét, jeg er kørt hele vejen for?
Bliv nu ikke vred. Mor har glædet sig til at se dig. Hun har endda bagt boller.
Hvilke boller? Åh Gud…
Hun lagde røret på.
***
Barndomshjemmet føltes endnu mindre, end hun huskede det.
Der stod hun så i opgangen og så på den slidte dør, betrukket med kunstlæder. Nabogrevens kat strøg allerede op ad hendes ben og efterlod hår på de skindende støvler. Det duftede af kål, af katte og lidt af noget sødt. Sådan duftede her altid. Altid.
Hun gik ind uden at banke.
Mor sad i køkkenet. Lille og grålig, iført en vasket, falmet slåbrok med natskjorte stikkende ud for neden.
Da hun så sin datter, løftede hun hænderne; hele ansigtet lyste op af glæde og af den skyld, som trak en knude igennem Ida.
Åh, Ida! Jeg troede, du først kom i aften…
Jeg bad dig om ikke at lyve, mor. Ida stod stadig i entreen i sine støvler. Ved du, at mit kontraktarbejde er tæt på at gå i vasken? Jeg har rejst hele natten for at besøge dig på intensiv, og så står du her og bager boller?
Mor så ned. Hænderne faldt.
Ida, undskyld. Jeg ville bare ikke gøre dig nervøs. Det er kun blodtrykket… og jeg savnede dig.
Det hedder at lyve. Ida smed støvlerne med kraft mod hjørnet. Nå. Hvor er blodtryksmåleren? Lad os måle, og så tager jeg på hotel. Jeg overnatter ikke her.
Bli nu her, skat. Bliv…
Mor, toilettet løber, radiatorerne er knap lunkne, og naboerne vræler på sådan et sprog, at væggene vibrerer. Jeg kan ikke holde ud at være her. Fysisk ikke.
Ida satte sig i køkkenet, så på de gråbeige boligblokke udenfor. På bordet stod endnu varme boller hun så slet ikke på dem.
Giv mig måleren.
Moderen rakte hende den gamle, manuelle blodtryksmåler.
Hvad er det for noget? Ida rynkede panden. Har du ikke penge til en elektronisk? Jeg sendte dig jo…
Jeg satte dem ind på din opsparing. Hvis nu noget skulle ske.
For pokker…
Hun pumpede. Tallene dansede.
160 over 90. Spiser du salt med ske?
Nej, kun lidt…
Okay. I morgen køber jeg dig rigtige piller og et ordentligt apparat. Nu må jeg hvile. Hvor kan jeg sove?
Mor skyndte sig ud for at rede op. Ida blev siddende og kiggede ud. Tænkte kun: Bare jeg ikke sidder fast. Bare jeg kan rejse igen i morgen.
***
Om natten kunne Ida ikke sove.
Sovesofaen var for kort, fjedrene trykkede i ryggen, og bag væggen skændtes naboerne. Der lød hyl og vrede råb, som hun ikke kunne lukke ude.
Hun lå og stirrede op i loftet, hvor en revne krøb hen over gipsen. Hun huskede den fra barndommen. Engang lignede den et lyn nu var det bare endnu et tegn på, at huset langsomt krakelerede.
Ved daggry døsede Ida endelig hen. Hun drømte, at hun var lille igen, og gik på marked med mor, som købte hende en frisk bolle med syltetøj. Varm, drysset med florsukker. Og Ida gik der, lykkelig.
Hun vågnede, fordi hun græd.
Tårerne løb ned ad kinderne, og hun kunne ikke stoppe dem. Hun lå stille og hulkede.
Udenfor var det blevet stille. Kun uret tikkede det gamle, som mor havde truet med at smide ud så mange gange.
Ida? lød mors stemme gennem døren. Er du vågen?
Det er jeg, svarede Ida hæst.
Der er nogen til dig.
Hvem?
Ved ikke. En pige sagde hun hedder Line. Kan du huske hende?
Ida satte sig op. Line? Hvem var nu det?
Hun tog badekåben på og gik ud.
Foran hende stod Line, hendes veninde fra folkeskolen, den bedste veninde Ida havde haft, og som hun forlod uden et ord, da hun rejste til København.
