Morens kirsebærtærte
Kirsten Mørk trykkede sønnens nummer ind for tredje gang den morgen. De to første gange ringede det bare, og så gik det på telefonsvarer. Hun kendte lyden ud og ind. Det betød, at Jonas så, at det var hende, men alligevel ikke tog den.
På fjerde forsøg tog han endelig røret.
Mor, jeg sidder i møde.
Du er altid i møde.
Jeg arbejder, mor. Er der noget?
Kirsten pressede læberne sammen. Sådan var det altid. Som om hun bare ringede for sjov, og forstyrrede noget vigtigt. Hun ville jo bare høre, hvordan han havde det, og lige minde ham om lørdag.
Der er ikke noget. Jeg ville bare høre, hvornår I kommer på lørdag. Jeg bager din yndlingstærte, med kirsebær.
Mor, vi har altså talt om det. Det går ikke på lørdag. Malene skal aflevere et projekt, hun sidder med det hele dagen.
Kan du ikke komme alene? Jeg har ikke set dig i en måned.
Jonas sukkede tungt, som om hun bad ham bestige Alperne.
Tre uger, mor, ikke en måned. Vi var hos dig den treogtyvende december.
Den toogtyvende.
Whatever. Mor, jeg sidder altså virkelig i møde. Jeg ringer til dig i aften, ikke?
Kirsten så på uret. Klokken var ti. Jonas’ “aften” var tidligst ved ni, hvis overhovedet. Han kunne også sagtens glemme det. Det var sket før.
Okay, sagde hun. Ring.
Han lagde hurtigt på, uden rigtigt at sige farvel.
Kirsten stod tilbage ved vinduet med telefonen i hånden. Udenfor faldt den tunge, våde sne. Poplerne i gården svajede i vinden. Præcis som for tredive år siden, da hun og Henrik flyttede ind. Bare at Henrik havde været væk i to år, og Jonas var blevet en fremmed.
Nej, ikke fremmed. Bare anderledes.
Hun lagde telefonen på vindueskarmen og gik ud i køkkenet. Kanden med te var for længst blevet kold. Hun satte den over igen og satte sig. På bordet lå en gammel avis fra i går, med kedelige nyheder om veje og politikere. Hun ville rydde avisen væk, men væltede samtidig en bunke gamle hæfter ned på gulvet.
Hun bøjede sig ned og samlede dem op uden at tænke. Det var Jonas gamle skolehæfter, som hun havde oppe på loftet. Hun kunne ikke engang huske, hvorfor hun havde taget dem ned i går. Måske for at rydde op, smide ud. Men hun havde kun nået at åbne et enkelt hæfte, læst et par sider og lagt det væk igen. Hun kunne ikke få sig selv til at smide det ud.
Og nu stod hun med dem igen.
Hun åbnede en blå, ternet skrivebog. På forsiden stod der med barnlig skrift: Dagbog. Jonas Henriksen. 6. klasse. MÅ IKKE læses!!! Tre udråbstegn. Hun smilede. Jonas havde været tolv dengang. Åben, sprudlende. Han fortalte hende alt. Og så pludselig blev han indadvendt og stille. Hun havde troet, det bare var teenager-hormoner. Men nu var han voksen, og alligevel var der en mur imellem dem.
Hun bladrede. Hans håndskrift dansede op og ned, men det kunne læses.
“15. september. Victor havde sin nye hamster med i skole. Den hedder Simba. Læreren sagde, vi ikke måtte have hamstere med, men vi gemte den i tasken. I matematik krøb Simba op på Silke Johansens bord Silke skreg så højt! Alle grinede. Math-læreren sendte Victor ud. Jeg synes, det var synd for Simba. Den var nok bange.”
Kirsten smålo. Victor havde været Jonas bedste ven op til niende, så flyttede familien til Aarhus.
Hun læste videre. Små, korte indlæg om skole, venner, fodbold. Intet særligt. Bare en helt almindelig dreng. Hendes dreng.
