Hvor er osten blevet af? Jeg købte en hel blok Danbo i går aftes, næsten 400 gram. Tog det med hjem netop for at lave sandwich, så jeg ikke skulle stå og lave morgenmad.
Signe stod foran det åbne køleskab og mærkede, hvordan frustrationen piblede op indeni. Kulden fra hylderne jog i kinderne, men hun følte sig næsten rødglødende i ansigtet. Der, hvor den tunge ostehap fra gårsdagens gule emballage havde ligget, lå nu kun en halv citron og et glas med resterne af tomatpuré.
Måske har du selv spist den og glemt det? lød det fra hendes mand, Jens, inde fra stuen, hvor han ledte febrilsk efter den anden sok, inden han skulle af sted på arbejde. Eller også var det mig om natten nej, jeg drak bare et glas vand. Signe, nu må du altså ikke gøre det til et stort nummer over lidt ost. Hvis osten er væk, så er den væk.
Signe lukkede køleskabet, og kliklyden skar gennem den morgenstille lejlighed. Det var jo ikke kun osten, og ikke kun pålægget fra forleden. Det handlede heller ikke kun om det halve glas den gode instantkaffe, som var forsvundet på mystisk vis efter en lang arbejdsdag. Nej, Signe begyndte ligefrem at tvivle på sin egen fornuft. Hun huskede præcis, hvad hun havde købt, hvordan hun havde pakket det ud og sat det på hylderne. Og alligevel forsvandt det lidt efter lidt og for det meste umærkeligt.
Jens, jeg har ikke kunnet spise et halvt kilo ost på én nat, sagde hun og gik ud i stuen med håndklædet i hånden. Og du kunne heller ikke. Der må simpelthen være noget andet galt.
Jens fandt endelig sin sok under sofaen og hev den på foden. Han var ellers en god mand: rolig, arbejdsom og konfliktsky. Hans eneste svaghed, som han selv betragtede som en dyd, var hans mor, Kirsten Rasmussen.
Nu starter du igen, sagde han med et sukkende blik. Hvad insinuerer du? At vi har et spøgelse? Eller at min mor tager noget? Signe, det er altså fjollet. Hun er da folkepensionist og har rigeligt til sig selv. Hun kommer bare for at vande blomster og fodre katten, mens vi er på arbejde. Det er jo kun en hjælp. Du må ikke
Jeg siger ikke noget, afbrød Signe, selvom det netop var dét, hun havde på hjerte. Det er bare underligt. Maden bliver altid væk de dage, hvor din mor kommer forbi. Sidste tirsdag en hel rulle spegepølse. I torsdags var det den kyllingefilet, jeg havde tøet op til at lave schnitzler. Og nu osten.
Måske har hun bare flyttet det? foreslog Jens og strøg skjorten på plads. Eller har Misser taget det?
Tror du seriøst, katten har åbnet køleskabet og taget vakuum-pakket ost? Jens, prøv lige at tænke dig om.
Nu må jeg smutte, Jens gav hende et kys på kinden. Han ville helst glatte konflikten ud. Jeg køber noget ny ost til dig på vej hjem. Lad nu være med at blive så oprevet. Min mor er et godt menneske, hun ville aldrig stjæle fra os. Det må du altså ikke tro.
Da døren smækkede bag Jens, satte Signe sig tungt på bænken i entreen. Hun fik det dårligt med sig selv. Kirsten virkede altid så ydmyg, i sit slidte uldent frakke, den hjemmestrikkede hue og sine historier om blodtryk og dyr medicin. Hun boede lige i opgangen ved siden af og havde et sæt nøgler til deres hjem “bare hvis nu,” som Jens forlangte. Signe havde først syntes, det var smart og praktisk, men med tiden begyndte det at irritere hende, at svigermor kom forbi så tit.
Signe var regnskabsmedarbejder i en stor entreprenørforretning. Hun var vant til at tælle øre og have styr på tallene. De sparede sammen til en ny bil, og madbudgettet var nøje planlagt. Alligevel svandt maden og pengene ind uden forklaring og især de sidste to måneder havde hun set, at udgifterne til husholdningen steg mærkbart, uden at køleskabet forblev fyldt.
