Dagbog Tålmodighedens grænse
Hvorfor ser du så mut ud? Er det noget med Mathilde, eller? drillede Mads, mens han granskede mit misfornøjede ansigt. Tag det nu roligt, kvinder er nu engang sådan skændes i dag, elsker én i morgen og kan slet ikke leve uden dig!
Vi slog op, mumlede jeg og gjorde alt for at signalere, at den snak ikke skulle fortsættes. Lad os bare lade det ligge.
Mads stod med åben mund. Hans øjne blev runde som testelåg han var helt stum et par sekunder. Slået op? Det kunne da ikke passe! Han havde set, hvordan jeg havde behandlet Mathilde. Det var langt fra ét almindeligt forhold jeg satte hende nærmest op på en piedestal.
Han kunne tydeligt huske, hvordan jeg opførte mig på det seneste. For at være ærlig havde jeg selv bemærket det: Jeg farer ud ad døren efter arbejde med et gigantisk bundt røde roser til Mathilde, viser stolt de dyre smykker, jeg har købt, eller fortæller, hvordan jeg har taget hende på Michelin-restaurant med udsigt over København. Hver fredag: middag på et smart sted, hver lørdag: teater eller Glyptoteket. Tidligere kunne jeg jo ikke fordrage sådan noget jeg ville langt hellere fiske eller se FCK spille. Men for Mathildes skyld ændrede jeg alt det. Jeg skiftede simpelthen livsstil.
Det er vildt det her, sagde Mads til sidst, stadig fuld af vantro. Hvordan kunne det dog gå så galt for det perfekte par? Du har brugt oceaner af penge på hende! Droppede os andre! Begyndte at bygge hus! Og nu sådan bare slut?
Han gik ens anelse hårdt til mig, men han mente det godt han havde virkelig ondt af mig. For jeg havde ændret mig for kærligheden, og nu følte jeg mig knust.
Ja, nu er det slut, nikkede jeg kort og lod som om, jeg blev opslugt af min laptop. Jeg lod, som jeg lige havde husket noget vigtigt, en deadline, men i virkeligheden tastede jeg bare planløst. Jeg ville ikke såre Mads, men jeg ville bare være i fred. Selv på café kan man ikke få ro! Hvor svært kan det være at forstå, at jeg ikke vil tale om det?
Inderst inde kunne jeg slet ikke acceptere, at det var forbi. Jeg havde virkelig elsket Mathilde uden at tænke på, hvad det kostede mig. Derfor sved bruddet ekstra meget
~~~~~~~~~~~~~~
Vi havde mødt hinanden helt tilfældigt. Den dag gik Mathilde i Føtex efter arbejde for at handle ind til ugen. Hun gik langsomt fra gang til gang, tog grønt, havregryn, mælkeprodukter og småting op i kurven. Ved kassen havde hun pludselig tre tunge poser. Hun sukkede vejen hjem var ikke lang, men med den last blev det lidt af et projekt. Hun tog mobilen frem og ville ringe efter en taxa, men appen insisterede: Ingen ledige biler.
Hun gav op, tørrede en usynlig sveddråbe af panden og så sig omkring. Andre handlende kørte rundt med vogne, eller kiggede på æbler. Så så hun pludselig, at en mand i nærheden holdt øje med hende. Han stod med en flaske kildevand og nogle kaffebønner og havde et venligt, medfølende blik.
Skal jeg ikke køre dig hjem? sagde han pludselig og kom et skridt nærmere.
Mathilde var ikke typen, der bad om hjælp. Ej, det er altså lidt pinligt, begyndte hun og mærkede trætheden i armene. Men okay. Bare så du ved det, jeg inviterer altså ikke på kaffe. Eller te.
Det lød mere som en joke for at løsne stemningen. Hun vidste ikke engang selv, hvorfor hun sagde det.
Han lo, varmt og smittende. Klart, svarede han, jeg skal nok lade være med at invitere mig selv.
Han tog tøjet, og vi gik udenfor. Bilen, en skinnende grå Skoda, holdt tæt ved. I bilen gik snakken let. Jeg Kasper, som jeg kaldte mig snakkede løs, fortalte sjove historier, drog paralleller til hverdagens absurditeter, og fik hende til at le mere og mere, jo længere turen blev.
