Kollegaen
Piger, hvem var det, der havde tur til at rydde op i frokoststuen? spurgte Malene, mens hun stillede sin kaffekop på bordet og vendte sig mod kollegaerne. Hvor svært kan det være? I går gjorde jeg ellers alt rent, og nu ligner det allerede et bombet lokum igen! Er det virkelig SÅ svært at vaske sin kop og sætte den på plads?
Der var bare så meget at se til, klynkede Katrine, mens hun sank ned bag sin computerskærm. Søren gik lige ind, netop som vi holdt pause. Han bad om de sidste rapporter. Så vi nåede ikke at rydde af for os selv.
Og bagefter hvad? rasede Malene videre. Skulle I alle til date på én gang? Eller regner I bare med, at jeg er jeres rengøringskone?
Lisbeth rejste sig prompte uden et ord og gik hen mod døren.
Lad være, Lise. Jeg har allerede ordnet det hele, sagde Malene først, da Lisbeth næsten var ude. Fremover lad nu være. Har I drukket te, så ryd op efter jer.
Lisbeth vendte stille tilbage og rakte ud efter en ny bunke papirer, mens hun udvekslede et hurtigt blik med Katrine. Begge var lidt påpasselige over for Malene. Hård, kompromisløs og enormt dygtig sådan beskrev man Malene, som heller ikke frygtede at miste sit job, modsat unge Katrine eller den ældre Lisbeth. Malene behøvede ikke bekymre sig om andres mening eller at rette sig ind. Hun vidste altid præcis, hvad hun ville hvornår og hvordan. Katrine så næsten op til hende som et forbillede og prøvede at tage ved lære, mens Lisbeth valgte at holde neutral linje, for hun vidste, hvor meget Malene betød for afdelingen, og at hun for nylig var blevet chef.
Længe herskede stilheden i kontoret. Alle prøvede at koncentrere sig om arbejdet, men ingen kunne for alvor samle sig.
Lisbeth havde haft hovedpine siden morgenstunden. Hun var altid følsom over for vejret, og på det seneste var det blevet nærmest uudholdeligt. Færre og færre dage følte hun sig tilpas. Hun turde ikke gå til lægen hun frygtede, at svaret ville være for dystert, og desuden var der aldrig tid. Den yngste søn lavede rav i den i skolen, så tit at Lisbeth overvejede at lade være med at tage alle opkald. Datteren var midt i et nyt forhold, men skændtes stadig med sin eksmand, og midt mellem voksenkonflikterne led kun lille barnebarn, som boede hos Lisbeth. Det betød afhentning i børnehaven og lektier om aftenen, for til næste år skulle Mikkel snart begynde i skole det burde man jo forberede ham til, men alle omkring dem glemte det midt i andre bekymringer. Lisbeth forsøgte at lære ham at læse og regne men hun drømte bare om én eneste aften i ro med sig selv, måske en god bog eller serie, uden at folk væltede ind med deres problemer. Hun ventede på at eksmanden skulle vende hjem fra endnu en lang arbejdsrejse, så hun kunne sende sønnen på weekend og minde datteren om at hente Mikkel bare for en dag, så hun kunne slappe af. Der havde ikke været ballade ved skilsmissen, heller ingen drama, selvom eksmanden Erik havde lagt op til det.
Erik! Vi har levet sammen i næsten tyve år. Vi har haft det godt. Jeg har intet at klage over. Kan vi ikke bare slutte pænt? Vi var sammen, til kærligheden blev til vane kan vi så ikke også skilles på en god måde? Vores børn forsvinder ikke, vi skal stadig være deres forældre. Tror du, vi klarer det, hvis vi begynder at skændes nu? Jeg ved godt med din nye kæreste og at hun er gravid.
Hvordan ved du det?
Hun ringede selv og fortalte mig det. Ved du hvad?
Hvad? Erik kiggede mistænksomt.