Samme aften gik Signe en tur i supermarkedet. Priserne var nærmest skyhøje. Længe overvejede hun, hvilken roastbeef hun skulle tage, men endte med den mindste pakke. Hun undte sig selv kun kefir i stedet for sin yndlingsyoghurt, og hun opgav tanken om laks og tog færøsk torsk i stedet.
Da hun kom hjem, lagde hun forsigtigt varerne på plads. Denne gang besluttede hun sig for et eksperiment. Hun tog en sprittusch og satte små usynlige prikker bag på forskellige pakker på leverpostejen, på smørret. Tåbeligt måske, men hun var nødt til at vide besked.
De næste par dage forløb stille. Kirsten kom ikke forbi, men ringede og brokkede sig over det dårlige vejr. Alt blev liggende, hvor det skulle. Signe tog sig næsten i at tro, at hun bare var blevet glemsom af træthed.
Men fredag morgen ringede svigermor.
Kære Signe, godmorgen, lød Kirstens søde stemme. Jeg kommer lige forbi på vej til apoteket. Skulle jeg ikke vande jeres planter lidt? Jens fortalte, at ficusen så lidt trist ud. Man skal jo passe på planterne.
Kirsten, jeg vandede faktisk i går, prøvede Signe blidt.
Ja, men du gør det altid kun lidt og hurtig, ikke? Blomster har brug for kærlige hænder. Bare rolig, jeg stikker bare lige hurtigt ind. Skal jeg lave lidt suppe til jer?
Nej tak, vi har mad nok, svarede Signe bestemt. Tanken om svigermor i hendes køkken var ikke rar.
Som du vil, kære, så stikker jeg kun lige ind og siger hej. Hav en god dag.
På arbejdet sad Signe nærmest på nåle hele dagen. Tallene på computerskærmen flød sammen for øjnene. Hun forestillede sig, hvordan svigermor lukkede sig ind i lejligheden, hvad hun lavede. Rodede hun rundt i skabe? Tog hun noget? Eller tog hun bare til køleskabet?
Da Signe kom hjem, gik hun straks ud i køkkenet. Hjertet bankede hårdt.
Køleskabet var næsten tomt.
Roastbeefen var væk. Smørpakken var forsvundet, inklusiv Signes mærke. Næsten alle æggene var væk. Og det, der virkelig gjorde ondt, var, at glasset med stenbiderrogn, som hun havde købt på tilbud til jul, var forsvundet. Det havde hun gemt bagerst på en hylde.
Signe satte sig tungt på køkkenstolen og lagde hovedet i hænderne. Det var ikke længere sjovt. Nu var det regulært og skamløst tyveri. Værst var, hun vidste ikke, hvordan hun skulle sige det højt til Jens. Der var ingen håndfaste beviser. Kirsten kunne let påstå, at hun intet havde taget, og at Signe bare havde glemt, hun selv havde spist det.
Om aftenen måtte de spise frosne frikadeller i stedet for det planlagte kød. Hun tog samtalen op, mens Jens sad med gaflen.
Jens, rogn, kød og smør er væk, sagde Signe stille.
Jens lagde gaflen fra sig. Han så mørk ud i blikket.
Igen? Signe, nu bliver jeg bekymret. Du burde måske tale med lægen? Hvordan kan rogn bare forsvinde?
Din mor var her i dag.
Ja og hvad så? Hun vander jo bare blomster. Tror du virkelig, min egen mor pensioneret skolelærer vil gå og tage mad fra os? Jeg giver hende jo penge hver måned!
Det havde Signe ikke vidst.
Du giver hende penge? Hvor meget?
Jens så væk, lidt flov.
Cirka to til tre tusinde kroner. Til medicin og regninger. Det er hårdt for hende alene.
To-tre tusinde kroner Jens, vi har realkreditlån! Vi har ikke været på ferie i årevis, og du giver penge til din mor uden at sige det til mig?
