Forkert barnebarn
Gik det? Birgitte gispede efter vejret, da lægen nikkede og sendte hende et lumsk smil. Du narrer mig ikke, vel?
Åh nej, Birgitte Madsdatter! Alt er gået fint. Ja, det lykkedes endelig!
Birgitte så forbløffet på sin mand, stadig med mistro.
Birgitte…
Hvor mange? Hvor mange er der? Birgitte klappede forsigtigt på maven og blev lidt klæbrig om fingrene af ultralydsgelen. Lægens scanner gled metodisk henover huden, og Birgitte prøvede at tyde det kaos på skærmen, hun havde ventet på i årevis.
En, lægen skævede til hende, da hendes ansigt røbede et kort øjebliks skuffelse. Men i jeres tilfælde er det faktisk lidt af et mirakel! Hvor hårdt vi dog forsøgte, ikke? Det her er vores fælles bedrift! Jeg kunne godt skrive en hel doktordisputats om jer, det siger jeg bare. Otte forsøg! I har slået min rekord. Jeg har aldrig påstået at være Gud, men det her lægen pegede på den lille plet på skærmen det kan da kun være et vaskeægte mirakel!
Birgitte hørte allerede ikke længere efter. Hun stirrede på den lille, dunkende boble på skærmen. Kunne det virkelig være rigtigt?
Hej der… hun rakte hånden ud mod det ubegribelige lille væsen og smilede, mens tårerne strømmede. Hun kunne lige så godt have prøvet at tøjle Vesterhavet glæden brusede ukontrolleret gennem kroppen. Hun havde set det umulige, nu var det pludselig muligt, og stormen hylede: “Det lykkedes!” Resten af verden blev opslugt af lyden.
De havde klaret det. De skulle være forældre.
Nyheden slog hende helt omkuld, som om verden pludselig var blevet en strøm af fremmede lyde og bevægelser. Hun flød som i en robåd midt på Susåen, alle problemer og tidligere mislykkede forsøg var gledet væk langs bredder, der nu knapt kunne anes. Hun ønskede bare denne glæde ville vare evigt, ikke blive stjålet væk af noget eller nogen.
Ole kørte dem hjem, sendte hende små, stjålne smil nu var hun igen den Birgitte, han kendte fra før det hele gik op i lægebesøg, blodprøver og fertilitetsklinikker. Eller, måske var hun ikke helt den samme… Der var kommet noget nyt til, noget han endnu ikke helt forstod, men som lyste sådan op, at det gik ham lidt på. Det var ikke frygt, mere en mærkelig, sitrende spænding for fremtiden og for hendes indadvendte blik.
Birgitte… Han standsede ved et rødt lys, vendte sig og betragtede hende. Birgitte, lille skat
Mmm? Hun var som hevet op af dybet, drejede hovedet mod ham.
Hvordan har du det?
Jeg har det… Ole, jeg har det godt. Bedre end… Ja, jeg ved slet ikke, hvad jeg føler. Men det er rart. Rigtig rart… Birgitte lænede hovedet bagud og lukkede øjnene Ole, vi skal have et barn…
Er du glad?
Hendes blik sagde mere end tusind danske ord. Ole lo bare, trykkede blidt hendes hånd og kørte videre, upåvirket af vrede cyklister og utålmodige bilejere, der dyttede som besatte.
Den dag blev for Birgitte en skillelinje; det lykkeligste øjeblik hun havde haft med Ole. Skole, universitet, bryllup og år, de havde levet sammen, gled i baggrunden. Det hele havde været vigtigt, men nu gav det pludselig mening som optakten til noget vaskeægte.
En roman kunne ikke rumme alt det, de havde sammen. Første gang de så hinanden var de tre år Birgitte hulkede, klyngede sig til mors kjole første dag i børnehaven, mens de to grupper pædagoger prøvede at lokke hende løs. Birgitte skrålede op og holdt endnu hårdere fast.
