Prøvelse i modgang
Jeg har været igennem så meget på det seneste! Det ville jeg ikke ønske for min værste fjende! Og han Han vælger bare at søge om skilsmisse! jamrede Signe sig til veninderne, mens hun nervøst pillede ved en serviet og bestilte endnu en cocktail. Hun havde valgt at bruge sin første aften som single i en natklub et forsøg på at glemme sorgen i sød alkohol og larmende musik.
I det dunkle hjørne af klubben, omgivet af veninder, talte Signe uafbrudt, nærmest som om dæmningen, der holdt alle hendes følelser tilbage de sidste dage, endelig var bristet.
Hvordan kunne han gøre det? Jeg har ikke sovet om natten, er blevet så tynd, helt slidt ud Æske efter æske af beroligende medicin! Og takken? Han kyler mig ud af sit liv, som om jeg var et defekt legetøj!
Veninderne Pernille, Trine og Freja nikkede medfølgende og kom med små bemærkninger: Du fortjener bedre!, Han er dig slet ikke værd!. Hver af de tre udførte deres rolle som støttende publikum, skældte ud på Signes eksmand, omfavnede hende, klappede hende på skulderen, bestilte et glas vand til hende og lod, som om deres vrede var ægte. For en forbipasserende gæst måtte det have set ud, som om den mand, de talte om, var grænseløst usympatisk, og
Det ville være forkert at tro.
Kristoffer havde været en fantastisk ægtemand. Betænksom, omsorgsfuld, rummelig Han hævede aldrig stemmen, spurgte altid til, hvordan hun havde det, huskede småting hendes yndlingsslik, eller at hun ikke drak kaffe efter klokken seks. Han klarede alt stort som småt uden at beklage sig og hjalp altid til i hjemmet.
Det var også Kristoffer, der havde foreslået, at Signe sagde sit job op, for i stedet at hellige sig hjemmet og familien.
Du slider dig fuldstændig op, sagde han blidt, mens han kørte hende gennem håret. Jeg skal nok tage mig af det hele, og så kan du lave det, du virkelig har lyst til. Gå til yoga, hyg dig med veninderne, indret hjemmet du har fortjent lidt ro og afslapning.
Signe sagde straks op samme dag. Hun nød livet som hjemmegående, skabte hygge i hjemmet, tog glade imod Kristoffer med smil og lækker aftensmad, planlagde små overraskelser og weekenderne. Hun følte sig lykkelig, værdsat og elsket.
Signe havde ingen eneste klage over sin mand. Ikke én gang på tre års ægteskab havde hun tænkt, der var noget galt. Selv hans søn fra første ægteskab femtenårige Emil blev aldrig et problem. Signe tog roligt imod drengen, prøvede at være venlig uden at blande sig for meget, ville ikke være en anden mor, men bare være til stede.
Emil var dog forbeholden over for Signe. Han delte ingen hemmeligheder, spurgte ikke om råd, fortalte ikke om sine tanker. Ofte gik han bare forbi, mumlede et hej eller vi ses og lukkede sig inde på sit værelse. Han behandlede hende simpelthen som et helt fremmed menneske.
Det gjorde faktisk ikke Signe noget! Hun havde ikke drømt om at blive mor for en femtenårig. Hun forsøgte ikke at presse sig på, var tilfreds med sin rolle som hustru, ven og hjemmets centrum.
I tre år levede de lykkeligt gift! Hver morgen startede med kaffe på sengen fra Kristoffer, og hver aften sluttede med en lang snak over køkkenbordet. De rejste, grinede, lagde planer alt så ud til at skulle vare evigt.
Så ramte ulykken, og alt gik i stykker
********************
Jeg har lige fået et opkald fra Rigshospitalet, sagde hans mor Lene, grædende til Signe. Kristoffer har været ude for en ulykke! De har prøvet at få fat i dig, men du tog ikke telefonen
Signe stod i entreen, netop hjemvendt fra en gåtur, med en pose frugt i hånden og et roligt udtryk i ansigtet. Hun stillede tasken fra sig og rynkede brynene en smule.
Jeg tager aldrig telefonen, hvis det er et ukendt nummer, sagde hun langsomt, som om hun undskyldte sig. Hendes blik gled over Lenes bekymrede ansigt, og så ramte beskeden hende. Hvad?! Ulykke? Hvornår? Hvordan har han det? Hvilket hospital?
