“Nu er det nok…”
min skat, du skræmmer drengen det er jo vores eneste, vores elskede søn Lad nu være! brølede han, idet Karen hævede hånden.
Lydene fra trappeopgangen svævede ind i lejligheden, bølgende som lyden af en fuld mand, der famlede sig op ad de slidte trapper. Karen sukkede, lukkede øjnene:
Poul
Hun vendte sig mod lille Rune, der netop var blevet syv år. Med dæmpet stemme hviskede hun:
Min skat, ind på dit værelse og luk døren. Ingen lys, okay?
Er det far igen? barnet sagde ikke mere, men nikkede forstående og forsvandt ind på børneværelset. Der gemte han sig, sad fuldstændigt stille og nægtede at reagere på lydene fra gangen hans far, når han havde drukket, elskede at stille drilske spørgsmål og gøre grin med hvert eneste svar:
Hvad kan man forvente af dig! Du er ligesom din mor, haha!
Rune hadede, når faren dukkede op sådan, og forsøgte at gøre sig ubetydelig. Han havde forstået, at hvis faren ikke så ham, så glemte han måske, at sønnen fandtes. Og så ville han heller ikke drille. Det var derfor, Karen altid advarede ham om at søge skygge i sit værelse.
Låsen smækkede, og Poul stod i døren stanken af øl og snaps rullede ind, slæbte vinteren med sig. Han stod der længe, som om hans sko var sunket gennem gulvbrædderne, og bandede dæmpet. Så råbte han:
Er der nogen hjemme? Karen, kom så og tag de her sko af mig.
Karen åndede tungt ud, skred ind i entreen til sin mand. Hun skjulte ikke sin irritation, og det fik Poul til at knurre:
For pokker, mumlede han mellem tænderne, ingen respekt for manden. Du ser ud som en sur konge, der tror, hun er dronning af hele Valby. Har du overhovedet lavet mad, eller skal jeg igen kvæles i din tørre rugbrødspizza? Hvem fandt dog på at kalde så’n noget for mad? Det er ikke dansk, det! Jeg vil have kartoffelsuppe, fyldt med flæsk og kød men du, du ville være glad, hvis du kunne leve af græs. Som en ko.
Poul fortsatte sin mumlen, mens han for endelig af med skoene, og slængrede mod badeværelset. Hænder og tøj skulle som altid vaskes. Han var vant til, at Karen lagde rent tøj frem til ham. Nyskiftet traskede han ud i køkkenet og snublede næsten over dørtrinnet.
Hvem fanden har sat det trin der? Enhver ordentlig kone ville for længst have pillet det væk, så hendes kære mand ikke faldt. Men nej, du vil bare have mig ødelagt
Karen fulgte med iskold mine, satte en bænk varm ærtesuppe foran ham. Poul snusede og begyndte at fnise:
Hvorfor det der surmuleri? Tror du, jeg skal give dig en medalje for at koge suppe? Du er kone det er dit ansvar. Ellers, hvorfor er du her? Du blev født, Poul tøvede, med én forkert hjernefold, og resten ødelagt mekanik. Alt hos dig er en fejl.
Karen lagde et par frikadeller, ris og salat på hans tallerken. Mens Poul slubrede i sig og bøvsede højlydt, sad han og skulede til hende, klar til at kværulere.
Til sidst udbrød han, efter at have spist sig mæt:
Når jeg ser dit ansigt, kan jeg ikke lade være med at grine. Hvad tænkte jeg dog på, da jeg giftede mig med dig? Selv min bagdel ser bedre ud end dit fjæs.
Karen snøftede vredt, og Poul klukkede hvinende.
Nå, ikke vær så farlig, din kamp-hamster! Nej hvor jeg skælver!
Gå i seng, hviskede hun fjedrende.
Hvad sagde du? spottede han, og da hun sendte ham et blik, rejste han sig og kløede sig på maven.
Når du er færdig med opvasken, så giv mig en gang massage. Jeg er træt.
Karen bed sig i læben:
Massage
Det ord, hun hadede. Især siden Poul, småfuld, altid troede, han havde ondt i benene så han krævede hendes hænder, og hvis hun nægtede, truede han med lussinger. Karen, opvokset i et hjem uden skandaler, bøjede sig bare for at undgå larmen. Poul forstod hurtigt, at han bare kunne presse hende. Siden Rune blev født, sørgede Karen særligt for, at drengen aldrig blev vidne til deres slagsmål.