Ikke et børnehavebarn, hende der! Edith, deres første pædagog, sukkede og foldede armene over barmen og indstillede sig på at vente hvis ikke Ole havde grebet ind. Han havde fundet sig godt til rette i børnehaven efter en uge, var veteran allerede. Mælkegrøden kunne han dog ikke udstå, det bekendte han straks. Han betragtede Birgitte, pillede lidt ved hendes marihøne-hårspænde, tog fat om mors kjole og begyndte at tude selv, om muligt endnu højere.
Ediths øjenbryn røg op under frisuren, nabopædagogen fnøs og forsvandt ud, Birgittes mor så forbavset på den store tude-mand og pludselig var Birgitte stille.
Hvorfor græder du? spurgte hun og hev i hans ternede skjorte.
Hvorfor græder du? svarede han, tørrede næsen i ærmet.
Birgitte fik aldrig et svar klemt ud, men tog Ole i hånden og forlod mor så var de uadskillelige.
Hvad hedder drengen? spurgte Birgittes mor grinende, da de var væk.
Ole.
En ægte gentleman.
Det har jeg ellers aldrig lagt mærke til før… Din pige må have gjort indtryk!
Edith trillede majestætisk efter dem, mens moren udnyttede friheden til at hinke hjem langs børnehavens asfaltmønstre.
Skolen gik med, at Ole og Birgitte insisterede på at sidde sammen. Universitetet skilte dem ad på fag, men bragte dem tættere på i pauserne: De kunne snakke timer i træk eller sidde i tavshed på Christianshavns kanal og bare kigge på vandet. Hænder, der automatisk fandt hinanden, et hovede, der landede på Oles skulder. Alt andet ville være forkert.
Forældrene gennemskuede dem hurtigt. Kun Birgittes mor, Kirsten, var lidt bekymret, når klokken blev mange.
Birgitte, har I nogensinde skændtes?
Nej, mor. Hvorfor dog det?
Man skal helst lige prøve det én gang, ved du, for så ved man om ægteskabet holder.
Skal man skændes? Er det påkrævet?
Skam ja! Ellers er der ikke ægte følelser. Folk, der aldrig skændes, er ligeglade I er jo forskellige, tænker og føler forskelligt. Hvis ikke man lige får det luftet en gang imellem, vokser det sig bare større.
Ja, så blir det kaos til sidst Birgitte rakte en mad til sin mor Men hvorfor ikke bare undgå det? Leve fredeligt?
Man kan godt undgå det men man skal ikke. Tænk, så sidder I bare og surmuler i hver jeres hjørne, samler på småfornærmelser, og til sidst eksploderer det hele. Sig det straks, råb eller hvisk bare det kommer ud!
Det tror jeg. Jeg ved bare endnu ikke, hvad jeg skulle blive vred på Ole over…
Det skal nok komme, min pige! Kirsten kyssede hende på næsen og skubbede bøgerne tilbage foran hende. Kom så, slug din eksamen, senere får du ikke ro til bøgerne.
De råd tog Birgitte senere til sig. Hver gang der kom lidt knas i forholdet tretten års ægteskab senere så blev det sagt med det samme, helst på det rette tidspunkt. Ole vidste det sågar, når hun havde en “klar-til-skænderi” tallerken i hånden:
Er det nu vi skændes?
Jeps!
Fint, bare make it snappy der er fodbold om lidt.
Aftale!
Deres pagt før brylluppet aldrig gå i seng uvenner holdt, indtil den berømte “tredje kraft” stak næsen frem. Forældre, der blandede sig mere end godt var, og en ordenlig omgang dårlig samvittighed, der voksede som Himmelbjerget og truede med at kvæle dem begge. En stabel tallerkner, smadret på en enkelt aften, var kuren: Så så Ole pludselig sin gamle barndomskæreste igen pigen, der hulkede i børnehaven og så blev det bedre. For en stund.
Denne kraft nådesløs, nærig med kærlighed var Oles forældre.
Nå, hvornår får vi børnebørn, unge mennesker? Jytte, Oles mor, rystede på hovedet, mens Birgitte sad og blev mindre i stolen. Du fejler jo ingenting, Ole, så det må jo være hende…
Mor, du mener ikke, det er dit bord?