“23. september. Mor blev meget sur. Jeg glemte at ringe hjem efter skole. Var hos Victor, vi lavede model-fly. Mor råbte, at jeg var uansvarlig, at hun havde været bekymret og næsten ville ringe til politiet. Jeg sagde, jeg bare havde glemt det. Hun sagde, jeg ikke elskede hende. Det passer ikke. Jeg elsker hende. Jeg glemte det bare.”
Kirsten stivnede. Hun huskede den dag. Jonas var først kommet hjem efter syv, og hun var virkelig blevet hysterisk ringede rundt til alle hun kendte. Han havde bare glemt tiden, mens han legede. Hun havde skældt ud så længe, at han sad på sit værelse hele aftenen.
Hun følte sig utilpas. Som en, der snager i en andens tanker. Men kunne ikke stoppe.
“12. oktober. Fik 12 i historie. Ville sige det til mor, men hun var optaget, snakkede med moster Eva i telefonen. Noget med piller og far. Jeg stod der lidt, men hun så ikke på mig. Gik ind til mig selv. Tror, hun glemte det bagefter.”
Kirsten huskede tydeligt den dag. Jonas stod i entreen efter skole. Hun havde snakket med søsteren. Henrik havde forhøjet blodtryk, lægerne gav nye piller. Jonas ville sige noget hun viftede efter ham: “Vent lige.” Og så glemte hun alt om det.
Vandet kogte, men hun flyttede sig ikke. Hun vendte en side mere.
“28. oktober. Far lovede at tage med i parken og cykle. Men mor sagde, at far havde ondt i ryggen, og at han skulle hvile. Far ville gerne med, men mor sagde, at så måtte hun tage sig af ham bagefter. Far så undskyldende ud, blev hjemme. Jeg cyklede alene. Det var kedeligt.”
Kirsten slugte. Ja, hun havde villet skåne Henrik. Hun troede, hun gjorde det rigtige.
Hun læste videre, og for hver side føltes det mere tungt.
“15. november. Sagde til mor, at jeg gerne ville begynde til svømning. Victor går der, han synes, det er sjovt. Mor sagde, det kostede for meget, og at svømning kun gjorde én syg. Jeg sagde ikke mere. Hun beslutter jo alligevel for mig.”
“2. december. Mor købte ny jakke til mig. Blå med røde striber. Jeg sagde, jeg ikke kunne lide den, at de andre ville grine. Mor blev ked af det. Hun havde gjort sig umage, sagde hun, og jeg var utaknemmelig. Jeg skammede mig. Tog jakken på. Victor sagde, jeg lignede et cirkus. Blev væk med at have den på. Sagde til mor, jeg var vokset ud af den. Hun troede på mig.”
“18. december. Forældremøde. Mor fortalte klasselæreren om min dårlige karakter i kemi. Jeg bad hende lade være, men hun sagde, at læreren skulle vide det. Alle hørte om det. Jonas Mørk, den dårlige elev. Søren drillede hele dagen. Jeg ville slå, men lod være. Mor ville sige jeg var vild.”
Kirsten lukkede hæftet. Hænderne rystede. Hun gik hen til vinduet. Sneen faldt stadig. Gården var tom. Engang legede børn derude, nu sad de inde og gloede på deres telefoner.
Jonas sad også sådan. I sit nye hjem. Med sin kone. Uden hende.
Hun åbnede dagbogen igen. Mange sider endnu.
“9. januar. Nytår. Mor lavede alt for meget mad. Hele bordet fyldt. Far og jeg spiste det halve, mor blev fornærmet over vi ikke spiste mere. Far sagde det smagte godt, bare der var for meget. Mor tav resten af aftenen og var sur. Jeg prøvede at spise mere, men kunne ikke. Jeg sagde det ikke. Ville ikke gøre hende ked af det.”
“14. februar. Jeg kan lide en pige fra klassen. Hun hedder Freja. Ville gi hende kort, men mor sagde jeg var for lille til pjat. Jeg gav ikke kortet. Freja snakkede ikke til mig en hel uge.”
“3. marts. Mor kom igen i skole. Hun ville tale med idrætslæreren. Sagde, jeg ikke skulle løbe langt, fordi jeg havde svage lunger. Jeg hostede én gang. Nu tror alle, jeg er svag. Hader når mor blander sig.”
