Harald, undskyld, men jeg bliver nødt til at gå lidt tidligere i dag. Må jeg det? Min datter er blevet syg.
Karen placerede dokumenterne og mødelisten for næste dag på skrivebordet. Der var stadig en time tilbage, men børnehaven havde allerede ringet to gange, så hun vovede forsøget. Hun havde ikke arbejdet længe i entreprenørfirmaet det var ren held, hun fik jobbet, uden erfaring som sekretær og slet ikke de kvalifikationer, der stod i opslaget. Da hun stod foran spejlet før jobsamtalen, rystede hun på hovedet.
Ja, det punkt handler vist ikke om mig.
Den gamle cardigan var stadig udmærket, men nederdelen den kunne have været bedre. Den havde hendes mor syet, langsomt og omhyggeligt, og Karen huskede, hvordan hun blev opmuntret til at sige hende imod:
Den skal nok være lige så pæn som en, man køber.
Mor, det er jo håndarbejde, selvfølgelig er den god sagde Karen, mens hun lo indvendigt, vel vidende hvor meget det betød for moderen at høre netop det.
Ekstra penge til nyt tøj var der sjældent. Karen kunne godt mindes tiden, hvor hendes far levede, og tøjvalg ikke var noget problem. Men efter han gik bort, forandrede alt sig. Moren, Ingrid, var hjælper på sygehuset, og lønnen slog ikke til. Da Karens farmor blev syg, blev det endnu sværere forholdet til svigermoren var anstrengt.
Ingrid! Du har ingen forståelse for, hvordan en familie fungerer. Men nu tilhører du vores familie så tilpas dig, og forstå, at vi tager os af hinanden!
Det lød flot, men Karen fandt senere ud af, at det kun gjaldt én vej: Ingrid skulle tage sig af svigermoderen og give det meste af sin løn, mens farmoderen bare modtog og gav ingen ting igen kun uendelig kritik.
Mor! Hvorfor siger du ikke noget igen? undrede Karen sig, da hun blev ældre. Ingrid tog hende sjældent med, men svigermoderen forlangte det fra tid til anden.
Fordi jeg ved, hun tager fejl. Og fordi hun er syg og ensom. Bortset fra os har hun ikke mange tilbage. Søsteren er hun blevet uvenner med, og nevøerne vil hende ikke. Og så lovede jeg din far, jeg ikke ville forlade hende. Hvordan kunne jeg bryde det løfte?
Karen blev vred på farmoderen, havde lyst til at råbe sandheden ud. Men Ingrid stoppede hende altid mildt:
Hvorfor, Karen? Jeg tager det ikke til mig. Lad hende snakke. Det vigtigste er, at jeg ved alt er gjort korrekt, og din farmor mangler ingenting.
Hun mangler aldrig noget! mumlede Karen, der nu tydeligt forstod verden.
Det gik op for Karen, at farmoderen ikke var fattig; hun havde en stor lejlighed, en anden udlejet, god pension og penge i banken. Alt dette gjorde, at farmoderen kunne fortsætte sit liv uden bekymringer.
Hvorfor skal hun have dine penge, mor? Er det ikke nok? spurgte Karen, mens hun noterede familieregnskaber.
Karen! Ingrid smed viskestykket på bordet.
Hvad nu?
Lad det nu ligge Ingrid dæmpede stemmen. Bliv ikke ja, bliv ikke som hende. Det mørke har du ikke brug for. Husk, alt det farmor ejer, er hendes. Aldrig vores, og det bliver det næppe. Ingrid satte kopperne på snorlige rækker, for at skjule hvor meget hun kæmpede. Ikke tænk for meget på det.
Det var først efter farmorens død, Karen forstod. Et brev og et testamente lå klar i skuffen. Da Ingrid læste det, sukkede hun og smed papiret væk.
Kom, vi har ikke mere at gøre her. Min pligt er udstået.
Senere fandt Karen ud af, at arven var givet til nevøer og niecer. Hvad, der stod i brevet, sagde Ingrid aldrig. Da Karen spurgte længe nok, sagde Ingrid blot:
De var blodets slægtninge, sagde hun. Mere er der ikke at sige. Lad det ligge.