Sviegermoderen Poulines mor, Ingeborg havde afskyddet Karen fra dag ét. Ifølge hende var Karen en elendig hustru og mor, der gik i seng med alle mænd i København. Hvor Ingeborg havde de oplysninger fra, sagde hun aldrig, men formanede sin søn:
Så må du bare leve med din lille musepige. Hun vokser dig horn, så du kan bruge dem som høloft.
Foruden de herskabelige krav, irriterede Pouls drikkeri Karen nok allermest. Hver fredag skulle han hygge med bajere og Karen blev reduceret til serveringspige uden stemme. Højlydt pralede Poul for venner og bekendte:
Det gælder om at vælge kloge koner! Karen laver festmåltid af ingenting. Og uden mig ville hun være intet det ved hun også.
Karen smilede anstrengt, men det prellede af på Poul. Når han rigtigt gik amok, blev snakken så vanvittig, at gæsterne ikke engang magtede at holde ham i ave. Karen spurgte sig selv, hvor længe hun kunne holde til det hvem kunne hun græde ud hos? Det var jo hendes eget valg at sige ja dengang.
En nat kom Poul hjem, mere død end levende. Han anklagede Karen for både utroskab, dovenskab og alt muligt andet. Hun sagde intet, håbede han ville gå i seng. Men i aften var han manisk løb ind på Runes værelse, greb drengen og slæbte ham ud til altanen.
Hvis du ikke siger sandheden, hvem han er søn af, så kaster jeg ham ned! hans gale blik gjorde Karen svimlende bange. Men mest for sit barn.
Tre meter skilte dem, altanen kun en meter bag Pouls ryg. I et ryk snuppede Karen en gummibold, hun plejede at trille fødder på, og kastede den efter ham alt, hvad hun kunne. Præcis i panden Poul rullede halvbevidst sammen, besvimet. Lynhurtigt snuppede Karen Rune til sig og beskyttede ham. Hun snerrede mod sin forvirrede mand, der anede ingenting om, hvad der skete.
Hvad fanden var det, Karen, var det dig?
Ja, hvæsede hun og greb sin kagerulle Ville du smide vores søn ud? Skal jeg brække benene på dig, din klovn!
Poul blev pludselig rædselsslagen. Hvordan kunne det være? Nu plejede hans kone jo ikke at sige en lyd nu stod hun der med ærmerne smøget op, klar til at rage løs. Han begyndte at bakke, famlede efter døren, prøvede at lyde rolig, men stemmen knækkede:
Min skat, du skræmmer drengen det er vores eneste barn, vores elskede søn lad nu være! skreg han, da hun trak ud med kagerullen. Han farede barfodet ud af lejligheden og råbte på hele opgangen:
Hjælp, hun vil slå mig ihjel!
Karen løb efter ham, men manden var allerede fløjet. Hun sukkede:
Løb, din kujon.
Hun vendte tilbage til Rune, holdt ham tæt og hviskede blidt:
Ikke vær bange, lille ven ingen får lov at gøre dig fortræd mere. Aldrig.
Hun forstod ikke selv, hvad der var sket. Alle disse år havde hun bøjet sig for Pouls hån, for slet ikke at nævne, hvad hun udsatte Rune for. Hun havde grædt ned i puden om natten, men hver morgen gik hun på arbejde med rank ryg, som intet var hændt. Hvem ville ane, hvad hun tålte hjemme?
Når Poul blev selvmedlidende, druknede han sig i snaps og hvidtøl, et helt lager hjemme under vasken, låst for Karen. Han slugte alt, ringede så efter venner og halvløbere, og larmen sluttede først, når politiet jagede alle ud.
Naboerne brokkede sig, men så ventede Karen ballade bagefter alt var hendes skyld ifølge Poul. Hans skældsord regnede ned over hende. Tit tænkte Karen kun på Rune, hvilket rasende gjorde Poul endnu mere brutal.
Se, du har fået sådan en skræmt dreng, der ligner mig ikke det mindste! Gider ikke engang trække vejret, når jeg er der. Hvorfor kan han ikke slå fra sig som Aages søn nede på daginstitutionen? Eller som Jens’ datter hun er ikke bange for nogen! Men din slapsvans er så bange, hvad skal der blive af ham?
Du skræmmer ham selv, hvad tror du, der sker? forsøgte Karen at tale ham ned, men så blev han vildere. Til sidst væltede han omkuld og snorkede sig væk fra virkeligheden.
Engang vågnede han med ondt i maven.
Karen! Ring, jeg skal have en ambulance, jeg har ondt!
Hun styrtede til telefonen, ringede 1-1-2 og satte sig hos ham.
Hvor gør det ondt, skat?
Selvfølgelig gør det ondt! Kan du ikke høre?
Så ringede det på. En ældre læge kom ind med sort lægetaske. Han snusede, grimasserede diskret.