Kirsten lod hæftet hvile i skødet. Det kneb sammen i brystet. Hun huskede dagen Jonas hostede efter idræt, og hun blev bange det var bronkitis. Hun gik i skole og talte med læreren. Hun troede hun beskyttede sin søn.
Men han hadede hende for det.
Nej, ikke hadede. Han var bare barn.
Hun begyndte at læse igen.
“22. marts. Bad mor om lov til at sove hos Victor. Hans fødselsdag. Mor sagde nej. Hun sagde hun ikke kan sove, hvis jeg ikke er hjemme. Jeg sagde jeg var tolv. Hun sagde jeg stadig var hendes dreng. Jeg er ikke lille. Men jeg sagde ikke mere. Victor kaldte mig tøffelhelt.”
“17. april. Mor rodede i min skoletaske. Hun ville se lektiebog, fandt en seddel fra Freja. Læste den og spurgte, hvem Freja var og hvorfor hun skrev til mig. Jeg sagde det bare var en klassekammerat. Mor sagde jeg ikke skal tænke på piger. Rev sedlen i stykker. Ved ikke hvordan jeg kan se Freja i øjnene igen.”
Kirsten kneb dagbogen sammen mellem hænderne. Hun huskede den seddel noget mundlort om lektier. Hun rev den itu. Mente det var rigtigt. Drengen skulle koncentrere sig, ikke skrive med piger.
Siderne blev mere mørke.
“12. maj. Jeg gider ikke fortælle mor noget mere. Hun lytter ikke. Eller lytter, men finder selv på. Jeg siger jeg vil det ene, hun beslutter det andet. Far siger at mor elsker mig, men på sin egen måde. Jeg er træt af den slags kærlighed.”
“29. maj. Sidste skoledag. Victor skal i lejr. Jeg ville også, men mor sagde jeg skal til mormor i Jylland. Jeg vil ikke til mormor. Det er kedeligt. Men mor er ligeglad. Hun har allerede købt billetten.”
Kirsten klappede bogen sammen. Hjertet hamrede ujævnt. Hun gik rundt i køkkenet. Hældte vand op og drak i store slurke.
Var det et anklageskrift fra en tolvårig?
Det var jo bare fordi hun elskede ham. Ville ham det bedste. Altid.
Hun satte sig igen med bogen. Måske stod der noget godt længere henne.
“10. juni. Jeg er hos mormor. Der er virkelig kedeligt. Hun er sød, men vil have mig til at spise hele tiden. Siger jeg er for tynd. Mor ringede. Spurgte hvordan jeg har det. Jeg sagde fint. Ville ikke gøre hende ked af det. Men jeg savner hjem. Eller Victor. Bare ikke her.”
“25. juni. Snart hjem. Far lover at hente mig i bilen. Jeg savner ham. Han presser aldrig på. Er bare stille. Mor siger hele tiden noget. Hun blander sig, forbyder, forklarer. Jeg er træt.”
Sidste indlæg var i august.
“23. august. Har besluttet ikke at skrive dagbog mere. Det nytter ikke. Mine tanker ændrer ikke noget. Mor er som hun er. Far også. Jeg vil bare tie stille og lade som om alt er okay. Det er lettere sådan.”
Kirsten lagde dagbogen på bordet. Nu rystede hænderne ikke mere nu var hun kold indeni. Som om nogen havde hældt isvand over hende.
Så det startede der tolv år. Sjette klasse. Hun troede bare, at Jonas voksede op. Men han lukkede sig, fordi han fandt ud af at ord ikke batter noget.
Hun satte sig. Kiggede på telefonen. Jonas havde sagt han ville ringe i aften. Mon han gjorde?
Hvad skulle hun sige? At hun fandt hans gamle dagbog? At hun nu forstår, hvilken slags mor hun har været?
Nej. Han ville ikke forstå. Eller misforstå. Sige at det var mange år siden, og at han har glemt det hele. Men han har jo ikke glemt. Ellers ville de ikke være så fremmede nu.
