Du aner ikke, hvilken rutsjebanetur jeg har haft med min svigerinde Katrine det kan jeg altså kun fortælle dig, nu hvor det hele endelig er overstået! Hun dukkede op for at bo hos os i København i en uges tid for lige at få taget nogle prøver på Rigshospitalet, hvor de har nogle ordentlige læger ikke som hjemme i den lille by, og naturligvis ville hun aldrig drømme om at betale for hotel, det er jo svimlende priser. Nej, hellere bruge pengene på lidt lækkert til niecerne! sagde hun og ind kom hun i entreen med en farvestrålende dunjakke og en kuffert, større end noget jeg har set, som hun hev bag sig ind i vores alt for lille gang.
Jeg stod der, lænet op mod skoskabet, og sendte et desperat blik til Henrik, min mand, men han trak bare skuldrene op og pillede ved et ærme. Planen var ellers, at hun bare skulle være her nogle få dage max tre men den kuffert signalerede verdensomrejse eller permanent flytning!
Katrine, hvad har du helt ærligt med? Det er jo kun en uge, du skal være her, spurgte jeg forsigtigt og prøvede at lyde venlig. Vi har ikke plads i skabene!
Ej, det er jo ingenting, grinede hun og smed støvlerne, før hun trissede ind i stuen i bare strømper. Jeg har taget lækkerier med! Syltetøj, hjemmelavet rødbedesaft, snaps fra mor! Og med det danske vejr du kan jo ikke regne med noget, regn i dag, sol i morgen, så man må jo have lidt ekstra tøj med. Bare rolig, jeg tager sofaen og lægger mine ting i hjørnet, jeg skal nok lade være med at fylde!
Sådan startede den uge, der i virkeligheden blev til en mareridt-måned og en regulær stressfaktor for mit og Henriks ægteskab.
De første par dage gik okay, hvis man ser bort fra, at alt vores hverdag blev vendt på hovedet. Jeg havde trods alt et job og nød at sidde alene med en kop te og en bog om aftenen, når jeg kom hjem det blev hurtigt afløst af larm, rod og konstant aktivitet.
Entreens luft lugtede hele tiden af noget stegt og fedtet Katrine elskede at lave mad i store mængder: fedtet sprøjtede, og opvasken hobede sig op, mens hun lavede frikadeller, der fik mit mavebånd til at skrige om hjælp. TVet kørte for fuld volumen med reality og snakkeprogrammer, hvor folk råbte mere end de snakkede.
Nadia, hvorfor ser du så trist ud? spurgte hun og åbnede en pose peanuts, mens hun lå på sofaen. Jeg har set jer serier, men hold nu op, de er kedelige! Henrik kommer vel snart? Jeg har lavet ægte dansk suppe ikke alt det dér salat, nu skal vi have rigtig mad her i huset!
Jeg trak bare på skuldrene, gik ud på badeværelset og håbede på to minutters ro, men selv her var der kaos: mit dyre shampoo fra Matas var halvt opbrugt, hylderne flydt med cremer, våde håndklæder og en åben make-up-pung.
Katrine, du bruger altså mit shampoo, ikke? spurgte jeg stille.
Ja, jeg tog kun en lillebitte smule, mit eget var løbet tør, grinede hun. Men det skummer jo heller ikke ordentligt, hvorfor køber du ikke bare Neutral eller Nælder, det er både billigere og bedre!
Jeg bed mig i læben det virkede fjollet at brokke sig over småting til Henrik. Hold ud, hun er snart væk, blev mit indre mantra.
Da der var gået en uge, gik jeg fredag hjem med forventning om, at kufferten nu var pakket prøverne skulle jo for længst være klare. Men nej, hun sad og smurte sig lækre rejemadder med den dyre islandsk laks, jeg havde gemt til jul i bagenden af køleskabet.
Katrine, hvornår rejser du egentlig hjem? spurgte jeg direkte.
Ej, altså, Nadia, jeg må blive lidt endnu! Lægen sagde, jeg har brug for flere undersøgelser der er noget med blodprøverne. Får først en tid til scanning tirsdag, og endokrinologen har selvfølgelig også ventetid. Det er vel okay, jeg bliver, Henrik har sagt, det er fint. Vi er jo familie, du kan da ikke smide mig på porten!
Jeg kiggede på Henrik, da han kom ind han nikkede bare undskyldende og begyndte at lave te.
Jeg anede, at mit ord ikke talte, så jeg bed det i mig men irritationen voksede. Og så var det bare at holde vejret, mens Katrine blev mere og mere hjemmevant. Nu løs hun ikke engang, at være gæst hun flyttede rundt på mine ting, fordi det er mere praktisk, hev gardinerne for, for solen skinner for meget på TV og begyndte at lange velmente kommentarer af:
Nadia, den bluse klæder dig altså ikke! Den gør dig ti år ældre. Og du burde faktisk smide et par kilo, Henrik er virkelig flot, og mange damer kigger efter ham
Undskyld mig, kan du ikke holde dig fra at kommentere på mit udseende? spurgte jeg hårdt.
Ej, slap nu af! Det er jo kun fordi, jeg vil dig det bedste. Veninder siger det jo aldrig direkte.
Om aftenen, når jeg prøvede at arbejde ved computeren, satte hun sig ved siden af og snakkede højlydt i telefon med mor eller veninder om alt fra familiens økonomi til mit kogte kyllingebryst.