Hvornår begyndte smerterne? Hvad har du drukket, spist? Taget noget medicin?
Ingen medicin, konstaterede han, nikkede tilfreds:
Godt. Ingen selvmedicinering. Men at hælde så meget alkohol i sig du ødelægger dig selv! Forstår du det? Mave, tarm, lever. Hvorfor spiser du så meget fedt og kød oveni? Du risikerer, at det alt sammen står af på én gang. Og så er det din egen skyld.
Hvorfor min skyld? Min kone laver maden mumlede Poul.
Hun tvinger dig da ikke snapsen i halsen, lo lægen. Og hvis ikke du fik mad, ville du plage hende til døde. Er det ikke rigtigt?
Poul brummede. Da dropet endelig var tømt, overfaldt han Karen:
Hvor har du fundet den gamle surmulende mand? Er det din gamle kæreste eller hvad?
Lad nu være hviskede Karen, træt. Jeg har aldrig set ham før.
Næste dag måtte hun ringe efter lægen igen denne gang for hjertet. Poul var ræd.
Hvis jeg dør, så danser hun på min grav, tænkte han selvmedlidende. Men jeg må leve jeg skal vise hende, at hun skal kende sin plads! Kvindepladsen: ved min fod.
Han blev hurtigt frisk igen, begyndte at skælde ud på Karen og vildt nok også på Rune, der nu mere end nogensinde frygtede ham.
Han kan ikke andet end at råbe efter øl og snacks tænkte Karen bittert. Han vil intet, stræber ikke, gør os begge fortræd. Hvorfor var jeg så blind? Hvorfor troede jeg, Rune ville ændre ham? Han blev jo bare værre
Karen tænkte tilbage på alle de gange, hun måtte hente ham hjem fra afvænning. Og hvor besværligt det var, for Pouline nægtede pa-pasning af Rune:
Du skal ikke sige noget grimt om min mor! Hun er jo en helgen! snerrende truede Poul.
Jaja, svarede Karen ligegyldigt, hvilket Poul ikke brød sig om.
Sig det igen!
Din mor er en helgen, og jeg er ikke engang hendes lillefinger værd. Jeg har forstået det.
Men det lød hånligt, mente Poul. Han prøvede derfor mediation:
Jeg gør jo alt for dig og drengen! Hvis du og mor havde lidt mere respekt, så Jeg vil have, at Rune lærer at være mand. Min far kørte hårdt med mig, men jeg blev til noget! Det skal Rune også. Han skal ikke pives om!
Han er bare et barn, prøvede Karen.
Så kan du jo lige så godt klippe kuglerne af ham, hvis han skal være en pige! sagde Poul og smækkede døren.
Karen jagtede ikke efter ham. Hun så ham bare forsvinde ud i mørket, slet skjult grædende. Poul blev mærkeligt ramt af samvittighed.
Enhver mor kæmper for sit barn, tænkte han. Min egen mor ville heller ikke give slip på mig
Men undskylde? Nej, det lå under hans værdighed. Hvad gjorde det, om konen blev såret. “Hun skal nok komme sig ligeså hurtigt som en hund,” tænkte han, mens han drak øl, han havde fået af stuekammeraten på hospitalet.
Efter hændelsen med bolden blev Karen forvandlet. Da Poul kom hjem, kold og kæmpe-flov, stod Karen klar med kagerullen. Hendes blik var som is.
Lad mig komme ind, jeg er rolig nu. Har du noget at spise?
Selvfølgelig… sagde Karen med et stramt smil. Et par flade og et dusin slag med kagerullen. Som dessert.
Hvad?! Er du blevet sindssyg? Tror du, du er noget? Bare vent, jeg skal vise dig, hvem der bestemmer!
Prøv bare, hun stod parat. Jeg kan godt svinge den her. Du ender i fantasiland!
Er du vanvittig? Hvad er det for en teaterforestilling?
Ja, måske da jeg så, hvad du ville gøre mod min dreng. Du er kun velkommen for at hente dit skrammel. Så ud. Jeg gider aldrig se din stive fjæs igen.
Poul forsøgte at protestere, men så kagerullen og tav. Han pakkede hurtigt Karen havde allerede samlet alt; hun sad bare og ventede.
Bondefanget sad Poul i taxaen på vej til Ingeborg. På panden havde han en ordentlig bule, og han dukkede sig under kasketten, så ingen skulle le.
“Her er huset,” tænkte han, mens han så de falmede blå døre i Østerbro.
Et gammelt hus; umuligt at få erklæret kondemneret. Der gik rygter om bolighajer, men Ingeborg ville kun sælge, hvis hun fik luksuslejlighed på minimum 100 m2 med parketgulve. Sikke krav!