Malene det var derfor. Malene kom ind for tre år siden, så ændrede alt sig. Jonas kom sjældnere. Ringede sjældnere. Til sidst forsvandt han nærmest ud af hendes liv.
Hun havde aldrig sagt det højt, men hun brød sig ikke om Malene. Malene var kold. Altid høflig, altid smilende, men smilene nåede aldrig øjnene. Hun tog Jonas og førte ham ind i en verden, hvor Kirsten ikke havde nogen plads.
Måske gik Jonas bare selv?
Måske ventede han bare på en undskyldning for at forlade hende, og så blev Malene den undskyldning?
Kirsten gik ind i stuen. Tog telefonen. Skrev en besked: “Jonas, jeg har brug for at tale med dig. Kom på lørdag, vær sød. Det er vigtigt.”
Sendt. To blå flueben. Læst.
Intet svar. Fem minutter. Ti. En halv time. En time.
Kirsten lagde sig på sofaen. Lukkede øjnene. Sætningerne fra dagbogen flimrede. “Jeg er træt af den slags kærlighed.” “Jeg vil ikke fortælle noget mere.” “Det er lettere sådan.”
Da hun vågnede, var det blevet mørkt. Der lå en besked fra Jonas: “Mor, jeg kan virkelig ikke lørdag. Kan vi sige næste weekend?”
Kirsten stirrede længe på beskeden. Så rejste hun sig og gik ud i køkkenet. Dagbogen lå stadig på bordet.
Hun lagde den i en plasticpose. Hentede de andre hæfter og lagde dem ved. Bandt posen sammen og stillede den i gangen.
I morgen smider hun dem ud.
Eller det gør hun nok ikke.
Hun gik ind og skrev til Jonas: “Godt. Næste lørdag. Jeg venter.”
Svar et minut efter: “Aftale.”
Hun slukkede lyset og lagde sig. Men søvnen kom ikke. Hun lå bare og tænkte på, hvad hun ville sige til Jonas. Vise ham dagbogen? Sige, hun havde fundet den tilfældigt? At hun læste det hele og forstod?
Forstod hvad? At hun havde været en dårlig mor?
Nej. Ikke dårlig. Bare elsket ham for meget. Været for bange for at miste ham.
Han oplevede det som at blive kvalt.
Måske så han rigtigt.
Kirsten sukkede. Vinden peb bag ruden, nogen smækkede med døren nede i opgangen. Naboerne larmede overboen og satte vandhanen i gang. Alt som det plejer. Bare at hun selv følte sig tom indeni.
***
Lørdag morgen stod Kirsten tidligt op. Hun gjorde hovedrent, selvom der allerede var pænt. Hun bagte kirsebærtærte. Satte te over. Dækkede bord.
Jonas skulle komme klokken to.
Allerede halv to sad hun ved vinduet og spejdede efter hans bil. En lysegrå Skoda med tonede ruder den havde han købt sidste år. Han sagde, det var en god, pålidelig bil. Kirsten forstod sig ikke på biler.
Klokken to kom han ikke.
Kvart over skrev hun: “Er du på vej?”
Svar straks: “Ja, der er kø. Er der om en halv time.”
Han kom klokken tre. Alene.
Kirsten åbnede, og så straks han så træt ud. Mørke rande under øjnene. Han gav hende et hurtigt kram og gik ind.
Det dufter af tærte, sagde han.
Jeg har bagt din yndling.
Tak, mor.
Han tog jakken af. Gik ud i køkkenet, satte sig. Kirsten skænkede te, skar tærte. Han spiste hurtigt, tavst, som om han havde travlt.
Kom Malene ikke med? spurgte hun.
Nej. Arbejder.
Også lørdag?
Hun har deadline.
Kirsten nikkede. Satte sig overfor. Kiggede på ham, mens han spiste uden øje for maden.
Jonas, begyndte hun, jeg skal tale med dig.
Han så op. Noget vagtsomt gled over hans blik.
Om hvad?
Om os. Dig og mig.
Han lagde gaflen. Lænede sig tilbage.
Mor, hvis det bare handler om, at jeg kommer for sjældent …
Nej. Det handler om … alt det, faktisk.
