Kære dagbog
Jeg sidder her i vores lille lejlighed på Nørrebro, og jeg kan mærke en tristhed vokse indeni mig. Jeg havde aldrig troet, at jeg ville ende som svigerdatteren i mors hus, hvor alt skal være som hos mor. Men nu sidder jeg midt i det, og det er efterhånden ved at slide mig op.
Jeg forstår stadig ikke, hvordan jeg kunne overse det. Hvordan jeg lod mig narre af hans voksne ydre, hans alvor og de 38 år på dåbsattesten og ikke så, at han bare var mors lille dreng indeni. Udadtil fremstod han selvstændig, selvsikker, charmerende. Han var skilt, boede alene, betalte sin egen husleje. Jeg bildte mig ind, at det betød modenhed. Men i virkeligheden var det bare en skal.
Jeg havde selv været igennem et dårligt ægteskab før min forrige mand var umoden og gad knap nok søge job, han sad bare foran computeren dag ud og dag ind. Efter den oplevelse svor jeg for mig selv: Næste gang skal det være en moden mand. Men alder betyder intet, hvis det, der er indeni, ikke følger med.
Og så mødte jeg så min nuværende mand gennem hans mor. Jeg arbejdede i Magasin på Strøget, hvor hun ofte kiggede forbi altid hjælpsom, sød og snakkesaglig. Jeg ville ønske, jeg fik en svigerdatter som dig, sagde hun igen og igen. Pludselig begyndte hendes søn at komme forbi, han charmerede mig på klassisk vis, og jeg troede vitterligt på hans stabilitet. Vi blev gift og flyttede ind i hans gamle lejlighed.
Det første chok ramte mig: Indretningen. Alt åndede 80ernes ånd gulvtæpper, rødvinsbægre i vitrineskabet, tunge, mørke møbler. Jeg prøvede forsigtigt: Hvad siger du til at friske det lidt op? Hans øjne blev store. Mener du det? Det har mor valgt. Sikke et spild at smide det ud! Selv det slidte tæppe på væggen førte til diskussion. Han blev næsten vred som havde jeg trådt på hans mors hjerte.
Og det blev værre derfra. Jeg måtte ikke bruge det pæne porcelæn i skabet. Sådan noget findes ikke længere i dag, sagde han ordret som hans mor plejer sige. Og selvfølgelig begyndte hun at komme på besøg hele tiden efter hans invitation.
Allerede når hun trådte ind ad døren, begyndte formaningerne: Hvorfor bruger jeg støvsuger og ikke kost? Hvorfor har vi smidt tæppet ud? Og vigtigst det skal være som hjemme hos mig; det fungerer altså for min søn. I køkkenet gik hun endnu længere: Du laver altså ikke løgsuppen korrekt min søn spiser den kun med sprøde brødcroutoner. En dag kunne jeg ikke dy mig: Og vil du så også engang følge ham til lægen? Det der føles som en opskrift på mavesår!
Jeg forsøgte at flytte et møbel straks fik jeg smidt i hovedet: Du kom jo hertil med tomme hænder! Som om jeg skulle have haft mit eget skab med. Men jeg arbejder jo også, selvom det lige nu kun er som ekspedient i Bahne, og jeg slider for at finde noget bedre. Og ja, min mand tjener godt. Hvorfor må jeg så ikke få medbestemmelse?
Og min mand han ligner mere og mere sin mor. For nylig sagde han: Du kunne jo se nogle tv-serier, så du har noget at tale med mor om. Jeg ser overhovedet ikke tv, jeg bruger allerede rigeligt tid sammen med hende hun er her nærmest dagligt som en uundgåelig kalenderaftale. Hun instruerer mig i at stryge skjorter, vokse gulv, lukke skabslåger rigtigt.
Men jeg kan ikke sige, hun er ond. Tværtimod. Hun er bare for meget alt for nærværende, alt for styrende. Og det værste? Min mand mærker intet galt. For ham er alt normalt. Men jeg vil ikke leve sådan. Jeg nægter at leve mit liv som en kopi af hans mor og hendes måde at gøre alting på.
Ja, lejligheden er ikke min. Nej, jeg kom ikke med egen opsparing. Men jeg har lagt hjertet i det her hjem. Og jeg nægter at lade mit liv blive et retro-museum under svigermors opsyn.
Jeg længes efter at få et barn. Men jeg vil ikke opdrage ham eller hende i det her cirkus. Jeg ønsker ikke, at mit barn skal vokse op og tro, at det er sådan familier fungerer, at mor bestemmer alt. Han er ikke et lille barn længere. Det er på tide, han indser, at når man gifter sig, må man skille sig fra mors skørter. Hvis han ikke gør det Måske er det så mig, der må gå. Inden det er for sent.
Gift med en mamas dreng: At leve i et hjem styret af svigermors regler – jeg orker det ikke længere!