Det tog kun ti minutter, og alligevel føltes det, som om vi havde kendt hinanden længe. Hun mærkede det selv: hans ærlighed og lethed gjorde noget ved hende. Da vi holdt ved hendes lejlighed, opdagede Mathilde, hun egentlig ikke havde lyst til, det skulle slutte.
Tak for hjælpen, sagde hun, inden hun steg ud. Det var virkelig hyggeligt.
I lige måde, svarede jeg, og vores øjne mødtes.
Et øjeblik tøvede Mathilde. Hun tog et lille stykke papir frem. Her, gav hun mig det. Hvis du får lyst, kan du jo ringe.
Det lover jeg, sagde jeg og stak seddelen i brystlommen.
Allerede næste dag ringede jeg. Jeg inviterede hende ud denne gang på en populær restaurant med live jazz. Mathilde sagde ja, uden at prøve at forstå, hvorfor.
Og det gik virkelig godt. Vores forhold udviklede sig stille og roligt der var ingen vilde udsving, bare en varm, voksende følelse. Vi sås flere gange om ugen, gik ture ved søerne, snakkede til sent, overraskede hinanden med små ting. Jeg begyndte at tænke, om jeg skulle foreslå, hun flyttede ind. Jeg havde jo en rummelig lejlighed på Amager, og ville så gerne komme hjem og vide, hun ventede på mig.
En aften på restauranten, hvor vi også var på vores første date, ændrede stemningen sig. Mathilde sad og rykkede nervøst ved sin kage.
Der er noget, jeg ikke har fortalt dig, begyndte hun stille. Jeg troede ikke, vi ville ende her, men
En forfærdelig tanke skød gennem mig: Har hun en mand? Jeg kunne mærke panikken.
Jeg Jeg har en søn. Han hedder Rasmus, han er syv. Jeg elsker ham, og jeg forlader ham aldrig.
Jeg udåndede lettelsen væltede ind over mig. Tak for alt i hele verden! sagde jeg og smilede. Jeg troede lige, du havde en mand. En søn? Det er da fantastisk. Jeg har altid drømt om børn. Lad os finde flyttekasserne frem I to kan bo hos mig! Der er masser af plads.
Det var sagt i ren, glædesfuld spontanitet. Jeg forestillede mig allerede, hvordan vi ville være en rigtig familie også med Rasmus.
Mathilde smilede ikke som jeg forventede. Hun pausede lidt, tog sig sammen:
Rasmus skal vænne sig til tanken om, der måske er en ny far. Hans egen forsvandt uden et ord og vil ikke engang ringe til ham. Det tog hårdt på ham. Han gik og spurgte hvornår kommer far igen? Han var kun lille.
Jeg lagde min hånd over hendes, lod hende mærke, jeg virkelig lyttede. Hun trak vejret dybt og fortsatte:
Jeg vil ikke, han skal skuffes igen. Hvis vi skal være sammen, skal det være for alvor så han ved, du ikke forsvinder også.
Jeg nikkede, kiggede hende seriøst i øjnene. Det lover jeg, sagde jeg. Jeg giver ikke op. Vi tager det roligt, jeg vil gerne være en del af jeres liv begge to. Jeg skal nok nå ind til ham. Men kun, hvis I begge vil.
Hun smilede forsigtigt det var en blanding af lettelse, taknemmelighed og håb.
Men, selvom jeg sagde det tappert, anede jeg faktisk ikke, hvordan man er med en syvårig. Jeg har hverken små søskende eller børn i vennekredsen. Hvordan gør man overhovedet?
Bare rolig, jeg skal nok komme ind på livet af din dreng! påstod jeg lidt halvironisk. Men hvordan skal han vænne sig til mig, hvis vi ikke bor sammen?
Mathilde tænkte. Hvad med, du sover nogle gange hos os her i Valby så kan Rasmus langsomt vænne sig til dig? Og… min mor bor også hjemme. Men hun blander sig ikke!
Jeg undertrykte et grin. Nej, nej, svigermor skal jo aldrig blande sig, vel Men jeg tog fejl. Mathildes mor Annika viste sig at være venlig, rolig og upåtrængende, uden evige spørgsmål om min fortid. Hun smilede venligt, nikkede anerkendende, og lod os være. Ingen problemer fra den kant.
Med Rasmus var det straks sværere. Fra første gang jeg trådte ind ad døren, blev jeg mødt af hans skæve blik og stædig tavshed. Han gik bare ind på sit værelse, ignorerede alle mine tilnærmelser, eller lavede semisure ansigter, når jeg kom.