Hun rejste sig. Tog posen med hæfter fra skabet. Satte dem på bordet.
Jonas så på posen.
Hvad er det?
Dine gamle skolebøger. Jeg fandt dem oppe på loftet.
Han rynkede panden.
Hvorfor tog du dem ned?
Jeg ville rydde op. Og så fandt jeg … din dagbog.
Jonas’ ansigt spændtes. Han stivnede.
Dagbogen?
Ja. Fra sjette klasse. Kan du huske den?
Han svarede ikke. Stirrede bare på posen, som om den kunne eksplodere.
Jeg læste den, sagde Kirsten roligt. Undskyld, men jeg gjorde det.
Jonas rejste sig brat, stolen knirkede.
Du læste min dagbog?
Jeg ville ikke det skete bare …
Bare? Der står på forsiden du ikke må! Det har du aldrig tænkt over! Jonas’ stemme steg. Du gør altid kun, hvad du vil! Sådan har det altid været!
Kirsten trak sig væk, som om han slog hende.
Jonas, jeg ville bare forstå
Forstå hvad? Hvorfor jeg flyttede? Hvorfor jeg ikke kommer? Du forstår det virkelig ikke?
Han snuppede posen fra bordet.
Det var tyve år siden, mor. Jeg var bare et barn. Men du kan ikke give slip!
Jeg vil gerne give slip, hviskede Kirsten. Jeg ved bare ikke hvordan.
Jonas så længe på hende. Så satte han sig igen. Posen blev i skødet.
Da jeg flyttede i min lejlighed for tre år siden, for første gang, kunne jeg ånde. Jeg behøvede ikke redegøre for alt, jeg gjorde. Forstår du det?
Kirsten sagde ingenting.
Jeg elsker dig, mor. Men jeg kan ikke bo tæt på dig. Det er for tungt.
Hvorfor? Hvad gjorde jeg forkert?
Jonas sukkede.
Du gjorde alt. For meget. For meget omsorg. For meget styring. Jeg kunne ikke trække vejret uden dit samtykke.
Jeg ville bare gerne gøre dig lykkelig.
Det ved jeg. Men lykke kan ikke gives med tvang. Man finder det selv.
Kirsten bøjede hovedet.
Malene. Gør hun dig lykkelig?
Ja, sagde Jonas stille. For hun prøver ikke lave mig om. Hun tager mig som jeg er.
Kirstens læber dirrede. Hun havde en klump i halsen.
Så jeg kunne ikke elske dig rigtigt.
Jo. Men på din egen måde. Men jeg er voksen nu. Jeg har brug for noget andet.
Han rejste sig. Tog posen.
Jeg tager tingene med. Hvis du ikke har noget imod det.
Gør du bare, sagde hun.
Jonas tog jakke og bilnøgler.
Jeg må afsted. Malene venter.
Du har ikke spist op, hviskede Kirsten.
Han så bagud, på tærten, så igen på hende. Blikket havde et glimt af sorg.
Undskyld. Jeg er virkelig mæt.
Han gik. Kirsten stod et øjeblik midt i køkkenet. Hørte hoveddøren smække. Motoren udenfor. Han kørte.
Så satte hun sig og begyndte at græde.
***
Der gik to måneder. Jonas ringede sjældent. Han kom én gang, hurtigt, havde indkøb med. Sagde de havde travlt med renovering. Kirsten holdt sig tilbage fra at ringe selv. Det var svært. Hver dag ville hun trykke hans nummer, høre ham, spørge. Men hun lod være ville ikke være for meget. Ikke igen.
I marts ringede Jonas.
Mor, vi har indflytningsfest lørdag. Vil du komme?
Kirsten frøs.
Indflytningsfest?
Ja, vi er blevet færdige. Kommer venner, Malenes forældre, og dig. Kommer du?
Selvfølgelig, svarede hun straks. Selvfølgelig.
Fint. Klokken tre. Sender dig adressen.
Han smsede adressen bagefter. Nyt kvarter i udkanten af byen. Moderne boliger. Kirsten havde aldrig været der.