Spørgsmålene væltede ud, stemmen dirrede, ægte frygt blinkede i øjnene. Hun trådte tættere på, tog Lene i hånden i et desperat forsøg på støtte.
Det er alvorligt, svarede svigermor stille, næsten hviskende, mens hun sænkede blikket. Lægerne tør ikke sige noget
Det sidste hang i luften som en tung tåge og fyldte stuen med tavs rædsel. Signe trådte et par skridt tilbage, som om hun fysisk forsøgte at undslippe, men benene svigtede, og hun satte sig rystende på kanten af sofaen og brast i gråd.
Gråden var højlydt, rå, med hulken og klagesange. Hun gemte ansigtet i hænderne, krammede en pude, fór rundt i stuen, greb sit hoved og sank sammen igen.
Hvordan kunne det ske? hulkede hun. Han har altid kørt så forsigtigt Altid
Man skulle tro, hun var sønderknust, at sorgen flåede hende fra hinanden. Men dem, der kendte Signe, fornemmede en vis overdrivelse. Hendes bevægelser var teatralske, tårerne fossede, men hun kastede blikke omkring sig, næsten som for at se, om folk lagde mærke til, hvor knust hun var.
Snart strømmede familien til. Først hendes søster, så en fætter, og senere naboerne, som havde hørt om ulykken gennem Lene. De stod i stuen, udvekslede dæmpede kommentarer og sendte bedende blikke til Signe.
Kan vi gøre noget? spurgte søsteren forsigtigt. Skal vi køre noget til hospitalet? Hjælpe med papirerne?
Jeg ved ikke hulkede Signe, mens hun tørrede øjnene med en pude. Jeg er bare så bange
Vi skal nok klare det, sagde tanten beslutsomt og lagde en hånd på hendes skulder. Vi hjælper hinanden. Kristoffer er så stærk, han skal nok klare det.
Tavshed lagde sig tungt over flokken kun afbrudt af Signes gråd og lavmælt hvisken. Alle tænkte det samme: Hvorfor sker sådan noget for et menneske som Kristoffer? Han var det, man kalder et menneske med et hjerte af guld. Omsorgsfuld, hjælpsom, uden det mindste hykleri. Han blev altid, hvis kolleger havde brug for det, kom kørende midt om natten for at hjælpe en ven og ville give sin sidste 100-krone-seddel væk, hvis det var nødvendigt.
Sådan én finder man aldrig igen, mumlede en af naboerne og tørrede øjenkrogen. Hvorfor lige ham?
De andre nikkede stille. Alle følte samme smerte smerten over, at den, der altid havde været der for andre, nu selv var så sårbar.
Imens greb Lene sig oftere til brystet. Ansigtet blev skræmmende blegt, åndedrættet hurtigere, men Signe virkede blind for det. Lene forsøgte at holde sig i ro, men tegnene på dårligt helbred var tydelige bare ikke for Signe.
Emil stod op ad væggen og var helt stiv af chok. Bare fem år tidligere havde han mistet sin mor nu lå hans far kritisk. Voksenfrygt lyste i øjnene, han trak nervøst i t-shirten og ventede på, at nogen skulle love ham, alt ville blive godt. Men ingen sagde noget. Signe, opslugt af sig selv, skænkede ham ikke et blik.
Faktisk gjorde Signe mere hun trak aktivt opmærksomhed til sig selv. Så snart nogen foreslog praktiske gøremål, brød hun ind, begyndte at græde, gennemgik minderne om deres lykke, Kristoffers kærlighed, deres fremtidsplaner. Hendes monolog var uendelig, og selv de mest tålmodige begyndte at blive trætte.
Senere på aftenen dukkede Kristoffers lillesøster Mathilde op. Hun kom ind med målrettet blik og overtog straks kontrollen. Allerede inden havde hun været på hospitalet, snakket med lægerne, fik styr på alt betaling for operation, enkeltstue, medicin og hvad der ellers var brug for. Hendes handlinger var hurtige, effektive, uden unødige følelser.
Sådan, sagde hun og så rundt i stuen. Tak for støtten, men nu skal vi have lidt ro. Kun de nærmeste bliver. Vi har ting, der skal ordnes.
Hendes stemme levnede ingen diskussion. Gæsterne dryssede af, nogle lettede, andre med dårlig samvittighed over at forlade de pårørende. Mathilde satte tingene på plads, indtil kun dem med reel funktion var tilbage.
Så gik hun til sin mor. Lene sad stadig i et hjørne, så grå ud i ansigtet.
