Tone
Frue! Er du okay?
Nogen klaskede blidt Tone på kinderne. Hendes hoved vippede hjælpeløst fra side til side. Det ellers glatte, opsatte hår hang i totter, og den mascara, hun havde glemt at fjerne aftenen før, løb nu i sorte striber ned ad kinderne og forvred hendes milde ansigt.
Hør, kan du åbne øjnene? Jeg har ringet efter Falck, men det varer lidt, før de er her!
Den bekymrede stemme begyndte at lyde desperat, og Tone prøvede at tage sig sammen. Men det gik ikke… Hendes fingre rørte sig en smule, og straks blev de omsluttet af nogle andres varme, nærmest brændende hænder.
For pokker, hvad gør jeg? Kan nogen hjælpe!
Lad hende ligge, det ordner ambulancen, når de kommer. Hvad blander du dig sådan for? Den spidse stemme fra Bodil, Tones kollega fra naboboden, skar gennem vinterluften, men forsvandt hurtigt under et væld af bandeord.
Så hørte Tone også straks Hans dybe, lidt grove stemme. Stærke arme løftede hende varsomt op.
Læg en jakke under hovedet på hende, din klovn! Sådan, nu skal hun bare blive liggende. Det gør ikke noget, det er koldt måske kommer hun til sig selv. Tone! Kan du høre mig? Kom, åbne øjnene! Du må ikke falde i søvn nu. Så vågner du måske ikke op igen!
Tone prøvede at åbne øjnene. Svaghed skyllede gennem kroppen i bølger, beroligende og søvndyssende. Snart sover du, og så bliver alt godt… Så fredeligt… Ingen gør dig ondt, Tone, ingen sårer dig mere…
Ingen gør dig ondt… Sårheden skyllede op igen, drejede mørket inde i hende rundt, så hun ikke kunne trække vejret. Hvordan kunne det dog gå så galt! Hun gav dem jo alt til det sidste, og hvad fik hun igen?
Den lave vintersol skinnede frem fra en mørk sky, og Tone kneb øjnene hårdt sammen.
Jeg orker ikke! Jeg vil ikke se lyset mere! Ikke folk! Jeg har ikke brug for noget og slet ikke nogen!
Hans brummede, løftede Tone, der pludselig føltes tung, og råbte:
Kom nu, hvad pokker laver I!
Tone mærkede, hvordan nogen åbnede hendes dunjakke og forsigtigt trak hendes arm ud.
Bare rolig, vi ordner det her! Frue, kan De høre mig? Hvad hedder hun?
Antonina.
Tone, vil du lige åbne øjnene? Kom nu, det er flot! Har du allergi overfor noget?
Tone bevægede sine næsten hvide læber, men uden lyd. Den unge læge forstod hende alligevel.
Ud med armen, det går snart bedre! Hold ud lidt endnu!
Resten huskede Tone ikke. Ikke hvordan Hans råbte, da hun endelig mistede bevidstheden. Ikke hvordan Bodil, hendes tidligere veninde, fnyste efter de mænd, der hastigt bar hende gennem torvet. Ikke turen til hospitalet, hvor ambulancen fløj gennem tværs af kryds, og folk vendte sig nogen havde det skidt.
Hun vågnede op på hospitalet.
Du har haft et hjerteanfald.
Den ældre, rare læge så lidt bebrejdende på hende.
Du må tage det roligere, du har bekymret dig alt for meget.
Tone vendte hovedet væk. Man fortæller jo ikke alt. Til fremmede folk, og heller ikke altid til nære.
Hans havde hun måske kunnet snakke med. Hun vidste engang ikke, at han var kommet hjem igen fra datteren. Han var ellers ordentlig og betænksom.
Hans eget liv havde ikke været let, men alligevel havde han beholdt hjertet på rette sted. Han havde selv opfostret to børn alene, efter konen døde i barselssengen og efterlod ham med en lille dreng og en større datter. Både Hans og hans kone var vokset op på børnehjem, så de kunne ikke regne med hjælp fra familien.
Men han klarede det! Fik børnene på benene. Datteren arbejdede nu som sygeplejerske på hospitalet i nabobyen, og sønnen sejlede til havs. Tre børnebørn allerede. En fra sønnen, to fra datteren. Hun havde lige født, derfor havde Hans været væk for at hjælpe og måtte lade torvet passe sig selv.
Han havde i årevis været havemand og altmuligmand på torvet. Alle kendte ham, og han kendte alle. Han holdt styr på alt, mæglede når det trak op til skænderi, sparkede slyngler ud, sørgede for orden. Ingen havde sat ham til det, det var bare blevet sådan. Alle respekterede ham han havde blik for folk. Han forstod dem.