Jo, det gør jeg! Det er en familiesag.
Gud giver børn til dem, der fortjener det det må I tænke nærmere over, hvis I ikke kan, indskød Verner, Oles far, med den særlige alvor, kun folk i pensionistvillakvarterer kan præstere.
Ole havde aldrig klikket med sin far. Gamle Verner havde tjent på sejlflåder og travet Danmark tynd på gråvejrsmarcher, og fundet Gud i et eller andet missionshus i Nørrebro. Familien skulle følge samme vej som han sagde: Det er min måde eller ingen måde. Jytte fandt sig hurtigere til rette, fik ikke besvær med at nikke, selvom hun ikke mente det halve, men for Ole og Birgitte blev det en stadig kamp.
Hvis du ikke kan få børn, så må der være en synd, Verner.
Birgitte knyttede næven under bordet. Hun var så tæt på at eksplodere, men vidste, at et opgør ville bryde kommunikationen med Oles forældre for altid. Hun kunne se, hendes mand led under rollen som gidsel.
Far… Er familie kun børn?
Ja! Intet barn, ingen familie!
Hvorfor har I kun mig? Hvor er min bror? Søster?
Det blev bare ikke sådan, skat, Jytte så ulykkeligt på sin mand.
Gik Gud glip af en velsignelse dér? Ole tog Birgittes hånd.
Nej, pas dig nu! Verner rejste sig sammen med Ole, som straks trak Birgitte med væk.
Birgitte forsøgte hver gang at slukke brænden. Men årene gik. Efterhånden blev det til træt tavshed ingen fejder, bare kølige møder ved højtid og aldrig ellers. Verner talte næsten ikke til Birgitte længere.
Jytte græd sig gennem utallige kaffeaftaler, tryglede Ole om at forsone sig med far så længe det skete på Verners betingelser. Birgitte forblev “den forkerte” fordi de ikke blev kirkeligt viede. Hun forstod aldrig, hvorfor Ole kom hjem fra arbejde som en fladfisk. Han sagde det altid var, fordi han var træt.
Ole, måske har far lidt ret? Jytte talte omsorgsfuldt Måske skulle I blive viet i kirken, så går alt nok i hak?
Mor… du også? Jeg elsker min kone! Hundrede kirkelige handlinger kan ikke tvinge børn ud af os. Det må være nok, at det er os to.
De blev dog viet i kirken ti år senere. Verner var stolt, stod med armene over kors i det kolde kirkerum. Året efter sagde han: “Det var tydeligvis unødvendigt.”
Birgitte isolerede sig, rendte fra klinik til klinik. Flere års behandling tog langsomt modet fra hende.
Ole, mon ikke vi bare skulle give op? Jeg har det som om, jeg har ødelagt dit liv. Med en anden var du forlængst lykkelig…
Sludder! Jeg vil kun dig, sagde Ole og krammede hende Hvis du selv kan give slip, støtter jeg dig. Det vigtigste er dig.
Glæden over at det endelig lykkedes, overdøvede alt det tidligere men så snart nyheden slap ud, væltede Verner en iskold spand dansk vrede ud over dem.
Fra et reagensglas?! Er I blevet vanvittige?! Nok er nok jeg vil ikke se det barn! Det der… det er ikke et barn!
Far! Birgitte gispede, idet Ole trådte i vejen foran hende. Nu stopper du!
Hans stemme var lav, men ordene rungede så højlydt, at alle i huset kunne mærke det. Verner tav. Jytte stod klemt med sit fad boller og så forvirret ud.
Hvad foregår der?
Ingenting, mor. Tak for alt, vi tager hjem. Ole tog Birgittes hånd. Vil du besøge os, er du velkommen. Vi vil gerne se dig.
Siden den dag talte Ole ikke med sin far. Han ringede sjældnere til sin mor, men hun kom ikke længere. Birgitte prøvede at spørge ind, men Ole rystede bare på hovedet:
Nej, Birgitte, ikke engang alle dine tallerkner kan kurere det her.