Og med tiden blev det kun værre. Jeg blev mål for hans små uheld: maling på mine nye sko (hvordan havde han overhovedet fået fat i den?), en yndlingsskjorte, der pludselig var revet op, og engang: te spildt direkte ned over min laptop den overlevede, men det var tæt på.
Mathilde forsvarede Rasmus hver gang. Han er bare usikker, hans verden har ændret sig, sagde hun. Jeg forsøgte at forstå det. Men jo mere jeg prøvede, jo værre blev han. Jeg ville være tålmodig. Men min tålmodighed fik testet sin grænse.
En aften gik det galt. Jeg gjorde klar til at tage dynen over mig, da Rasmus styrtede ind, med et glimt af skadefro i øjnene og en flaske klorin. Uden et ord væltede han hele flasken ud på min seng. Lugten var kvælende. Jeg blev kold indeni.
Hvorfor gør du det? spurgte jeg.
Han trak bare på skuldrene og vrængede: Jeg vil sove hos mor! Nu kan du ikke sove her! Skrid ud! Du passer ikke ind i vores hjem!
De ord ramte mig hårdt. Jeg så ned på min ødelagte seng, lugten brændte i næsen, og alt mit sammenbidte forsøg på at være forstående forsvandt.
Jeg tog mit bælte, knaldede det højt mod min håndflade, dog uden at gøre mere. Der blev helt stille. Rasmus stak i et hyl og stormede ud efter Mathilde.
Mormor! råbte han gispende. Han vil slå mig! Han er ond! Sagde jeg det ikke!
Mathilde sprang ind, fangede ham i favnen, indædt og med tårevædede øjne. Kasper! Hvordan kan du? Han er et barn! Han laver bare lidt ballade! Jeg vil aldrig tillade nogen at røre min søn! Prøv bare, så anmelder jeg dig!
Jeg stod og knugede næverne. Ballade? Er det ballade at ødelægge alt med vilje? tænkte jeg. Men jeg sagde ikke mere. Jeg vidste, at hvis jeg sagde én ting mere, ville jeg miste mig selv.
Jeg indså, at jeg ikke havde nogen plads i det hjem. At jeg ikke havde nogen rettigheder, alene pligt til at finde mig i det. Hvorfor skulle jeg finde mig i alle hans påfund?
Jeg gik roligt hen til skabet, åbnede det og begyndte at hive mit tøj ned i en sportstaske, helt uden at folde det pænt.
Og nu er det bare mig, der er den onde! sagde jeg, uden at se på Mathilde. Når han hælder klorin i din te en dag, så sig ikke, jeg ikke advarede dig!
Mathilde greb efter mig halvt, men jeg undgik hende.
Hvor skal du hen, Kasper? hviskede hun Hvad med os?
Os? Er vi overhovedet et os? Din dreng gør alt for at få mig ud, og du bakker ham op. Jeg prøvede at finde en vej ind men det er spildt. Han vil ingen lukke ind. Og du… Du lukker øjnene for alt.
Bag hende stod Rasmus og kiggede triumferende. Han havde ikke en skygge af anger i sig.
Mathilde forsøgte at tage min hånd, men jeg trak mig væk. Hun stod plantet foran døren med kæmpestore øjne halvt vred, halvt fortvivlet.
Det går ikke. sagde jeg skarpt. Jeg orker ikke se dig undskylde alt for din søn mere. Han ødelægger mine ting, du siger det er pjat. Han råber op, og du siger: Han er bare et barn, han har brug for kærlighed
Min stemme rystede af ophobet frustration. Jeg genkaldte alle episoderne hvor Rasmus havde ødelagt noget, og Mathilde bare blev ved at give ham ret.
Hun skalv, men vendte sig ikke væk. Rasmus er min søn, jeg står altid på hans side! sagde hun stille. Du skal bare være mere tålmodig. Han mener det ikke ondt… Han er bare bange for at miste mig.
Han har brug for et spark bagi, fløj det ud af mig, alt for hårdt.
Hun blev helt bleg tårerne løb. Jeg ærgrede mig med det samme, men det var for sent. Jeg måtte væk, inden det eksploderede.
I entreen stod Annika. Hun stod barfodet på fliserne med hænderne over kors. Hendes blik var mere træt end vredt.