Også Tone kendte han udmærket. Hun sagde næsten ingenting, men han fattede alligevel, hvad der foregik med hende.
Hun havde aldrig fortalt nogen alt. Ikke engang Asger, hendes egen søn, kendte sandheden. Sådan smerte deler man ikke. Det var kun tilfældigt, at Bodil havde set hende, da hun kom tidligere på arbejde den morgen.
Tone huskede, hvor koldt det havde været om natten i boden. Hun havde en lille radiator, men kulden var så slemt, man knap kunne trække vejret. Dansk vinter, hvad kunne man gøre? Da hendes mand bragte hende til København for tredive år siden, anede den unge Tone ikke, at livet ville tage denne drejning.
Hun smilede svagt for sig selv.
Villy…
Havde han bare levet, så var intet blevet sådan her. Hvordan han dog elskede hende Tone bed i puden for ikke at hulke.
Var hun ikke lykkelig dengang?
Stærk, kvik og let til bens. Hvor var det alt sammen blevet af? Hvordan skulle man se den unge pige i hende nu? Man kan næsten græde, når man ser sig selv i spejlet ansigtet, figuren, alt var væk. Først efter den første søn havde hun været syg længe, det blev aldrig det samme igen. Så, da den mindste var lille, nænnede hun ikke at bruge tid på sig selv. To børn hvem har da tid til at tænke på sig selv? Heller ikke var der mange penge dengang. Hun var lærer, Villy var lastbilchauffør. Selvom de begge sled, rakte pengene ikke langt.
Villy var aldrig en, der sad hjemme. Han tog ekstrajob, lossede varer, lavede småreparationer for naboerne. Han gjorde, hvad han kunne. Tone klagede aldrig. De klarede den, måske netop fordi de ikke brugte tid på at klage. Ville hun have behandlet ham anderledes, hvis han havde mange penge? Hun elskede jo ikke Villy for penge.
Hun så for sig, hvordan han stod tidligt op for at hjælpe med vasketøjet. Dengang var der ingen maskine, det var med hænderne.
Det var først senere, han købte hende en vaskemaskine.
Sikken glæde! Hun frydede sig, hver gang den snurrede. Men der gik kun et halvt år, så var Villy væk. Sygdommen tog ham, det betød smerte, som både han og hun kunne mærke. Intet håb. Hun elskede ham så meget.
Villy blev borte, men børnene var tilbage. De holdt hende oppe. Hun levede videre kun for dem.
Hun måtte forlade skolen, hvor hun havde været lærer i mange år man kunne ikke leve af lønnen. Så var det bedre på torvet. Ikke meget mere, men dog lidt. Og så var der mad at tage med hjem. Børnene manglede aldrig noget.
I begyndelsen var drengene tilfredse, men som de blev ældre, hørte Tone for første gang, at hun var til skam for dem.
Hvordan? Hvorfor? Hun forstod det ikke. Kunne arbejde være skamfuldt? Hun stjal ikke, snød ingen. Hendes varer kunne man ikke snyde på og det havde hun heller aldrig forsøgt. Sådan var hun opdraget. Selv chefen grinede af hende i starten og troede ikke, hun solgte ærligt, men siden gav han hende respekt og bad hende holde opsyn med de andre sælgere. Tone blev glad, men blev så trist.
Hvad nyttede respekt fra fremmede, når hendes egne børn ikke regnede hende for noget? Hvad havde hun gjort dem? Hvorfor behandlede de hende sådan?
Sygeplejersken kom ind, satte et nyt drop og klappede Tone blidt på hånden:
Føler du dig lidt bedre nu?
Den lille, flygtige venlighed fra en fremmed ramte Tone så hårdt, at hun begyndte at græde som et barn. Sygeplejersken skyndte sig forskrækket ud og gav hende et stik, så alt blev blødt og trygt, og tankerne flød dovent… Endelig fredeligt.
Du burde sove.
Det var egentlig det eneste, Tone ønskede. Men hvordan forklarede hun den søde pige, at hun for længst havde mistet evnen? Hun døsede vel kun ind i en halv time ad gangen og vågnede så igen tankerne blev ved.
Hvor havde hun dog tabt sine børn på vejen? Hvordan? Hvorfor kunne hun ikke give deres hjerter lidt varme?