Graviditeten blev hård, og Birgitte lukkede fortiden ude for at fokusere på det lille liv. Kirsten lo ad hende i babyforretningerne.
Jamen altså, Birgitte, se de futter! Skal vi ikke købe dem?
Jeg tør ikke, mor. Man må ikke før barnet er født
Hør nu, hvor finder jeg tålmodighed så det rækker! Kirsten tog boksen med små futter. Skal det være lyserøde eller blå? Eller hvad med hvide?
Mor!
Ikke så pivet! Det skal nok gå, du får både født og opdraget og alt det der. Tro ikke på alt det sludder. Supertition og tomsnak, det er, hvad det er! Stol på dig selv. Hjertet. Og på lægen. Måske også lidt på din mor. Kirsten knugede Birgitte og strøg hendes mave. Kom så, din lille rod, giv din mor et ordentligt spark, så hun kan slappe af!
Kirsten købte futter, og lagde indkøb i vognen, mens hun spurgte ind til, hvilken tremmeseng og barnevogn Birgitte drømte om. Hvem barnet var, vidste de stadig ikke.
Det er den mest genert baby, jeg nogensinde har set! sagde Birgitte, når lægen scannede. Den vil ikke afsløre sig, vel?
Sund og rask! lægen smilede Men det kunne være rart med en kønsmelding, hva?
Nej, lad det være en overraskelse. Det er mit barn, det er det vigtigste.
Sønnen blev født lidt for tidligt det skabte kaos og satte alt på plads.
En dreng! Birgitte jamrede og lo på samme tid; han lignede en sur lille norsk trold, men hun kunne ikke holde smilet tilbage.
Tillykke! Sikke en flot fyr! lægen grinede.
Birgitte nikkede og tog sin søn på armen.
Min…
Tid og sted forsvandt. Kun det øjeblik eksisterede alt hun havde drømt om. Alt var nu.
Ole blev overrasket, da Birgitte ikke ønskede fest og ballade ved hjemkomsten.
Lad det bare være os to. Du henter os, vi kører hjem. Ingen gæster, intet postyr.
Det lover jeg.
Kirsten hjalp Ole med at gøre børneværelset klar.
Er det den rigtige seng?
Jeg kender dem alle nu, Ole, bare rolig! Kirsten grinede og pressede våde sparkedragter med strygejernet, mens hun betragtede Ole fumle med skruetrækkeren. Hvad er den lille kasse der?
Det er sådan en der roterer med musik over sengen. Den købte jeg Birgitte kunne godt lide den. Jeg vidste bare, det nok skulle lykkes.
Kirsten slap strygejernet og krammede Ole.
Du er far nu, Ole.
Det er lidt skræmmende…
Det bliver aldrig bedre men heller aldrig værre! Men tro mig, det er vildt stort.
Den store mand med nervøse hænder og stive ryg mindede Kirsten om den lille dreng i børnehaven, der engang havde reddet hendes egen pige fra tårer.
Hold fast i hende, Ole, hold fast. Du er god til det nu er det ekstra vigtigt. Lad aldrig nogen få lov at såre hende. Ikke nu.
Det lover jeg.
Ole så nu på vuggen og tænkte på sine svigerforældre, og hvor heldig han var med dem og hvor meget han nu skulle vælge til og fra.
Oles far nægtede pure at se barnebarnet. Han gik tværs igennem stuen og smækkede døren.
Vent lidt, Ole, vent nu. Din far skal nok tø op, Jytte var kommet for at se sit barnebarn.
Hvor lang tid, mor? Hvorfor skal jeg vente? Det er hans liv og det her er mit. Jeg tvinger ham ikke væk. Han valgte selv. Hvad vil du gøre?
Jytte snøftede:
Hvor skal jeg gå hen? Jeg vil se Kasper. Hvis jeg må? Sig det endelig ikke til din far!
Kom, når du kan og vil, mor.
Jytte kom allerede første dag. Da hun havde set Kasper, styrtede hun i køkkenet, sendte Birgitte i seng, og lavede mad til hele ugen. Vaskede gulv. Skurede badeværelse. Og forsvandt hjem igen.