Ja, mor, det er altså en sand askese at spise her kun grønt og mærkeligt øko. Henrik holder bare mund og bider i det sure æble. Heldigvis kan jeg købe rigtig mad nu, hvor jeg har fået lidt penge fra ham
Stivnede fuldstændig. Gav Henrik virkelig hende penge? Vi sparede ellers hver krone op til sommerferie!
Om natten kom det store skænderi.
Henrik, hvorfor giver du hende penge? Hun bor her gratis, vi betaler regningerne skal vi virkelig også betale for hendes shoppeture?
Jamen, Nadia, hun er sgu presset, svarede han. Hun har dårlig løn, og sygedagpengene rækker ikke. Hun får sine medicinpenge og lidt til mad. Vær nu ikke så nærrig det er trods alt min søster.
Undskyld, nu må du stoppe! Hun har ædt laks for 500 kroner, vasket min uldtrøje på seksti grader, brugt mine hudprodukter, sidder og taler grimt om mig og du synes, det er nærrigt at sige fra?
Han sad der og lignede en drukken kat og mumlede noget om, at hun bare ville hjælpe og overraske.
Weekenderne blev det kun værre. Da jeg en dag kom tidligere hjem med migræne, fandt jeg Katrine og en ukendt kvinde med ildrødt hår i køkkenet med en halv flaske af Henriks samlervin, den fra Bourgogne 2012! Og ost, selvfølgelig.
Hej Nadia, du er tidlig på den, kom og mød Jeanette vi mødtes på Bispebjerg og har svært meget til fælles!
Jeg kan se, det ikke kun er te, I nyder, sagde jeg koldt.
Vi gik ud i gangen, og jeg spurgte, hvorfor hun slæbte fremmede ind og tømte vores barskab.
Slap nu af! Vi hygger civiliseret. Og den vin smagte ikke engang godt, vi blandede lidt sukker i, så blev det næsten drikkeligt.
Jeg truede hende med politiet, og hun gik i selvsving ringede til mor og græd over iskolde mig.
Henrik bad mig bide tænderne sammen: Det varer kun til fredag, lover jeg!
Men Katrine blev bare mere ligeglad, stoppede med overhovedet at rydde op, havde vasketøj hængende overalt og nægtede at flytte sig.
Så klippet til en onsdag, hvor jeg glemte mine arbejdsting og skulle hjem i frokostpausen: Jeg træder ind, og hører latter fra stuen. Hun FaceTimer med Line.
Nej, jeg fejler ingenting! Lægerne var bare en god forklaring, så Henrik ikke begyndte at spørge for meget. Jeg har lejet min egen lejlighed ud til nogle sjakarbejdere seks måneder, forudbetalt! Tænkte, hvorfor ikke spare lidt op og få renoveret og så kan jeg bo gratis her i hovedstaden. Henrik siger aldrig nej, og hans kone bliver nok sur, men hun glemmer det igen.
Jeg gik ind i stuen, fuldt opladet med raseri, og tændte straks min mobil for at optage samtalen.
Fortsæt endelig, Katrine, hvem bruger egentlig min dyrcreme på hælene?
Hun blev ildrød i hovedet.
Hvad laver du her? Du kan da ikke snige dig sådan rundt!
Du har præcis én time til at pakke dine ting. Jeg har alt på bånd, så hvis du ikke smutter, ringer jeg både til politiet og til din mor. Og viser dem, hvordan du rigtigt er.
Hun gik i flint og kaldte mig både kælling og snob. Men hun vidste, slaget var tabt hun smed sine ting i den evige kuffert, bandede højt og slæbte den ud i opgangen med så meget postyr, at det nok kunne høres på alle etager.
Da Henrik kom hjem, var han helt mørk i blikket mor havde selvfølgelig ringet og tryglet os om at tage Katrine tilbage.
Jeg sagde ingenting tændte bare optagelsen, og så kunne han høre alt med egne ører.
Han sad længe uden at sige noget. Bagefter mumlede han: Hun har sagt til mig, hun var på røven, jeg har givet hende 20.000 kroner, Nadia… Undskyld.
Det var først dér, det rigtig gik op for ham, hvor langt nogle vil gå for egen vindings skyld, også hvis det betyder at tage for sig af retterne i ens brors hjem.
De næste dage gjorde jeg rent fra ende til anden, lagde alle hendes rester i affaldsspanden og vaskede vores ting to gange, bare for at få hendes duft og rod ud af mit hjem. Katrine prøvede stadig at ringe, men Henrik nægtede konsekvent at svare. Hans mor fik også bare tilsendt optagelsen, og så døde kontakten ud.
En måned senere var vores hjem blevet sig selv igen: fredelige aftener, hygge og små glæder og nu var Henrik meget mere opmærksom på, hvis nogen tog sig for mange friheder. Vi blev stærkere sammen ved at stå fast og jeg lærte, at gæstfrihed er vigtigt, men man skal aldrig give nøglerne til sit hjem og sine grænser fra sig. Nogle gange må man selv sige stop, også selvom det er familie.
Du fatter ikke, hvor lettede vi var! Og den historie, den deler jeg kun med dig, for nu hvor Katrine er ude, føles det hele igen som et rigtigt hjem. Skål for grænser og en lykkelig afslutning!
Min svigerinde kom for at blive en uge – men efter en måned måtte jeg sætte hendes kufferter udenfor døren