Tones sønner voksede op uden at få nej. Først med faren, og da han forsvandt, afgjorde Tone, at de ikke skulle mangle noget, når nu de havde mistet deres støtte. Hun regnede ikke sig selv for meget. Hvad kan en kvinde give? Tøj, mad, men ikke det, man taler med sønner om. Det var først nu, hun indså, at det måske var forkert.
Sønnerne var ikke klar til at stå alene. Den ældste, Mikkel, var tretten, da faren døde, og den yngste, Søren, kun ti. Nu var de flotte unge mænd, som ingen ville tro havde trængt sig ind til deres mor for at blive trøstet i sin tid. Mikkel blev hurtigt selvstændig, men Søren forblev mors dreng længe. Så gik han i militæret og kom hjem forandret, hård. Tone bebrejdede ham ikke. Det var måske på sin plads, at han brød væk og blev sin egen. Men så kom han hjem med sin kæreste, og der begyndte problemerne.
Hun tog imod Anna med åbne arme pænt opdraget pige, kun nitten. Opvokset hos sin mormor, som selv havde været lærer. Tone blev glad. Hun vidste da, hvordan man opdrager børn. Måske kunne hun ikke være mor, men i det mindste være en god svigermor. Ikke blande sig, hjælpe lidt, være venlig.
Men aldrig havde hun taget så meget fejl. Hun forstod det ikke engang først. Først da Annas mormor kom på besøg i en uge. De unge boede for sig selv i en lille lejlighed, men kom jævnligt på besøg.
Anna var gravid, og Tone glædede sig himmelsk hendes første barnebarn! Mikkel havde slået sig ned hos sig selv, men ville ikke gifte sig, fordi han syntes alt var dyrt, og pigerne for krævende. Det brød Tone sig ikke om, men hun ville ikke skændes. Mikkel blev mere vredladen med årene ikke som sin far. Tone gik på list for ikke at gøre det værre. Var det forkert? Ville det være gået anderledes, hvis hun havde sagt fra?
Nu var det Søren, der gav hende det første barnebarn. Tone strålede, bragte mad og gaver, for Anna klarede ikke madlugte, og Søren blev skuffet, når han kom hjem til tomt køkken. Tone sørgede for det hele. Anna spiste næsten ingenting, og fisk ville hun slet ikke have.
Men hendes omsorg var ikke ønsket.
Da sagde Annas mormor ligeud:
Lad nu være med alt det besvær, Tone. Det bliver alligevel smidt ud, for ingen kan spise det.
Tone blev helt mundlam. Anna havde ellers rost hendes boller.
Anna er for høflig til at afslå, fordi du er hendes mands mor.
Den dag sagde Tone ingenting, tog maden og gik ned til affaldscontaineren. Ingen katte eller hunde, så det var bare spild. Ved skraldespanden sad en hjemløs mand.
Leder du efter nogen, søde? spurgte han.
Bare nogen at give maden til, lidt fisk og gryderet.
Hvad? Sådan noget kaster du bare ud? Giv mig det! hans øjne skinnede.
Det gjorde Tone.
Han fortalte, hvordan han var blevet smidt ud hjemmefra, da han blev syg. Fik kun en lille pension, vennerne hjalp så godt, de kunne. Han sov på herberg indimellem.
Hvordan får du medicin?
Hans blå øjne blev pludselig matte.
Det gør jeg ikke. Det har jeg ikke råd til. Men pyt, så dør jeg bare før. Hvem behøver mig?
Det kunne Tone ikke bære. Det måtte ikke være sådan. Man skal ikke stå helt alene.
Hans hjalp. Gav manden arbejde og ly som nattevagt ved kirken. Han fik tag over hovedet og mad, og en læge blandt menigheden hjalp gratis.
Tone slog det hen, da manden ville takke det skulle ikke være så svært! Man lever jo ikke i en ulveflok. Nogen gange er ulve bedre end mennesker, for de hjælper hinanden. Hvorfor smides folk ud, bare fordi de bliver syge? Det er ikke rigtigt.
Tone besøgte ikke længere Søren og Anna, og de lagde ikke op til det. Annas mormor flyttede ind for at hjælpe med barnet. Tone holdt sig væk, købte en gave til dåben, selv om Søren mente, det var ‘den forkerte slags barnevogn’.
Hun gik slukøret hjem, græd i ensomhed og klagede sin nød til Villys portræt.
Hun tog ikke kampen op mod Annas mormor. Hun kunne hugge med ord, så man følte sig som et nul.
Men netop, som hun begyndte at komme på fode, slog næste ulykke ned.