Undskyld. Men der bliver ikke til mere mellem Mathilde og mig, sagde jeg og gik uden om hende.
Hun stoppede mig ikke. Jeg forstår dig. Det har også været svært for mig med Rasmus. Nu må Mathilde klare sig selv, sagde hun tørt, mere opgivende end vred.
Jeg nikkede, stod et øjeblik og forlod så lejligheden. Ned ad trappen, ud på Enghavevej, dyb indånding i den kølige aftenvind. Alt var brudt sammen, men jeg vidste jeg gjorde det rigtige, selvom smerten var ulidelig.
Drengen havde ondt, ja hans far havde svigtet, og nu kom der én ind, som han slet ikke ville kende. Men hvor gik grænsen mellem sorg og ren modvilje? Rasmus kæmpede bevidst for at såre mig, og til sidst lykkedes det.
Han gjorde alt for at jage mig væk, og det lykkedes. gentog jeg for mig selv.
Jeg stoppede op ved lyskrydset, så det grønne blinke, og pludselig rullede alle minderne forbi første gang i Føtex, gåturene i Fælledparken, de stille aftener i Mathildes stue. Dengang troede jeg, vi kunne bygge noget varigt.
Men nu lå alt i ruiner ikke på grund af ét stort skænderi, men pga. små daglige gnidninger og forældre, der ikke tør tage ansvar.
Det var åbenbart ikke mit lod.
Men mit hjerte ville ikke acceptere det uanset, hvad hovedet sagde. Jeg savnede Mathilde, hendes smil, hendes stemme, de aftener hvor det bare var os to uden dramaet. Følelserne var som gløder indeni, som aldrig rigtig slukkes.
Jeg drejede ind gennem Frederiksberg Have for at gå en tur, før jeg tog hjem. Løvet susede over mig, og lamperne kastede bløde pletter på grusstien. Alt udenfor virkede roligt, og jeg længtes efter en smule indre ro.
Nu skal tiden læge. Tid, til at acceptere. Til at lære at leve uden Mathilde, uden tanken om den familie, jeg så gerne havde haft. Og til at prøve at forstå, at selv de smukkeste drømme kan knustes af virkeligheden. Det gør ondt men sådan er livet.
Jeg jog en hånd gennem håret, fandt mobilen frem. Måske burde jeg ringe Mads op, snakke igennem. Måske gå ud i weekenden, få tankerne væk. Livet går videre, selv når det føles umuligtJeg tastede Mads nummer ind, men lod tommelfingeren hvile over opkaldsknappen. Et øjeblik tøvede jeg, lyttede til vindens sagte sus mellem trækronerne. For første gang følte jeg ikke vrede, men en let tomhed. Måske var det netop friheden, der lurede i kanten af smerten.
Jeg satte mig på en bænk. Bilerne summede i det fjerne, og i mørket dryssede blade langsomt ned på mine sko. Jeg mærkede hjerteslaget langsomt falde til ro, som om byen forsigtigt vuggede mig tilbage til mig selv.
Mens jeg sad der, dukkede en lille dreng op for mit indre blik ikke Rasmus med vrede øjne, men et barn, der famlede efter tryghed. Måske havde vi begge ønsket noget, vi ikke kunne få. Jeg sendte ham i tankerne et lille håb: at hans vrede en dag ville slippe taget, at nogen ville forstå ham bedre, end jeg havde kunnet.
Jeg tog en dyb indånding og rejste mig, børstede et par blade af jakken og smilede skævt for mig selv. Måske var mit liv ikke, som jeg havde forestillet mig. Men jeg var stadig i det. Stadig i stand til at møde verden, at mærke den og måske forelske mig igen, med tiden.
Jeg begyndte at gå hjemad langs de svagt oplyste stier. Mads kunne jeg altid ringe til i morgen. Lige nu havde jeg ikke brug for at flygte fra kaosset, men at træde ind i det, erkende det, lade det blive en del af min historie.
I aften ville jeg give plads til sorgen. Og måske, mellem tabet og længslen, opdage spiren til noget nyt. For det var stadig liv derude mellem lys og skygge, mellem det, der var, og det, der endnu ventes på at ske.
Og under de gamle trækroner på Frederiksberg, lod jeg natten forvandle smerten til en stille håbefuld forventning om, at alting en dag nok skal blive lettere.