Det er min mor! råbte Jens og slog hånden i bordet. Jeg behøver altså ikke aflægge rapport for hver krone, jeg giver til mine forældre. Og lad nu være med at skyde skylden på hende hvis du selv sløser eller glemmer, så er det altså ikke hendes fejl!
Denne aften lagde de sig til at sove uden at sige godnat. Signe lå i mørket og lyttede til hans fornærmede snorken og mærkede en kold beslutsomhed spire. Hun måtte ikke bare vide sandheden, hun måtte kunne bevise den. Så grundigt, at Jens ikke kunne undskylde det længere.
Lørdag tog Signe i Elgiganten. Hun lod sig grundigt vejlede, og endte med et diskret kamera med sensorer, der kunne optage på hukommelseskort.
Den her er god, forklarede ekspedienten og rakte hende en lille sort dims. Optager både lyd og billede, batteri holder længe, og du kan skjule den på en bogreol eller i et hjørne.
Tilbage i lejligheden, mens Jens var i cykelskuret, satte Signe kameraet op på øverste hylde i køkkenet, blandt gamle vaser og krus. Perfekt udsigt til køleskab og bord og usynlig hernedefra.
Nu manglede kun lokkemaden.
Søndag fyldte Signe køleskabet og gjorde det demonstrativt foran Jens: dyr salami, god ost (igen!), et kilo oksekød, færøsk laks, frugt og en stor æske chokolade.
Wow, får vi gæster? spurgte Jens.
Nej, tænkte bare, nu hvor vi fik lidt ekstra udbetalt, skulle vi forkæle os selv. Det er længe siden, sagde hun smilende.
Hun vidste, Jens straks ville nævne hele denne ekstravagance for sin mor. Han elskede at dele nyheder.
Som ventet slog han straks på tråden:
Ja, Signe fik udbetalt lidt ekstra, så køleskabet er sprængfyldt… hun vil lave gullasch i morgen.
Mandag morgen slog de låsen til, kameraet optog, og Signe rodede ukoncentreret gennem tal og e-mails på kontoret. Hele dagen sad hun og så på uret var det nu, Kirsten kom?
Om aftenen kom de hjem sammen, og der duftede sødligt i lejligheden svigermors karakteristiske gamle parfume.
Mor har været her og vandet blomster, smilede Jens.
Signe svarede ikke. Hun gik direkte hen og hentede skamlen. Op på den, ned med kameraet.
Hvad laver du? Jens stirrede, rystede på hovedet. Nu går du da for vidt. Har du sat kamera op?!
Hvis din mor ikke har gjort noget, så er der jo intet at skjule, svarede Signe og satte hukommelseskortet i computeren.
Med rystende hænder trykkede hun play. Jens stod bagved, tydeligt irriteret.
Billedet viste køkkenet mandag formiddag.
Døren gik op. Ind trådte Kirsten ikke i hjemmeslæb, men vinterfrakke og med to store, ternede indkøbsposer i hånden.
Først så det uskyldigt ud: hun rodede lidt ved planten i vinduet.
Ser du? Sagde jeg jo… begyndte Jens triumferende.
Men Kirsten gik straks videre til køleskabet og åbnede det bestemt. Hun smilede, pakkede så omhyggeligt mad ind i taskerne ost, pølse, oksekødet, laksen, en pakke smør, halve grøntsager.
Mor… hviskede Jens og tabte pusten.
Billederne viste, hvordan hun også åbnede køkkenskabene og fyldte sine poser med te, kaffe, chokolade og selv den åbne pakke vaskepulver.
Hvorfor? Jeg købte hende vaskepulver i sidste uge… mumlede Jens for sig selv.
Lydløst pakkede Kirsten poserne, lukkede lynlåsen med besvær, tog et afbidt æble op af lommen og lagde det på bordet, mens hun fik småkagerne med i lommen.
Hun slukkede lyset og gik.