Mikkel, den ældste, vendte pludselig hjem, med en kvinde ikke som kone, men med hendes to børn. Tone blev først målløs, men børnene var søde og fredelige. Moderen, Linda, fandt hurtigt job som frisør. Tone glædede sig til, at der måske kom lidt mere orden og hygge i hjemmet, og gav pigerne sit soveværelse og flyttede ud i køkkenet.
Til Hans spørgsmål hvorfor? svarede hun bare:
Det er børn. Linda bad mig selv.
Og hvordan er det for dig?
Tone svarede ikke. Det var svært. Linda blev irriteret, når hun fandt Tone i sengen om morgenen. Til hverdag stod Tone dog altid tidligt op, men hun satte alligevel ofte ekstra timer ind, fordi husholdningen kostede mere. Hun ville også gerne forkæle pigerne, som kaldte hende bedstemor bag Lindas ryg.
Men selvom Tone kunne tale med børnene, gik det skævt med søn og svigerdatter.
Jeg står i vejen for dem, sagde Tone, mens hun hældte te op til Hans og fandt honningen, som han elskede. Det er jo deres hjem også. Jeg ville gerne flytte, men hvor skal jeg tage hen?
Hans stirrede stift i koppen, knurrede lidt og gik uden videre.
Løsningen lod ikke vente på sig. Et år efter, at Mikkel og Linda var blevet gift efter endnu en skænderi, blev Tone bedt om at forlade hjemmet.
Hun kunne ikke skændes slet ikke med sine egne børn. Da sønnen kom i køkkenet om aftenen, sendte pigerne væk og tie stille, forstod hun nu var det slut.
En panik, der føltes som en vinterstorm, væltede alt, og kun én tanke stod tilbage sønnen bad hende gå. Hun hørte faktisk kun dette i hele hans tale:
Mor, du forstår Du står i vejen. Vi har lidt plads, især i køkkenet. Linda prøver og forsøger. Vi samler penge ind til nyt, til børnene. Og Linda er gravid.
Tone sagde ikke mere. Hun krammede ham, kyssede hans pande.
Jeg forstår.
Samme aften gik Tone.
Sorgen rasede i hende som en fanget fugl. Hun ville gerne sætte den fri, men kunne ikke. Hun gik til boden på torvet, låste sig inde og græd.
Du må undskylde, Villy Jeg kunne ikke. Drengene blev voksne, men der er noget, de mangler. Du ved, jeg ville gøre alt for dem. Men hvor går jeg nu hen? Ingen har brug for mig Hvorfor? Hvorfor lod du mig blive alene, Villy?
Ved midnat var tårerne sluppet op. Tone sad ved det lille bord med den nu kolde te.
Gennem tankerne gik hendes liv forbi.
Dengang hun var tretten, og nabodrengen kom forbi for at vise sin nye cykel frem:
Tone, hop op! Jeg giver dig en tur!
Hun løb straks ud, selv om mor kaldte.
Eller første dag som studerende i København. Alt var nyt og skræmmende, men hun tog sig sammen.
Villy… Bryllup. Børn.
Hun lukkede øjnene, rystende af kulde. Mørket indhyllede hende, men indeni var der stadig bitterhed. Hun var selv skyld i det hele! Hun havde ikke kunnet forklare børnene, hvordan man ikke skulle være.
Tårerne kom igen, men Tone blev vred på sig selv. Hvad hjælper det at græde? Hun skulle nok klare sig. Og hvad ventede hun? Leje et værelse og komme videre. Men hvorfor gjorde det så ondt…
Tidligt om morgenen bankede Bodil pludselig på døren.
Tone! Er du der? Har ungerne smidt dig ud? Du siger ikke noget? Åh, man kan da også køre dig rundt, som man vil! Du har aldrig haft særlig meget snilde trods du har været lærer!
Bodils ord lagde sig som sten, og Tone mærkede, at hun var færdig. Ingen kamplyst tilbage. Hun trådte ud af boden, satte sig tungt på trappen og lod sig falde ind i glemsel.
På hospitalet tilbragte Tone over to uger. Lægerne rystede på hovedet over den tavse kvinde, som næsten ikke spiste, og kun livede en smule op, da Hans kom på besøg.
Kom nu, Tone, du skal op igen. Du skal leve.
Hvorfor? hendes lysegrå øjne havde for længst mistet glansen. For hvad, Hans?
Hans blev beskæmmet. Spurgte man ham, ville han sige for børnene, for børnebørnene. Men hvad skulle han svare Tone?
Han vidste, at hans egne aldrig ville smide ham ud søn og datter kæmpede om at få ham hjem. Men han kunne ikke. Tankerne kredsede kun om Tone.
