Ved du egentlig, hvem din mand står sammen med på det her billede? udbrød veninden forundret. Er du sikker på, det virkelig er min Mads?
Der var engang, hvor Katrine ikke brød sig om, at Mads skulle være væk hjemmefra i længere tid. Da de talte om ægteskab, drømte de om, at være sammen hele tiden, aldrig at skulle undvære hinanden. Men så fik Mads tilbudt et job som pendler, og selv om Katrine prøvede at tale ham fra tanken, havde han allerede besluttet sig. De lovede en god løn, så han kom begejstret hjem med store øjne og sagde, at nu kunne de snart spare op til det hus, de i årevis havde talt om, og endda begynde at tænke på børn.
Katrine, tænk nu bare på det, sagde han entusiastisk, det drejer sig bare om to, måske tre år, så har vi råd til det hus med have, du altid har talt om. Vores børn kan lege frit, og vi bygger en pavillon, hvor vi kan drikke kaffe om sommeren. Tiden flyver, du mærker ikke engang, det er gået.
Hvilke argumenter Katrine end forsøgte sig med, nyttede det ikke. Mads stod fast, og til sidst gav hun efter. I virkeligheden var han væk i tre uger ad gangen, hjemme ti dage om måneden, og så oftest først, når Katrine var færdig med arbejde eller til weekenden.
Du kan jo sige op, hvis du vil, foreslog Mads engang, så får vi ti dage sammen hver måned, uden at der er noget, der skiller os. Katrine, jeg savner dig så frygtelig meget, men jeg tænker det bare er midlertidigt, så bliver det straks lettere at holde ud.
Snak nu ikke vrøvl, svarede hun, hvis jeg siger op, bliver jeg vanvittig af at gå hjemme. Bliv du hellere færdig med det job så hurtigt som muligt.
Så nåede dagen, hvor Mads kom hjem fra arbejde og fortalte Katrine, at nu var sparegrisen fuld. Et par ture mere, så sagde han op. Dernæst skulle de sælge lejligheden, lægge opsparingen oveni og begynde at kigge efter hus, hvor deres børn kunne vokse op. Katrine var så lykkelig, at det føltes som om, hun havde fået vinger. Da Mads rejste af sted igen, markerede hun hver dag, der gik, på kalenderen, indtil han endelig kunne forlade det job, hun bagvendt kaldte skilsmissejobbet.
En efterårsaften sad hun i sin elskede lænestol med laptops på skødet og kiggede på billeder af drømmehuse noget, hun havde hørt var vigtigt, hvis man virkelig ønskede sig noget: Man skulle tegne det op i sit indre, tro på det, og så ville universet på et eller andet tidspunkt hjælpe det på vej.
Hyggelige samtaler om det perfekte hus var mange: To etager. Træhus. Balkon ud fra soveværelset, frisk luft, udsyn over landskabet helst en skov eller frodig have. Og pludselig dukkede billedet op: Et smukt træhus, store vinduer, udsigt til skov netop sådan et, de havde drømt om. Hun fandt billedet i en lokal gruppe på Facebook og nysgerrigt klikkede hun sig videre ind på profilens album. Men hun blev stiv af chok.
På profilen, der tilhørte en solbrun blondine, vrimlede det ikke bare med billeder af det flotte hus, men også af Katrines mand, Mads. Her lå han afslappet i en liggestol ved poolen, her vinkede han fra altanen alle steder med teksten: Min elskede. Og her Katrine knugede maven et foto af Mads og blondinen sammen ved havet og teksten: Vores bryllupsrejse. Forvirret og svimmel vandrede Katrine rundt i stuen, lagde laptoppen fra sig, satte sig igen og ringede til sin barndomsveninde, Mille. Mille havde altid været der fra første klasse, over teknisk skole og nu som kollega. Uden hende havde Katrine næppe holdt Mads fravær ud. Mille kom ofte forbi, delte sin passion for håndarbejde, tog Katrine med i biografen, og når Mille trængte til hjælp, stod Katrine der også for hende. Nu bad hun Mille komme forbi så hurtigt hun kunne.