Du har gjort det rigtige. Du står ved dine handlinger. Jeg bliver da ikke lykkeligere af det, men jeg respekterer dig faktisk lidt mere nu. Vil du giftes med hende og gøre det ordentligt?
Ja, det vil jeg faktisk, nikkede han.
Godt så, afsluttede Lisbeth emnet, for hun kunne ikke mere.
Selvrespekten og stoltheden var intakt, men skuffelsen over at det hele sluttede sådan, sad tungt. At starte forfra føltes for sent og ligegyldigt. Hun måtte bare gøre børnene færdige og i ro fortsætte sit eget liv, hvad der nu var tilbage. Erik fik ny familie, barn og ny energi hun holdt skuffelsen på afstand, for hvad skulle det ellers nytte? Bedre at huske alt det gode.
Barnebarnet distraherede Lisbeth fra tristheden. Den lille dreng gav hende nyt indhold, selvom datteren ikke magtede det selv.
Mor! Det er jo dit barnebarn! Du skal da hjælpe. Hvis ikke dig hvem så?
Så Lisbeth snuppede en ekstra Panodil og skyndte sig over efter Mikkel efter arbejde. Yngste søn havde nok i sig selv og ville ikke have mor ind over for meget. Lisbeth forstod, at hun i fortiden havde brugt for lidt tid på børnene og nu høstede konsekvenserne af den frihed, hun før følte sig stolt over.
Børn? Kom nu, de er da i institution, skole, fritidsordning. Jeg skal da også arbejde og have mit eget liv jeg kan da ikke gå op i, at nogen har fået 4 i dansk eller glemt at lave en klippe-klistre-opgave.
Efterhånden vænnede børnene sig til, at Lisbeth mest var pengekassen og en sjælden fortrolig samtale. Det var de tilfredse med, og Lisbeth indså, at hun altid var en, de kunne bruge, men ingen, de egentlig regnede med. Hun havde ikke kræfter til at ændre det og forsøgte nu bare at give støtte, når hun kunne, også uden at blive bedt om det.
For Katrine var tingene langt mere enkle. Hun var en efternøler og forkælet enebarn, vokset op i kærlighed og tryghed. Hendes far var betydningsfuld embedsmand i Aarhus, og takket være ham manglede hun intet. Hun gik til dans, spillede guitar, gik i billedskole og talte flydende engelsk. Alle forventede en nem fremtid. Men hendes far døde af et hjertetilfælde, da Katrine var 20, og hendes mor valgte hurtigt at gifte sig igen og flytte. Katrine fik lejligheden i centrum, et solidt studiefond og ordene: “Du kan selv! Alt er nu op til dig.”
Hun gik roligt til opgaven, ringede til sin fars ven advokat for rådgivning og fandt ud af, at pengene rakte kun til nogle år, mens lejligheden allerede stod i hendes navn. Hun lærte hos naboen, hvordan man betaler regninger og fik styr på hverdagen, og brugte efterfølgende dage på nettet for at vælge studier, hvor hun kunne tage arbejde ved siden af. Med regneark og realisme lagde hun en plan for sit nye liv.
Nu havde hun været på firmaet i over et år, ved siden af universitetet, og overvejede alvorligt, om hun skulle flytte sammen med sin fyr, der gerne ville væk hjemmefra men i virkeligheden manglede hun stadig troen på hans kærlighed.
Malene vidste næsten ingenting om sine medarbejderes privatliv og havde heller ikke lyst til det. Hendes egne problemer var rigelige: Hun havde opgivet muligheden for at få børn og var nu i gang med at adoptere. Kun frygtede hun, at det ville blive stoppet, fordi hun var ugift. Nogle gange overvejede hun at ‘ordne’ papirerne med en beundrer, men lod være det virkede ikke rigtigt. Så hellere vente, håbe at hendes fine hus, gode løn og stabile job ville tælle op. Om aftenen gennemgik hun profiler over børn, der ventede på adoption, men endnu havde hun ikke fundet ‘sit’ barn. Ingen kendte til hendes drøm hun mente, lykken skal være stille helst helt tavs.