Hele ugen forberedte hun sig. Købte nyt, mørkeblåt kjole. Bagte tærte, den samme med kirsebær. Pakkede den ind. Havde en lille gave hvid damaskdug, broderet for år tilbage.
Lørdag stod hun tidlig op. Klædte sig pænt. Kiggede sig i spejlet. Hun så okay ud. Ikke gammeldags.
Hun bookede en taxa. Chaufføren var ung, lyttede til høj musik. Kirsten så ud på byen, der susede forbi. Nye huse, brede veje.
Godset lå flot, højt, med glasfacade og p-kælder. Der var rent, nyanlagt legeplads, småbørn og barnevogne.
Hun gik ind. Elevator med spejle, op til niende. Bankede på.
Malene åbnede.
Hej Kirsten! Kom ind! Malene smilede bredt, men øjnene var kolde som altid.
Kirsten kom ind. Korridoren var lys, duft af mad og maling.
Jonas, din mor er her! råbte Malene.
Jonas kom ud og gav hende et kram.
Hej mor. God tur?
Ja. Taget taxa.
Du måtte da bare sige til, så kunne jeg hente dig.
Ville ikke være til besvær.
Malene tog pakken med kagen.
Årh, du har bagt så sødt. Tak!
Hun gik ud i køkkenet. Jonas hængte Kirstens jakke på plads.
Jeg viser dig rundt.
Han viste stuen kæmpestort vindue, udsigt over byen. Soveværelse med stor seng, skab, kontor i hjørnet, moderne køkken.
Flot, sagde Kirsten.
Malene har stået for det. Hun lavede alt design.
Malene kom ud med snacks.
Hvad? spurgte hun.
Siger bare til mor, at du har gjort det flot.
Malene smilede.
Tak. Jeg har brugt lang tid på at vælge møbler og farver.
Det er lykkedes.
Døren gik. Venner kom, unge, larmende par. Så Malenes forældre faren høj, moren lav og lysfarvet. De hilste venligt, men ligegyldigt.
Alle samledes i stuen. Malene serverede vin, Jonas fortalte om renoveringer. Alle lo, diskuterede, kom med ros.
Kirsten sad i den yderste ende af sofaen, tavs. Hun forstod ikke halvdelen af samtalerne design, rejser, mærketøj.
Har du været pensionist længe? spurgte Malenes mor.
To år.
Det må være lidt ensomt?
Noget gange.
Arbejder du med håndarbejde? Strik, broderi?
Broderer lidt.
Hvor hyggeligt! Jeg har aldrig kunnet det. Hænderne duer ikke.
Hun lo og snakkede videre med manden. Kirsten følte sig tør indeni. Hyggeligt som til et barn, der har lavet en tegning.
Hun rejste sig.
Hvor er toilettet?
Nede ad gangen, til højre sagde Malene.
Kirsten lukkede døren, så på ansigtet i spejlet blegt, trætte øjne. En gammel dame ved et ungt selskab.
Hun vaskede ansigtet, gik ud i gangen. Stemmer fra stuen, dæmpet musik.
Hun gik ind i kontoret. Ville bare sidde i fred. Lille skrivebord, reol med bøger, lænestol. På bordet computer. På hylden stod fotos: Jonas og Malene ved stranden, Jonas med venner. Malene alene, smilende.
Kirsten så længe på billederne. Jonas var lykkelig på dem. Ligeud, fri, som hun ikke havde set ham i årevis.
På nederste hylde lå den blå dagbog. Den samme.
Hun tog den frem. Bladrede. Den barnlige skrift, sætninger hun kendte udenad.
Pludseligt slog en tanke ned.
En vild tanke. Tåbelig, men den stod lysende klar:
Hvad nu hvis hun læste i dagbogen højt? Nu. For alle.
Hvis hun viste Malene og de andre, hvordan Jonas havde været følsom, skrøbelig. Måske ville Malene da forstå, han havde brug for omsorg.
Måske ville de så forstå hende selv ikke kun som en besværlig, men som en mor, der altid havde kendt ham bedst.
Hun holdt dagbogen ind til sig. Hjertet bankede voldsomt. Det var dumt. Jonas ville blive rasende.