Jeg bader lige bedstemor og kommer så, lovede Mille, og de 40 minutter føltes som en evighed for Katrine.
Gang på gang kiggede hun mod skærmen og tvivlede var det virkelig hendes Mads, eller bare en, der lignede?
Mille kom ind ad døren og begyndte straks at snakke:
Hvad sker der, fortæl! Er alle i live? Godt, så er resten småting.
Kig på det her foto, sagde Katrine sløvt og pegede på skærmen.
Hvem er det, din mand står sammen med her? spurgte Mille nysgerrigt, Er det familie?
Er du helt sikker på, det er min Mads? Katrine bed sig nervøst i læben.
Ja, med mindre han har en enægget tvilling, så er det Mads. Er du i tvivl?
Ja, selvfølgelig er jeg i tvivl. Mads skulle jo være på arbejde, og billedet er lagt op for to dage siden.
Mille satte sig i lænestolen, placerede laptoppen på sine ben og begyndte at læse kommentarer under billedet.
Se her: Folk spørger hende, hvornår de nåede at blive gift, og hun svarer, at det er ikke det vigtigste. Så snart Mads får papirerne fra det der tilfældige ægteskab, så gør vi det officielt. Indtil da nyder vi vores honeymoon sammen. Slut med det, Mille klappede laptoppen sammen og satte hænderne i siden, Hvad er det for noget! Og vi har alle sammen misundt dig, fordi du havde fundet sådan en fantastisk mand. Gad vide, hun er velhavende, og han har fundet det for godt at være der i stedet for at arbejde. Eller måske har han købt huset og tænker, han også skal skifte kone?
Jeg ved det ikke, sagde Katrine grådkvalt. Det værste er, at jeg ikke kan få fat på ham. Han sagde, der ingen forbindelse var deroppe, men måske var det bare en undskyldning, for at han kunne hygge sig med hende?
Slap lige af, sagde Mille bestemt og krammede hende, Jeg nægter at tro helt på det. Hvorfor skulle han ellers komme hjem ti dage ad gangen? Han kunne have været hos hende konstant. Eller måske måske har han selv løjet for hende.
Men alt var jo godt mellem os, Mille. Hvordan kunne han bære sig sådan ad?
Det ved jeg ikke, måske kan man, hvis man virkelig vil. Men vi ved jo ikke endnu, om det virkelig er ham. Vent nu, indtil han vender hjem, så får du svar på det hele. Indtil da: Op med humøret! Jeg må hjem nu, bedstemor skal have mad i morgen. Vi snakkes!
Da Mille var gået, gik Katrine hvileløst rundt i lejligheden. Hun tvang sig til at finde frem til en forklaring og tænkte: Kunne det virkelig være teknologisk manipulerede billeder? Mads havde altid sagt, der ikke engang var signal, brevpost var hverdagen, men hun havde aldrig set nogle breve. Nej, han havde ikke engang gaver med hjem ikke engang de skovbær eller en grangren, Katrine havde drømt om at få.
Søvnløs og trist besluttede hun sig for næste dag at tage forbi svigermor og høre nærmere. Hun købte kage, ringede på og blev budt varmt velkommen af Mads mor, fru Jensen.
Åh, hvor dejligt at se dig, Katrine. Du skulle have meldt din ankomst. Nu har jeg kun lidt suppe at byde på.
Jeg har taget en kage med, sagde Katrine og forsøgte at tage let på det hele. Jeg bliver ikke længe.
Nej, sådan nogle unge skal jo også videre, lo fru Jensen godmodigt. Nå, hvordan står det til?