Mor, hvordan har du det? spurgte Mathilde, da hun satte sig ved siden af.
Det skal nok gå Bliver bare lidt svimmel, fik Lene svagt frem.
Mathilde fandt straks sin telefon frem og ringede efter en bekendt læge. Ambulancen havde allerede været forbi en sprøjte og så væk igen men intet hjalp. Lægen ankom efter en halv time, undersøgte Lene, og rystede på hovedet.
Hendes blodtryk svinger for meget, hjertet har det ikke godt. Hun skal tage den helt med ro, have fast medicin. Jeg skriver det ned.
Mathilde lyttede grundigt, ringede til apoteket og bestilte medicin.
Så vendte hun sig mod Emil.
Du tager med mig hjem, sagde hun fast. Der er ingen grund til, at du skal overvære alt det her. Jeg laver noget mad, du skal bare slappe af, og i morgen tager vi sammen på hospitalet.
Drengen nikkede lettet glad for et menneske, han kunne holde sig til.
Men straks iværksatte Signe et nyt optrin. Hun dalede ned i lænestolen, lagde hånden mod tindingen og gispede teatralsk:
Jeg jeg har det dårligt Tror jeg besvimer
Mathilde, netop på vej ud fra mors værelse med et termometer, vendte brat om. Hendes blik blev koldt, hårdt. Uden et ord gik hun over, greb Signe i albuen og slæbte hende nærmest hen til badeværelset.
Hvad gør du?! udbrød Signe, men Mathilde skruede koldt vand på og stak hendes hoved ind under hanen.
Vandet løb ned over hendes hår, sivede ind under blusen, dryppede ned ad ansigtet. Signe peb og forsøgte at vride sig fri, men Mathilde holdt hende fast.
Stop! Jeg mener det! hostede Signe, mens hun gned øjnene og tog imod det håndklæde, Mathilde kastede mod hende.
Hvad har du gang i? skældte Mathilde, mens Signe febrilsk tørrede sig. Hvorfor det her teater? Tror du, det hjælper? Det er dig, der skulle tage dig sammen og klare det her. Dig! Ikke mig, ikke mor, ikke naboerne! Du opfører dig som en sørgende enke, før din mand overhovedet er død
Mathilde holdt en pause, trak vejret dybt, og sagde med fast tone:
Kristoffer er i live! Forstår du? Og han bliver ved med at være det. Lad være med at tale ham død foran mor eller Emil! Hvis du prøver på det igen, så er du hurtigt ude af det her hjem.
Signe vred sig, rettede hurtigt på håret og fik mascaraen tværet ud i hele ansigtet. Indeni kogte skuffelsen, men også en spirende vrede.
Du har ikke ret til at tale sådan til mig! udbrød hun. Lene sagde jo selv, at Kristoffer er i kritisk tilstand, og lægerne tør ikke love noget! Man må håbe på det bedste, men forberede sig på det værste, som man siger.
Mathilde krydsede armene.
Forberede sig på det værste? Hvad med mor? Hun er på randen af udmattelse! Og Emil? Han har lige mistet sin mor, nu risikerer han også at miste sin far. Har du tænkt et sekund på, hvordan de har det? Eller handler alt om dig og din egen sorg?
Signe åbnede munden, men ingen ord kom ud. Hun strøg sig over det våde hår, forsøgte at samle tankerne.
Du fatter det ikke, mumlede hun, mens hun slog blikket ned. Jeg er bare virkelig bekymret for Kristoffer.
Er du? spurgte Mathilde, hendes stemme roligere, men stadig fast. Så bevis det. Ikke med tårer eller dramatiske optrin. Gør noget. Ring til hospitalet, spørg om det praktiske. Tag dig af mor. Vær der for Emil. Det er det, vi har brug for. Ikke flere forestillinger.
Signe tav. I spejlet så hun sit eget billede vådt, med mascarastreger ned over ansigtet. Pludselig gik det op for hende, hvor sølle hun så ud. Men det var uudholdeligt at indrømme, Mathilde havde ret.
Bed til han klarer den, sagde Mathilde koldt. Ellers står du uden noget som helst. Alt er hans fra før I blev gift, og Emil er eneste arving.
Signe flakkede en anelse, men ret hurtigt fik hun fatningen igen. Indeni spændte det, men hun nægtede at vise svaghed.
Han er jo stadig under atten! snerrede hun, dog mere uroligt end vredt. Hun elskede faktisk Kristoffer! Men tanker om plan B havde luret bare for en sikkerheds skyld. At leve med en invalid nej, så hellere frihed
Mathilde brød ud i et hånligt grin.