Line lignede næsten sig selv, det samme lyse hår i hestehale, de samme smilehuller i kinderne, men øjnene var blevet matte, med mørke skygger under.
Hej, sagde Line. Din mor sagde du var hjemme. Tænkte jeg ville kigge forbi. Femten år er længe.
Ida blev tøvende. Hun ville først sige et eller andet spidst, noget om at hun var travl eller hvordan fandt du mig, men det strandede på læben.
Kom ind, sagde hun bare.
De satte sig i køkkenet. Moder forsvandt taktfuldt ind til naboen. Line drak te og holdt koppen med begge hænder.
Jeg er gift, fortalte hun. Har en datter på syv. Hun hedder Freja. Hun starter snart i skole.
Tillykke, nikkede Ida.
Hvad med dig? Line så hende i øjnene. Er alt godt i København?
Det går.
Gift?
Var.
Hvad skete der?
Ida trak på skulderen. Hun ville ikke fortælle, at manden var gået til en anden; at lejlighed, bil, karriere var tomme ord, når man sidder alene hver nat. At hun faktisk var alene. Helt alene.
Passede bare ikke sammen, sagde hun.
Line nikkede. Så blev hun stille, og så sagde hun pludselig:
Forresten, jeg har tilgivet dig…
Hvad for noget? spurgte Ida.
Ja, at du rejste væk uden engang at sige farvel. Vi delte alt dengang, secrets og alt. Pludselig var du væk. Jeg var så sur, så ked af det. Men så forstod jeg: du måtte ud og bygge dit liv. Og nu sidder vi her, drikker te. Jeg er glad for at se dig.
Der blev fugtigt i Idas øjne. Hun kiggede ud ad vinduet.
Line, det var så dumt af mig. Undskyld.
Glem det nu, smilede Line. Sådan kan det gå.
De sad og snakkede hele dagen. Line fortalte om manden (arbejdede på fabrik, drak men var ikke ond), om datteren (en lille kunster, tegnede på alle vægge), om hverdagen. Og langsomt mærkede Ida, at hun faktisk var interesseret ægte interesseret.
Skal vi ikke lave middag sammen i morgen? foreslog Line, inden hun gik. Kom forbi. Jeg laver frikadeller, og du kan møde Freja.
Jeg ved ikke…
Kom nu, sagde Line og trykkede Idas hånd. Vi har jo ikke evigheder. Lad os lige mindes, hvordan det var engang.
Ida nikkede.
***
Næste dag gik Ida til apoteket.
Hun skulle købe medicin til mor, et ordentligt blodtryksapparat og lidt forskelligt. Hun gik igennem byen, så på træerne med rim, børnene på kælk og gamle damer på bænke. Livet var ikke så forfærdeligt her, opdagede hun.
Apoteket var fyldt. Ida stillede sig bagerst. Foran hende stod en kvinde i slidt vinterjakke, et net fyldt med varer over armen. Kvinden så træt ud og trak vejret tungt.
Har du det skidt? spurgte Ida.
Det går, søde. Hjertet driller. Skal bare have nogle piller, så går det væk.
Ida kiggede bedre efter. Kvinden var bleg, læberne blålige, sved på panden.
Sæt dig, sagde Ida. Jeg køber det for dig. Hvad skal du have?
Nitroglycerin, min pige. Tusind tak du er god.
Ida købte medicinen, rakte hende pillen, og efter et øjeblik så kvinden lettet ud.
Tak, smukke. Du er vist ikke herfra?
Jo, sagde Ida pludselig. Jeg er født her.
Hun gik ud af apoteket og smilede.
***
Om aftenen gik Ida hen til Line.
Line boede på femte sal i en gammel boligblok uden elevator. Ida stavrede op ad den slidte trappe og tænkte: Hvor har jeg dog vænnet mig til noget andet.
Men i dag irriterede det hende ikke.
Døren blev åbnet af en lille pige ranglet, lyshåret, de blå øjne store som tekopper.
Er du tante Ida? spurgte hun. Mor sagde, jeg skulle tage imod dig.
Ja, det er jeg, Ida smilede.
Jeg hedder Freja. Kom indenfor. Mor har lavet frikadeller.