Men hvis det var det eneste håb? Hendes eneste chance?
Hun gik ind i stuen. Alle sad samlet, lo.
Der er du, Kirsten! sagde Jonas. Kom. Vi skal skåle.
Kirsten stillede dagbogen på bordet.
Malene hævede brynene.
Hvad er det?
Jonas dagbog. Fra sjette klasse.
Jonas blev kridhvid.
Mor! Hvad laver du?
Jeg vil gerne læse noget. Det er vigtigt.
Mor, lad nu være.
Men hun slog allerede op.
Her, femtende september. “Victor tog sin hamster med ”
Mor, stop! Jonas rejste sig.
Hun læste videre. Stemmen rystede, men ordene var tydelige.
Jeg synes det var synd for Simba. Han var nok bange. Jonas var altid følsom, havde brug for forståelse og omsorg.
Kirsten begyndte Malene, men hun afbrød.
Og her, treogtyvende september Mor blev sur
Nu er det nok! Jonas rev bogen fra hende. Er du sindssyg?!
Alle tav. Malene rejste sig.
Jonas, du behøver ikke råbe …
Ikke råbe? Ser du ikke, hvad hun laver? Læser min barndoms dagbog op for fremmede!
Det er ikke fremmede, hviskede Kirsten. Det er dine venner. Din kone. De skal vide
Vide hvad? At jeg havde det forfærdeligt? At min mor kvalte mig? De ved det allerede!
Kirsten trådte et skridt væk.
Jonas
Jeg har bedt dig, mor, lade mig være. Give mig plads. Men du gør det altid på din måde!
Jeg ville bare
Du ville havde den gamle Jonas, der ikke kunne uden dig. Ham findes ikke! Jeg er voksen!
Han gik mod døren. Åbnede den.
Gå nu. Vær sød.
Kirsten stod stille. Alle så på hende, nogle flovt, nogle medlidende.
Jonas, lad os tale, sagde Malene dæmpet.
Ikke med hende. Ikke nu.
Kirsten tog sin frakke, med skælvende hænder. Jonas stod uden at se på hende.
Undskyld, mumlede hun.
Han svarede ikke.
Hun gik ud. Døren lukkede sig sagte bag hende. Hun ventede længe på elevatoren, kiggede op mod vinduerne. Inde bag ruderne var der lys og latter. Ikke til hende.
***
Tre uger gik. Jonas ringede ikke. Kirsten heller ikke. Hun vidste godt, at ét forkert opkald ville gøre det hele endegyldigt.
Hun gik rundt som i en døs. Lidt rengøring, lidt tv. Hun lavede mad, men spiste næsten ikke. Gik i seng, men kunne ikke sove.
Søsteren ringede og spurgte hvordan det gik. Kirsten sagde, at alt var fint. Søsteren troede hende ikke.
I april kom foråret. Sneen smeltede, de første grønne skud kom frem. Børnene løb ud igen.
Kirsten sad ved vinduet og så på dem. Hun huskede Jonas i den blå jakke, med knæene fyldt med sår.
Telefonen ringede.
Hun fór sammen. Jonas.
Hun tog den.
Hej mor.
Hans stemme var rolig, som om intet var hændt.
Hej Jonas.
Pause.
Hvordan går det?
Fint. Selv?
Fint.
Lang pause.
Hør mor. Jeg har tænkt meget over det sidste.
Ja. Undskyld. Jeg skulle ikke have
Det handler ikke kun om det. Du kan ikke give slip. Og jeg kan ikke være under skyldfølelse hele tiden.
Jonas, det vil jeg ikke have, du skal
Men det har jeg. Hver gang jeg ikke tager telefonen. Hver gang jeg ikke kommer. Hver gang jeg ser dig ked af det.
Kirsten lukkede øjnene.
Hvad vil du sige?
Jeg har brug for afstand. For alvor. Ikke bare fysisk også følelsesmæssigt.
Du vil ikke se mig mere?
Jo. Men kun som to voksne, der selv vælger det.
Det forstår jeg ikke.
Jonas sukkede.