Der var fuldstændig stille i køkkenet bagefter. Kun køleskabets sagte brummen brød stilheden.
Jens satte sig ved vindueskarmen, med hovedet i hænderne.
Hun stjæler jo… sagde han mat. Ikke af nød. Bare fordi hun kan. Hun tror, hun har ret til det hele.
Hun mener nok, at alt dit automatisk er hendes, sagde Signe stille. At jeg bare er vedhæng.
Hun bor alene, hvorfor skulle hun dog bruge så meget? Sælger hun det? Eller deler ud til naboerne?
Måske gemmer hun, måske deler hun. Det er ligegyldigt. Det vigtige er, at hun narrer og tager fra os.
Netop da lød nøglen i døren.
Jens og Signe så på hinanden Kirsten igen.
Hej, mine kære, jeg tænkte, jeg lige kom ind og kiggede, lød Kirstens glade stemme ude i gangen.
Hun gik smilende ind i køkkenet, frøs, da hun så deres ansigter og det åbne billede på computeren med hende selv og poser fulde af mad.
Hendes blik blev iskoldt.
Hvad er det her? skreg hun. Filmer I mig? Har I fået spionmanérer? Sikke en skandale…!
Mor, Jens stemme lød hård og fremmed. Stil taskerne.
Hvilke tasker? Jeg har ikke taget noget! Det er forfalsket! I prøver at ødelægge mig! Din hustru hader mig!
Jens gik roligt, men bestemt, helt tæt på sin mor.
Mor, vi har set det hele. Hvis du mangler, så siger du til. Men du stjæler fra os fra Signe. Hvorfor? Jeg giver dig penge. Hvad har du brug for?
Kirsten forstod, at kampen var tabt. Hun strammede sig op.
Stjæler? Jeg har ofret mit liv for dig, Jens! Alt i det her hjem også mit! Du er min søn, din pligt er at forsørge mig! Men hende der i dag kone, i morgen en anden! Kun én mor, husk det!
Det er min familie, mor. Mit og Signes hjem. Du har ikke ret til bare at tømme vores skabe.
Du er blevet hendes slave! Hun manipulerer dig! Må I så kvæles i jeres mad alle sammen!
Kirsten stormede ud og smækkede døren med et brak.
Jens satte sig, gemte ansigtet i hænderne.
Jeg skammer mig… hviskede han.
Signe lagde armene om hans skuldre. Hun havde ondt af ham, men mærkede en lettelse indeni. Det var ude. Der var ingen tvivl længere. Slut med ost, der forsvandt, og med at tro, hun var ved at miste forstanden.
Dagen efter skiftede Jens låsen i døren. Han ringede ikke til moren i en uge hun meldte sig heller ikke. Måske ventede hun på at blive bedt om tilgivelse, men det kom aldrig.
En lille måned senere mødte Signe Kirstens nabo, fru Jensen, på trappen.
Sikke en sød svigermor, du har, Signe! Hun deler gavmildt ud der er altid noget pålæg og frisk fisk. Hun siger, sønnen forkæler hende sådan!
Signe smilte bare.
Ja, hun er meget omsorgsfuld. Nu foregår det bare med afstand.
Forholdet til Kirsten blev aldrig det samme. Jens ringede ved højtider og bragte selv indkøbte pakker til hende han slap aldrig ind længere og overførte penge direkte til hendes regninger. Hun fortalte familien, at Signe havde vendt sønnen mod hende, men det gjorde ikke indtryk lang tid.
Hjemmet blev fredeligt, køleskabet var altid fyldt, og opsparingen voksede. Endelig bestilte de rejse sydpå. Signe gemte kameraet i skuffen man ved jo aldrig. Man må værne om sit hjem og sætte grænser, selvom det gør ondt. Det er ikke altid populært, men tryghed og respekt bør veje tungest også selv hvis man må leve med titlen som den stride svigerdatter. Til gengæld er der altid Danbo på sandwichene.
Respekt for egne grænser og tydelighed i familien er ikke egoisme det er kærlighed til sig selv og dem, man holder af.