Troede hun, jeg ikke var hendes barnebarn? Karen kunne ikke lade være.
Nej, Ingrid sukkede. Hun syntes, du lignede mig for meget og intet af din far. Fremmed blod. Men du ligner din far, både i sind og udseende. Tag det gode med dig, forlad resten.
Karen protesterede ikke. Hun forstod det ikke helt, men hun så, hvor vigtigt det var for moderen.
Tiden gik. Karen kom ind på universitetet, og det var da, hendes mor syede den nederdel. Den bar Karen til eksamen, på arbejde, til jobsamtalen. Det blev hendes heldige nederdel og hun havde ikke andet at tage på.
På personalekontoret fnisede de bag hendes ryg, men hun rankede sig:
Fru, hvordan sådan? Ingen erfaring, et lille barn? Hvor har du været?
Jeg har undervist på universitetet.
Og hvorfor skifte felt?
Jeg skulle prøve noget nyt, sagde Karen, mens hendes knæ rystede.
Men mod forventning fik hun jobbet med prøvetid. Hun hørte aldrig, hvad der blev talt bagefter:
Lisbeth, hvorfor dog? Hvorfor Harald denne pige?
Han foretrækker kloge kvinder. Bare vent og se! Og forresten med lidt hjælp, så går hun jer alle en høj gang! Nå, tilbage til arbejdet!
Forholdet til chefen blev hurtigt godt. Da han så hende stå og læse vejledningen til kaffemaskinen, lo han:
Det er første gang jeg ser en kvinde læse manualen, ikke bare trykker på alle knapper. Vi skal nok få det til at fungere!
Arbejdet var til at overkomme, og Harald fandt snart ud af, at Karen havde et skarpt hoved. Hun kunne finde kontakter, arrangere møder så alle var glade, lave tidsplaner der var styr på det hele. Kun det, at hun måtte gå tidligere på grund af sit barn, var et problem.
Karen, jeg forstår, men du er væk så tit. Uden sekretær klarer jeg mig dårligt, sagde Harald med et træt smil.
Hovedpine? Vil du have en pille?
Nej. Det går. Men du burde overveje, hvordan du løser dette. Har du ingen bedsteforældre, familie, barnepige?
Jeg har ingen. Min mor døde, og vi har ingen andre.
Det var trist Men en barnepige?
Jeg har ikke råd endnu. Men jeg skal nok finde en løsning. Du har selvfølgelig ret.
Da Karen gik til børnehaven efter Anna, sit feberramte barn, ønskede hun at skrige i hjælpeløshed. Hvorfor var alting så galt? Hvorfor var hun alene?
Men hun kendte svaret. Som hendes mor sagde:
Ikke alle møder kun gode folk på deres vej. Hvis du støder på én eller to, skal du prise dig lykkelig.
Men hvad hvis der slet ingen er?
Sådan går det aldrig, Karen. Husk, det er ikke alle, der er virkelig onde. De fleste lever bare deres eget liv, hører kun deres egen stemme. Det kan man ikke dømme dem for. Jeg håber bare, du møder de gode.
Karen havde ofte fortrudt, at hun ikke lyttede mere til moderen, da hun mødte Annas far Mads. Han var passioneret forsker, ambitiøs, alt det Karen ikke var. Men deres livsmål skiltes. Karen ønskede familie og viden sammen Mads kunne ikke se det for sig. Da han fik arbejde i udlandet kort efter at have friet, tøvede han ikke.
Vi venter et par år? Ikke noget problem.
Mads, jeg har ikke tid til at vente. Jeg er gravid…
Hun mærkede straks, hvordan han veg tilbage. Der var dermed sat punktum.
De så aldrig hinanden igen.
Anna blev født én måned efter Ingrids død. Hjerteslaget slog hende omkuld på arbejdet. Mellem lægerne kunne de ikke redde hende. Karen begravede sin mor uden tårer.
Senere! Når Anna er født, vil jeg græde.
Men tiden fandtes aldrig. Anna kom svag til verden, syg, og al tid gik med at tage sig af barnet. Karen forlod universitetet, kunne ikke klare hviskene bag ryggen.
