KÆRLIGHEDEN SEJER
“Lise, kom nu til fornuft! Din udvaldte er atten år, og du er seksogtyve! Sikke et par! Hvad kan han tilbyde dig? Uendelige problemer, det er hvad. Dine kolleger vil grine af dig. Der kommer lærerinden og forelsker sig i en elev. Hvor har man hørt sådan noget? Sig op på den skole, før det er for sent. Ellers bliver du fyret for umoralsk adfærd,” min mor malede fanden på væggen.
Men jeg havde lyst til at hyle. Sådan var det bare, at Mikkel og jeg var forelskede. Ja, han var meget yngre og min elev. Men om et år ville Mikkel være færdig med skolen. Så kunne vi blive gift. Aldersforskellen ville ikke skille sig ud. Vi skulle bare vente lidt. Jeg kunne ikke bare give slip på ham. Mikkel var min første kærlighed. Min mor overdrev selvfølgelig, da hun sagde, at alle kendte til vores forhold. Mikkel og jeg mødtes i smug.
Selvfølgelig vidste jeg, at sådan en “varm” nyhed ville sprede sig som en løbeild på skolen. Men jeg kunne ikke styre mig selv jeg smeltede i hans arme, hang ved hans blik. Jeg vidste, det var et dårlig eksempel. Som lærer burde jeg udbrede fornuft og godhed.
…Min mor var også lærer, og for hende var min handling uforklarlig. Jeg fortrod, at jeg havde delt min lykkelige uro med hende. Jeg mærkede ingen støtte. Hvor mange gange havde jeg ikke i tankerne sagt farvel til Mikkel? Utallige. Men så snart jeg så ham, standsede mit hjerte, vejret svigtede, og resten var ligegyldigt jeg elskede ham! Alle forbud blev fejet, og jeg gik imod alt.
Med Mikkel følte jeg mig som en forvirret teenager. Han var en dygtig elev, atletisk og fornuftig i livet. Hans klassekammerater løb efter ham som hunde. Jeg måtte bide mine usynlige jalousianfald i mig. Jeg var både lykkelig og bekymret.
…Så ringede den sidste skoleklokke. Mikkel startede på universitetet. Og jeg… blev gravid.
Min mor bemærkede hurtigt forandringerne og lod ikke være med at bemærke:
“Se, hvad I har gjort, kæreste venner. Hvad nu? Vil du af med kærlighedens frugt? Du lyttede ikke til mig, nu må du bøde for det, lille tåbe.”
“Nej, jeg vil ikke af med den,” svarede jeg.
…Vores lille Freja kom til verden. Mikkel havde ikke travlt til at blive min mand. Studierne kom først. Og faktisk begyndte han at holde afstand. Undgik mig, “glemte” at ringe.
Studielivet, medstuderende… Kort sagt, vi gik fra hinanden. Jeg måtte ned fra skyerne og lande hårdt. Jeg blev alene med min datter. Og jeg kunne ikke fortælle nogen om min romantik med en elev. Folk ville dømme og grine. Jeg følte mig som en skygge.
Min mor så min forpinte tilstand og beroligede mig:
“Jeg kan mærke, det ikke går godt med Mikkel. Men det skal nok gå, Lise. Der er altid håb. Stop med at pine dig selv. Det ordner sig, vent og se.”
…To år gik. Jeg så ikke Mikkel. Så begyndte en fyr med en hund at interessere sig for mig. Jeg kaldte ham bare “fyren med hunden.” Mads og jeg mødtes i parken, hvor jeg gik tur med barnevognen, og han gik tur med sin taxhund, Buster. Vi kom i snak, det ene ledte til det andet…
Mads var en dejlig fyr, varm, med humor, og der var noget særligt over ham. Snart var vi forelskede. Freja og Buster blev hos min mor, mens Mads og jeg gik i biografen eller på café. Min mor var lykkelig:
“Gå ud og hyg jer, unge mennesker, mens I har lysten. Jeg passer gerne på min barnebarn og hunden.”
…Siden flyttede Freja og jeg ind hos Mads. Det var godt og roligt sammen, ingen følelsesmæssigt kaos. Fred og fordragelighed.
Så ringede min mor en dag, forpustet:
“Lise, Frejas far var her. Han råbte på trappen. Krævede at se dig. Jeg blev så bange, at jeg gav ham jeres adresse. Se, hvad din yndlingselev er for én fløjlsblød, men med brod.”
“Det går nok, mor, bare rolig, vi klarer det,” beroligede jeg hende, men selv blev jeg nervøs. Hvorfor kom min eks-elev pludselig tilbage?
Snart stod Mikkel i døren:
“Hej, Lise. Jeg ser, du har fundet dig et godt sted. En ny mand, som opdrager mit barn… Hvad giver dig ret til det?”
“Mikkel, hvor står der, at Freja er din? Du sagde selv fra. Hvad vil du?”
Mikkel blødgjorde straks:
“Lise, jeg mente ikke… Måske kunne vi blive sammen igen? Vi elskede hinanden. Har du glemt det?”
“Jeg huskede det længe. Mads hjalp mig med at glemme dig for altid. Tak, Mikkel for at vise mig, hvad kærlighed er. Du mistede mig, og du får mig ikke igen. Farvel.” Koldt viste jeg ham døren.
Da Mads kom hjem, lagde han mærke til min uro:
“Er der sket noget, Lise?”
Jeg fortalte ham om Mikkels besøg.
“Slap af. Han savnede dig sikkert. Sådan går det nogle gange. Kom, vi spiser. Kald på din mand.” Han trak mig med på køkkenet.
“Min mand? Der står ingenting i mit pas,” grinede jeg og blinkede til ham.
“Lise, vil du gifte dig med mig?” Mads knælede og rakte hænderne frem.
“Er du bange for, at min eks stjæler mig?” lo jeg.
“Ja. Så siger du ja?” Hans blik var alvorligt.
“Jeg skal lige tænke over det,” spillede jeg koket, selvom jeg vidste, Mads ville forkæle mig resten af livet.
…Om sommeren blev vi gift. Mads adopteret Freja. Og et år senere blev familien større vores søn Nikolaj kom til verden. Vi byggede et varmt hjem sammen.
Mikkel generede os ikke mere. Jeg hørte, han giftede sig med en medstuderende, men hun forlod ham med en tre måneder gammel baby og løb værd med en officer til en militærbase.
…Årene fløj.
Mads og jeg får nu grå tindinger. Freja er gift med en udlænding og bor i Italien. Hun tog Busters barnebarn med:
“Så har jeg da én i familien, der kan varme mig i fremmed land.”
Kun én bekymring tilbage Nikolaj. Han er toogtyve, studerer på akademiet og er helt vildt forelsket i sin litteraturlærer. Hun synes åbenbart også godt om ham.
Det må være arveligt. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Skal jeg acceptere denne “syndige” forbindelse eller tale ham fra det? Men jeg ved godt, det ikke vil virke. Min søn er ligesom mig han elsker hende