Udenfor mørknede det, en irriterende småregn trommede mod ruderne. Hver kvinde gruede allerede ved tanken om at forlade den lune kontorstol til kulde, blæst og en hjemmefront med flere opgaver ingen ro, ingen pause, slet ikke på sådan en grå efterårsdag hvor blæsten flår det sidste løv fra træerne og kun sjældne solstrejf minder én om, at livet kunne være lysere men altid med for lidt tid til at nyde det.
Katrine færdiggjorde en rapport og strakte sig, da døren gik op. På tærsklen stod noget så opsigtsvækkende, at alle spærrede øjnene op.
Kvinde var noget for sig selv: Ufattelig stribet, kulørt hue, og i hænderne et akvarium med en guldfisk. De lyse krøller var så vilde og tætte, at de alle straks misundte fylden. De blå, åbne øjne så roligt omkring sig og virkede som om hun snart ville afsløre verdens største hemmelighed.
Hej! Jeg hedder Anne, og jeg skal arbejde med jer! Hvor er mit bord? Der? Perfekt lige ved vinduet, det kan jeg godt lide! Tak, piger, fordi I lod det være til mig!
Malene, der var blevet ganske tavs, fandt til sidst sine ord:
Unge dame, hvor kommer du fra?
Fra HR-afdelingen! De bad mig finde min nye plads, så jeg kan starte i morgen.
Hun stillede akvariet på bordet, viklede det lange tørklæde af og lod blikket glide rundt.
Her er hyggeligt! Men I mangler lidt planter. Skal jeg tage en palme med i morgen? Jeg har én! Så kan vi lege, vi er på Mallorca eller i Nice. Jeg kan ikke fordrage efteråret alt for lidt sol, alt for meget regn. Hvis jeg kunne, boede jeg på en strand, altid i bikinien. Jeg har en rød én! Med prikker! Hjælper altid på humøret! Forstår ikke, hvorfor kvinder gemmer sig i sort badetøj. Kedeligt! Føj!
Malene, der kun ejede sorte badedragter, fnøs ufrivilligt. Katrine lo åbenlyst i hænderne, og selv alvorlige Lisbeth tørrede tårer væk af latter.
Anne, vent lige! Hvad skal du egentlig lave? spurgte Malene. Vi har fuld bemanding.
Jeg er programmør, men jeg skal mest sidde her fordi der ikke var mere plads andre steder. Men det er fint jeg kan lide det her og jer! For resten, det her er Horatius, sagde hun og pegede på akvariet. GuldfisKEN.
Hvorfor sådan? grinede Katrine.
Fisken er da hunkøn, ikke? Men Horatius er en fyr. Og forresten piger, da vi nu er kolleger, får I lige et godt tilbud: Horatius opfylder ønsker! Han gør! Prøv det. Det virker kun hvis man tror på det, ellers bliver han fornærmet. Kom nu!
Katrine kiggede tvivlrådigt på de andre og gik hen til akvariet:
Hvordan gør man?
Fang ham på snuden med en finger! Så, nu ønsk hurtigt!
Skal det siges højt?
Kun hvis du ønsker verdensfred ellers bare for dig selv.
Katrine tænkte et sekund, kneb øjnene i og hviskede:
Bare det hele løser sig bedst muligt
Fisken stod stille og viftede langsomt med finnerne.
Hørte han det?
Selvfølgelig! smilede Anne.
Næste!
Lisbeth gik frem næsten uden at forstå hvorfor, og rørte glasset. Hun ville ønske alt muligt, men én tanke gik igen. Hun sagde det inde i sig selv.
Bare mine børn bliver lykkelige
Anne så lige så alvorligt på hende og vinkede til Malene:
Din tur! Brug chancen inden Horatius bliver træt.