Undskyld mor, jeg er for nærtagende. Men jeg kan ikke… hviskede hun til moderen på billedet. Hvad gjorde jeg galt? Skal jeg have kæmpet mere? Men du ville have sagt, det bare var drømmeri. Du ville minde mig om, at jeg må videre.
Så snart hun kunne, fik Karen Anna i børnehave. Det første år var svært: Anna blev konstant syg, jobmuligheder forsvandt, Karen vaskede gulv i en frisørsalon om aftenen, mens hun dagdrømte om et andet liv.
Alt dette flimrede i Karens tanker, da hun gik efter Anna. Derefter forbi apoteket og hjem. Ved hoveddøren mødte hun sin nabo:
Hej, Trine!
Hej! Er det igen? Trine nikkede mod Anna.
Ja, desværre. De smider mig snart ud af jobbet. Det er anden gang denne måned. Jeg troede, vi var ovre det!
Nej, det stopper aldrig. Min kunne sagtens holde sig rask det første år og blev så konstant syg bagefter. Kan du ikke finde en barnepige? Du tjener vel lidt bedre nu?
Ikke nok Karen sukkede.
Nej, det koster en formue. Ærgerligt du ikke har en bedstemor i nærheden.
Ja Vi ses, Trine.
Inde bag døren følte Karen tårerne presse på.
Mor, hvor mangler jeg dig…
Men Anna, som sad på gulvet, krævede, at Karen samlede sig. Hun lagde hende i seng, lavede te og overvejede, hvad der nu skulle ske…
Da banken på døren lød, blev hun nærmest forskrækket. Anna sov, og Karen sad stille ved computeren, kiggede på annoncesider. Hun løb til døren.
Goddag, Karen.
Udenfor stod fru Astrid, den ældre dame fra naboblokken. Karen kendte hende kun af udseende.
Hej er alt i orden? Karen så på hende overrasket.
Ja, kan man vel sige. Må jeg komme ind?
Selvfølgelig! Undskyld.
Astrid trippede ind, sparkede skoene af og spurgte:
Er køkkenet der?
Ja…
Lad os sætte os derind. Barnets søvn er det bedste, når de er syge.
Astid satte sig, foldede hænderne og betragtede Karen:
Det er nok bedstemor for en time, du mangler?
Hvad for noget? Karen spærrede øjnene op.
Bedstemor for en time. Til at passe barnet, når det er sygt eller andet. Ja, sådan sagde Trine det var. Jeg tænkte hvorfor ikke stikke forbi selv? Har du brug for det?
Karen tøvede. Fornuftigt tilbud, men hun vidste næsten intet om Astrid.
Undskyld, hvordan har du hørt, jeg leder efter hjælp?
Pjat. Trine fortalte mig det i dag.
Aha Astrid, tag ikke forkert op…
Du må spørge om alt, hvis du vil. Barnet overlader man ikke til hvem som helst. Jeg kan også fortælle om mig selv.
Så Karen lavede te, og satte chokolader frem.
Fortæl!
Astrids historie var enkel: født og opvokset her i byen, arbejdede på fabrik, blev gift, fik to sønner, manden døde tidligt. Sønnerne flyttede væk. Fire børnebørn, men dem så hun aldrig. I deres familier var mormødrene på pletten, og nu var børnene store. Hun ville bare gerne glæde sig over børn men nu blev det ikke sådan. Trine havde nævnt barnepigejobbet og derfor havde Astrid tilbudt sig. Vi kan jo se, om det fungerer. Tænk over det til i morgen.
Karen sagde ja.
Da de indledte deres lille samarbejde, kom Anna hurtigt til at holde af Astrid. Allerede første dag mærkede Astrid på panden og sagde:
Nå, lille skat, det går over. Nu laver jeg te med hindbær og fortæller en historie. Så sover du lidt og bliver rask.
Vi har ikke hindbær…
Sludder. Jeg har taget med. Du skal på arbejde nu, vi klarer os.
Snart havde Anna lært at læse, og hun begyndte til skoleskak og svømning.