I lejligheden var der enkelt, men rent. Gammelt møblement, udvaskede tapeter, børnetegninger på væggene. Duften af mad og bagværk fyldte rummet.
Line skyndte sig ud til ovnen.
Velkommen, Ida! Smid overtøjet. Vi skal spise nu, Freja, hent lige bestik.
De sad sammen om bordet. Ida spiste og mærkede varmen brede sig i kroppen sådan havde hun ikke haft det længe. Ikke i selskab som dette; enkelt, ærligt, uden facade.
Kan du tegne noget til mig? spurgte hun Freja.
Pigen så nysgerrigt på hende.
Du er smuk. Jeg tegner dig.
Det lyder dejligt, smilede Ida.
Freja hentede papir og farveblyanter, satte sig og begyndte at tegne.
Ida drak te med solbærsyltetøj og snakkede med Line.
Har du børn? spurgte Freja pludselig uden at slippe papiret.
Nej, svarede Ida, Det blev aldrig til.
Hvorfor ikke?
Freja! sagde Line hurtigt, Det spørger man da ikke om.
Det gør ikke noget, smilede Ida. Nogle får børn, andre gør ikke.
Bliv ikke ked af det, sagde pigen alvorligt. Du er stadig ung. Det skal nok gå.
Ida lo.
Tak, lille ven.
Freja rakte hende tegningen. På papiret stod en kvinde i lang kjole, med krone på hovedet og blomster omkring sig.
Det er dig, forklarede Freja. Du er ligesom en prinsesse. Bare lidt trist. Jeg tegner solen, så du bliver glad.
En klump rejste sig i Idas hals.
Tak, min pige. Den kommer op at hænge derhjemme, i København. Er det okay?
Ja. Laver du flere besøg?
Det lover jeg, sagde Ida. Og mærkede, hun mente det.
***
Hun kom sent hjem til mor. Mor ventede vågen.
Nå, hvordan gik det? spurgte hun.
Godt, mor. Rigtig godt.
Ida satte sig og tog sin mors hånd. Den var varm, ru og med pletter.
Undskyld, mor. For det hele.
Kæreste, der er intet at undskylde.
For at jeg… Jeg skammede mig. Over jer. Over byen. Over mig selv. Troede jeg var bedre, fordi jeg rejste. Men jeg var ikke bedre. Jeg flygtede bare.
Mor sagde ikke noget. Hun strøg Ida over håret som dengang.
Du flygtede ikke, Ida. Du overlevede. Det var sådan her: ud eller gå til grunde. Jeg er stolt af dig. Glem os bare ikke helt.
Det lover jeg, hviskede Ida.
***
Morgenen efter skulle Ida rejse.
Far kørte hende til banegården. Mor stod lille og frysende i sit gamle frakke og vinkede.
Ida så ud gennem vinduet og mærkede en tung klump i brystet.
Du… begyndte far, du kommer vel igen? Vi bliver jo ikke yngre.
Jeg lover det, far.
Hun satte sig på sin plads og tjekkede telefonen. Der var en besked fra Line: Kom igen. Freja spørger, hvornår tante Ida besøger os næste gang. Hun synes, du er så rar.
Ida smilede og slukkede telefonen.
Toget satte sig i bevægelse, og ude gled de triste, grå boligblokke, garager og snemarker forbi. Pludselig opdagede hun, hovedpinen var væk. Kvalmen også. Hun havde ikke længere behov for at lukke øjnene og lade, som om alting var langt væk.
Hun tog Frejas tegning op af tasken prinsessen med krone, blomster og solen, der næsten var færdig.
Hun så ud ad vinduet. Over markerne stod solen op. Stor, orange, ægte.
***
En uge senere sendte Ida penge til Line. Bare sådan. Til Freja til farvekridt og fritidshold.
Line ville først ikke tage imod dem, men Ida insisterede.
Et halvt år efter kom hun tilbage til Odense. Uden at fortælle det til nogen. Hun købte bare en billet og dukkede op.
De sad tre om bordet Ida, Line og Freja. Spiste og snakkede. Og Ida tænkte: måske er det i virkeligheden dette, der er lykke. At være betydningsfuld for nogen. Helt uden grund.