Malene var ved at affeje det som pjat, men gjorde som de andre og lagde fingeren på glasset. Hendes ønske var hemmeligt, næsten ikke til at udtale.
Måtte jeg bare finde ham
Anne klappede i hænderne og lo, så alle smilede.
Så! Nu kører bussen!
Hun kiggede sig omkring.
Hvor er min stol? Jeg arbejder dårligt stående og jeg kan godt lide at tage en lur om dagen. Der er jo ingen sofa, så stolen må gøre det.
Lur på arbejde? Katrine var målløs.
Jep! Jeg har talent for at genoplade på et kvarter. Så når jeg det, I gør på en måned. Horatius kan bevidne det! Nå, jeg går og hilser på de andre finder mig en stol
Da hun var gået, udbrød Katrine:
Hvad i alverden var det?
Noget forbløffende Lisbeth så på uret. Hun skulle hente barnebarnet. Malene lukkede computeren, klar til at gå hjem der var ingen grund til at blive længere.
Anne kom tilbage, slæbte sin nye stol ind og forsvandt derefter hurtigt igen med et vi ses og hue på hovedet.
Samme aften opdagede alle tre, på vej hjem i regnen, at dagen alligevel ikke føltes så grå som før. Nu havde de en guldfisk på kontoret, der opfyldte ønsker og det gav for første gang længe et lille håb i hverdagen.
Og deres forventninger blev indfriet. Næste morgen slæbte Anne en kæmpe palme med, og Søren tilbød galant at hjælpe.
Den skal stå der! I hjørnet. Ingen må stjæle den vi skal jo forestille os, det er ferie!
Søren, der lettere forpustet satte planten, nikkede:
Du har helt ret!
Til gengæld får du et ønske gratis, lo Anne og pegede på akvariet. Men kun ét, han er stadig ung!
Søren kiggede undrende på Malene, men gjorde som sagt og gik videre.
Hvordan tør du dog snakke sådan til chefen? spurgte Katrine og hængte sin våde regnfrakke.
Chefen er jo også et menneske med ønsker! Anne gravede sin pink kop frem og en lille kande. Nogen der vil have kaffe? Jeg bliver skør af maskinkaffe!
Da kollegaerne nikkede, lavede Anne kaffe til alle. Det smagte forbløffende.
Hvilket mærke er det?
Luwak. Min nabo forsyner mig jeg giver ham massage, han giver mig kaffe.
Katrine stivnede.
Øh ved du, hvordan de laver det kaffe?
Ja da! Annes hoved tittede frem under bordet. Vær nu ikke så sart! Og du har allerede drukket halvdelen.
Katrine tog chancen og nikkede: Faktisk smager det jo fantastisk!
Med Anne ændrede alt sig i kontoret. Der var nu ofte latter, og rapporter gik hurtigere end før. Folk, der kom ind med klager, blev hurtigt sluset forbi Horatius og belønnet med en sukkertop. Ingen vidste, hvor Anne fandt de kunstfærdige småbolsjer, og hun røbede det ikke:
Der er tomt der, hvor jeg fik dem!
Besøgende glemte ofte, hvorfor de kom, og vendte først tilbage, når tiden var til det. Nu kunne sager løses uden skænderier.
Katrine mærkede første ønsker gik i opfyldelse: En dag, hvor der havde været strømafbrydelse i kontorbygningen, kom hun hjem tidligt, og opdagede sin fyr i kærligt favntag med en anden kvinde. Hun tog roligt nogle billeder, traskede hen og sagde:
Katrine jeg tager lejligheden nu. Kan jeg få nøglerne?
Fyren forsøgte at forklare, men Katrine rystede på hovedet:
Ligemeget. Jeg skifter alligevel låsene. Hav det godt!
Tårerne kunne nok være trillet, men hun valgte at bage sig en æblekage og se komedier i stedet, mens hun sendte Horatius en tak.
Dagen efter lagde hun hånden på akvariet: Tak.