Hendes besøg blev hyppigere, Birgitte så glæden hos den bedstemor, der for kort tid siden havde fået sat i hovedet, hvem Barnebarn skulle være og ikke være.
Men så, et halvt år senere, fandt Verner ud af, at Jytte besøgte dem. Han kom forbi, stødte næsten ind i hende ude med barnevognen. Uden briller var han lidt rundt på gulvet. Men da han så Jytte, stivnede han.
Hvad er det her? spurgte han og gik nogle skridt forbi.
Dit barnebarn, Verner, svarede hun rankt.
Jeg har ikke noget barnebarn. Den der det er ikke mit.
Jytte så på Kasper. Noget knak. Hun havde slæbt Verner gennem hårde år, men nu var det slut.
Og hvem pokker er du, at du kan tillade dig det?! Hvem har udnævnt dig til Gud? Hvad er det for en Gud, du går og lader, som om du er talsmand for? Jo, jeg har også læst Bibelen, og jeg kan sige dig én ting: Gud er kærlighed! Kærlighed, ikke had! Hvem tror du, du er, at du kan bestemme, hvilke børn man skal elske og ikke elske?
Jytte hev kalechen på barnevognen for sig og fortsatte:
Du siger, at det er forkert, måden de fik barn på. Men hvem siger det? Andre? Eller har Gud personligt kommet på besøg og fortalt dig det? Hold nu op, Verner! Jeg er færdig. Ønsker du at leve som sur gammel hanekylling så gør du det uden mig. Jeg elsker det barn! Og jeg elsker vores søn og svigerdatter, som har gennemgået et helvede for at komme hertil. Fra nu af, ingen skal såre dem, ikke mens jeg lever!
Hun rullede barnevognen rundt på stien og gik.
Verner blev stående lang tid. Han anede ikke længere, hvorfor han var kommet i det hele taget. Så gik han mod bilen, og glemte både shopping og møder.
Samme dag pakkede Jytte sine ting og flyttede til sønnen. Birgitte sagde ikke noget. Kasper rakte efter sin mormor, og Birgitte vidste, det var det eneste rette nu. Jytte kæmpede, men et par dage senere ramte sygdommen hende, og Birgitte måtte springe mellem baby og sygehus.
Undskyld, Birgitte, næsten græd Jytte, da Birgitte kom forbi hospitalet.
Ingenting at tilgive, mor Jytte. Tag nu og bliv rask, du! Kasper bliver større for hver time. Han forsøger allerede at sige de første ord. Gætter på, hans første skridt bliver lige om lidt så hvad skulle vi dog gøre uden dig? Det andet det er småting!
Måske Og alligevel, undskyld.
Med glæde! sagde Birgitte og lagde puden til rette.
Nu skal du høre noget, der gør dig helt glad, Birgitte lo, snøftede Gæt hvem, der kom forbi i går?
Hvem? Jytte smilede, lidt skeptisk.
Verner. Med en legetøjsbil til Kasper. Alt for tidligt men det var jo en gave fra bedstefar… Han så ud som om, han slet ikke vidste hvem han var, men nussede Kaspers fod og gik så. Og jeg tror ikke, det var sidste gang.
Åh, Birgitte Må det forblive sådan!
Jytte lukkede øjnene, Birgitte gik. Nu var hun sikker: Det skulle nok gå alt sammen. Og et par år senere, når hun så bedsteforældre snuble efter Kasper, der drønede ned ad stien i solskin, tænkte hun, hvor mærkelige mennesker er bygget. Hvor let det er at miste alt, og hvor svært det er at få bare en lille smule tilbage. Hvor meget kræfter og kærlighed det kræver og hvor ofte vi mangler det. For hvis kærligheden ikke er cementen, holder intet sammen. Og så kommer stormen og bygger vi igen. Men har vi kraften og tiden? Gid vi altid må have det, tænkte Birgitte, da hun så Verner svinge Kasper op i luften, og bad stille i sit sind:
Giv os styrke, kære Gud. Og visdom… please.