Et forsigtigt forsøg på at spørge ind til blondinen løb ud i sandet. Fru Jensen vidste heller intet. Hun var også urolig for sin søns lange tavshed. Samtalen skiftede spor. Katrine glemte i et øjeblik sin sorg, da svigermor blev oplivet ved at vise hende Mads gamle fotoalbum og fortalte om dengang, han for første gang prøvede pariserhjulet, og om familien på kolonihaven.
Midt i bogen faldt et lille, falmet fotografi ud. Fru Jensen tog det op og sukkede tungt. Katrine nåede lige at se to små, grinende drenge.
Har Mads en bror? spurgte Katrine stille.
Havde, svarede fru Jensen sørgmodigt. Jeg fødte tvillinger, men den ene døde som lille. Vi besluttede ikke at fortælle Mads det, før han blev voksen, og så kom det aldrig på tale igen.
Så der er en chance for, at Mads kunne få tvillinger?
Hvem ved, sagde fru Jensen og smilede mat, man får, hvad Gud vil give én.
Katrine gik hjem med hovedet fyldt af modsatrettede tanker. Kunne det have været Mads bror på billederne? Eller søgte hun bare febrilsk efter en undskyldning for ikke at skulle tro på det, der ellers virkede åbenlyst?
Da hun åbnede Mads garderobe, fik hun øje på den uldne sweater med mønster, han havde fået til fastelavn og netop den bar han på fotoet med blondinen. Nu var der ingen tvivl.
Tankerne svirrede natten lang. Hun overvejede at skrive til blondinen for at sige, at nu måtte skuespillet høre op. Han kunne bare komme hjem til hende og få sine ting, så de kunne komme videre hver for sig.
Næste dag over frokost betroede hun sig til Mille på arbejdet.
Skriv! sagde Mille, som min mormor ville sige: Man får ikke mere end et nej!
Pludselig kom kollegaen Lene forbi og fyldte kaffekoppen op.
Hov, Katrine, skulle du ikke til at købe hus? Jeg kender nogen, der skal skynde sig at sælge en pragtvilla. Sig til, hvis I vil kigge på den før andre.
Katrine blev underligt ked af det. De skulle jo men nu var alt forandret.
Jeg ved det ikke endnu, svarede hun med et påklistret smil.
Senere samme aften skrev hun til blondinen: Jeg har set, hvad du og Mads har gang i. Han er min mand, men jeg giver ham fri. Sig til ham, at han ikke behøver arbejde færdig.
Blondinen svarede hurtigt: Mads og jeg takker dig for at tage det så pænt. Vi afslutter først vores tid sammen, når det passer os. Du kan selv søge skilsmisse, det kræver ikke fysisk fremmøde. Hans ting ligger du bare til side; han kommer, når han kan. Vær ikke vred, vi har også ret til at være lykkelige.
Katrine klappede laptoppen sammen, kastede sig på sofaen med hovedet ned i puderne og græd, men mest indvendigt. Næste morgen gik hun forbi rådhuset og indgav selv skilsmissen. På sin fridag pakkede hun Mads ting ned. Smerten var næsten ubærlig.
Dagen efter stod sneen hvid over hele byen, og de fine driver dalede langsomt. Netop sådan havde det sneet, da de mødtes. De gik hånd i hånd gennem København, og Mads sagde: Jeg håber, dette ikke er den sidste gang, vi ses.
Hvor lykkelig hun var dengang og nu føltes lykken så uopnåelig.
Senere spurgte endnu en kollega til hussalget, og Katrine svarede, at hun og Mads skulle skilles. Rygtet gik hurtigt, og den følsomme Vibe satte sig ved siden af hende.
Skiller I jer? Var han utro?
Katrine nikkede og fortalte om billederne på nettet.
Billeder, pfft, sukkede Vibe, det kan fabrikeres. Man kan ikke stole på, hvad man ser i dag.
Katrine fortalte hende om beskederne fra blondinen.
Det kunne lige så let være opfundet, sagde Vibe, Der er mange, der kunne have nytte af at splitte jer. Måske en misundelig kollega for eksempel Frits fra IT, du ved, han har altid haft et godt øje til dig.