Men Tone kom sig ikke. Hun blev mindre og mindre, og Hans blev vred over sin magtesløshed.
Så kom der en ny på stuen, og tingene ændrede sig.
Marie, en lille rank kvinde, var snakkesalig men svag. Efter to blodpropper kunne hun knap holde på skeen. Tone begyndte at hjælpe gav hende suppe, rørte i teen. For første gang var der lidt mindre mad tilbage på Tones bakker.
Jeg kan snakke alle ihjel! Tror du ikke? Min mormor var klog kone ikke heks! Hun brugte urter og forstod mennesker. Mig lærte hun meget. Jeg kan se, når sjælen lider. Men slip den ikke, du har mere godt i vente!
Hvordan kan du vide det?
Jeg ved det har du stadig ting at klare, får du ikke lov at rejse endnu. Alt til sin tid, Tone.
Tone lyttede, men troede ikke på det.
Efter en uge blev hun dog udskrevet. Da hun pakkede sine ting, kiggede Hans ind og vinkede hende med ud på gangen.
Kom lige, Tone.
Marie slog øjnene op:
Nu kommer det gode, Tone! Slip det ikke!
Tone gik forvirret ud.
Er der sket noget? Noget med mine børn?
Nej. Ikke noget om dem.
Hvad så?
Og så til sin store overraskelse så Tone, at Hans pludselig stod foran hende med sin gamle kasket i hånden.
Hør her, Tone… Vil du gifte dig med mig? Jeg har købt et lille hus ude ved Holbæk, tæt på skoven. Der er bier og en stor have. Vi kan få det godt. Vil du med, Tone? Vi er ikke unge mere, men vi har tid endnu. Må vi ikke bruge den tid, som vi selv ønsker, uden at skulle tage hensyn til nogen?
Tone stod tavs op ad væggen ville måske helst blive der.
Jeg ved, jeg ikke er ung. Men jeg kan stadig og passe på dig. Hvad siger du?
Tavsheden trak ud, Hans blev mere og mere lille. Han var sikker hun sagde nej. Hun var jo endnu en flot kvinde, og Hans gammel og forslidt.
Men så trådte Tone frem og rørte nænsomt ved hans kind:
Jeg siger ja. Men jeg kalder dig kun Hans nu ikke mere efternavn.
Hans sukkede så lettet, at sygeplejerskerne smilede, og Tone listede genert ind på stuen.
To år senere, i et lille hus uden for Holbæk, trådte en kvinde ud på trappen. Strakte sig, satte håret op i en knude, med hårnåle i munden. En stribet kat dansede for hendes fødder, og en stor, langsom hund kom ud af hundehuset for at sige godmorgen.
Tone slog tørklædet om hovedet og drønede ned ad trappen for at finde sin mand.
Tone! Jeg er herude!
Hans stod ved grillen, røgen steg op.
Hvorfor vækkede du mig ikke? Børnene kommer snart!
Du sov så sødt, jeg nænnede ikke vække dig.
Bilen tutede ved haveporten, Tone smilede.
Så er de her!
Så var der snart latter og glade stemmer i gården. Tone hilste på bonusbørnene og børnebørnene og løftede den lille nyeste.
Hvor er du blevet stor! Tænk, det er kun lidt siden sidst.
Forsigtigt, mor! Han bider Iben, Hans datter, stak sutten i mund på den lille og grinede. Han har fået tænder, han bider bare på alt!
Den krise klarer vi!
Tone rakte ham den sjove stof-kanin, hun havde syet og straks blev den sabbet grundigt.
Jeg har købt alt muligt legetøj, men det er aldrig godt nok!
Sådan er det, et stykke stof kan sagtens bruges, hvis det bare er rent.
Man lærer altid, mor Tone… Iben gav Tone et hurtigt kys og så på sin far med uro. Mor…?
Hvad der er, søde?
Der er noget, men du må ikke blive ked.
Jeg tror ikke, noget kan gøre mig ked mere I er jo her…
Men Tone kunne ikke tale færdig. Hun så, hvordan Søren kom gående opad stien, med den store søn ved hånden. Noget stak kort i hende minder om tidligere smerte, men det forsvandt straks, druknet af en bølge af lykke. Sørens dreng lignede sin far så meget, at Tone et øjeblik syntes, hun genoplevede sin egen ungdom.
Iben gav hende stille det mindste barn i armene.
Det er op til dig, hvordan det skal være nu. Vi er her altid for dig, mor Tone…
Jeg er ikke bange for noget mere! svarede hun stille, strøg Iben på kinden, gik børnene i møde og sagde: Goddag, Søren!