Tror du, du får lov til at være hans værge? Det kan du godt glemme! Du er ikke noget for ham. Hverken efter blod eller lov. Bed om miraklet, Signe.
Signe knyttede hænderne, neglene pressede sig ind i håndfladerne. Hun havde lyst til at råbe, protestere, finde på et modsvar, men hun følte sig jaget op i et hjørne og det gjorde hende bare endnu mere rasende.
Du prøver bare at ydmyge mig, hviskede hun og forsøgte at lyde fast i stemmen. Tror du virkelig, jeg er ligeglad?
Jeg tror, du er for optaget af dig selv til at tænke på andre, svarede Mathilde roligt. Men det her er ikke tiden til selvoptagethed. Hvis du vil blive i denne familie så vis du fortjener det. Hvis ikke så er døren åben.
Signe fnøs utilfreds, vendte sig resolut om, smækkede døren til sit værelse hårdt bag sig og låste som om hun kunne udelukke hele verden. Hun satte sig på sengekanten, slog armene om benene og stirrede tomt ud i rummet.
Hvad skulle hun gøre? Skulle hun spille den omsorgsfulde kone og nærmest bo på Kristoffers stue? Det ville få hende til at fremstå som den trofaste, opofrende hustru. Alle ville sige: Se, hvor hun er ved sin syge mand, holder ud, kæmper med ham
Men der var bare et problem. Overlevede Kristoffer men som invalid hvordan kunne hun så forlade ham bagefter? Hvis hun nu spillede prøvet hustru, blev det svært nogensinde at trække sig igen. Familien ville stirre, vennerne ville dømme, og Kristoffer Han havde jo altid behandlet hende pænt.
Men hvis han alligevel blev meget syg resten af livet? Kunne hun holde til det? Evig pleje, opofrelse, ingen frihed Det skræmte hende. Hun ville have frihed! Selv bestemme over fremtiden ikke at skulle være nogens sygeplejer!
Signe gik hen til spejlet. Træt udtryk, filtret hår, mørke rande under øjnene. Hun tørrede ansigtet med hånden.
Hvad gør jeg? kørte det rundt i hovedet. Hvad er rigtigt?
Hun tog telefonen, så på sin bedste vens navn i kontaktbogen. Måske skulle hun ringe? Men hun vidste, hvad veninden ville sige: Hold fast i din mand det er nu eller aldrig.
Signe lagde telefonen igen, satte sig i vindueskarmen og lod blikket glide ud over byen, where gadelygterne tændtes og mørket faldt på. Hele verden summede, men hendes indre stod stille som om tiden ikke længere gik.
Hvis Kristoffer overlever tænkte hun. Hvis han igen bliver rask Så bliver alt ved det gamle, og jeg kan spille den lette, sorgløse Signe igen. Hvis ikke
Hun nægtede at tænke denne tanke helt til ende.
Bedst for mig er at spille den sørgende enke, besluttede hun endelig. Græde, tilkalde læge tit, lade som om jeg er ved at kollapse af sorg. Og så må vi se
I hendes hoved rullede billederne allerede: den sørgende, men tapre hustru. Så ville familien sympatisere, naboerne tale beundrende: Sikke en hengiven kone! Og Kristoffer Han ville helt sikkert sætte pris på hendes opofrelse. Eller ville han?
****************
Det første stykke tid gik det nemt. Signe spillede rollen til perfektion græd ved vinduet, faldt om i stolen, ringede til hospitalet med rystende stemme: Hvordan går det med ham? Hvad siger lægerne? Må jeg komme ind? Sygeplejerskerne så medfølende på hende, familien sendte mad og medicin, og Mathilde, trods sin skepsis, måtte erkende, at Signe gjorde sit bedste.
Men efter et par uger ændrede alt sig.
En dag trak Kristoffers læge hende ind til en snak. En høj, alvorlig mand med venlige øjne satte sig overfor hende.
Signe, vi må tale åbent, sagde han roligt. Kristoffers tilstand er stabil, men han kan nok ikke genoptage sit arbejde. Der venter en lang genoptræning måneder, måske år. Det bliver dyrt.
Han talte blødt, forsigtigt men ordene skar sig ind. Han ville forberede hende, give hende tid til at fatte, hvad der ventede. Allerede mens han talte, trådte Signe et skridt tilbage inde i sig selv.