Katrine smilede afværgende, men tanken nagede.
Men billedet Mads havde sweateren på…
AI kan alt nu! svarede Vibe, du skal vente og se Mads i øjnene, før du tager beslutningen.
Senere snakkede kollegaerne om utroskab, og Katrine overvejede, om nogle af dem kunne stå bag. Men hun slog tanken bort.
Efter arbejde gik hun op til Mille med en hjemmebagt kage. Mille virkede nervøs, satte straks computeren på pause. Katrine så et billede af sig selv på skærmen.
Hvad laver du med mine billeder? spurgte hun forbløffet.
Det det er en overraskelse, sagde Mille, en ny program jeg afprøver.
Katrine pressede videre og sagde stille: Er det AI?
Mille så overrasket op.
Hvor ved du det fra?
Det snupper vi en anden gang. Men nu er det slut du er ikke længere min veninde. Du kan have dine bløde råd for dig selv.
Hvad snakker du om?
Men Katrine gik uden at se sig tilbage.
Dagen efter så hun nyt opslag fra blondinen og Mads: At besøge svigerforældrene! Nu var Katrine virkelig forvirret. Hvis Mille havde stået bag det hele, hvorfor fortsatte det så nu?
Kort efter ringede hendes svigermor. Mads var kommet hjem, beruset hvilket aldrig før var sket. Katrine skyndte sig derhen og forklarede svigermor, hvad der var foregået. Sammen fandt de en besked på Mads telefon et billede sendt fra et ukendt nummer, hvor Katrine snævrede sig ind i favnen på Frits!
Nu forstod hun det hele: Det måtte være Mille, der stod bag. Hun bad svigermor forklare Mads alt, når han vågnede, og selv tog hun tilbage til Mille for at konfrontere hende.
Mille åbnede døren, og Katrine råbte arrigt. Mille forsøgte at tale sig uden om, men Katrine gav hende en lussing og løb ud igen.
Mads kom hjem morgenen efter, lagde et rødt rosenbukket på natbordet og kyssede Katrine.
Tilgiv mig; jeg var en idiot, der faldt for Mille og al hendes manipulation. Mor har fortalt mig alt. Men hvem havde noget ud af at splitte os?
Det var Mille, sagde Katrine stille, og først nu var hun sikker.
Mille? Vores gamle Mille? Men hvorfor dog?
Måske misundelse over vores lykke.
Mads rystede på hovedet.
Hele den næste dag holdt de fri sammen, og Mads svor, at nu stoppede han på det job. De havde sparet nok op, og han kunne få arbejde hos Carstensen.
Om aftenen ringede det på døren. Mille stod der.
Det var Lene, der lavede hele balladen, sagde hun. Tak behøver I ikke sige!
Katrine kastede sig om halsen på hende. De blev venner igen.
Ved middagsbordet fortalte Mille, at det var IT-Frits, der havde hjulpet hende med at finde ud af, hvem der havde oprettet den falske profil og manipuleret billederne alle spor pegede på Lene. Og via overvågningskameraerne på arbejdet blev det bekræftet.
Forstår I nu, hvad det handler om? Lene har vel været jaloux, både på jeres venskab og din Mads, Katrine. Og at jeg blev mistænkt, var et heldigt tilfælde.
Mads lo og sagde: Nu vil jeg ikke se mere til Lene.
Dagen efter sagde Lene op og forlod byen for altid.
Kort tid efter købte Katrine og Mads endelig deres drømmehus, og til deres indflytningsfest forærede Mille dem et stort maleri: Katrine og Mads siddende i haven, i gamle danske klæder, som greve og grevinde, med hele livet foran sig.
Det her var overraskelsen, jeg havde til jer, sagde Mille og krammede Katrine.
Tak for alt, sagde Katrine. Venskab er det allerkæreste, man har.
Og sådan gik det til, at Katrine lærte, at tillid og venskab kan bære én gennem selv de værste storme.