Anne nikkede denne gang sagde hun ikke mere.
Næste var Lisbeth: Nogle måneder senere kom hun hjem og så Erik hjælpe sønnen med papirer.
Mor! Jeg har brug for disse attester og mit fødselsattest, mor.
Hvad skal du bruge det til? Du er jo voksen.
Jeg skal søge optag på Aarhus Tekniske Gymnasium og derfra på universitetet det er min drøm, mor.
Lisbeth læste hans papirer og satte sig; hendes søn skulle nu flytte hjemmefra. Men hun vidste, det var hans drøm og hvem var hun til at stoppe den?
Hun tog beslutningen: Ja, selvfølgelig.
Dagen blev fyldt med papirarbejde, og senere ringede datteren:
Mor, kan du tage Mikkel i weekenden? Jeg har brug for det. Hendes stemme lød usikker. Vi har fundet sammen igen, mig og Mikkels far. Han friede, mor. Hvis vi prøver igen
Lisbeth græd lidt og sagde: Så tager jeg ham. Selvfølgelig.
Horatius fik endnu en tak dagen efter, og Anne sagde stolt: I skulle bare have troet på ham!
Malene blev sidst. Men her måtte Anne hjælpe: En dag kom hun tidligt og rakte Malene et stykke papir.
Undskyld, men det her er vigtigt: Firmaets netværk bliver overvåget. Jeg plejer at dække over jer, men dette kan jeg ikke ignorere.
På udskriften var et foto af to små børn. Noget rørte sig i Malene hun mærkede det straks.
Hvor har du de billeder?
Jeg ved, du leder efter et barn. Det her er to søskende. De bor i min opgang deres far svigtede, moren drikker. Børnene blev fjernet for nylig. Malene, jeg ved det er meget, men måske vil du overveje det? De er glade og kloge fortjener bedre.
Malene stirrede på billedet knoerne hvide af anstrengelse.
Hvor gamle er de?
Tre og to. Tænk over det! Jeg giver dig kontaktinfo.
Malene blev deres mor nogle måneder senere, da papirarbejdet var på plads.
Kort efter samlede Anne sine ting, sagde farvel, og efterlod Horatius og palmen til kollegaerne før hun sagde sit job op.
Katrine og Lisbeth, der aldrig havde fået noget at vide om Annes privatliv, indså gradvist Annes historie da Malene til sidst fortalte:
Annes mor var syg lå lammet i ti år. Anne nægtede at flytte væk, selv om hun havde tilbud i København. Hun var en fremragende programmør. Hun blev gift, fik en datter og nu står hun alene som mor. Da hendes mor døde, rejste hun. Hun sagde, hun havde opfyldt sin opgave her.
Katrine gik hen til akvariet, så på Horatius og spurgte:
Hvor fik hun alle de kræfter fra? Hun havde alt på én gang: syg mor, barn og problemer men hun smilede altid. Hun så det gode selv på de værste dage. Kan I huske, da hun slæbte badedragt med og tvang os til at ‘sole’ os under palmen om fredagen? Hvem finder på den slags? Og hvordan kunne hun blive ved at fylde os med energi?
Jeg ved det ikke, sagde Malene. Hvis jeg gjorde, ville jeg straks finde kilden. At kunne elske folk og livet sådan at se det gode selv i det små det ville jeg gerne lære.
Måske gør vi det allerede lidt mere end før, ikke? indskød Lisbeth og fandt en pose kaffe frem. Prisen er høj, og vi har ikke Annes nabo men jeg kan ikke leve uden. Kaffe, piger?
De drak kaffe under palmen, klirrede kopper mod Horatius akvarium, og ønskede af hjertet Anne alt det bedste. For hun havde vendt deres lille verden op og ned, efterladt dem en gave af glæde, skørt venskab og varme og selvom ikke alt blev bedre med ét, blev lyset i hverdagen skarpere, og ønsket om at leve lidt stærkere. Og det var ikke så lidt.