Så det er slut, tænkte hun, ramt af en isnende tomhed.
Hun nikkede, lod nogle tårer trille, mumlede: Jeg skal nok klare det Jeg bliver hos ham men følelsen var allerede afklaring.
Tage mig af min syge mand for resten af livet? tænkte hun. Nej! Jeg er ung. Har livet foran mig. Jeg kan ikke bruge det på at pleje en syg ægtefælle.
Uden for lægens kontor takkede hun og tog frakken på. Allerede var en plan under udarbejdelse: at finde en god grund til at trække sig, uden at fremstå som egoist. Måske lokke samtalen over på hendes eget helbred? Alt skulle ske nænsomt, uden skandale.
Men hun vidste ikke, at lægen havde sagt det med vilje.
I virkeligheden havde Kristoffer for længst bemærket hendes adfærd fra hospitalsengen. Han opdagede, hvor sjældent hun dukkede op, hvor distanceret hun var, blikkene, stemningen. Det gjorde ondt, men han måtte vide: elskede hun ham ægte, eller var det hele bare behagelig ramme og tryghed?
Han huskede hendes tårer i de første dage efter ulykken, da hun klyngede sig til hans hånd og hviskede: Bare bliv hos mig, Kristoffer! Han havde troet på kærligheden. Men snart blev hendes besøg kortere, samtalerne overfladiske, blikket fjernt.
Hvordan har du det? spurgte hun uden at se på ham.
Fint, svarede han, og tænkte: Det passer ikke. Ikke for mig, ikke for os.
Han tog sin beslutning. Han bad lægen om at sige til Signe, at det ville tage år, at genoptræne ham.
Lægen tøvede:
Er du sikker? Det er ikke sandt. Du skal nok komme dig! Jeg er sikker på, du vender tilbage til livet som før.
Jeg vil vide, om hun bliver hos mig, hvis hun tror, det vil vare hele livet.
Lægen nikkede omsider.
Og nu kendte Kristoffer svaret.
Signe reagerede med en scene græd, slog ud med armene, mumlede: Hvordan skal vi dog klare det? Men som lægen lagde mærke til, var det ikke ægte desperation, men snarere et hovedregnestykke over de mulige tab. Hun nikkede, tørrede øjnene, lovede at blive men det var en dårlig forestilling.
Snart så man hende sjældnere. Hun ringede ikke selv, men bad sin søster eller mor tage kontakt. Hun havde altid en undskyldning: Jeg er syg, Lægen sagde, han skal have ro. Hvert fravær ramte Kristoffer hårdere end skaderne.
Kristoffer lukkede øjnene og huskede, hvordan de havde haft det i begyndelsen. Deres første byture, grin, drømme om fremtiden. Nu tænkte han: Var det bare falsk? Byggede det hele på bekvemmelighed og nemme dage?
Da kræfterne vendte tilbage, tog han sin beslutning. Han bad sygeplejersken give ham telefonen og ringede til Signe. Ringeudtonerne trak ud endelig tog hun den, stemmen træt, nærmest irriteret over at blive forstyrret.
Signe, vi skal tale sammen, sagde han roligt.
Hvad? Jeg har travlt måske senere?
Nej. Nu. Jeg søger om skilsmisse.
Stilhed. Et gisp, næsten vantro.
Hvad?! Du mener det ikke!
Jo. Jeg har besluttet mig.
Der gik lang tid, før hun hviskede:
Du kan da ikke gøre det. Vi er jo familie
Familie er noget, man er sammen, i gode og onde dage, afbrød han. Hvor er du nu? Du hørte lægens ord og begyndte straks at planlægge din flugt. Tror du, jeg ikke kunne se det?
Men jeg prøvede! skingrede hun. Jeg var der, jeg var bekymret
Du var der ja. Men du tænkte ikke på mig, kun på dig selv. Da livet blev svært, fandt du på undskyldninger for at stikke af.
Hun forsøgte at sige noget, men han fortsatte:
Ingen flere bortforklaringer. Jeg har set det hele. Forresten: jeg bliver rask lægen løj for dig, fordi jeg bad ham om det. Men nu er det slut.
Kristoffer lagde på, lagde telefonen tilbage og lukkede øjnene. Tom indeni, men på en underlig måde lettet. Han vidste ikke, hvad fremtiden bød, men én ting var sikkert: hellere alene end sammen med en, der flygter fra den første modgang og efterlader et elsket menneske til hans skæbne.