Hun er ikke dum, tænkte naboerne. Vil af med skure og have palads!
Men Ingeborg ventede, at folk ville give en formue for hendes faldefærdige stue med tapet fra 70erne. Kærligheden? Nej, det var der ingen, der havde mod på hun var kendt som byens skrappeste kælling og mente selv, Karen stod bag rygterne.
Jeg har aldrig haft tiltro til de stille, sagde hun. Karen fortjener ikke min Poul. Måtte han bare forlade hende
Som om æteren lyttede, bankede Poul på døren til hendes køkkenalrum.
Hvad laver du her så sent? Er du flyttet? Ingeborg, altid direkte.
Nej, hun smed mig ud.
Smed? Det tillader hun sig fandeme ikke! Jeg har altid sagt, at kvinder skal holdes i meget kort snor! hun knyttede næverne.
Poul trak på skuldrene:
Jeg fulgte dine råd. Se hvordan det gik. Jeg har brug for et bad og vil bare i seng.
På vej forbi mærkede Ingeborg stanken af alkohol så blev hun vred:
Hvor tør du komme hjem til din mor i den tilstand?
Du sagde selv, jeg havde retten til at drikke, når det passede mig. Du mente det jo kun for at nage Karen, nu får du så glæde af mig på nakken.
Ingeborg fortrød. Hun havde ikke regnet med den konsekvens. At hun selv nu skulle til at lave mad hver dag til sin voksne søn, der kun ville have svinekoteletter og øl.
Men Ingeborg var vild med at fortælle, hvor meget hun havde ofret for Poul. Hvem kunne modsige hende? Ikke Karen. Hun bukkede sig, skænkede te:
Ville en ægte mor smide sit barn ud? Nej da. Sæt dig, Poul, du kender huset. Jeg går ud og laver os en kop te.
I lang tid sad han ude på badeværelset. Ingeborg tænkte kun på vandregningen.
De satte sig først til te midt om natten. Poul tjekkede køleskabet, rystede på hovedet.
Mor, har du ikke noget bedre end kolde kartofler?
Du skulle have sagt, at Karen ville smide dig ud sådan en tirsdag, svarede hun skarpt. Hvad skete der egentlig?
Poul kunne snyde alle undtagen Ingeborg. Så han fortalte hele sandheden om episoden med bolden og kagerullen: at Karen havde truet med at slå ham halvt ihjel.
Er hun blevet skør? første reaktion fra Ingeborg. Hun er jo så svag, hun plejer aldrig noget!
Jeg troede det samme, sukkede Poul og begyndte at græde helt ukontrolleret. Hvad skal jeg gøre? Ingen forstår mig. Alle vil bare udnytte mig, ingen respekterer mig
Ingeborg sagde intet. Hun følte sig pludselig mærkeligt solidarisk med Karen hvor længe kan nogen holde til sådan noget hver dag? Hun kendte jo Pouls temperament.
Han er akkurat som mig. Smart, dygtig, driftig.
Men hun glemte alle sine egne dårlige sider, som han arvede: klynkeri, hysteri og løgn. Karen meldte hurtigt ud, at hun ville skilles. Ingeborg fik næsten hjerteflimmer det havde hun ikke regnet med. Og hvordan skulle de så klare økonomien?
Må vi ikke bare leve hver for sig, tryglede Poul, der tidligere havde truet Karen med at dele hendes liv i stumper og stykker. Lad mig bevise, at jeg kan være en god far og ægtemand.
Karen forbarmede sig, men med streng aftale om, at Poul kun måtte komme på særlige dage, ingen beskeder, ingen sociale medier. Poul opførte sig eksemplarisk i flere uger, så selv Rune sagde:
Hvorfor kan vi ikke bare være sammen far oppfører sig så pænt nu…
Karen endte med at give ham endnu en chance men advarede: første tegn på gammel adfærd, og du er ude.
Freden varede, indtil Poul igen forlangte massage og råbte af Rune. Karen tilkaldte politiet:
Hvordan kan du gøre det her? Jeg er din søns far!
Hvorfor ikke? sagde Karen, træt. Var det ikke dig, der beskyldte mig for, at jeg havde født Rune med en anden?
Ingeborg nægtede at give slip:
Nu må du holde op, du ødelægger drengens fremtid. Hvad vil folk sige om en fraskilt kvinde med barn? Brug lidt kvindelist, vær nu snedig
Men Karen svævede videre i en tåge og ude i mørket vågnede Københavns by, og der duftede af regn, kaffe, tobak og kold, gammel kærlighed.