Jeg kommer ikke hver uge. Jeg ringer ikke efter plan. Jeg kommer, når jeg har lyst. Jeg ringer, når jeg har noget at sige. Du skal tage det, som det er. Uden brok, uden forsøg på at få det hele tilbage.
Kirsten sad tavs, klump i halsen.
Hører du det, mor?
Ja.
Er du okay med det?
Hun ville sige ‘nej’. Ville skrige, at det var uretfærdigt, at hun havde ret til sit barn. At hun var alene. Men hun sagde:
Ja.
Tak.
Pause.
Jeg ringer, når jeg kan. Lover det.
Ja.
Hej, mor.
Hej.
Han lagde på.
Kirsten blev siddende ved vinduet. Kiggede på gården, på børnene, på kvinderne med indkøb, på bilerne.
Livet gik videre. Bare uden hende.
Hun rejste sig, gik ud og satte vand over til the. Sad ved bordet.
En avis lå foran hende. Hun tog den op, læste lidt om valget, vejene, vejret.
Det var lige meget.
***
En måned gik. Jonas ringede ikke. Kirsten heller ikke. Hun accepterede spillereglerne.
I maj kom varmen. Æbletræerne blomstrede i gården. Kirsten åbnede vinduerne, lod den friske luft ind.
Hun gik flere ture. Sad i parken, fodrede fugle. Snakkede lidt med de andre om vind og vejr.
Helt almindeligt. Men det hjalp.
En morgen, da hun skulle afsted, ringede telefonen.
Jonas.
Hun tog den.
Hej mor. Hvordan går det?
Fint, Jonas. Hvad med jer?
Også fint. Vi har noget nyt.
Hvad er det?
Malene er gravid.
Kirsten blev stille.
Gravid?
Ja. Tre måneder nu.
Hun satte sig.
Det er skønt, Jonas.
Vi er glade. Vi ville lige sige det.
Tak fordi du sagde det.
Pause.
Mor, du skal gerne være mormor. Men
Men med afstand, fortsatte hun.
Ja. Med afstand.
Kirsten lukkede øjnene. Alt gjorde ondt. Alligevel smilede hun, også med stemmen.
Det forstår jeg godt. Jeg skal nok være en god mormor. Ikke påtrængende.
Tak, mor.
Jonas Jeg elsker dig.
Han var stille lidt.
Jeg elsker også dig. På min måde.
Det ved jeg.
Han sagde farvel og lagde på.
Kirsten sad i køkkenet. Telefonen på bordet. Fuglene sang udenfor, børnene skreg. Musik et sted i vinden.
Hun tænkte på, at snart ville der komme et barn. Hun skulle være bedste. Ikke én der opdrager, ikke én der bestemmer. Bare én der er der. På afstand.
Måske var det bedst.
Måske kan hun ikke det med kærlighed. Måske kan hun lære det.
Det må hun.
Kirsten rejste sig. Gik til vinduet. Så ud på gården, træerne, himlen.
Livet gik videre.
Det måtte hun også.
På en eller anden måde.
Hun tog frakken, gik ud. Ned ad trapperne, forbi de velkendte huse, ansigter ingen kender hende.
Bare en kvinde. Ældre. Alene.
En blandt mange.
Kirsten gik i parken. Slog sig ned på en bænk, fandt brød til spurvene. De kom hoppende, kvidrende, stjal krummer.
Hun så på dem, tænkte, de var frie. Kunne flyve hvorhen de ville. Intet holdt dem tilbage.
Hun selv var bundet til den søn, hun havde mistet. Til et fortid, hun ikke kunne få tilbage.
Måske var dette det samme som at give slip: sidde på en bænk. Fodre fugle. Kende, at et sted derude er én, hun engang havde alt med. Nu bare har. Og det må være nok.
Det må være nok.
Kirsten rejste sig. Børstede brødkrummer af nederdelen. Gik hjemad, langsomt.
Hjemme lavede hun the. Satte sig ved vinduet. Tog den bog frem, hun længe havde villet læse. Slå op på første side.
Telefonen tav.
Og det var, sådan set, okay.