Jeg kunne aldrig have fået tid til det selv. sagde Karen til Trine. Astrid er en skat!
Jeg napper hende selv, når min pige vokser op!
Tiden gik. Anna begyndte i skole, og Astrid blev mere som en rigtig bedstemor end en hjælper.
Karen, du sidder nu fast i samme job længe, sagde Harald en dag. Med din baggrund kunne du nå langt mere. Firmaet sender dig på kursus, og så ser vi på mulighederne.
Livet vendte for Karen. Efterhånden blev økonomien bedre, Anna større og hverdagen lettere.
Godt det samme, Karen! grinede Astrid, da hun hørte om forfremmelsen.
De var mere familie end medarbejder og barnepige nu. Og da Astrid forsvandt uden varsel, blev Karen urolig.
Trine, hvor kan hun være? Hun sagde intet.
Har du ringet til hospitalerne?
Jeg har prøvet alt. Politiet nægter at tage anmeldelse jeg er jo ikke familie.
Børnene?
Ved ingenting. Har travlt.
Så Karen begyndte selv at lede efter Astrid. Syv dage senere fandt hun hende på hospitalet.
Hun havde ingen papirer og kunne ikke huske noget i starten.
Da Karen så hende, lå hun så lille i sengen, at hjertet snørede sig sammen.
Hvorfor sagde I ikke noget? spurgte Karen. Hun blev ramt af en bil, kortvarigt hukommelsestab.
Hvem er du? spurgte den unge læge.
Datteren. Hvor er afdelingslederen?
Inden længe fik Karen hende over i en anden stue og tog hendes hænder.
Hvordan har du det?
Hvem er du?
Jeg er Karen. Det vender nok tilbage. Nu gælder det om at blive rask.
Karen kontaktede Astrids sønner, men de havde travlt, kom ikke.
Nå ja! Så klarer vi det selv. Karen lagde telefonen fra sig og tænkte på Ingrids ord: Folk tænker kun på sig selv. Hvor havde hun dog ret.
Astrid blev udskrevet efter en uge. Karen tog hende hjem.
Anna, Astrid kan ikke huske noget. Kald hende bare Bedste, som før, og sørg for hun har det roligt. Så skal det nok komme igen.
Mor, skal hun bo her?
Ja.
Anna nikkede alvorligt:
Det er rigtigt.
Nu blev det Anna, der passede på Astrid. Når hun kom hjem, lunede hun mad, lokkede Astrid til at spise, satte sig med lektierne og foreslog at spille skak bagefter.
Astrid kaldte Anna sit barnebarn, Karen sin datter, og ingen sagde hende imod. Hvad gør det, hvad man bliver kaldt? Hovedsagen var, at de havde hinanden.
Et halvt år senere dukkede Astrids søn, Morten, endelig op. Den dag havde Anna fødselsdag, Karen kom hjem med kage, da en høj mand præsenterede sig:
Du er Karen?
Ja.
Jeg er Morten, Astrids søn.
Goddag. Vil du se din mor?
Ja, hvis jeg må.
Selvfølgelig. Men forstå: jeg vil ikke af med hende. I var væk, da hun havde brug for jer.
Han blev tavs. Karen sagde:
Tag dig ikke af mig. Kom og besøg hende, når du vil. Men du skal vide hun er hjemme hos os nu.
Da Morten mødte sin mor, kunne hun ikke genkende ham. Morten bad sørgmodigt:
Vil hun huske os?
Ingen ved. Men hun har ro her. Det er vigtigst.
Senere, da han gik, spurgte han, om de måtte besøge hende. Karen nikkede:
Det er jeres mor.
Da han var gået, så Karen efter ham og tænkte, at hun nok sjældent ville se ham igen. Så trak hun på skuldrene. Lad fortiden blive, hvor den hører til, for nu var de sin egen lille familie.
Anna, sæt vand over! Nu fejrer vi fødselsdag!
Mor, skal Bedste ikke have kage?
Selvfølgelig skal hun det det største stykke! Hun skal da forkæles, ikke?
Jo! Anna grinede.
Det trænger vi alle til! sagde Karen, drejede nøglen og fulgte sin datter ud i køkkenet.
